I dag var det igen "fridag" - altså en dag uden forud fastlagte planer. I London gennemfører man reparationer på banenettet i weekenderne og derfor var der ingen tog til London før efter kl. 12. Så vi havde tid nok
Jeg vågnede tidligt og gik ned og så lidt på omgivelserne og de mange fly der lettede fra London Airport. Vejret var dejligt med blå himmel og stille luft. Senere tilbage på hotelværelset vågnede Anne. Vi lod ungerne sove videre og gik sammen ned og satte os på en bænk, bevæbnet med Androidtelefon og bykort for at planlægge dagen.
Før rejsen havde jeg fået utallige gode tips og ideer til seværdigheder fra en engelsk internetveninde - Elisabeth Johnstone. Nogle af disse gik på Londons mange museer - herunder Natural History Museum og Science Museum. Speakers Corner havde vi også talt om inden afrejse og da det ligger i samme ende af byen, kunne vi lige så godt kombinere tingene. Endelig er en del af murene ind til Hyde Park netop om søndagen, plads for utallige maleres udstillinger. Det oplevede Anne og jeg da vi var her i februar, og det var så speciel en oplevelse, at den ville vi også give ungerne mulighed for at se.
Vi hentede morgenbrød, fodrede ungerne og kl. 13 sad vi i toget på vej mod Bond Street stationen. Ude på Oxford Street var der igen sort af mennesker. Så vi kunne blot følge strømmen mod Marble Arch. På vej blev jeg antastet af en "indsamler", der nok nærmere var en sigøjner, der samlede ind til sig selv. Men hun gav mig en papirrose og fik nogle småpenge.
Religiøse galninge og det frie ord
Speakers Corner ligger lige ved den nordøstlige indgang til Hyde Park. Helt som forventet, stod der forskellige talere og snakkede om religion. Selv om hjørnet egentlig er en anarkistisk ide, hvor enhver kan stille sig op på et hvilket som helst tidspunkt og tale om hvad som helst, så sker der en bagvedliggende organisering, hvor bestemte talere kommer på bestemte tidspunkter. Det hele annonceres ud på "hjørnets" hjemmeside. I dag var det desværre religion der var temaet fra 14:30-15:30 og senere det arabiske forår (Oprørene i Egypten, Libyen, Syrien o.s.v.).
Meget skidt kan man sige om religion, men et er dog sikkert, det kan få sindene i kog og hermed også gang i debatterne. Ikke mindst en tydeligvis amerikansk lægprædikant vakte stor opmærksomhed. Han stod på en medbragt trappestige, iført krokodillestøvler og cowboyhat. I hånden holdt han en bibel, mens han med drævende og højt amerikansk accent talte (læs:råbte) dunder for alle tilhørerne om frelse og undergang. :) Han fik virkeligt mange folks p.. i kog - jeg tror, årsagen til reaktionerne primært skyldes hans fremtoning. Han var så tæt på folks forståelse af en stereotyp religiøs galning, at de simpelthen tændte af. Der kom ikke mange guldkorn - det havde jeg nu heller ikke forventet. Tale var det ikke, nærmere skænderi med en pøbel. Andre galninge stod rundt omkring og talte for deres sag. Et sted stod der en sort mand og talte om religionens forbandelser, hvilket betød, at andre troende talere bød ind og så kørte diskussionerne mellem aktørerne hen over hovedet på tilhørerne. Efter kort tid endte de principielle taler/diskussioner i skænderier om, hvem der plejede at have hvilken plads og hvornår og hvem der havde taget den andens plads o.s.v.
Det var faktisk rigtigt sjovt at opleve. Selv om bølgerne gik højt, var der på intet tidspunkt optræk til noget mere fysisk. Det var blot ord der fløj gennem luften - et smukt og fungerende princip.
Nogle unge mennesker uddelte gratis kram. Der var ingen piger mellem dem, så det kunne være det samme.
Både Karl og Gustav var stærkt imponeret af talerne og stemningen. Karl fortalte mig, at han selv vil tale, når han engang får mulighed for det. Anne og jeg gik væk fra forsamlingen hen til et kaffehus lidt derfra, mens ungerne borede sig rundt i mængden og tog billeder og videoer af talerne.
Strolling in the park, Pictures on the Wall
Vi forlod hjørnet og gik dybere ind i Hyde Park, hvor mange mennesker nød det gode vejr, sammen med familie og medbragte madkurve. Andre spillede forskellige boldspil og andre igen som os, slentrede stille af sted. Retningen blev sat mod billedgallerierne på parkens nordside på Bayswater Road. Her stod de mange kunstnere og fremviste deres værker. Kvaliteten er meget svingende, men der er mange rigtigt dygtige kunstnere imellem. Alle har en tilladelse hængt op i tilknytning til billederne og en del har også diverse anmeldelser fra aviser og blade, samt præmiebeviser hængende, for at understrege, at netop her er der ikke tale om en tilfældig klatmaler.
En kunstners billeder står stadig i min erindring. Han bruger en teknik, jeg ikke har set før. Billederne er naturalistiske, men han bruger hvidt i ekstrem grad, så billederne ved første øjekast ligner vinterbilleder, men det er der ikke tale om. Når jeg en gang vinder i lotto, eller ....
