Vi var efterhånden ved at være faldet godt på plads i byen. Vi havde vænnet os til hotellet og turen til London med "undergrunden", voldte os intet besvær. Internet og telefoner fungerede, som de skulle. Således kunne vi koncentrere os til fulde om de ting, vi ville se.
Fredag var "fridag". Vi havde ingen planer ud over, at vi altså ville ind til byen. Hvad der skulle ske, måtte tilfældighederne bestemme.
Morgenen kørte i sin egen rytme. Jeg stod op før de andre og gik ned i butikken, hvor jeg købte morgenbrød. Jeg konstaterede, at vejret igen var blæsende med regnbyger - det må man forvente. Vi hyggede os på værelset indtil lidt over middag, hvor vi tog toget til Waterloo Station, der ligger på Themsens sydside.
Herfra slentrede vi op mod floden med henblik på at se The Eye på nærmeste hold. På vejen stødte vi ind i et lille mad-marked med mange boder, hvorfra der blev solgt eksklusive oste, is, kager, pølser og forskellige varme retter. Ungerne var sultne - eller blev det i hvert fald af de mange dufte og aromaer. De blev udstyret med 10 pund hver, som de så kunne snolde op de næste par dage. Karl købte straks en friskpresset smoothie og Gustav en tørret pølse.
Jeg ærgrede mig over, at vi ikke kunne tage mad med hjem til Danmark, for der var rigtigt mange lækre ting, jeg gerne ville have sat tænderne i. Det blev dog til et par smagsprøver, som kun var medvirkende til at øge min frustration.
Vi forlod markedet og gik videre op til Themsen. Der var tæt af mennesker. Det var turister, studerende, forretningsdrivende og skoleklasser i et stort sammensurium. Gårsdagens oplevelser omkring Harry Potter på Trafalgar Square havde dog hærdet os, så det her var jo det rene vand, også selv om der altså var sort af mennesker.
Vejret var klaret op og solen varmede, så vi kunne nyde omgivelserne i fulde drag. På vej mod The Eye passerede vi mange gøglere, musikere og artister, der på forskellig vis søgte opmærksomhed og et finansielt tilskud. Nogle mere underholdende end andre.
Menneskelige statuer
Noget der virker magisk på mig (og mange andre) er menneskelige statuer. Jeg så dem første gang for mange år siden i Strassbourg. Princippet er enkelt. De klæder sig ud som statuer og står ganske stille. Når man ser dem, tror man i første omgang, at der er tale om en død støbt figur. Selv om man ved det, gyser det lidt i en, når de diskret afslører, at der er liv bag facaden. Selv mig, som normalt ikke er specielt begejstret for gøgl og cirkus, finder dem meget dramatiske og interessante. Vi mødte heldigvis flere af dem.
En af dem - en sort bronzefarvet figur - lavede et mindre show for/med ungerne, som vi heldigvis filmede på video.
En del - sikkert konservatorieuddannede østeuropæere - spillede musik rundt omkring. De var gode til at udnytte akustikken i tunnelerne under broerne. Det foregik på harmonika, violin, harpe o.a. og musikvalgene var klare ørehængere, herunder temaerne fra filmene Titanic og The Godfather. De var meget dygtige.
Enkelte "kunstnere" var også tydeligvis retarderede mennesker, som enten af nød eller lyst, optrådte med simple men spektakulære ting. En stor tyk, udtryksløs mand sad f.eks. og lavede store sæbebobler i vinden med to pinde i en spand sæbevand, mens en værge/forældre sad og så til.
Boghandlere og anden shopping
Køen foran The Eye var ekstrem lang. Der var utallige skolebørn, der ventede på at blive indkapslet og hængt op i tynde wirer i den halve time, det tager hjulet at køre rundt. Vi opgav derfor selv at gøre det samme og i stedet gik vi over Westminister Bridge med kurs mod Trafalgar Square, som efterhånden var blevet vores udgangspunkt for vores oplevelser i byen. Gustav der i går blev snydt for en kasket, fandt hurtigt en butik, hvor han kunne blive kompenseret. En flot N(ew)Y(ork) kasket blev valgt og så var vi alle et problem mindre.
Lige ved Trafalgar Square ligger Europas største boghandel - Waterstone - en forretning i 5 etager med egen kaffebar. Jeg havde meget store forventninger til den.
Vi begyndte med en kop is-kaffe i baren og begav os derefter på opdagelse. Det viste sig snart at mine store forventninger ikke kunne opfyldes. Jeg havde forventet en overdådighed af bøger om mit yndlingsemne - IT . Hvis Rabøls boghandle i Farsø eksisterer den dag i dag, tror jeg, de har et større udvalg på det felt.
Til gengæld er jeg overbevist om, at alle med en mere generel tilgang, kunne bruge dage i dette hus. Jeg fandt mange andre interessante ting, men vægtbegrænsningerne i flybagagen betød, at det hele blev sat tilbage på Waterstone's hylder igen.
