Home

Temarejse.com

Hjemrejse

<- Forrige

Den sidste dag er der egentlig ikke så meget at fortælle om. Vi kørte med taxa til Stansted og chaufføren fortalte bl.a., at byen altid var meget aktiv, når de studerende var der. Ellers er den ganske stille.

Indbyggertallet er på ca. 125.000. Der er ca. 50 tusinde studerende på universitetet. De har ikke semestre, men trimestre. Hvert af disse strækker sig over ca. 2 måneder. Således er der 3 perioder af to måneder, hvor byens indbyggertal eksploderer. Så det giver mening, at det er meget aktive perioder i byen.

Hjemturen gik nogenlunde planmæssigt - dog med en lille forsinkelse på ca. 40 min. Hjemkommet stod den på den obligatoriske pasta med tomatsovs. Gustav tog direkte til Århus fra Tirstrup og Anne og jeg delte os op og "landede mentalt", hver for sig. Vi var bare trætte.

Turen var en kæmpe oplevelse for mig. At jeg også blev 60 fyldte ikke så meget i mine tanker, men jeg må sige, at jeg var imponeret over alle de hilsener og fine gaver der også tilstrømmede mig på turen. Og hjemkommet havde mine kolleger betænkt mig med de fineste vine og en speciel gin. Selv min bank havde sendt mig et par gode flasker. Lægger jeg så en Jack Daniels fra mine svigerforældre til, er jeg godt dækket ind i den kommende periode af 1 kl. drikkevarer. Gustav har en t-shirt på vej til mig, med et personligt tryk og jeg har en taske fuld af det nyeste Rasperry Pi udstyr.

Alt dette og så mine venner, kolleger, familie og naturligvis især Karl, Gustav og Anne/Sally må gøre mig til verdens heldigste og lykkeligste mand. :)

Se en lille sammenfatning af turen i billeder og video

Tak!

<- Forrige

Last Updated (Sunday, 24 November 2019 10:28)

 

Min fødselsdag - Del 1

Ja, så blev jeg altså 60. Mærkeligt tal, når det pludselig er blevet mit.

Hjemmefra havde vi planlagt at lørdag skulle være den store dag herovre. Så skulle vi ikke det helt store dagen før vores hjemrejse - det var i hvert fald ideen.

Karl

<- Forrige - Næste ->

Under hele planlægningen havde Karl talt meget om, at vi skulle med til en Formal Dinner.

Formal Dinner er et arrangement, som de enkelte colleges afholder med jævne mellemrum. Disse arrangementer har sin oprindelse i, at mange af de studerende på Cambridge kom og kommer fra fattige kår. De har ikke lært om bordskik og etikette hjemmefra. Så de enkelte colleges søger at klæde deres studerende på, så de kan begå sig.

Der var Formal Dinner på Karls college om fredagen, men der kunne gæster desværre ikke deltage. I stedet var det lykkedes Karl at skaffe adgang for os gennem 2 venner på St Johns college til deres Formal Dinner. Arrangementet blev oven i købet afholdt præcis på min fødselsdag.

Det var endemålet for dagen, men indtil da skulle vi så se lidt mere af byen.

I kirke!

Anne og jeg fik morgenmad på hotellet og derefter gik vi ud i byen. På et tidspunkt passerede vi Holy Trinity Church. Derfra lød der smukke toner af sang og musik. Vi blev så at sige draget og pludselig sad vi to til gudstjeneste i den Anglikansk kirke. Det var ganske specielt.

Musikken vi havde hørt, var virkelig vellyd - så meget at det næsten drev ned af væggenen. På opstillede skærme kunne vi se teksterne - eller nærmere mantraerne rulle. "Praise him!", "He is the Lord" o.s.v.

Vi sad bagest. Foran os stod folk med bøjet nakke og lukkede øjne og hænderne hævet højt mod himmelen, mens ordene flød ud fra højtalerne. Der gik lang tid - måske 15 minutter, før folk satte sig ned igen. Derefter kom der lidt forskellige talere og til sidst en præst, der faktisk havde et par sjove historier at fortælle.

En sur præst

En handlede om, hvordan han havde været en helt anden person onsdagen forinden. Der var han en sur og vredladen mand, noget han håbede, var gået over igen.Grunden til hans dårlige onsdag var, at hans kone havde været ud og køre i deres bil. Da hun kom hjem fortalte hun, at der var en lampe, der lyste på instrumentbrættet.

Præsten kiggede på det. Først kunne han heller ikke tyde, hvad det betød. Men opslag i instruktionsbogen hjalp ham til at forstå, at bilen var punkteret.

