Vi pakkede den enlige kuffert og håndbagagen og forlod hotellet kl. ca. 09.30. Vi spadserede derefter ned til Lancaster Gate St., købte en billet, tog elevatoren ned i dybet og kørte med subway til Liverpool Street St.. Det gik i den forbindelse op for os, at vi selvfølgelig burde have brugt toget mere og busser og taxaer mindre. Toget er hurtigere og - får man købt den rigtige billet - givet også billigere. På den anden side set, får man set mere fra busserne...
På Liverpool Station fandt vi en bagageindlevering. Efter en grundig afhøring - var der flydende væsker i kufferten? Havde vi selv pakket den? Var der bomber, knive eller andre våben? Havde vi haft den under opsyn hele tiden? - fik vi den opmagasineret til den nette sum af 8£. Til den pris fik vi så også tasken gennemlyst, og fik set, hvordan skelettet i en paraply ser ud.
VI gik ud i byen. Fandt en lille hyggelig bar - Poloo bar - hvor vi spiste morgenmad. Betjeningen var en munter, imødekommende, men temmelig ukoncentreret sort mand. Stedets stamkunder var folk, der arbejdede i området herunder betjente fra den nærliggende politistation. Ole fik Fried Egg Roll, mens jeg bestilte en Cheddar Roll. Vi fik begge såkaldt Americano Coffe - nok det nærmeste, man kommer til den kaffe, man plejer at indtage alle steder i Danmark på alle tider af døgnet.
Vi spurgte en pige, om hun kendte til et marked i nærheden. Vi havde endnu ikke fået indkøbt gaver til børnene. Vi gik derefter mod Spitalfield Outdoor Marked ved Lamb Street. Markedet var dog knapt åbnet og kun enkelte boder var helt på plads. Derfor gik vi i første omgang videre gennem Londons nye Skyline, mens vi nysgerrigt kiggede efter underlige butikker. Vi fandt et supermarked, hvor vi købte et par blade til ungerne samt en julekogebog af husets helt, Gordon Ramsey.
Derefter slentrede vi videre gennem området. Vi passerede et indvandrekvarter med masser af små butikker inden for elektronik, ure, computere, samt en del stofbutikker, negleshops og souvenirs. Vi endte også på et udendørs marked af udpræget etnisk tilsnit.
Det gik op for os, at vi var faret vild, men efter lidt kortanalyse, vendte vi tilbage til Liverpool St. og videre til det første marked igen. Klokken var blevet så mange, at vi kun kunne nå at spise frokost og bruge lidt tid på at handle, før vi skulle mod Stansted. Vi spiste på en spansk restaurant - Meson los Barrels - på Lamb Street. Vi fik tapas - men det var bestemt ikke den store kulinariske oplevelse.
På markedet købte vi en trøje til hver af ungerne. Den ene trøje (Gustavs) bar påskriften I'm not normal, den anden et skærmdump fra Space Invaders, hvor en Pac-Man figur havde forvildet sig ind mellem The Aliens. En taleboble sagde - I'm just misunderstood. En anden trøje med påskriften - If you are not smart enough to understand science, try religion - var også tillokkende (ikke mindst for Ole), men den undlod vi dog at købe.
Vi gik herefter tilbage til Liverpool St. og hentede bagagen. Vi kom med toget, og tre kvarter senere ankom vi til Stansted Airport. Vi var heldige ved check ind, da vi for en gang skyld blev ledt over i en nyåbnet skranke, kort efter vi havde taget plads i en ellers lang kø. Derefter gennem kontrolhelvedet og jeg måtte sædvanen tro af med fodtøjet.
Trætte fik vi kaffe og juice i ventesalen. Ole var på randen af et søvnanfald. Jeg gik lidt rundt i ventesalen og fandt en kiosk med et overvældende udvalg af diverse blade svarende til 3/4 af husets smag: Simpsons, Linux, Android, og spilleblade.
Efter kort tid kom udkaldet og derefter kørte det af sig selv. Vi forlod et lunt London og ankom til et frysende Danmark, hvor en mindre snestorm plagede landet.
Vi kørte fra Billund kl. ca. 19:00. I starten virkede det ikke så galt. Da vi nåede motorvejen, var der en enorm mængde trafik. Der var reelt set kun ét spor, men overmodige billister brugte alligevel overhalingsbanen. Det gjorde vi også et par gange, når den var helt gal foran. På Ejer Bavnehøj forulykkede en mindre sportsvogn foran os. Vi var heldige at passere ulykkesstedet hurtigt og uden problemer. Kort efter lød det i radioen, at der var flere implicerede herunder også en lastvogn. Sidstnævnte måtte være sket efter, at vi passerede stedet. Uheldet betød rigtig lang ventetid for de billister, der kom efter os.
Ved Ødum kunne vi endelig dreje fra motorvejen. Glæden varede dog kort, da det hurtigt viste sig, at et større opbud af blå blink , samt en lastvogn og en knust personbil, spærrede vejen. Der var ikke andet at gøre, end at vende rundt og køre tilbage på motorvejen igen. Vi tog afkørslen ved Sdr. Borup, hvor vi desuden kunne få tanket.
Klokken blev 21.15, før vi omsider kunne låse os ind i et særdeles koldt Enghus. Til gengæld ingen strømudfald denne gang. Vi ringede til børn og bedsteforældre i Nordjylland. Alle havde det godt, men det sneede, hvilket selvfølgelig gav anledning til bekymring for, om Karl og Gustav kunne sættes på et tog i Brønderslev næste dag - og om vi kunne hente dem i Randers. Dertil kom, at vi havde aftalt med forhandleren, at den nye Suzuki Alto skulle hentes - og den gamle lilla afleveres samme dag. Jeg tog fri fra arbejde - der var usikre faktorer nok.
Det viste sig heldigvis at gå godt. På trods af snestorm, kunne Far køre ungerne til Brønderslev. DSB kunne køre toget derfra og til Randers og endelig kunne vi køre til Randers t/r.