Klokken 7 gik jeg ud for at trække lidt frisk luft. Tilbage var Anne i færd med at brygge kaffe og at få ungerne vækket
Kl. 9.00 var begge børn klar til at gå ud i byen. De fleste butikker holdt lukket i helligdagene. Vi gik ned til Rembrandt plads. Den sædvanlige morgenmadsrestaurant var lukket. Men en anden ved siden af reddede os. Karl var blevet væk - men blev senere fundet i færd med at fotografere.
Det tog lang tid, inden maden kom. Karl og Gustav havde bestilt Club Sandwich, hvilket viste sig at være en større sag med pommes frites. Hård morgenmad må man sige. Jeg fik croissant og brød med jordbærmarmelade. Anne fik kaffe og juice.
Der var julepyntet og på sporvognene stod Merry Christmas. Det var koldt. Da vi gik fra restauranten, småregnede det. Vi gik en lille runde. Mange steder udsalg af tulipaner, bonzaitræer og "Hash-starterpakker" til hjemmeavl. Desuden diverse souvenirbutikker med de sædvanlige t-shirts, krus osv.
Karl og Gustav ville gerne i et Supermarked, men de havde lukket, så vi gik i stedet hjem til hotellet.
Omkring kl. 12:00 gik vi op mod "Palads-pladsen", fordi såvel Gustav som jeg havde stærk trang til at afprøve en Hollandsk udgave af en "hotdog". Karl ville også med og mor meldte sig til sidst. Så hele flokken gik afsted i godt humør.
Ved pladsen kunne vi se, at de først lige var i gang med at stille pølsevognen op, så vi måtte finde noget andet at få tiden til at gå med. Vi gik lidt rundt i gaderne og endte på en Coffee-shop, hvor den søde tjenerinde kom os i møde og gjorde os opmærksomme på, at der blev røget hash. Børn under 18 måtte gerne være der, men hun skulle informere os. Vi nød en kop kaffe. Karl forlod os - lidt i protest - og af stor lyst til at tage flere billeder af Amsterdam.
Senere ude på strøget købte vi en hollandsk rastafarihat, før vi igen var tilbage ved pølsevognen, hvor Gustav og jeg nød en "medium udgave". Man kom selv de ønskede ingredienser på, og der var et par muligheder, vi ikke kender hjemmefra - herunder mayonnaise og sauerkraut. De havde naturligvis ikke remoulade.
Det begyndte at regne, så vi gik først i læ et stykke tid. Da regnen tog af gik vi længere ned af strøget mod julemarkedet. Vi så mange sære forretninger og desuden en indisk restaurant. Den lå uhensigtsmæssigt i forhold til vores hotel, men den havde de helt rigtige ting på kortet. Vi gik derefter den lange vej gennem byen tilbage til hotellet.
Kl. 18 gik vi ud for at spise aftensmad. Meget var lukket - inklusive de fleste restauranter. Vi måtte ud i periferien af "kendt område", før der begyndte at dukke flere restauranter op. Vi fandt en gade, hvor alle restauranterne holdt åbne og valget faldt på "Los Santos" på Spuistraat 285H . Det var et rigtigt godt valg! En fortravlet, men venlig og dygtig tjener serverede det ene pragtmåltid efter det andet, herunder ikke mindst nogle supermøre bøffer.
Mætte og glade forlod vi stedet og bevægede os hjem gennem en stille by, der var smukt præget af julebelysningen.
Hjemkommet gik Karl i baren og nød en drink. Anne og jeg nød en indkøbt flaske rødvin på vores værelse.