Han erkendte straks, at mekanik ikke var hans stærkeste side, så han kørte ned på den nærliggende tank og forsøgte at fylde luft i hjulet. En mand fra tanken forklarede ham, at det ikke nyttede noget, når dækket var punkteret. Han trillede derfor stille hjem igen og på et par timer fik han skiftet hjulet ud med reservehjulet. Derefter kunne han køre bilen den længere afstand ned til værkstedet, som så kunne gøre, hvad der skulle gøres.

Da han kom ned på værkstedet, forklarede han mekanikeren, hvad der var galt og hvad der skulle gøres. Mekanikeren gik en tur rundt om bilen og sagde så: "Du har skiftet det forkerte hjul". :)

Fair nok - han var en god fortæller. Historierne skulle så bruges til noget med, at lampen i bilen var troen på Gud og man skulle servicere den en gang imellem. Det var så den religiøse vinkel, som jeg jo ikke helt forstår.

X-Mas i CambridgeEfter hans prædiken gik man over til en slags konkurrence. Igen blev der spillet musik og øvelsen gik nu ud på, at alle startede med at stå op.

Musikken gik i gang - masser af vellyd. Man kunne sætte sig ned, når man ville, men dem der holdt ud længst, var angiveligt vinderne?

Igen var der angiveligt en religiøs vinkel på det, men hvordan reglerne er, ved jeg ikke. Anne og jeg var i hvert fald hurtige i sædet igen. Herfra kunne vi så betragte hvordan folk faldt fra en for en og til sidst var der få, men meget seje personer tilbage, som stod med bøjet nakke og hænderne over hovedet og gyngede fra side til side. De var faktisk så sejlivede, at præsten til sidst brød ind og bad dem sætte sig.

Derefter var der kun formalia tilbage. En indsamlingsbøsse gik rundt og vi smed nogle pund, som tak for oplevelsen. Vi kunne derefter have nydt kaffe/te og kage, men valgte i stedet at forlade kirken.

Alt ialt var det en stor oplevelse. Bagefter var vi i tvivl om, vi havde været på besøg hos en metodistkirke eller tilsvarende. Men nej, et opslag på kirkens hjemmeside viste, at det var en helt klassisk engelsk kirke og således også en helt klassisk engelsk gudstjeneste. Så lærte vi det

Don Pasquale

Vi gik videre til Don Pasquale, som på denne tur endte med at være et fast udgangspunkt. Vi fik en kop kaffe kaffe og gik derefter op til det store indkøbscenter, hvor jeg købte en lille rejsetegnebog.

Anne gik videre for at finde en kjole til om aftenen. Jeg manglede ikke en kjole, så jeg opsøgte i stedet et sted, hvor jeg kunne få frokost -"All Bar One". Anne stødte til kort derefter, da der ikke var noget, der var faldet i hendes smag.

St Edmunds

Kl. 16 mødtes vi med Karl, som viste os op på St Edmunds College. Det er det college Karl er studerende på. Colleges fungerer på den måde, at de sørger for alt det praktiske omkring de studerende. Det være sig bolig, bespisning, vejledning, tøjvask, rekreative fornøjelser o.m.a. Alle studerende på de forskellige colleges, går dog til de samme forelæsninger.
St Edmunds er et mindre college, men med de lidt mere modne studerende. Det lå i smukke omgivelser med store flotte bygninger. Karl viste os rundt og vi fik også set parken, der omgiver stedet. Vi fik naturligvis også set hans værelse, det fælles køkken og biblioteksbygningen.

Det var også tydeligt for os, at han var lidt træt. Han var kommet hjem kl. 04 om morgenen efter byturen sammen med Gustav.  De havde faktisk været på det værtshus, som vi forlod, da det blev lavet om til diskotek. Så de var gået til den.

Vi aftalte med Karl, at han kunne tage sig en powernap. Anne og jeg ville i stedet gå ned på et nærliggende værtshus, The Punter. Her kunne Gustav finde os og Karl ville så komme lidt før, vi alle skulle gå videre ned til St Johns til arrangementet.

The Punter

Det var et lille værtshus/spisested, som var opdelt i 3 sektioner. Bar og restaurant, gårdhave og så endnu et lokale. Anne og jeg placerede os i gårdhaven og købte et par øller.

Bag os sad et mindre selskab. De var tydeligvis lokale og en af dem var klædt som en jagtmester - altså kasket, brunternet blæser, med tilhørende ternede bukser. De var ret fulde og ganske højlydte. Som Anne sagde, det var den slags typer, som Ben Jones i Barnaby, gerne ville have skovlen under. Det passede meget godt. De virkede både arrogante og fulde, men skabte altså også lidt underholdning for os.

