Ole stod op kl. Ca 7.30, og jeg vågnede ved 8-tiden. Værelset var fint og flot, men der var en noget støjende aircondition. Efter en hurtig kop kaffe besluttede vi at gå alene ud i byen for at få morgenmad. Vi var klar over, at det kunne tage timer at få Karl og Gustav mobiliceret. Vi kom ud i en meget vindblæst og våd by. På grund af vejrforholdene var der adskillige fly, der fløj få hundrede meter over byen.
Vi gik ned til den samme cafe på Rembrandt pladsen, som vi havde spist morgenmad på i går. Denne gang valgte vi Coffee Americano samt Continental Breakfast. Efter en kort runde for at kigge efter udsalg af herreunderbukser gik vi retur til hotellet.
Klokken var nu 09.40. Vi fik vækket børnene. Gustav var først kommet i seng over midnat, da han igen-igen havde haft svært ved at håndtere badefaciliteterne (indstille varme/kulde brus/kar). Gustav foreslog Karl, at de to gik nord på, hvor der var flere kendte madudsalg som Subway, Burger King osv. Men Karl havde angiveligt besluttet sig for at sulte sig frem til den store julemiddag i aften. Eller også var det følgerne af den chokolade med chili, han havde indtaget aftenen før...og som Gustav på en eller anden måde havde fået et stykke af under foden, og som han havde bevæget sig hen over gulvtæppet med.... Efter en hurtig oprydning og afrensning af gulvtæppe gik Ole og jeg ind på vores eget værelse til endnu en kop kaffe samt nyhedslæsning mv. Det fremgik, at der kunne komme sne i Syddanmark, når vi skulle køre hjem fra Billund.
Klokken 10.50 kiggede jeg atter ind til børnene. De lå stadig i sengene, men nu hyggede de sig gevaldigt med at se Simpsons på TV.
Ole:
Anne og jeg gik ud for at se mere af byen. Jeg ville gerne se det område, som Anne og Gustav havde besøgt i går. Først ankom vi til Gassan Dam Square med Nationalmonumentet og det kongelige palads. Der var mange mennesker samt en del gadeartister. Anne blev fotograferet sammen med "Døden". Vi gik videre op ad gågaden - Nieuwendijk - konstant fulgt af den obligatoriske støjende fejemaskine. Vi så bl.a. Amsterdams svar på Randers' Japan Foto. Der var masser af forretninger, der solgte udstyr til at ryge, dyrke og pleje hash.
Vi endte i området foran hovedbanegården, hvor der var sket et mindre trafikuheld. Herfra gik vi ned til aftenens restaurant - "De Silveren Spiegel". Det så hyggeligt ud og lå på et lille torv i tilknytning til "Koepelkerk".
Vi gik tilbage mod hotellet, men kontaktede først ungerne over telefon. Gustav var stadig på værelset, mens Karl var gået ned på Julemarkedet. Karl ville gerne se "Japan Foto", så vi aftalte at møde ham ved Madam Tussaud. Nede på pladsen havde en australsk gadetryllekunstner samlet en stor mængde mennesker. Karl dukkede op og vi kiggede med. Forestillingen tog mindst 1 time, men var ganske underholdende.
Anne gik hjem til Gustav, mens Karl og jeg gik op til fotoforretningen. Karl manglede et batteri, så vi gik ind i forretningen og mødte den mest mavesure ekspedient, man næsten kan forestille sig. Vi købte et batteri, som først kunne afhentes efter ½ time. Jeg kiggede på en forsatslinse og med Karls hjælp fik jeg handlet prisen ned.
Vi gik videre og ledte efter en ny taske til Karl. Tilbage i butikken var batteriet endnu ikke kommet så ekspedienten fandt et andet i en ældre udstillingsmodel.
Derefter gik jeg hjem. Karl ville kigge lidt mere efter tasken, så han blev i byen. Hjemme på hotellet var Gustav stadig i sengen - klokken var 16:00. Jeg gik i bad og gjorde mig klar til aftensmaden.
Vi forlod alle hotellet ca. 17:50. Vi tog indledningsvis den samme rute, som Anne og jeg tidligere var gået. Den var endnu flottere nu, hvor mørket var faldet på og lyskæder mv. kom til deres fulde ret. Vi gik af en lidt skummel gade op til restauranten og blev bænket af et (over)smilende personale.
Alle borde var besat i restauranten. På vores ene side, sad to ældre herrer, der ikke udvekslede mange ord. De arbejdede sig dog gennem de samme mange retter som os. Vi kunne ikke lade være med at snakke lidt om deres relation. Enten var de forretningspartnere, brødre, enkemænd eller bare partnere.
Vores tjener talte læspende og lød nærmest som Vincent Price, når han forklarede og beskrev, hvad det var, der lå midt på tallerkenerne.
Vi bestilte 5 retters menu til alle, og brugte ca. 3 timer på at komme gennem de mange men små retter. Franceska, som havde været min kontakt, fortalte, at hun ejede huset og at det var hendes 20-årige søn, der stod for maden. En tjener havde allerede fortalt, at det var byens gamle borgmesterbolig.
Efter spisning betalte jeg (en uhyggelig sum) og gav også drikkepenge. Stemningen derefter indikerede dog, at jeg sikkert burde have givet mere?
Vi forlod stedet og gik tilbage forbi hovedbanegården. Ungerne købte sig en omgang pommes frites hver. Det var nødvendigt.
Hjemkommet (i en lettere anstrengt stemning) gik vi i seng, efter jeg havde siddet sammen med drengene i en times tid.