For at undgå den helt store katastrofe havde vi fjernet husets vigtigste computere og andre værdifulde ting og opmagasineret dem andet steds, inden vi tog af sted. Det er ærgerligt at gå og bekymre sig om ting, der bare ikke må ske derhjemme, når man i stedet burde nyde ferien. Derfor er fuld backup af vigtige data og fjernelse af vigtige og værdifulde ting, en god ide. Det gjorde vi og derefter kunne en evt. indbrudstyv højst få glæden af at hente et par stærkt forældede computere og et par lunkne øl.
Huset blev lukket ned kl. 08:30 og vi kørte til Tirstrup lufthavn. Her parkerede vi bilen kl. 09:00 på langtidsparkering. Herved var den overvåget i perioden og det koster under 300 kroner i alt, for de 7 dage vi skulle af sted.
I Tirstrup afleverede vi de to tilkøbte kufferter uden problemer."Gaten" lukkede kl. 10:00, men da sikkerhedstjek o.a. kan være en usikker faktor, var vi der i god tid. Det viste sig også at komme til at passe ganske fint.
Afrejse
Vi blev tjekket-in. Gustav måtte dog afmontere sin kasket, før han kunne godkendes af billetpersonalet.
Vi blev også sikkerhedstjekket, før vi endelig kunne komme ind i det forjættede internationale område, hvor vi skulle afvente udkald til flyet. Anne måtte dog først afmontere sine sandaler, som tilsyneladende udløste bombe-i-sål-alarmen.
Ungerne havde aldrig fløjet tidligere, så det var jo både spændende og vist også en smule skræmmende - dog uden nogen lod sig mærke med det.
Vi fik os en kop kaffe og juice til en mindre formue, mens vi ventede på udkaldet. Vi ventede maksimalt i en ½ time, hvorefter vi blev sendt ud i en kø for at vente på flyet (Boarding).
Da flyet kom, gik vi om bord. Jeg fandt nødudgangene midt i flyet, da jeg ved, at der er der bedre benplads. Børnene måtte dog ikke sidde der, så de fik plads lige foran os. Det var lidt ærgerligt, for jeg ville gerne have set deres ansigter, da flyet lettede. Nu kunne jeg kun fornemme, hvad de tænkte, og se til når de kiggede undersøgende bagud efter os for at se, om alt mon var OK.
Turen gik meget roligt. Der var lidt turbulens lige da Anne besøgte toilettet, så alle kiggede bebrejdende på hende, da hun kom ud igen. Turen tog overraskende lang tid. På billetterne stod, at vi skulle flyve kl. 10:30 og vi ville ankomme 11:10 - altså en tur på 40 minutter. Da de 40 minutter var passeret, var jeg overbevist om, at flykaprere havde ført os ud på en anden rejse, indtil en anden passager gjorde mig opmærksom på tidsforskellen mellem Danmark og England på 1 time.
Det værste var nok at Ryan Airs personale i jagten på supplerende indtægter, markedsførte utallige produkter under hele turen - herunder skrabelodder, parfume, cigaretter til kr. 45,- pr. pakke, sprit og kaffe, samt nærmest uhyggeligt ulækre boller. Hvert eneste produkt blev højtideligt annonceret på 2-3 forskellige sprog over højtaleranlægget. Det var rent ud sagt p....irriterende.
Jeg er sikker på det er velment fra flyselskabets side, men da flyveturens afslutning efter succesfuld landing, blev truttet ud med hornfanfare, stod det mig klart, at man skal lide for at gøre sig fortjent til de billige biletter - men det er da også Ok. Da flyet endelig holdt stille drønede Mozart ud af højtalerne, mens passagererne flygtede ud.
Ankomst Stansted
Stansted er en meget stor lufthavn, når man som os, kommer fra lille Tirstrup. Efter at have forladt flyet, blev vi "gennet" ind i en kø, for at blive godkendt af fremmedpoliti og toldere. Det gik fint, selv om Gustav igen var i farezonen, fordi han ikke ville se toldbetjenten i øjnene.
Så hentede vi kufferter, tissede og indledte jagten på vores biludlejningsfirma. Det gik meget nemt. Avis havde oven i købet en garanti, der sagde, at man ikke måtte bruge mere end 5 minutter på at blive ekspederet. Så under fem minutter senere, havde jeg "nøgle" til en lækker VW Passat stationcar, med aircondition, autopilot, 4 dæk, forrude og alt muligt. Bilen kostede kun 2.200,- hvilket bl.a. skyldes, at rattet sad i den forkerte side (venstre), hvilket senere viste sig at være en fordel.
