Ingen Englandstur uden et besøg ved Stonehenge på Salisbury Plains . Det viste sig desværre at være en lidt blandet oplevelse. Utallige er de billeder, man gennem tiden har set fra det sted - men uden at man har fået mistanke om, at stedet er omgivet af et sandt kaos og inferno af turisme og pengetænkeri.
Bortset fra dette er monumentet i sig selv naturligvis fortsat facinerende. Stonehenge består af en dobbeltcirkel af store sten. De største og yderste sten er i følge Wikipedia transporteret til stedet fra et stenbrud flere hundrede kilometer væk. Flere af stenene vejer mange tons, og det er svært at forestille sig, hvordan de er blevet slæbt den lange vej. Monumentet menes at være bygget færdigt for ca. 4000 år siden. I 2008 foregik der en stor udgravning. Man kunne i den forbindelse dokumentere, at Stonehenge var et centrum for helbredelse, som tiltrak både syge og healere.
Den aktuelle dag var stedet præget af et massivt antal turister. Adskillige parkeringsvagter var strategisk placeret for at guide busser og personbiler på plads og i sammen omgang opkræve et betragteligt P-gebyr. Det skulle dog angiveligt kunne refunderes. Vi gik herefter hen og stillede os i en meget lang kø, hvor sikkert de fleste nationers mennesker var repræsenteret - herunder særligt iøjnefaldende mange japanere med det elektroniske udstyr i orden.
Omsider nåede vi frem til billetlugen, hvor vi betalte en entre, stort set svarende til en LEGO-landstur. Herefter gik vi op mod stenene. Disse var forsvarligt indhegnede, og menneskemængden blev sluset rundt om stenene i en behørig afstand af det, som det hele handlede om. Pludseligt hørte vi et ærgerligt udbrud fra en dame: "Oh no - I forgot to put the batteries in the camera!" Til trods for bemeldte dames lidt fremskredne alder, fornægtede Oles hjælpsomhed sig ikke. Han tilbød at tage billeder af dame samt ægtefælle, og senere sende yderligere billeder pr. email. Det viste sig, at parret kom fra Australien. Damen gav os sit virksomheds- visitkort "My Holistic Health Guide" v/ Bev Brown. Da hun hørte, at vi kom fra Danmark, fortalte hun os glædestrålende, at hun selv var fra Tasmanien, og var en ivrig beundrer af Kronprinsesse Mary fra samme sted - en person, som man var meget stolt af at have opfostret.
Efter rigtig mange billeder, taget af 4 fotografer, gik vi tilbage til udgangen. Her blev vi ført gennem souvenir-området. Priserne var mildest talt alarmerende. Vi indkøbte dog en mikroskopisk metalmodel af Stonehenge. En sådan ting, som man er nødt til at have, men som man bagefter ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med. Den pynter ikke rigtigt - medmindre man købte en amagerhylde og placerede den sammen med ølkrus fra Harzen og askebægre fra Venedig.
Hen til parkeringspladsen. P-gebyret fik vi aldrig refunderet, så skulle vi have været tilbage i køen igen...