En ung ranglet mand i ulasteligt jakkesæt kom ud fra det andet lokale og henvendte sig til mig. Han tiggede en cigaret. Ikke ydmygt og spørgende, men på en underlig offensiv og bedrevidende facon, noget i stil med: "May i have a cigaret if it isn't to much to ask.". Anne blev irriteret.
Jeg elskede det, for det var altså sjovt og selvfølgelig kunne han få en cigaret.

Omkring kl. 18 stødte Gustav til. Mørket havde sænket sig, temperaturen var faldet til frysepunktet og der var helt vindstille. Det var en fantastisk aften og man sad godt udenfor.

Karl dukkede op kort tid derefter og fik sig en hurtig varm kop kakao, før vi satte kurs mod St Johns. Her skulle vi møde Karls venner, som kunne give os adgang til arrangementet.

<- Forrige - Næste ->

Last Updated (Monday, 25 November 2019 23:29)

 

Min fødselsdag - Del 2

<- Forrige - Næste ->

Vi forlod The Punter og gik ned til p-pladsen foran St Johns College.

St Johns College

Anne og jeg i en af utallige gårdeHer skulle vi mødes med Karls venner, som havde hjulpet med at skaffe adgang til festmiddagen. Lige ved P-pladsen kan man se en ny fløj af det ellers meget gamle college. Der var en portvagt i et glasbur, med masser af overvågningsudstyr så han kunne overvåge hele bygningskomplekset.

Til venstre kunne man se noget af de gamle bygninger. En kampestensmur rejste sig fra en lille sø, så søen mindede mere om en voldgrav.

Vi ventede i få minutter, hvorefter Karls venner dukkede op. Efter en kort snak, satte Karl og co. i rask gang og vi fulgte bare efter. Så snart vi var indenfor, var alt omkring os mindst 500 år gammelt. Først passerede vi en port, dernæst en stor gård, så til højre gennem endnu en port og en gård i romersk stil. Videre ud af en port til venstre og over en lukket bro, der krydser en lille flod, der gennemskærer bygningskomplekset. Endnu en gård og en port blev passeret og derefter var vi i en gård med to markante tårne. Vi havde nået målet, da det var her indgangen til festsalen var.

Under hele turen stødte tiltagende flere unge studerende til fra alle sider. De var iklædt kapper, der flagrede i den kølige aftenluft. De fleste sorte, men også enkelte røde. Der var rent ud sagt noget Harry Potter over det.

Der dannedes en kø foran indgangen. Vi skulle videre ind i endnu en port, hvor festsalen lå til venstre. De unge mennesker talte højt og begejstret om alt muligt rundt om os. Jeg overhørte en snak om "genes" og tænkte, at det måtte være microbiologer, der talte i mørket. Senere gik det op for mig, at snakken havde handlet om et par bukser.

Der var noget magisk ved at stå der i mørket i det imponerende bygningsværk og høre de unge snakke løs, samtidigt med at man kunne betragte lyset der strømmede ud fra store blyindfattede vinduer i murene og opleve en hektisk aktivitet af velklædte tjenere, der tog imod gæsterne inde i porten.

Lidt efter lidt blev vi sluset ind og til sidst stod vi endelig i den enorme sal. Det var et imponerende syn!

En sal bygget i sten med 10-15 meter til loftet. Loftet var et syn for sig selv med store, kraftige, tværliggende bjælker, der angiveligt har ligget der i hundreder af år. På alle vægge hang der store malerier af forskellige personligheder, som på en eller anden vis har haft en relation til St Johns - fra år 1511 og frem.

Karl og hans to venner fra St JohnsI selve salen strakte 6 langborde sig. Hver med plads til 60 mennesker. For enden af disse og lidt højere stod et bord på tværs. Det var High Table.

Det er her Master sidder sammen med professorer, og administrativt personale. Master er i øvrigt en vigtig stilling, som bestrides af den øverste på colleget - på et dansk universitet vil det være rektor. Masterstillingen efterfølges ofte af en adling. I

Bordene var dækket flot med bestik til 3 retter, vin og vandglas, tallerkener, samt en serviet pr. kuvert. Der var ingen dug på bordet, så man risikerede kun at spilde på den rå træplade. Det sikkert til stor glæde for dem, som har for vane at vælte vinglasset. (Jeg nævner ingen navne)

Hele arrangementet gjorde det muligt at bespise næsten 400 mennesker. Maden var lavet af collegets michelinkok og blev serveret af et utal af tjenere.

