Under vores tur passerede vi Downing Street utallige gange. Stedet - nærmere bestemt no. 10 - er kendt for at huse den engelske premierminister. Sikkerhedsniveauet er derfor tårnhøjt. Gaden er lukket med store hegn og maskinpistolbevæbnede vagter, vogter udenfor alle indgange.
Gustav var optaget af de stærkt bevæbnede vagter, der for ham, sikkert var virkelighedens spejlbillede af nogle af de figurer, han oplever i sine computerspil? Han stillede sig op som den connaisseur han er på området, og gav os betegnelserne på de forskellige våben og de mulige forvekslinger der findes.
Man kunne se, at det fascinerede ham at se, hvordan de passede deres arbejdede, bevæbnede, iklædt skudsikre veste og i radiokontakt når det var nødvendigt. De talte ikke med nogen ved hegnet. De vandrede bare rundt foran, med ansigtet lagt i alvorlige folder. Jeg har en ide om, at han forventede, at en af dem hvert øjeblik kunne finde på at slynge en maskinpistol fra skulderen, tage ladegreb og brøle et "Hasta La Vista Baby!", hvorefter han ville sende en kugleregn af bly mod indtrængende terrorister - eller blot påfaldende/irriterende turister.
Jeg besluttede mig derfor for at vise ham, at selv de mest rå antiterror-soldater altså også er mennesker med humor.
Gustav blev derfor også helt forskrækket, da jeg under et stop foran vagterne, pludselig henvendte mig til en af dem og spurgte; "Jeg ved godt hvad nr. 10 er, men hvad er der i nr. 9 og 11?".
Vagten lyste straks op og svarede; "Der er ikke noget nummer 9. Der er derimod et nummer 11 og det er jeg glad for.".
"Det er der finansministeren bor, og det er ham der betaler min løn!", sagde han med et grin.
Så lærte jeg lidt og Gustav fik nok en - for ham - lettere pinlig oplevelse, som også gjorde ham lidt klogere.