Mandag d. 23 juli
Dagen forinden ankom vi til Frederikshavn omkring kl. 14. Vi havde efterladt bilen hjemme. Vi benyttede lejligheden til at indtage aftensmad på Nerd. Igen var det en fornøjelse.
Afgang
Planen var at stævne ud og sejle sydpå. Vinden måtte så bestemme om det blev Sæby, Lyngså, Voerså, Asaa, Hou, eller evt. Hals, der skulle blive vores destination.
Turen
Vinden var 6-8 ms. da vi sejlede ud og den kom fra øst. Motoren "gik som en klokke", som de siger i Sverige. Udenfor havnen fik vi sat sejlene og så gik det ellers med god hastighed nedefter.
Senere tog vinden til - meget endda og på et tidspunkt måtte vi til at rebe sejlene for ikke at krænge for meget. Det var mere end nogen forudsigelser havde sagt. Senere da vi kom i land, mødte vi andre der fortalte, at vinden havde været 13 ms.
Så det gik lystigt nedefter, mens Nordjylland passerede forbi og de havne vi havde overvejet ligeså. Efter vel 4-5 timers sejlads besluttede vi at slutte i Hou.
Hou Havn
På nettet beskrives Hou Havn bl.a. som Danmarks måske hyggeligste havn. Der ligger desuden en strandet båd lige nord for havnen, som har været et debatteret emne på egene i de seneste år. Vraget er fra en 30 fods privatejet sejlbåd. På søen er der ikke nogen pligt til at fjerne et vrag, hvis det ikke generer trafikken. Det gør vraget ikke, men kønt er det ikke. Mange i byen ønsker det derfor også fjernet, men kommune/stat og angiveligt ejer vil ikke bruge penge på det.
Selve havnen ligger med et lavvandet område ud mod Kattegat. Det gør de fleste østvendte havne deroppe. Der er en smal uddybet rende, der leder ind til selve bassinet.
Ankomst
Vi tøffede ind for motor og havde bemærket, at en anden båd kom længere udefra med høj fart. Det tænkte vi ikke så meget over, for der var andre ting der optog os.
Området omkring havnen var fuldstændigt fyldt op med boder, biler, flag og telte. Der var fest og rigtigt mange mennesker!
Alligevel fandt vi hurtigt en plads lige midt i det hele ved den nordlige mole. En kvinde kom hen og hjalp os med fortøjningerne, mens hun sagde: "Jeg havde nu håbet, at det var nogle andre, der havde fået pladsen"!?
Det viste sig ikke at være så personligt, som det lød. Men hun ventede på den båd, der havde fulgt os ind. Det var sikkert venner eller familie? Problemet var dog ikke så stort - der var også plads til dem sammen med os.
En hård tur
Tidsmæssigt var der ikke meget i turen. Til gengæld havde den været ganske anstrengende. Båden krængede en del i vinden og vi havde været på dupperne uafbrudt hele vejen.
Anne klarede havnepenge og dannede sig et overblik over havnen, mens jeg fik de sidste ting på plads på båden.
Da hun kom tilbage kunne hun berette om et øltelt med levende musik, mange boder og at der i det hele taget var en rigtig god stemning på havnen med levende musik, udskænkning, kagebord o.s.v.
Mindre end en halv time senere sad vi i teltet med en fadøl hver og lyttede til et stort lokalt harmonikaorkester, der havde taget opstilling på scenen. Stemningen var høj, klientellets alder ligeså. Vi var "de unge på tur" i det telt.
Overgangen fra det dramatiske vejr og de mange anstrengelser til feststemning og koldt fadøl var betagende. Anne og jeg sad bare og grinede sammen - uvist af hvilken grund.
Ham kendte jeg ikke
Det er et hjørne af Nordjylland, som jeg ikke kender så meget til. Alligevel fik jeg øje på en mand med et markant ansigt, som jeg stadig er overbevist om, jeg har mødt tidligere.
Han forlod på et tidspunkt bordet og passerede forbi os. Jeg henvendte mig til ham og spurgte, om vi ikke kendte hinanden.
Han svarede: "Det håber jeg ikke. Jeg er nemlig fængselsbetjent". Det lagde grunden for flere grin og mere verbal ping pong. Alligevel er jeg er nu ret sikker på, at jeg har mødt ham før - men altså helt sikkert ikke i forbindelse med hans arbejde.
Memory Lane
Besøget i Hou blev i øvrigt et besøg, som kom til at vække minder fra fortiden til live - også helt konkret. Mere om det senere.
Mere musik og udebiograf
Under en bestilling af øl opfordrede de gode Houboere os til at komme om aftenen og opleve en skotsk duo. Duoen bestod af en kvinde, der spillede violin og en mand der stod for rytmesektion og baggrund med sit keyboard. Efter koncerten ville der desuden være udebiograf, hvor man kunne se film i det fri.
Jeg havde bemærket en stor oppustelig mur, som var ved at blive etableret udenfor. Den var nok 15 m. høj og 25 m. bred. Foran muren/skærmen var der bare en stor plads og enkelte bænke. Vi havde aldrig set noget lignende, så det var bestemt også en oplevelse værd.
Hou overraskede på flere fronter
Anne gik senere ned til den lokale brugs for at købe nogle småting. Da hun kom hjem kunne hun berette om en brugs med et overraskende stort udvalg. Ud over den fandt vi flere restauranter i byen, hvor vi kunne satse på aftensmad. Hou er et lille centrum for et stort opland, herunder også et stort sommerhusområde. Derfor, er der forholdsmæssigt gode indkøbs og spisemuligheder i byen.