Os to gamle

Ideen med Formal Dinner er at lære de studerende etikette. Lige siden universitetets start har man optaget studerende fra alle samfundslag. Formal Dinner er derfor også reelt set undervisning i, hvordan man spiser korrekt. Reglerne er meget stringente, men praktiseres dog forskelligt fra college til college.

Noget der går igen er, at man ikke må sætte sig før Master har sat sig. En anden regel er, at man ikke forlader bordet, før Master har forladt salen - så ingen mulighed for toiletbesøg under spisningen.

Alle gæster var efterhånden kommet ind og havde fundet en plads. Karl fik heldigvis arrangeret, at vi sad samlet, hvilket vi alle var meget glade for.

Pludselig gik en dør op nede ved High Table og ind kom Master efterfulgt af 10-20 betydningsfulde personer. De satte sig ved bordet og resten af salen fulgte trop. Master (den fungerende) holdt derefter en kort bordbøn og så gik bespisningen ellers i gang.

Det vrimlede ind med tjenere, der først serverede en bolle. Andre hældte vin op.

Ikke så længe derefter blev der serveret en forret og mere vin/vand til dem der måtte ønske det. Den sidste ret var kylling med kartofler og igen mere vin og/eller vand. Det var under denne ret, at Karl fik arrangeret fødselsdagssang for mig.

Da hovedretten havde været på bordet et stykke tid, rejste alle gæsterne ved High Table sig og forlod selskabet ud af den samme dør, de var kommet. (Her gætter jeg på, at de nok fortsatte med kaffe og cognac inde ved siden af.)

Vi andre fik serveret kaffe og kage og de mest trængende, kunne endelig få mulighed for at komme ud og få "vandet af".

Fantastisk aften

Nu blev det hele lidt mindre formelt.
Min sidemand hed Henry en begavet og meget fokuseret ung mand. Jeg havde talt kort med hans fader, som sad skråt overfor mig. Det havde været lidt vanskeligt, da Henry selv talte en del og med god volumen. Nu blev det lidt lettere.

Faderen var oprindeligt albaner, men havde nu en forretning i London. Hans forældre var med og de talte ikke et ord engelsk. Dem kunne jeg kun kommunikere med ved hjælp af tegnsprog, smil og grin o.s.v. Det gik over al forventning og vi opnåede på den måde en form for indforståethed.

Karl fik arrangeret, at de 2 familier blev fotograferet oppe ved High Table. Jeg forklarede Henrys far og bedsteforældre det. På den måde scorede jeg en stjerne hos de gamle. Da vi senere tog afsked, kom han hen og trykkede min hånd. Han var en lille mand - men hvilken næve han havde! Jeg vil garantere, at han havde slidt med manuelt arbejde i sit unge liv.

Da vores blikke mødtes, kunne jeg også se, at han havde det nøjagtigt lige som mig - vi havde haft en fantastisk aften. Den gamle bedstemor fik også en krammer, som havde vi kendt hinanden i et helt liv. 

Karl brød pludselig ind og sagde, at vi skulle ud på en lille tur. Det var den ene af hans venner, som havde skaffet billetterne, der ville vise os noget. Han var i øvrigt Sikh og gik med en lille turban på hovedet. Vi fulgte igen trop og efter en længere tur gennem bygningerne stod vi i den park som omgiver St Johns Et lille udsnit af det enorme bygningskompleksCollege.

Herude kunne vi betragte silhuetten at det enorme bygningskompleks mod en himmel, der var oplyst af byens lys. Et imponerende syn af tårne, mure, tage og oplyste vinduer. Vi var angiveligt de eneste i parken. Vi stod stille i mørket og lod os betage. Jeg lod tankerne flyve og sagde: "imagine when the snow comes".

Karls ven udbrød med det samme "Yes - my thought to!". Han var ellers en ret stille ung mand, men her var der pludselig et tegn på følelsesmæssig involvering. Da vi var mætte af synet, fulgte han os ud til en låge, hvor vi kunne komme ud af den aflåst park. Her tog vi afsked med den venlige unge mand.

Udenfor parken tog vi også afsked med Karl for denne omgang. Næste gang vi ser ham bliver til december hvor 1. trimester er overstået. Så lander han i Danmark igen, hvor han vil arbejde og holde jul sammen med os.

Gustav, Anne og jeg gik ned mod Trinity College gennem endnu en park. Det var mørkt og vi gik på en grusvej.

