Vi vågnede på hotellet til den første hele dag i London. Dagen startede blæsende og med regnbyger (som erfarne Englandsfarende havde vi dog naturligvis medbragt paraplyer).
Ole, der var vågnet tidligt, havde besøgt den nærliggende kiosk, hvor han havde købt Vodafone Top Up Voucher - så nu kunne vi komme hjem på nettet! Da jeg vågnede, tog Ole og jeg endnu en tur til kiosken, hvor vi indkøbte brød, ost og pølse - med samt lidt ekstra til børnene i form af 2 yoghurter med jordbær...troede vi i hvert fald. Det viste sig senere at være piskefløde - og vi nåede pinligvis at brokkede os over Gustavs utilfredshed med maden, førend vi opdagede misforståelsen. Det var de indbydende jordbær på pakningen, der havde snydt os. Inden morgenmaden tjekkede Ole og jeg lige hotellets faciliteter ud. Der var bl.a. motionsrum, dampbad og sauna. Vi nåede dog ikke at prøve nogen af delene af i løbet af ferien - andre oplevelser stod i kø hele ugen.
Efter morgenmaden tog Ole en ekstra lur, mens jeg hengav mig til en af mine yndlingsbeskæftigelser: Organisering!
Vi tog det stille og roligt og lod det beskedne jetlag lægge sig. Kl. 13.30 drog vi afsted mod byen. Det fungerede nemt og upåklageligt at komme med toget. Vi havde lovet Gustav, at vi ville gøre turen i dag lidt mere rolig, så vi ikke skulle styrte afsted uden mål og med. 
Det viste sig at kunne holde stik: 
Vi kom til at bevæge os i uendelig langsomt tempo, men ro var nu så meget sagt!. Vi gik op ad Trafalgar Square. Der var fulstændig sort af mennesker - heraf langt hovedparten desuden udstyret med paraplyer. Dertil var der afspærringer, politi, vagter osv. Vi kom aldrig i nærheden af den storskærm, hvor klip fra filmen skulle vises - endsige så et glimt af nogle af skuespillerne. Jeg forestiller mig, at entusiastiske fans havde boet på stedet i dage forud. Men alligevel var det en stor oplevelse. Vi fandt et forholdvis fredeligt hjørne lidt i højden, hvor vi kunne overskue en del af menageriet. Heldigvis var der ingen af os, der var så forhippede på Harry Potter, at vi havde lyst til at bruge yderligere tid og energi på at forcere menneskemasserne, så vi fandt os tilfredse med situationen. Gustav kravlede lidt yderligere i højden - bag et hegn med spidser - for at kunne tage billeder. Han blev imidlertid antastet af en betjent, der sagde, at han skulle komme ned - han kunne komme til skade, hvis han faldt eller blev skubbet.
Det var nu ikke Oles og min vurdering - vi har 13 års erfaring med at være gamle bekymrede forældre. Uanset blev vi da pinligt berørte, da betjenten henvendte sig til os forældre med en - ganske vist yderst venlig - irettesættelse.
Efter dette fortrak vi kort efter. Vi landede på en af de utallige Le Manger, hvor vi kunne sidde udenfor. Nu var det heldigvis blevet tørvejr. Børnene fik sandwich og smoothies, mens vi fik kaffe.
Som erstatning for det manglende Harry Potter optog, besluttede vi at besøge Ripley's Believe It or Not! i stedet for. Det var noget vanskeligt at komme til Piccadilly, da gaderne var sorte af Harry Potter fans. Vi nåede dog frem, og indkøbte billetter til 83,90 pund - Ultimate Explorer Family - men så var det også inklusiv den afsluttende spejlsal. Stedet var en opvisning af rarieteter fra hele verden - angiveligt indsamlet af den engelske opdagelsesrejsende Robert Ripley (men noget kopi må der være tale om, da der efterhånden er Ripleyer mange steder i verden). Lige noget for børnene (og mig) - mens Ole udholdt situationen med tålmodighed. Han var til gengæld ret begejstret for den afsluttende spejlsal. Denne udformet som en labyrint, hvor man skulle finde udgangen. Dette var ikke helt nemt og jeg var sådan set glad for, at jeg ikke var uden familiens to primære stifindere derinde.
Gustav valgte dagens restaurant: Italiensk. Nærmere bestemt en Bella Italia på Shaftsbury Avenue. Maden var rigtig lækker og betjeningen effektiv, så det var en succes.
Vi gik herefter videre ad Shaftesbury og ned ad Charring Cross Road. Vi købte et par T-shirts til drengene. Gustav ville desuden gerne have en NY-kasket (til sin efterhånden anseelige kasketsamling - senest et fund fra Christiania), men det blev afslået i første omgang.
Så stødte vi på en læderhandlende inder. En meget lille, men meget insisterende sælger. Det lykkedes ham således at sælge Ole hele 2 læderveste - som han ikke engang kunne passe. De havde angiveligt kostet 35 pund, men Ole fik dem handlet ned til 9 pund...men gad vide, hvad de i virkeligheden var værd? Karl købte en rigtig klædelig Kim Larsen kasket - han ser altid elegant ud med hat. Gustav fik en screensaver til 5 pund - monteret og det hele.
Vi endte ved Sct. Martins in the Fields, hvor vi gamle toiletterede den. Her stødte vi på en spændende boghandler, som vi besluttede at kigge nærmere på en anden dag.
Vi gik herefter ad Northumberland Avenue til Themsen, og fulgte denne til Westminister Subway. Vi tog toget - igen nemt og udramtisk, omend vi var lige ved at blive snydt på retningen af det sidste tog.
På hotellet havde vi den fornøjelse (og for mit vedkommende overraskelse over) at høre, hvordan det foregår, når ungerne skyper den med André og Jordon. Der er gået noget mere friskfyragtig teenager i den, end hvad jeg havde nået at fange.
Slut på en begivenhedsrig, spændende og rigtig dejlig dag i London.