Vågnede kl. 07:30. Lavede kaffe og gik i bad.

Taxaen var bestilt aftenen før til kl. 9:30. Gaten i lufthavnen lukkede kl. 11:00. Vi skulle omkring AVIS for at hente den glemte GPS, hvilket senere viste sig at blive en langsommelig og umulig affære.

Vi pakkede vores ting, tømte værelset og gik ned og spiste et solidt morgenmåltid på hotellets restaurant.

Hjem igen - Vi venter på taxa til lufthavnenUdenfor var vejret rigtigt flot - ikke mindst når man tager i betragtning at vi befandt os i slutningen af oktober måned. Vi gik udenfor for at vente på vores taxa. Den kom punktligt og der var kun en smule kø på vejen, så vi var snart hos AVIS i lufthavnen.

Her var det en stor overraskelse, at noget var meldt savnet, men de ville da undersøge tingene. Efter en halv times venten, måtte vi dog give op og gå mod check-in og gaten.

Vi boardede fra gate 21, hvilket stort set var den fjerneste gate på hele lufthavnen - typisk Ryanair. Til gengæld var de punktlige i afgang og ankomst.

Vi forlod et lunt/varmt (16 grader) solbeskinnet Skotland og 2 timer og tre kvarter senere landede vi i et diset Danmark med maks. temperaturer på ca. 5 grader og konstant regnvejr. Turen til Skotland tog i øvrigt kun 3 kvarter - sådan er det jo, hvis man kun retter sig efter klokken.

Hjemturen fra Billund gik også uden de store sværdslag. Da vi kom til Voldum, kørte vi omkring Kurt, som skulle have repareret Suzukien. Han var ikke helt færdig, så det blev udskudt til næste dag.

Hjemme oplevede vi de usædvanlige, at der ikke havde været lynnedslag. Så alt fungerede perfekt i huset, fra første færd. Til gengæld var huset som en fryser - der var rent ud sagt pissekoldt. I skrivende stund, ca. 5 timer senere er alt stadig koldt. Alle fryser og har istapper i stedet for fingre. Vi har ellers fyret op i brændeoven og el-radiatorer, men det er som om det ikke hjælper. Alt er gennemkoldt. Vi tænker på, hvordan vejret har været, mens vi var væk.