Solen og det varme vejr, havde udtørret ungerne, der pludselig var blevet meget trætte og tørstige. Men ingen kiosk i umiddelbar nærhed, gik vi - nu i Kensington Park - sydpå mod Albert Memorial. Ungerne var stærkt fokuserede på deres tørst og tiltagende træthed i benene. Deres løsning var at løbe foran os fra bænk til bænk, hvor de kunne hvile sig, indtil vi havde indhentet dem, hvorefter de løb til den næste bænk. Jeg tror ikke det er den mest energibesparende metode, men de (og vi) havde det sjovt med det.
Ved statuen opdagede de en is-bod, som straks blev besøgt. Is blev indkøbt, samt en flaske vand med brus, som ingen kunne lide at drikke. Et TV-hold var ved at optage en dame, der stod og talte foran statuen. Det var sikkert til et dokumentarprogram? I baggrunden så vi pludselig en målrettet Gustav, der søgte ind i kameraets synsfelt bag damen. Han ville lige med på filmen.
Verdens mest interessante museum?
Over for statuen ligger Royal Albert Hall - stedet mange bedst kender fra "den sidste pomadekoncert", som en af os ufrivilligt formulerede det.
Vi brugte ikke så meget tid på den, da tiden allerede var løbet fra os. Vi måtte derfor prioritere mellem de 3 mulige museer der alle ligger tæt på Exhibition Road. Skulle det være History, Instruments, eller Science. Valget faldt hurtigt på Science Museum og det var også et rigtigt godt valg.
Der er gratis indgang - dog er et støttebeløb velkommen/forventet. Science Museum er enormt og de har utallige ting udstillet og der er så meget at se på og opleve, at jeg slet ikke kan gøre det i detaljer. Jeg kan kun nævne, at rumfartshistorien vises, bl.a. med dele fra de opri ndelige NASA raketter og Russiske rumsonder. Computerhistorien vises også med alt fra den første computer i UK, som er bygget af radiorør, hen over Cray-1, til mere nutidige modeller. Historiske lagringsmedier, fra hulkort, til båndstationer o.s.v.
Der er en hel etage, alene med flyhistorie, som trak meget i Gustav og Anne ville gerne se noget med menneskers fobier og deslige, så vi endte med at dele os op i 3 hold. Karl og jeg gik sammen og de to andre gik efter det der nu interesserede dem.
Vi samledes til sidst oppe ved Gustav, der havde fundet en flysimulator, hvor man kunne "flyve", mens man sad ophængt i en boks, så man kunne føle alle flyets simulerede bevægelser. Man kunne lave hele saltoer og spinne. Desværre var der lukket for billetsalget, så det må blive en anden god gang.
Man kunne bruge dage derinde og vi havde kun få timer. Alene dette museum kan alene berettige en rejse til London. Jeg kan kun anbefale det, hvis man har lidt interesse for videnskabshistorie.
Den skæve kineser
Det var min aften. Det skal forstås på den måde, at det var min tur til at vælge restaurant. Jeg havde allerede besluttet mig for at vi skulle spise i Chinatown. Vi er efterhånden fortrolige med de fleste "køkner", men mange af de asiatiske, har jeg slet ikke styr på. Så tid til at blive klogere og mætte.
En bustur derop ville stå os i 10£. Vi var alle trætte og derfor valgte vi i stedet en taxa til at bringe os til Chinatown. Trafikken var ekstrem og vores taxachauffør var tomatrød i hovedet. Efter ca. 20 minutter var vi på nordsiden af Hyde Park ved billedgallerierne. Vi kunne have gået turen hurtigere! Derefter gik det lidt bedre og snart var vi i "kineserbyen". Vi gik lidt rundt indtil en ung kinesisk pige, der stod ude på gaden, anbefalede "hendes" restaurant. Menukortet så fint ud og vi tog imod tilbudet. På vej ind, forsøgte jeg at smalltalke lidt med hende. Et simpelt spørgsmål fik hende til at stoppe op, og gå helt tæt på mig, mens hun satte et stort halvrådent tandsætsmil op og grine-snøvlede et eller andet! Hun var pisseskæv! :) En skæv lokkedue, gør ikke nødvendigvis kokken uduelig, så vi fik os et bord, oven i købet et med god udsigt til gadens dynamik.
Maden var egentlig ganske god og vores rigtige vært - en moden herre, der absolut ikke var påvirket - var så venlig, at han helt på eget initiativ, anbefalede at lave menuerne lidt om, så børnene spiste med for ½ pris.
Vi fik en lille bordbuffet, bestående af 4 retter, med tilhørende chips og de specielle kinesiske "prawns", som intet har med rejer at gøre. Det er derimod små ris-chips, som blæses op til enorm størrelse, når de lander i fritussen.
Ved nabobordet sad et par overtatoverede midaldrende englændere, sammen med en hæs engelsk kvinde og talte om de seneste løsladelser i familien - spændende.
Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige om den kinesiske oplevelse. Maden var som sagt god, men stedet var meget snusket. Menukortene var fedtede og urene. Området er specielt - ikke kønt, men alligevel interessant. Måske det bare er et sted, som man bedst besøger uden børn?
Vi undlod dessert, da de slet ikke serverede is og ungerne havde ikke lyst til de kager, som de tilbød. Så ungernes dessert klarede vi i stedet i en kiosk ved Westminister Station på vejen hjem.