Denne aften skulle vi nu have hjemmelavet mad. Jeg må med skam erkende, at det er Anne, der laver mad om bord. Jeg kan ikke stå oprejst nedenunder og varmen var desuden ulidelig for mig. Varmen er også hård ved Anne, men hun kunne i det mindste stå dernede.
Efter lidt hakkeri, snitteri og kogeri, så en lækker hvidløgsduftende pastaret aftenens lys. Den smagte så fantastisk, som hjemmelavet mad kun kan smage under begrænsede forhold i det fri.
Mætte af mad glædede vi os nu til at skulle til koncert og i biografen. Det er heller ikke hver dag, det sker for os.
Dagen var i øvrigt gået med at se på markedet, der var på molen. Efter aftensmaden sad vi i cockpittet og nød underholdningen på en lille strand, der kunne ses på den anden side af havnen. Der var kun 20-30 meter derover og her var der en klire/spove, der stod for underholdningen. Når sultne måger bevægede sig ind på dens enemærker. kunne den både true dem, spille syg og lade som om, den løb forskræmt væk.
Den havde sikkert haft nogle æg liggende i nærheden, eller måske endda spæde unger?
Musikken
Aftenen kom og musikken spillede op. En nydelig kvinde stod på scenen og lod violinen spille. Manden passede keyboard og andet i baggrunden og sang med, når det skulle gøres. Lyden var rigtig god, men vi befandt os ikke i musikkernes superliga, bør man også nævne. Herude er Serie 1 meget flot og så absolut tilstrækkeligt også denne aften. Det var en nydelse at høre de to skotter synge med deres specielle accent og musikken passede rigtigt godt til det store telt uden sider, hvor man havde udsigt til oplagte sejlbåde og marehalm i klitterne.
Den energiske violinspillende og syngende kvinde forsøgte mellem hvert nummer, at få folk ud på dansegulvet. Jeg ved for lidt om skotternes lyst/trang til dans, men om 70+-årige nordjyder ved jeg, at det er en kamp man som musiker, er dømt til at tabe.
Det lykkedes dog alligevel til sidst. Hun stillede et ultimatum i forbindelse med publikums obligatoriske ønske om et ekstranummer.
"If you dance, we will play!" - lød det med skotsk accent. Og minsandten om det ikke virkede.
Pludselig dukkede nogle lidt yngre mennesker op og selv Anne røg ud på dansegulvet. Så blev koncerten ellers afsluttet med manér.
Efterfølgende kunne man naturligvis købe DVDer og andet af douen. Jeg bemærkede, at kontakten mellem de to ikke var speciel god. Han gik og ryddede op, mens hun sad på scenekanten og tjekkede de sociale medier. Ikke et ord blev udvekslet. Blot en iagttagelse.
Se i øvrigt Anne live.
Nordmænd fra Kolding
Efter koncerten vendte vi os om og ved det bord vi sad, var der bænket en norsk familie. Manden var lidt ældre end mig og vi faldt i snak De boede i Frederiksstad og havde sejlet turen herned samme dag. Han arbejdede i en bank med finansiering og konen var sygeplejeske. På en eller anden måde kom vi til at tale om en ungdomskæreste, jeg en gang havde mødt i Norge. Hun kom fra Kolding og var på det tidspunkt på ferie - helt som mig.
Manden sagde: "Min kone kommer også fra Kolding" og så stoppede tiden kort, før vi alle begyndte at grine.
Jeg kunne dog huske, at min daværende feriekæreste's far var manufakturhandler i byen. Det aflivede straks alle spekulationer, for det var den dansk/norske kvindes far altså ikke.
Filmen
Midt under denne snak gik filmen i gang. Det var blevet så mørkt, det nu kunne, når de lyse nætter bestemmer. Men konceptet fungerede fremragende og en romantisk film á la Grease blev vist på den store skærm i den stille sommeraften/nat. Alle kvinderne forlod teltet og nordmanden og jeg sad tilbage og snakkede om lidt forskelligt.
Det er den slags aftenener man ikke finder andre steder i verden end i Norden. Jeg ved godt, at vi ofte har regnfulde og blæsende somre. Jeg ved også, at vi ikke har de mest prangende byer og marinaer, som verdens mest betydningsfulde og kendte mennesker flokkes om. Men de lyse nætter! Dem kan intet sted på jorden hamle op med.
Jeg lærte Anne at kende sådan en aften for 35 år siden og der har været mange af dem siden. Denne aften fik vi lov til at opleve endnu en i Hou.
Anne røg på dansegulvet
På et tidspunkt dukkede mandens datter op med 2 hotdogs - den ene til hende selv og den anden til farmand. Den så interessant ud og selv om jeg kort forinden fik et lægeligt påbud om at holde mig fra den slags, måtte jeg hente en til mig og Anne som nu var kommet tilbage.
Det var helt banalt. Jeg købte pølser, brød og tilbehør og skulle selv sætte det sammen til en hotdog. Pølsen var grillet over kul.
Da jeg kom tilbage til Anne med sættet, kunne vi efter første bid kun være enige om en ting: "Hold kæft den smagte godt!". Vi kommer aldrig til at kunne gengive den, men kombinationen af en i forvejen velsmagende ret, som en hotdog er, og så udskiftning af den normalt pandestegte pølse med en sommergrillet en af slagsen, må siges at være en fantastisk forbedring. Stemningen og omgivelserne har helt sikkert også haft sin indflydelse på smagen - det må ikke undervurderes.
Tilbage i båden
Anne og jeg vendte tilbage til båden før filmen var slut.
Nede i cockpittet fik vi et glas hvidvin og sad derefter stille og nød sommeraftenen til lyden fra den store biograf. Da fiilmen var slut sænkede stilheden sig over området. Kun lyset fra sommernatten var tilbage.