Vi vågnede i "byernes by " Reading, på The Holliday-In South.Som vores tjener havde sagt dagen før, de eneste turister hun havde mødt i Reading - ud over os - var hendes egne forældre.
Vi havde valgt at spise morgenmad på hotelværelset, da det simpelthen var for dyrt at spise på hotellet (75 kr. pr. næse). Så vi havde købt lidt ind i den lokale Lidl, og det klarede vi os så med.
Da alt var klappet og klar kørte vi mod Stonehenge - en tur på ca 100 km. Det meste foregik på motorvej (303), så afstanden var til at overse. Da vi var lige ved at være fremme, blev motorvej til hovedvej og her opstod der kø. Vi grinede lidt af, at vi nok havde ramt DAGEN, hvor alle bare skulle set stedet. Det viste sig dog snart, at det slet ikke var trafikken mod stensætningen der gav problemer. Vi skulle over i en tom højresvingsbane, for at køre de sidste 500 meter. Det var retningen ligefrem, der var problemet. Hvad det bestod i, aner jeg ikke.
Vi kørte op til attraktionen hvor omgivelserne kan beskrives som "Himmelbjerget på speed". Alt var meget større og der var sort af mennesker. Det gik dog nemt med at finde en p-plads. Vi betalte 3 pund i "depositum" for pladsen. Pengene ville vi få retur ved afrejse - hvilket aldrig skete. :)
På pladsen hold rigtigt mange busser - de fleste sandsynligvis fra Salisbury, der er den nærmeste større by.
For at komme ind til stenene, skulle vi gennem en billeteringssluse. Det tog vel ca. ½ time i en tætpakket kø. Vi var på vej ind i endnu en kø, hvor man fik udleveret høretelefoner, med lydbånd om stedet. Det droppede vi, da vi dels kender historien bag stencirklen og dels fordi vi bare ikke ville stå mere i kø.
Da vi endelig nåede ud i "det frie", sammen med ca. 1000 andre frihedselskende "Stonehængere", kunne vi se stenene på tættere hold. Man måtte dog ikke gå helt hen til dem.
Et lavt hegn omkransede dem, så man ikke kom tættere end 30-50 meter. Der kan i hvert fald være være 2 forklaringer på dette. Enten skyldes det hensynet til stenene, som måske kan blive slidt af den massive turiststrøm, eller også er omkredsen bygget af en matematisk kalkule over, hvor mange mennesker der kan proppes ind og hvordan de flest mulige stadig kan se attraktionen. Stonehenge - solidt bygget
Kvinden fra et australsk par udbrød, "Oh no i forgot my batteries", og det handlede om hendes kamera. Hun virkede stærkt ulykkelig over det, og gav udtryk for, at netop Stonehenge, var det hun havde set mest frem til på deres tur.
Jeg spurgte, om hun havde en e-mail, så kunne vi sende billeder. Det aftalte vi, så og jeg fik hendes kort.
Stonehenge er en oplevelse. Det er desværre skæmmet af den massive kommercielle udbytning, der foregår omkring den enestående seværdighed. Det er lidt svært at nyde selve cirklen, når man først skal sluses genne betalingssluser og modtage brochurer og andre tilbud.
Efter Stonehenge satte vi kurs mod "The George Hotel". Et hotel som havde dannet kulissen for et afsnit af "Midsomer Murders" - "The Maid in Splendour".
Vi kørte ad små veje og oplevede mange huse på egnen som hensatte os i den verden som Barnaby boltrer sig i. Der var en overvægt af gamle 68ere på gaderne i de små byer.
Da vi sneglede os gennem en af disse (Sutton Courtnay), fik jeg pludselig øje på et skilt på en bygning - "The George...". Jeg vendte straks bilen og parkerede den ved siden af kroen, foran en klassisk engelsk kirke. Her var en midaldrende dame i gang med at arrangere noget, i selskab med nogle andre netop ankomne lokale. Det kunne sagtens udgøre rammerne for endnu en "Barnaby-gåde"
Inde på kroen ville vi have traditionel engelsk mad. Det var et par ganske unge piger, der stod for serveringen. Stedet var opdelt i en restaurant og en bar, der var sågar også en hyggelig gårdhave. Vi måtte selv vælge, hvor vi ville spise maden.
Vi valgte baren, hvor der var liv af en del lokale, som havde det ganske muntert.
Jeg konfronterede straks værtinderne med vores viden om, at stedet havde været brugt til filmoptagelserne. Ingen af dem vidste noget om det, men de synes det lød sjovt. En lokal kvinde, stemte i og vidste det heller ikke, selv om hun havde boet i byen i 12 år. Hun kendte derimod andre lokaliteter. Ikke mindst fordi hendes mand spillede cricket, og de i den forbindelse havde været forhindret i at spise på en kro, da der var optagelser til Midsomer Murders.
Anne og jeg spiste langtidsstegt lammekølle og ungerne fik steakburgers.
Vi tog en masse billeder - ikke mindst fordi jeg ikke rigtigt kunne huske stedet og derfor gerne ville have noget materiale til sammenligning, når vi kom hjem..
Da vi havde spist op, kom en af pigerne og stillede spørgsmålet: "Are you finished", hvorefter jeg fik lejlighed til, at svare "No we are Danish". Den syntes hun var rigtig god. :)
Da vi forlod stedet, var jeg i mit indre blevet overbevist om, at det slet ikke var det rigtige sted. Det blev bekræftet da vi kiggede på skiltet på bygningen, hvor der stod "George & Dragon".
Om de lokale nu var blevet overbevist af vores salgstale, eller om de blot havde spillet med for ikke at ødelægge vores illusion, må stå hen i det uvisse - men stedet var ikke "The George Hotel". Det
Vi kørte videre og nogle kilometer senere i Dorchester, fandt vi det rigtige sted. Vi gik derind og bestilte kaffe og Chockolate. Det var meget nemt at genkende stedet, men betjeningen var desværre ikke så livlig som på det forrige sted. Der var også gæster her, men stedet indbød ikke til løssluppen tale.
Nu havde vi fundet stedet - set det - og det måtte så være det.
Vi var meget trætte da vi kom tilbage på hotellet. Anne købte lidt pålæg i Lidl og vi spiste aftensmad på hotelværelset.
Ungerne lå udmattede og så fjernsyn, kun afbrudt af et luksus-karbad. Senere mailede jeg 3 fotos til Bev fra Australien. Da ungerne skulle falde i søvn, gik Anne og jeg ned i hotellets pub, hvor vi fik en "pint" og en "cig".