Personligt syntes jeg, at Blackpool var de sjoveste fire dage af vores ferie. Der var langt at køre, men når man først var der, var der rigtigt meget at lave. Det var efter min mening også der, vi nåede allermest.
Det hele startede med, at vi fik hentet vores bil, (en rød Nissan Juke) og kørte mod Blackpool. Vi kørte fra Stansted, så der var cirka 300 – 400 kilometer. Lang biltur. Jeg faldt næsten i søvn, men det var tidligt om morgenen, så der var stadig meget vi skulle nå. Da vi kom ind i Blackpool kørte man på en vej, der var omringet af hække og en helt masse skilte med reklamer for cirkusser, osv. Man kunne dog se nogen af de større huse bag hækkene. Blandt andet Blackpool Tower.
Vi startede med at køre gennem nogen små-skumle gader. Det så ud til, at der slet ikke var huse, kun hoteller. Men ikke normale hoteller. De var ligesom normale huse, men de var dekoreret med farver og lys for at sørge for, at du ville vælge det hotel, der var mest iøjnefaldende.
Der gik lidt tid, men vi fandt dog vores hotel. Bilen passede (heldigvis) lige netop til parkeringspladsen bag ved hotellet, men vi gøs ved tanken om hvis bilen bare havde været en cm bredere, skulle vi til at finde et helt andet hotel. Selve hotellet var meget lille, og der var fyldt op med røde møbler, og tæpper, osv. Ærlig talt brød jeg mig ikke om hotellet. Jeg syntes, der var for småt og kedeligt. Det gik dog først op for mine forældre senere.
Lige ved siden af hotellet lå der en stor forlystelsespark ved navn ”Pleasure Beach” og et spøgelsestog. Ved siden af lå sporvognsbanen, som kørte ind til midtbyen.
Jeg mener, at vi gik ud og så på byen for at se, hvad vi kunne lave. Vi havde fået nogen brochurer af damen, der ejede hotellet. Det endte med, at vi blev enige om i løbet af de næste dage at prøve Madam Tussauds, Sealife, Blackpool Tower, - Dungeon og - Eye, samt Pleasure Beach. Derefter tog vi hjem igen, og forsøgte at sove. Jeg brød mig ikke om hotellet, men jeg fik at vide, at hotellet var perfekt, og der skulle vi blive.
Næste dag flyttede vi hotel. Vi tog til et sted som hed Hilton Hotel. Det lå ved et sted, der hed North Pier, hvor det andet hotel lå ved South Pier. Selvom hotellet ikke lå så godt i forhold til attraktionerne, var det klart mere komfortabelt. Det havde også morgenmad, som jeg i forhold til det første, ikke stadig kan smage den dag i dag. Vi kiggede på brochurerne og tog til Pleasure Beach. Det var rimeligt dyrt, så vi aftalte at i stedet for at købe turbånd, måtte vi bare købe billetter.
Pleasure Beach var en stor forlystelsespark, men det så ud til, at de meget godt kunne lide at reklamere for noget, der hedder ”Nickelodeon Land”. Men vi havde ikke tænkt os at betale for at komme ind og se et par svedige mænd klædt ud som Svampe Bob, og Dora the Explorer. Hver billet kostede 10 kr, og hver forlystelse kostede tre billetter, så det var måske ikke det bedste valg. Men vi turde ikke de fleste forlystelser, så det var nu fint nok.
Højdepunktet var at prøve en forlystelse, der hed ”River Caves”, eller noget i den stil, hvor man blev lovet at blive kørt under vandet, og se diverse andre vidunderlige ting. Da mig og Karl endelig fandt derhen, skulle vi først stå i kø, mens vi blev bombarderet af en historie, fortalt af en gammel mands stemme, blandet op men en høj ringetone, og dårlig lydkvalitet. Alt imens man blev nedstirret af buttede piger, og skubbet til af små børn. Da vi endelig kom derind, så vi, at forlystelsens navn på magisk vis var blevet ændret til ”Tunnel of Love”, og at vi skulle sidde i en kano. Vi skulle endda sidde ved siden af hinanden, gentog den gamle bådmand, med hævet stemme, ti gange. Da vi endelig kom derind var det en masse mærkelige figurer, der bevægede sig i takt til den samme gamle mands stemme, der fortalte noget udtydeligt om gamle dage. Men det var nu en sjov nok tidsfordriver.
Næste dag tog vi til Sealife, og Madam Tussauds. Vi startede med Madam Tussauds. Vi overtalte far til at komme med derind ved at fortælle ham, hvor sjovt og spændende det var. Han viste dog ikke, at vi bare manglede en til at tage billeder. Der var ikke så mange voksfigurer vi kendte, men nogen af dem var dog mere eller mindre kendte. Der var utroligt varmt derinde, men utroligt nok smeltede vi mere end voksfigurerne.
Bagefter tog vi hen til Sealife. Vi overtalte igen far til at tage med derind ved at belære ham om, hvordan vand kølede det hele ned. Men lad mig fortælle dig en hemmelighed... vi løj. Der var varmt, og der var fisk bag glas. Men der var flere skilte, der fortalte os, at vi ikke måtte bruge blitz, end der var fisk. Der var desværre ingen blåhvaler, men der var til gengæld en mand, der fortalte, hvorfor der ikke var hvaler eller større fisk end hajer, og om hvordan at hajer er ligesom hunde. Også det rum var fyldt op med ”No flash” skilte. Da det var færdigt havde far lige tænkt sig at tage et billede af manden. Med blitz selvfølgelig. Da den buttede mand så det, lagde jeg mærke til, hvordan han sneg sig hen mod os, sikkert for at belære os om ikke at bruge kamera, men heldigvis kom der nogle turister til undsætning, og distraherede ham med spørgsmål. Det forhindrer mig dog ikke i stadig at kigge under min seng hver nat for at se, om han er der. Bagefter tog vi hen og spiste, og så hjem igen.
Den sidste dag skulle vi til Blackpool Tower. Vi tog først til en 4D biograf, der viste Blackpool, derefter med en elevator, hvor man kunne se ud på konstruktionsværket, og så op i toppen af tårnet, hvor man kunne se ud over hele Blackpool. Bagefter vovede mig og Karl os ind i Blackpool Dungeon, men det har Karl vist taget sig af at forklare.