Ved colleget drejede vi til højre og videre ind af nogle små gyder, hvor hjemløse eksistenser var ved at tilberede aftensmad og tilpasse deres ly for natten. Det stod i stærk kontrast til alt, hvad vi ellers havde set i byen. Der var lidt Jack The Ripper stemning over den del af turen.

Til sidst kom vi dog ind på kendt område igen og snart passerede vi markedspladsen i byens centrum og kort derefter var vi på vores hotel, hvor vi gik til ro.

Næste morgen skulle vi hjem.

<- Forrige - Næste ->

Last Updated (Saturday, 15 February 2020 07:24)

 

Senior i Cambridge

<- Forrige - Næste ->

Efter morgenmad gik Anne og jeg til Mathematicians Bridge. Her mødte vi en del japanske/kinesiske turister, der for rundt med mobiltelefoner. Vi undersøgte muligheden for en "Puntingtur", der i sin enkelhed er en kanalrundfart, hvor man sidder i en lille fladbundet pram, hvor en guide stager båden frem, medens han/hun fortæller om de forskellige seværdigheder i byen. Lidt som man kender det fra Venedig.

Det var råkoldt og turen tog næsten 1 time, så vi valgte det fra.Anne med Mathematicians Bridge i baggrunden

Pasquale

Karl meldte sig på Messenger efter sin forelæsning (ja, på en lørdag) og vi aftalte, at han kunne spise morgenmad på Pasquale. Vi løb forbi hinanden på Costa i det store center, men til sidst fandt vi hinanden og satte os på denne fremragende fortovsrestaurant.

Man kunne sidde ude under varmelamper, og følge med i, hvad der skete på markedet. Samtidigt kunne jeg også ryge til min kaffe. Det sætter jeg pris på.

Karl fik en god omgang morgenmad, hvorefter vi bevægede os op til det store center i byen.

Raspberry Pi butikken og min fødselsdagsgave

I centeret ligger den eneste butik i verden, der er tilegnet den lille computer Raspberry Pi. Butikken er lavet som en Apple butik, dog noget mindre, hvilket jo også giver mening.

Selv om dagen ikke var kommet, skulle jeg af praktiske årsager have min gave i dag. Det var en "fyld en indkøbsvogn med alt hvad hjertet begærer"-oplevelse. Dog med den klausul, at jeg skulle kunne have det jeg valgte med på flyet hjem, samt at det også i sidste ende kom til at påvirke min egen økonomi. :)

Jeg fandt et kit med den nye RPI4 med 4 GB Ram, samt en zero, en led-matrix, nogle kabler og et klistermærke. Jeg var lykkelig. Raspberry Pi butikken

Julen var forestående

Vi gik videre rundt i centeret og så på de forskellige forretninger. En speciel julebod fangede vores blikke. Det var en lille blå nisseby, hvor levende nisser underholdt ungerne. Ellers var det også sjovt at opleve en "Tiger of Copenhagen", hvor alle prismærker og beskrivelser var skrevet på dansk.

Roning på Cam

Vi vendte igen tilbage til Pasquale, hvor vi fik en frokostpizza. før Karl skulle afsted til træning. Gustav meldte sig derefter og vi tre gik ned til floden for at se Karl ro. Vejret var megaflot, køligt med blå himmel og"vattotte".

Turen derned gik ud af byen, forbi endnu et enormt college og videre over en stor græsplæne og en bro. Vi havde lovet Karl at være diskrete, men uheldigvis, landede vi lige midt i det hele, hvor de trak bådene ud af bådhusene og satte dem i vandet, så Karl blev spurgt om det var hans forældre.

Fort St George bar

Fort St GeorgeVi sneg os væk til den anden bred, hvor vi fandt Fort Sct. George, et værtshus med borde og bænke langs floden. Vi snuppede 3 pints og hyggeligt samvær, mens vi studerede bådene, der trak forbi. Det var især begynderbåde i starten. En træner cyklede med hver båd på den sti, der løber langs bredden. Det var lidt kaotisk, da bådene kom fra 5-10 forskellige colleges og hver båd fylder meget i den relativt smalle flod. Efter et stykke tid tog det dog fart og når først man får gang i en 8er, så går det altså stærkt. Jeg bemærkede, hvordan de forreste roere ofte sad med flade årer på vandet, mens de andre roede. Karl fortalte senere, at det var for at justere båden, så den lå præcist lige i vandet. Først når den gør det, kan alle trække igennem.

