Fredag d. 20 juli

Vi talte om det aftenen før. Det er stadig nyt for os at tage på ferie alene. Det er godt nok 2. sæson hvor ungerne ikke længere har lyst til at tage på ferie sammen med os, eller måske rettere på den slags ferie, som vi har valgt.
Det er mærkeligt efter alle de år, hvor normen har været, at vi var 4 mennesker, der skulle afsted. Men sådan er livet jo. 
Det ændrer dog ikke på, at vi ofte savner vores drenge.
Vi var i kontakt med dem dagen før og det viste sig, at de begge var hjemme fredag aften. Fredag er normalt en hjemmeaften, hvor vi hygger os sammen med pizza og snak. Så vi besluttede os for, at vi ville køre hjem, når mekanikeren havde været her.
Vi kunne så også få hentet nogle ting, som vi manglede på båden.

Brian kom endelig

Lidt over middag dukkede Brian - mekanikeren - op. Vi nåede forinden at få et stjerneskud og Anne en rødspættefillet på Nerd. Igen retter fra den kant, der tog os med storm. Fantastisk restaurant.
Brian viste sig hurtigt at vide alt om Volvo Penta motorer. Han er uddannet maskinmester på flådestationen i Frederikshavn og arbejder i dag med alt inden for Volvo i skibe. Han tog lidt tid alene med motoren og kunne ikke konstatere nogen fejl på den. 
Ferskvandskølingen var en anden sag. Det er en uoriginal køling, som er efterinstalleret 4 år efter bådens "fødsel". Han kiggede på brugsanvisningen og kunne hurtigt fortælle at påfyldningstanken sad for lavt. Det var årsagen til hele miseren!
Jeg havde kontrolleret  at vandstanden var mellem min. og max. mærket. Problemet var at tanken skulle fyldes over max. mærket, for at vandet kunne cirkulere. Det har de tidligere ejere sikkert været klar over, men jeg fik det i sagens natur aldrig at vide.
Tanken blev hævet og brian fandt også årsagen til, at jeg aldrig fik en alarm, da motoren blev varm. Føleren sad løs.

Problemet løst

Problemet blev løst. Det kostede kr. 500,- og jeg fik desuden fornøjelsen af at se, hvordan en meget kompetent mekaniker/maskinmester arbejdet. Det var en fornøjelse.

Sammen med drengene igen

Derefter gik turen hjem mod Højvangen. I sagens natur havde vi ikke mulighed for at forberede pizzaer, så vi endte med at hente færdige pizzaer i Randers, som vi efterfølgende nød sammen derhjemme. 

Lørdag

Vi besluttede os for at restituere derhjemme og vende tilbage til Frederikshavn om søndagen. Vi havde betalt plads allerede fredag i overbevisning om, at vi ikke ville sejle videre før tidligst søndag. Der var simpelthen for meget vind.