Vi forlod den store forretning og "drev ned" på selve pladsen, hvor Gustav absolut ville klatre op på foden af Lord Nelson statuen, for at gøre mange andre børn og unge selskab. Det gik dog ikke helt og vi fortsatte op til det imponerende flaskeskib på pladsen. Det er en nyere "ting" - som jeg husker det fra 70erne? Skibet er lavet af en blanding af forskellige kultures kunst, for at skabe forståelse mellem de forskellige kulturer - bullsh.. . :) men det er flot lavet.
Det var Karls aften, hvad angik valg af restaurant. Han ønskede at prøve mexicansk. Skulle nogen der læser dette, ønske at finde en god levevej i London, kan jeg anbefale at starte en "Mexicaner". Der findes utallige indiske, kinesiske og italienske restauranter i byen. Til gengæld var der i følge Google Maps, kun meget få restauranter der tilbød kombinationen af sombreroer, krydret mad, iskoldt øl fra kande og marriachi med "ekkotrompeter" i underlægningsmusikken.
Karl gjorde ellers sit. Med Google Maps på mobilen, ledte han os rundt i Soho's snørklede gader. Her fandt vi først en konceptrestaurant - en kedelig café-agtig en med neonatmosfære, et sted, hvor ens ellers så fine sommerbrune hud får et tydeligt blåt skær. Det er mig en gåde, hvem der har udtænkt, at det skulle være specielt mexicansk?
Vi gik videre på jagt efter efter et nyt og bedre sted og pludselig, kom vi forbi en anden (meget) stor boghandel (Foyles). Netop denne boghandel var jeg også blevet anbefalet, så vi stillede vores søgning efter spisestedet lidt i bero og begav op på opdagelse i deres reoler.
Hvad jeg ikke havde fundet i Waterstone's, fandt jeg her. En halv kælder - udelukkende afsat til bøger om IT - det var paradis på jord! Jeg vil bo i den butik - helst i kælderen. Der var bøger om alt, hvad mit hjerte kan begære på det felt. Jeg kunne bruge dage på, at sidde og kigge indholdsfortegnelser igennem og bladre i den enorme viden, der ligger begravet bøgerne i den kælder.
Realistisk måtte jeg - i fællesskab med Karl - begrænse mig til en enkelt titel - Android Game Programming. Gustav købte en bog om et "morder/slagte/action-spil" og mor ingenting.
Jeg kan kun anbefale, at man besøger butikken, hvis man er til faglitteratur og besøger byen. Ud over IT var der store sektioner med faglitteratur omkring medicin, psykologi, veterinærmedicin o.m.a.
Den mexicanske svensker
Vi forlod Foyle's og fortsatte vores jagt på "den rigtige mexicanske restaurant" i Soho. Det tog ikke længe, før Karl havde fundet et værdigt bud. Ikke det helt rigtige, men dog et mindre sted, hvor de havde gjort sig den ulejlighed at udsmykke med grønne, røde og hvide farver og pyntet med forskelligt mexicansk nips - herunder et par tusinde forskellige flasker med chillisovse på den ene væg.
Restauranten lå mellem en pornoforretning, en lingeriforretning der solgte ud med 70% rabat og endnu en sexbutik. Ungerne ignorerede det og vi andre konstaterede det. For mig var det en god ekstra underholdning.
Da vi bestilte maden viste det sig hurtigt at vores mexikanske værtinde - som i øvrigt også var sød og effektiv - var svensker. På en eller anden måde, havde hun opdaget, at vores cockney-engelske nok ikke var helt rigtigt. Så hun spurgte venligt; "Hur kommer ni från" - eller noget i den stil? Vi indstillede os på, at den store autentiske mexicanske oplevelse nok måtte vente til en anden god gang.
Maden var god, ikke prangende, men bestemt OK. Vi forlod stedet mætte.
Et stykke derfra opdagede jeg, at jeg havde glemt mit bykort. På trods af Goggle Maps og andre digitale hjælpemidler, er overblikket stadig bedst sikret med et godt bykort. Jeg måtte tilbage til "svenskeren", som heldigvis havde gemt mit kort.
Retningen blev sat mod undergrundsbanen ved Westminster. På vej besøgte vi The National Gallery - ikke for at kigge på billeder, men fordi "nogen" skulle tisse. Det er efterhånden blevet en familietradition, at besøge dette sted i den anledning. De er også selv ud om det! De behandlede ikke ligefrem os "stamkunder" godt dagen før, da vi forsøgte at tage plads på deres trappe i forbindelse med Harry Potter arrangementet - der blev vi bedt om at forsvinde (sammen med et par tusinde andre nysgerrige).
Tilbage på hotellet tog vi over Skype, kontakt til Jordon, som ungerne skulle besøge den følgende dag. Vi ville aftale de sidste ting på plads med hans mor. Hun var ganske overrasket, da hun havde troet, at det bare var noget pjat, ungerne havde fundet på. Men det var ikke et problem, ungerne kunne sagtens komme på besøg i East Grinstead.