Karls båd baksede også lidt i starten, men til sidst fik de den op at køre. Jeg må bare sige, at jeg blev stolt og betaget af at se ham sidde og trække i åren på en båd i Cambridge. Mine forestillinger gik i retning af det legendariske årlige race mod Oxford. Men det mener Karl nu ikke, der er grund til at sætte næsen op efter. De 8 roere er skrappe - meget endda.

Karl i 8erenVi blev sidende et stykke tid efter Karls båd havde passeret for sidste gang. Der begyndte at dukke mere trænede både op også 4ere og 2ere. Det var imponerende at se, hvordan de kunne lægge kraft i åretagene og trække årene op af vandet næsten uden en dråbe vand. Derefter vendte de bladet så det var vandret og åren blev ført tilbage 1 cm over vandoverfladen, hvor de igen skar knivskarpt ned i vandet og trak igennem.

Vi tre gik tilbage til hotellet og hvilede os lidt før vi skulle spise. Jeg havde bestilt bord for 2 måneder siden. Planen var, at det skulle være den store middag til fødselsdagen.

Suveræn oplevelse på The River Bar Steakhouse and Grill

Kl. 18 mødtes vi med Karl foran restauranten. Vi gik ind og blev straks ført op til vores bord. Jeg må bare sige, at efter at have slugt alt hvad kokken Gordon Ramsey har sagt i utallige madprogrammer, oplevede jeg noget af det, han ofte kæmper med, endda på allerbedste vis.

Gordon Ramsey gør ofte restauratørerne opmærksomme på, at de skal få gæsterne ind, bespise dem og så ud igen, så der bliver plads til flere. De driver en forretning og de skal optimere deres arbejde. For gæster lyder det umiddelbart anstrengende. "Hvad nu hvis man har det hyggeligt og ...".

Jeg var blevet lidt fortørnet over, at der i bekræftelsen af reservationen stod, at det var forventet, at vi var færdige 1,5 time efter det bestilte tidspunkt. Men det måtte jeg jo forholde mig til, hvis det blev et problem.

Det blev aldrig et problem, for her på The River Bar klarede de med superopmærksomme tjenere og dygtige kokke. Hver af de tre retter kom hurtigt og tjenerne var opmærksomme på det mindste vink. Der gik ikke mange sekunder, hvis der manglede noget, eller vi ønskede mere vand eller vin. Efter 1,5 time var vi ude af døren. Vi var blevet behandlet som konger og maden var fantastisk tilberedt.

En lille sjov ting var også, at jeg bestilte god flaske Rioja fra 2014 - ikke den billigste. Da tjeneren kom med flasken bemærkede jeg, at det var en 2010. Jeg spurgte hende med et smil, om det ikke var unfair at give mig sådan en gammel en.

Straks tilkaldte hun sommelieren, som forklarede mig, at det her var en meget bedre vin - meget!!! Jeg skal ikke gøre mig klog på det, men vinen vi fik, var vidunderlig. Selv Karl der egentlig var startet med et glas cola, skiftede mening og valgte vin, da han først oplevede al virakken og havde hørt detaljerne om vinen. Vinen var så stor en succes, at vi bare måtte have en flaske mere.

Det blev dyrt - ikke vildt dyrt og slet ikke som dyrt i Danmark. Nu var det jo også min 60 års fødselsdag og vi fire var sammen for første gang i flere måneder, så det var helt, som det skulle være. Det var en oplevelse, som jeg kan forunde alle.

Jeg vil umiddelbart mene, at det her restaurantbesøg er en af de bedste madoplevelser, jeg har haft.

Videre ud i byen

Den store bar med billigt ølDrengene havde aftalt at tage i byen, så vi tog afsked ude foran restauranten og Anne og jeg var igen overladt til os selv. Vi slentrede op gennem byen og kiggede efter spændende barer. Der var mange, men vi besluttede at gå videre til et megastort værtshus, vi havde besøgt dagen forinden.

Det var et sjovt sted med et meget forskelligartet klientel og meget billigt øl - 2 pints 46 kroner - ialt. Dagen før mødte vi bl.a. en fuld "kunstmaler" fra Doncaster på stedet, som først brokkede sig over at vi sad med vores mobiltelefoner, dernæst over at folk fra Cambridge var nogle sure sataner. Senere forsøgte han at sælge os postkort med kunstmalerier, som han angiveligt havde malet. Han blev faktisk lidt anstrengende til sidst og vi fortrak til et bord længere nede. Men det var alt sammen i går.

