Det var mandag og vi skulle nu opleve London på en normal hverdag. Belært af gårsdagens fejlvurdering af Londons bussystem, havde vi besluttet, at vi ville lave en generalprøve på turen til Liverpool Station, hvorfra vi næste dag skulle med tog til Stansted lufthavn. Så var vi forberedt på eventuelle overraskelser.
Således begav vi os med linie 148 til Victoria Station og videre derfra med linie 11 til Liverpool Station. Det gik meget nemt og vi fik igen set meget fra bussen, herunder Trafalgar Square med Nelson statuen. Liverpool Station var også et godt udgangspunkt for vores bytur, da det ligger tæt på City of London. Området er præget af mange og store anlægsarbejder og de nye meget høje glashuse, som hæver sig hundrede af meter over byen.
Vi startede dog på en lille fortovsrestaurant lige uden for stationen, hvor vi fik morgenkaffe og en breadroll, leveret af en kvik og sød pige med humoristisk sans. Vejret var køligt og blæsende, men også solrigt.
Derefter slentrede vi uden en fast destination ind mod centrum. Vi landede først ved The Monument, som er en lille plads i nærheden af Themsen. Her lå Londons offentlige toilet - i hvert fald det eneste vi så. Det bestod af en stor tønde med dør, man kunne betale for at sidde inde i. Sådan en chance lod jeg ikke gå mig forbi. Ordet "disgusting" er nærliggende, når jeg tænker tilbage.
Således en oplevelse rigere gik vi videre. Vi oplevede, hvordan byen var ved at vågne. Flere steder blev der opstillet boder, hvor man kunne købe forskelligt nips, bælter, hatte o.s.v.
Tower of London
Vi endte ved Tower of London. Vi ville blot se stedet udefra for ikke at bruge for meget tid ved en enkelt attraktion. Der var også meget "turistet", og vi kiggede lidt i souvenirbutikker for at finde noget interessant, vi kunne tage med hjem til ungerne - dog uden succes.
Tower er som bekendt blevet brugt som fængsel. Udenfor stod de velkendte Beefeaters, man kender fra Digestive pakker. Tower i sig selv rummer så megen historie og så mange seværdigheder, at man nemt kan bruge en hel dag på det alene. Blot de engelske kronjuveler er en attraktion i sig selv, som turister står i lange køer for at se. Det måtte altså blive en anden gang.
Vi gik rundt om slottet og videre over Tower Bridge. Broen er en klapbro. I gamle dage blev klapperne hævet med kraft fra dampmaskiner. Disse maskiner er i dag genstand for en fast udstilling. På sydsiden fandt vi en lille restaurant, hvor vi spiste frokost og lagde planer for den videre færd.
Planen udmøntede sig i, at vi gik langs floden på sydsiden, hvor moderne megahuse og indkøbscentre er skudt op. Det er et arkitektonisk perfekt område, men også lidt kedeligt, når man først er blevet mæt af de store linier. Men vejret var med os - klar blå himmel, og hvor solen var, var der næsten lidt lunt.
En af de mere specielle ting, vi passerede, var spilfirmaet Nintendo. De havde opstillet en stor container, hvor man kunne opleve deres kommende "brilleløse" 3D spillekonsol. Udenfor stod der filmhold og filmede tilskuere og forbipasserende. Overalt hang der skilte, der advarede forbipasserende mod, at man kunne blive filmet. Jeg ser frem til, at Anne eller jeg ender som skabelon for Nintendos nye Mario figur.
Vi passerede Winston Churchill 's War Museum og HMS Belfast. Vi besøgte Hayes Galeria, hvor en speciel skulptur af et fantasiskib ledte tankerne hen på Jules Vernes fortællinger. London Dungeon, blev ikke besøgt, da Anne og rutchebaner er to uforenlige størrelser.
Videre gik det over London Bridge til Nordsiden, hvor Anne besøgte en kaffebar med et skummelt formål. Vi slentrede videre langs nordsiden og videre over Canon Street Bridge til sydsiden igen.
Lambeth
Vi går ofte på jagt i gyder, smøger og på markeder, hvor man kan finde ting, man ikke finder i de traditionelle forretninger. Det havde vi ikke fundet i London endnu. Derfor tog vi et skud i blinde og gik mod Elephant and Castle Shopping Center, som lå 1-2 km. syd for floden. På turen besøgte vi en mindre boghandel og senere passerede vi IT-universitetet. Ellers var der ikke så meget interessant på den tur. Indkøbscenteret var også en skuffelse. Det var meget "etnisk" og kulørte gevandter og turban klæder mig meget dårligt, så det blev et kort besøg.
Uden for spottede vi vore hjemme-bus-rute 148. Vi blev afvist i bussen, da buschaufføren ikke ville tage imod kontanter. Anne måtte derfor ind og købe hovedpinetabletetter for at få lidt småpenge retur. Hun gjorde ekspedienten sur i skralden, da hun betalte med en 20£ seddel for piller, der kostede knapt 1£.