Her fik vi desværre også vores første ikke forventede udgift. Biler lejes hos Avis med forsikring. Så man tror, man er sikret. Det viser sig dog, at selvrisikoen faktisk er på næsten 10.000 kroner. Det betyder, at en glasskade, eller en parkeringsridse er nok til at koste hele selvrisikoen. Men for "kun" kr. 1.400,- kan man få en mere normal selvrisiko. Først sagde jeg nej tak i ren irritation, men senere valgte vi alligevel at betale de ekstra penge. Det er stadigvæk ganske billigt, men jeg tror man kan handle sig frem til en billigere pris, hvis man er bedre forberedt, når man bestiller. Man skal simpelthen kontakte selskabet telefonisk, eller pr. e-mail, god tid i forvejen. På den måde kan man få lejlighed til at sammenligne flere selskabers tilbud.
Afhentning af bilen og kørsel i UK
Lige uden for bygningen lå Avis p-pladser. Her fandt vi bilen og jeg gennemgik den for at kontrollere for skader. Vi var allerede blevet fortalt og vist, at der var 2 skader, da papirerne blev lavet. Men der kunne jo være flere.
Tiden har ikke stået stille siden opfindelsen af Suzuki Wagon R+. Jeg skrev tidligere at jeg havde modtaget bilens nøgle. Det havde jeg nu ikke. Jeg havde derimod fået "noget", der mest af alt mindede om en gammeldags mp3- afspiller. På "tingen" var der en knap til at låse døre, åbne døre og en special knap til at åbne bagagerummet med. Der manglede bare en "drej-mig-i-tændingslåsen-knap"? Med ungerne bænket på bagsædet og Anne ved siden af, fik problemerne med at forstå "tingen" mig til at sige; "hvor starter man mon?"
Vi havde forinden talt meget om venstrekørsel og andre sære ting ved det engelske vejsystem, som måske kunne blive et problem. Et par timer senere fortalte et par mistroiske unger, at det for dem havde lydt meget ildevarslende, at jeg ikke en gang kunne finde ud af at starte bilen.
Bilen var dog viseligt udstyret med et hul, der passede til "Mp3-afspilleren". Herefter kunne bilen startes ved at trykke "tingen" ind.
Jeg havde i hovedet forberedt mig meget på, hvordan "omvendte" venstre- og højre-sving fungerer. Jeg havde forventet, at det nok ville være det, der ville volde mig de største problemer i forbindelse med kørsel i England. Det var dog noget ganske andet, der skulle komme til at drille mig de kommende dage.
Man sidder som bekendt i højre side som chauffør. Det betyder, at gearstangen sidder til venstre. Det var meget svært at vænne sig til. Gearet røg konstant i 4. gear, når det skulle have været i 2. - og omvendt.
Man skal desuden blinke meget i de engelske rundkørsler (som der er mange af). Man skal både vise, når man ikke vil køre ud, når man vil køre ud, og det hele foregår i den forkerte retning. Retningsafviseren sidder desuden i samme side som gearstangen, hvilket komplicerer det hele yderligere.
Resultatet var, at bilen gik i stå rigtigt mange gange - oven i købet gerne på nogle ret stressende steder, som i rundkørsler og vej-kryds. Ellers gik det faktisk uden problemer at køre i "den forkerte side". Med en enkelt undtagelse skabte jeg ikke sikkerhedsmæssige dramaer i trafikken på hele vores tur.
Trafik i England
Bortset fra venstrekørsel er noget af det der virkeligt springer i øjnene, når man kommer fra dansk trafik til den engelske, at der er langt flere biler derovre på vejene. Der er et markant højere pres på såvel motorveje, som hoved- og bi-veje.
Anne skulle finde vej på kort, men der var ikke meget plads til at begå fejl. Alle beslutninger skulle tages hurtigt og der var sjældent mulighed for at finde et sted, hvor man kunne tage en pause og bruge lidt ekstra tid på at finde den rigtige vej. Rastepladser virkede som lidt af en sjældenhed og dem der var, var enten dårligt markerede, eller havde ultrakorte til- og fra-kørsler - slet ikke som vi kender det fra Danmark og Tyskland.
På trods af alt dette nåede vi alligevel frem til vores første destination - Cambridge.