Da vi ankom, mødte vi først vores ven fra dagen før. Han hilste og vi gik længere ned. Der var mange mennesker - det var jo lørdag aften. Det lykkedes os alligevel at finde et lille rundt bord, hvor vi kunne stå. En udsmidertype kom med 2 højstole til os og jeg gik hen for at købe øl. Da jeg kom tilbage, så Anne helt forpustet ud. Hun havde måttet kæmpe for at få lov til at beholde min stol. Udsmiderne gik rundt og samlede ubrugte stole ind og det var i sidste øjeblik, jeg nåede tilbage og fik sikret min stol.

Det viste sig senere, at værtshuset var ved at skifte fra rent værtshus til diskotek i stedet. Vi sad lige på kanten til det der snart skulle blive et dansegulv. Karl havde iøvrigt fortalt os, at stedet var et af de mest hotte steder at komme for de unge, når der var musik.

Selfie på River barPå et bord overfor sad der 4 yngre mennesker omkring de 40. En mand der var massivt tatoveret sad med ryggen til og overfor ham sad en "naturlig" blond skønhed. Hun var perfekt! Håret, øjnene, makeuppen og tøjet - smuk. Til gengæld var hun også ret fyldig. Kombinationen af det perfekte og det frodig gjorde hende til en meget erotisk figur, som man nærmest var bange for at kigge på, når man nu også kendte hendes venner.

Der strømmede flere mennesker til og da det blev for intenst, gik vi tilbage til hotellet for at få hjælp til at finde et værtshus for seniorer.

The Eagle Again

Conciergen tænkte sig lidt om om og forklarede vejen vi skulle følge for til sidst at afsløre navne "The Eagle". Vi gætter på, at hotellet har en aftale med stedet, for det var præcis det samme sted vi blev guidet hen til dagen før, da vi bare skulle have noget at spise.Men det var også et godt sted, så selvfølgelig kunne det bruges igen.

På the Eagle har de også en rygergård og vi fandt hurtigt en plads ved et bord, hvor der i forvejen sad (den ene stod dog op) 2 mænd først i 50-erne. De var meget venlige og vi kom i snak med dem om alt muligt. De fortalte historien om Watson Criek og DNA modellen, der var blevet udtænkt på netop dette værtshus. Bag os stod en anden senior - en meget mærkelig type. Han mindede mig lidt om figuren fra filmen "Tilbage til fremtiden", som bygger LMC bilen til en tidsmaskine. Han havde store høretelefoner på og en masse elektronisk tingeltangel i hænderne. Samtidigt stod han og dansede og der var slet ingen musik. Men fint nok, han generede ikke os, måske lige med undtagelse af Anne, som med mellemrum sagde til mig "Han er altså uhyggelig, ham der!".

Hyggelige og specielle samtaler

Vi talte videre med de to ved bordet og det viste sig at de begge arbejdede med IT. Den ene havde en master i Matematik, den anden i IT. Så vi kunne tale om gamle teknologier som Cobol, Pascal o.s.v. Den ene, Jonathan, var ham der stod op, blev ved med at gøre det på grund af rygsmerter. De fortalte om en svær jobsituation inden for IT, når man har passeret de 50. Det er ganske paradoksalt, når man samtidigt ser, hvor meget virksomhederne gør for at rekruttere de unge it-folk. Og det er altså firmaer som Google, Microsoft, Amazon, Apple, Goldmann Sachs o.s.v. Men sådan er det jo også i Danmark, men sikkert sværere at klare det i England.

De boede et stykke uden for Cambridge og skulle desværre nå en bus. Så vi tog afsked med dem og Anne forlod mig for at gå på toilet.

Danseren

Således sad jeg alene tilbage. Hurtigt opdagede jeg dog, at "danseren", havde sat sig ved siden af mig og nu sad og dansede ved bordet. På bordet lå de ting han før havde i hånden, bortset fra en ting, som han konstant pillede ved og drejede rundt i gentagne bevægelser.

Jeg måtte spørge: "What are you doing?". Han tog hovedtelefonerne af og jeg gentog mit spørgsmål.

"Scrum", lød det. der fik jeg alligevel et chok. Jeg sidder i øjeblikket og arbejder intenst med at skrive en bog om netop Scrum (Det er en arbejdsform, som bruges til produktudvikling). Jeg kunne ikke lade være med at grine og så måtte jeg jo snakke med ham om, hvordan Scrum gjorde det for ham, som det nu gjorde. Det blev starten på en meget interessant snak, som afdækkede en igen kvik person, med en lang uddannelse, der havde svært ved at få tingene til at hænge sammen. En mor med Polio i Brighton, som betød meget for ham. Han boede udenfor Cambridge men arbejdede "på gulvet" i et supermarked. På mange måder en trist historie, og meget af det han fortalte var usammenhængende.

