Tirsdag d. 24 juli
Efter en meget begivenhedsrig dag, i en dejlig havn, havde vi ikke lyst til andet end at blive et døgn mere. Jeg var også forhindret i at gøre det helt store, da mit knæ gjorde kludder. Det sker af og til og så kan jeg kun vente på, at det forsvinder.
Rottehullet
Omkring ved middagstid gik jeg i brugsen. Der var frygteligt varmt og jeg kunne ikke gå ret hurtigt på grund af knæet. Lidt før brugsen lå der et lille værtshus - Rottehullet. Jeg følte mig dehydreret og slog derfor et slag om det lille sted.
Indenfor i et mørkt rum med små borde og en markant bar, sad der 4 gæster. To kvinder sad ved et bord, en mand ved et andet bord og ved baren stod en mand. Bagved baren stod servitricen, som jeg umiddelbart vurderede til at være stedets indehaver.
Da jeg bestilte min øl, svarede hun på en blanding af nordjysk og svensk/norsk?
Det måtte jeg spørge ind til og det viste sig så også, at hun var nordmand og det "kun" var 30 år siden hun kom til Hou. Manden ved baren blev sendt ind for lave noget bagved. Det viste sig senere, at det var husbonden. Lidt senere kom han tilbage med sveden springene fra kroppen. "Det er fandme hårdt!", grinede han til mig.
"Ja, den er hed i dag", svarede jeg.
"Det er nu ikke det. Det er mere dampene fra syren", lød det.
Han var i færd med at lave nyt køkken og i den forbindelse skulle væggene syres af.
En af de to kvinder der sad ved et bord kom op og bestilte en øl. "Jeg er også Nordmand", henvendte hun sig. Hun fortsatte og sagde en hel masse mere, som jeg ikke forstod - hun var simpelthen plørefuld. Fuldskab og blanding af norsk og nordjysk gør det ikke nemt for folk der som jeg, kommer "udefra".
Pludselig kom en lille hund løbende ind på værtshuset udefra. Alle kendte den og havde en kommentar til den. Derefter fulgte 2 yngre kvinder i en pæn stor størrelse. Begge havde kulsort hår, halstatoveringer og masser af piercinger. Det var datteren i huset sammen med en veninde/kæreste? Talen faldt på heden og alt synes at stå stille i varmen det lille mørke værtshus
Jeg havde drukket min øl og besluttede mig for at gå videre til brugsen. Det var jo den oprindelige plan. Værten kunne se, at jeg døjede med mit knæ, så han sagde, at jeg bare kunne gå ud af bagindgangen - det var lettere.
Tilbage i rottehullet
Da jeg havde købt, hvad jeg skulle, begav jeg mig tilbage til båden. Jeg kunne dog ikke dy mig for at tage bagindgangen på Rottehullet igen for lige at snuppe en øl mere, før jeg tog det sidste lange, seje træk mod havnen.
Da jeg kom tilbage, sad den norske kvinde ved bordet sammen med værtinden. De 2 sorthårede kvinder sad og talte meget højt. Værten skænkede en øl op og gik derefter ud bagved. Et øjeblik senere forsvandt al strømmen på værtshuset. Alle ænsede det, men jeg gætter på, at ingen tænkte over, at værten lige var gået om bagved for at "fikse" noget.
Værtshuset lå stille hen. Den allerede sparsomme belysning forsvandt, spilleautomaterne stod mørke som på et lager, køleskabe og diske var tavse og hvad værre var - loftsventilatoren var gået i stå.
Efter et par minutter kom værten tilbage. Jeg vil sværge på, at den sparsomme hårpragt sad på en anden måde og han så underlig forvirret ud. Han satte sig på stolen ved siden af mig. "Hvad f.... var det nu, jeg var i gang med?", lød det.
Konen råbte til ham, at strømmen var gået. Han rejste sig uden at sige yderligere og gik om bagved igen. Stamgæsterne grinede lidt sammen og rystede på hovedet.
Kort efter kom der igen lys. Spilleautomaterne "blippede", køleanlæggene summede, det gulnede lys kom igen og vigtigst af alt - loftventilatoren gik i gang.
Jeg forlod det ellers hyggelige sted og gik tilbage til båden. Her fortalte jeg Anne, hvad jeg havde oplevet. Hun blev lidt fornærmet over, at hun ikke havde været med.
Første minde fra fortiden
Den båd der fulgte os ind aftenen før, lå lige bag os. Manden gik rundt på dækket og ordnede nogle småting. Vi faldt i snak og det viste sig, at han var fra Grenå. Om sommeren boede han og konen dog i sommerhus ved Frederikshavn og derfor lå deres båd også der - i den nordlige marina.
Jeg kom til at tænke på, da vi sidst havde båd, mødte vi to ægtepar fra Grenå på Samsø/Tunø. Vi havde det så hyggeligt sammen, at vi efterfølgende blev inviteret på besøg en aften i deres bådhus på havnen i Grenå. Det var trods alt 25-30 år siden, så jeg måtte grave dybt i hukommelsen.
Jeg snakkede med manden i nabobåden om det og da konen kom til, fortalte hun, at deres naboer den gang hed John og Mona. John arbejdede på BASF og Mona lavede noget andet. Det der slog hovedet på sømmet var, at Mona altid gik rundt med pinde i håret. Da var hverken Anne eller jeg i tvivl længere. Det var dem.
I mellemtiden er parret dog blevet skilt, men vores naboer kunne tage en hilsen med til Mona fra fortiden.
Skovgaard Raaling
Om aftenen ville Anne og jeg spise ude. Vi havde fundet restauranten Skovgaard Raaling på nettet og den har fået nogle fornemme bedømmelser af de besøgende. Således satte vi kurs mod stedet, der lå gemt bag et villakvarter i byen. Stedet er et smukt stråtækt sted, med hyggelig gårdhavemiljø, krostue og festlokale.
Da vi ankom var der sågar levende musik, så vi så glædeligt frem til at indtage et bord. Jeg spurgte frejdigt den unge tjener, hvad dagens fisk stod på. Han blev lidt forvirret og måtte spørge en kollega, før jeg fik at vide, at det altså var en kulmule.
"Fint" udbrød jeg, "kan vi få et bord til to?", og så blev det pludselig mig, der var en kulmule.
Der var ikke ledige borde hele aftenen. "Vi har jo levende musik", beklagede han.
Således måtte vi forlade stedet og lede efter andre muligheder i byen.
Det lokale pizzeria
Vi endte i stedet på et basalt pizzeria med en lille terrasse med borde og stole. Her var der udsigt til byens hovedfærdselsåre. Det var OK, men når man nu havde sat næsen op efter noget bedre, var det et antiklimaks. Det blev ikke bedre af, at en sur familiefar holdt parkeret lige nedenfor, hvor vi sad. Oven i købet med bilens motor/køler i gang i 15-20 min., mens kone og børn bestilte, ventede og hentede pizzaer.