Derefter kunne vi løse billetter i en automat og fik så allernådigst lov til at sige ombord på den næste bus 148.
Buckingham Palace
På grund af træthed var vi var egentlig på vej hjem til hotellet. Ved Victoria Street stod vi alligevel af, da vi undervejs besluttede at besøge Buckingham Palace. Det er et "must see" og vi havde netop opdaget, hvor tæt det lå på vores rute. Men først ville vi forfølge vores ide om at finde et sted, hvor man kunne handle lidt ind.
Igen lykkedes det ikke at finde noget interessant ud over et varehus, hvor vi fik os en kop kaffe. Vi forlod stedet og via Bressenden Pl. gik vi op til slottet.
Lige uden for slottet gik vi bag en tynd- men langhåret mand med 3 børn. Anne - som havde klippet mig før afrejsen - bemærkede mandens "frisure" og sagde til mig "Hvis jeg ikke havde klippet dig, ville du ligne ham foran". Få sekunder senere henvendte en af børnene sig til manden med et klingende "Far!":
Slottet var imponerende og flot. "Ellie", havde desværre låst døren, ellers havde vi da kigget ind. Vi tog i stedet lidt fotos, nød synet af slottet og statuerne ude foran.
Derefter fortsatte vi gennem Sct. James park, hvor vi mødte det, der må være de tammeste egern i verden? Et af dem kravlede op af mit ene ben og satte sig til at gnave i en - heldigvis medbragt - nød! I parken var der også skilte med forbud mod at fodre pelikanerne. Der var dog ingen pelikaner?
Vi passerede Horse Guards Parade og smugkiggede ind i Downing Street, hvor maskinpistolklædte betjente vogtede. Videre gennem Horse Guards Parade, hvor jeg fotograferede Anne sammen med en horseguard i fuld ornat.
Nu var vi endt i nærheden af Trafalgar Square og det flaskeskib, vi havde set fra bussen. Så gik vi videre derop, hvor The National Museum of Arts også fik æren af et kort besøg fra vores side.
Soho
Allerede dagen før havde vi besluttet, at vi ville se Soho. I 60erne og 70erne var det "stedet". Men om det stadig var sådan, vidste vi ikke. Men det skulle da prøves af. Jeg skal love for, det var en oplevelse. Her var der butikker, der levede op til alle forventninger og ønsker, alt lige fra porno, til korkpropper, tatoveringer, russiske millitæruniformer, kildevand og helbredelse kunne købes. Derudover var der utallige små restauranter, der hver så ud til hver især at kunne byde på noget helt specielt.
Selv om mange butikker var ved at lukke, var det hele ganske overvældende. Vi vandrede planløst rundt og i kanten af West End mødte vi Chinatown med lampe guirlander, som måske var der i anledningen af det kinesiske nytår. Området er betagende. De røde og gule farver blandet med guldfarve og utallige dragefigurer, samt lyset fra de mange lamper, skabte en markant stemning. Ja, man forventede næsten, at der skulle være opiumshuler i baggårdene. Uden for restauranterne stod venlige kinesiske værter og værtinder klar til at byde potentielle gæster ind.
Vi gik dog videre og fandt i stedet Restaurant Punjab. Det var den første punjabiske restaurant i England. På væggene var der billeder Lamperne i Chinatownog avisartikler omhandlende stifterens gøren og laden, som de spisende gæster således kunne blive indviet i. Anne fik Pakora og Lamb Madras og jeg fik en omgang Chicken Chat + Lamb Madras. Det hele med rice og garlic bread. Betjeningen var, som den stort set altid er på indiske restauranter, venlig og professionel. Der er til gengæld ikke plads til så meget smalltalk. Alt i alt blev det igen en god mad-oplevelse.
Derefter var vi totalt færdige. Vi var så trætte, at vi næsten ikke kunne rejse os. Benene var ømme af de lange gåture, vi havde præsteret og vores "interne memory" var nærmest kogende af de mange indtryk.
Vi forlod stedet og gik ned mod en stor vej, hvor vi prajede den første og bedste taxa, med det mål at komme hjem til hotellet. Da vi først var kommet ind i bilen, og havde sagt, hvor vi skulle hen, anbefalede chaufføren os i stedet at gå længere ned i byen og tage en anden taxa derfra. Han skulle angiveligt køre en stor omvej for at nå vores hotel. Så det var jo pænt af ham.
Da vi kom hjem, hoppede Anne i et karbad og vi drak en vin, jeg havde købt + en mere, som Anne senere købte i hotellets bar.
Den anden hele dag var slut og igen havde vi fået så meget på opleveren, at det slet ikke var til at rumme. London tilsviner simpelthen sine gæster med oplevelser, fordi den er så intens, som den er. Vi var bare udmattede.