Pludselig skiftede han også fokus. Min vægt blev interessant for ham. Han fortalte, hvordan han på ½ år havde tabt 20 kg, på en meget simpel måde. Oversat til dansk sagde han"Jeg har nogle fine japanske porcelænsknive, som jeg skærer mine grøntsager ultrafint med", ellers spiser jeg som jeg altid har gjort". "Du burde gøre det samme", fortsatte han og kiggede ned på min mave. :D

Som sagt var han ret usammenhængende at tale med, men flere gange, kiggede han alligevel på min mave med en alvorlig mine, mens vi talte om helt andre ting. Da vi tog afsked ønskede han os alt det bedste, men pegede igen på min mave og sagde med en meget bekymret mine. "Do something about that".

Vi gik tilbage til hotellet og sov godt, efter en lang dag med masser af oplevelser.

 

<- Forrige Næste ->


Last Updated (Sunday, 24 November 2019 22:03)

 

Ankomst til Cambridge

Så skete det. Jeg var 59 år og vi havde besluttet at min 60 års fødselsdag skulle holdes i Cambridge. Årsagen var at Karl er startet på Computer Science på universitet der og det var således den eneste realistiske chance for at vi alle 4 kunne samles på dagen.
Der var booket bord på en god restaurant til om lørdagen og værelser på Hotel Hilton City Center.

Gustav og Anne på Eagle BarGustav, Anne og jeg fløj fra Billund til Stansted fredag morgen og ankom til Cambridge omkring middagstid. Vi fik udleveret nøgler til hotellet og læssede vores ting af. Anne og jeg ville ned i byen for at få en øl og lidt at spise. Vi spurgte i receptionen, om de kunne foreslå et godt sted i nærheden. Conciergen tænkte sig lidt om og forklarede derefter vejen til et godt sted med navnet Eagle Bar.

Med det samme vi trådte ind, kunne jeg genkende stedet. Vi har været i byen 2 gange tidligere, mens drengene var teenagere. En af disse, har vi med stor sikkerhed været der.

Gustav var ikke gået med os i første omgang, men dukkede op lidt senere efter Anne havde været ude og finde ham.

Landet på baren og lettere udmattede spiste vi god mad og fik engelske lunkne øl.

Vi havde orienteret Karl over Messenger om, at vi var kommet. Han kunne dog først møde os efter 19:30, hvor hans sidste supervision var overstået. Indtil da, måtte vi klare os selv.

Vi strejfede lidt rundt i byen - bl.a. på det store marked på markedspladsen, før vi gik tilbage til hotellet.Drengene samlet igen

Hen under aften meddelte Karl os, at hans supervision var overstået. Han foreslog, at vi mødtes ved Sidney Sussex - et College i byen. Med lidt forvirring efter Annes vejvisning, som sendte os ind på bagsiden af colleget lykkedes det os til sidst at finde hinanden. Gensynsglæden var stor, men Karl virkede lidt stresset over at se os. Jeg tror, han mentalt påtog sig ansvar for vores velbefindende og det er lidt af en udfordring.

Han fandt et godt spisested, hvor vi nød en omgang Fish&Chips med øl og cola til. Retten er blevet en lille fredagstradition for Karl og det passede os andre rigtigt godt.

Det var lidt mærkeligt, at vi blev samlet på den måde. Altså det at vi skulle rejse, for at ses. Desuden var der gået lang tid siden sidst. Det tog således lidt tid at finde på plads og falde til ro sammen.

Efter spisning aftalte Gustav og Karl, at de skulle ned i baren på Karls College. Anne og jeg blev slet ikke inviteret. Det var en lettelse for Gustav, som jo naturligvis stillede op til turen, men nok frygtede, at han skulle være klæbet op af mor og far hele tiden.

Drengene tog afsted og Anne og jeg gik så tilbage gennem byen, der allerede var lettere præget af den kommende højtid.

Vi købte lidt ind i et supermarked - bare noget vin og Nescafe, så vi kunne overleve på hotelværelset.

Vi besøgte også en stor bar ikke langt fra hotellet, hvor vi bl.a. mødte en fuld kunstmaler. Mere om det senere.

Tilbagge på hotellet nappede vi drink i den lettere kedelige bar, før vi gik op og faldt til ro.

Næste ->

 

 

Last Updated (Tuesday, 26 November 2019 00:03)

 
Nyt fra nær og fjern