I dag var dagen, hvor vi skulle se legendariske Loch Ness.
Ret tidligt på vejen derop dukkede der pludselig en meget stor skulptur af 2-3 soldater op ude på et mindre bjerg. Der var en parkeringsplads i tilknytning til stedet, så jeg drejede derind,, så vi kunne se lidt nærmere på det og finde ud af, hvad det handlede om. Det viste sig at være et mindesmærke for Rangers der havde været i krig under 2. verdenskrig. 
Der var desuden tilføjet endnu et mindested for de faldne i Afghanistan. Pårørende havde opstillet billeder og mindetavler for de unge mennesker - det var ganske gribende. Det var dog ikke forbeholdt soldater der er døde i kamp. Der var også mindetavler over nogle af de soldater der havde kæmpet unde 2. verdenskrig, men var døde senere af mere naturlige årsager.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor vi danskere ikke kan udvise større respekt for vores faldne. Skotterne giver deres soldater og pårørende et sted, midt i deres måske allersmukkeste natur, hvor de kan hædre dem. Det ville svare til, at vi f.eks. placerede et mindesmærke på Himmelbjerget med udsigt over Mossø - så meget gør de. Hvad gør vi?
Vi forlod stedet - glade for at vi også fik den oplevelse. Ungerne fornemmede også stemningen og alvoren bag. Det er slet ikke usundt.
Turen fortsatte i ekstremt smukke omgivelser. Bjergene, dalene og søerne - eller som de siger Ben, Glen og Loch - det hele akkompagneret af efterårets gule, røde og brune farver. Skotland er nærmest skåret tværs over af en sprække, der strækker sig fra Fort William i sydvest mod Inverness i nordøst. Sprækken danner flere søer, hvoraf den ene er Loch Ness. Søerne er forbundne med kanaler og sluser, så det er muligt at sejle tværs gennem landet - dog kun for mindre både. I starten kørte vi langs Loch Lochy. Den er som Loch Ness en dyb sø med sort stillestående vand, der gennem tiden i menneskers fantasi har skabt myter om monstre og uhygge. Det er ganske betagende at se vandet ligge som et fejlfrit spejl og skabe en dobbelt verden på den modsatte bred.
Når vejen langs Loch Lochy slipper op, fortsætter man i en ådal mod Fort Augustus, der ligger ved Loch Ness sydlige ende. Her ligger der et større sluseanlæg og der er rimelige muligheder for at få lidt at spise. Vi fortsatte gennem byen og ankom til slottet Urquhart kort tid derefter.
Slottet Urquhart - er en af 3 markante skotske ruiner og slotte - , Edinburgh Castle er den anden og Stirling Castle den tredie. Gustav var ikke rigtigt i humør. Karl havde ondt i halsen, så det gik jo forrygende. Vi købte et turpas til slottene, så kunne vi se alle tre slotte for en pris der ville være billigere, end hvis vi købte biletter 2 steder. Vi vidste, at vi skulle til Edinburgh, så det var helt oplagt.
Vejret var flot. Det var gråt og let blæsende og enkelte byger kom forbi.Vi begav os ned på ruinen, der lå spektakulært ved søens stejle bred. Ruinen er en ruin, fordi ejeren selv fyldte den med krudt og sprængte den. Den er imponerende at se og man kan ikke undgå at lade fantasien løbe afsted og skabe indre billeder af blodigt slag og udpinende belejringer. Da vi havde set ruinene gik vi op til turistcenteret, der ligger et stykke derfra. Her fandt vi bl.a. en souvenirbutik med alskens ting og ragelse. Skotterne er fantastisk dygtige til at skabe interesse for deres historie, som i realiteten slet ikke er så interessant. Karl fandt f.eks. ud af at Mac betyder søn. Så de fængenede klannavne er blot skotsk for JenSøn, NielsSøn, JørgenSøn o.s.v. Skotterne bruger det til at lokke turister til og sælger bøger om hver slægt. Så opfindsomme er vi bare ikke. :)
Der var også en biograf, hvor man viste en film der forklarede ruinens historie. Som nævnt var det ejerslægten selv (Grant), der sprængte den til ukendelighed. Biografoplevelsen var en enorm oplevelse, ikke mindst fordi showet blev afsluttet med, at biograflærredet blev rullet til side, og derefter blev gardinerne trukket fra et panoramavindue der strakte sig i hele biografens bredde, og åbenbarede en helt fantastisk udsigt ud over ruinen, med Loch Ness i baggrunden.
Efter den oplevelse var det svært at finde noget, der kunne måle sig med det. Ved søen ligger der diverse Loch Ness Monster centre. Dem vi så og passerede virkede alle sammen lidt forfaldne og uinteressante. Vi besøgte et enkelt sted, hvor der stort set kun var en souvenirbutik og sådan en havde vi jo lige set på ruinen, så det var der heller ikke meget ved.
Derfor kørte vi tilbage til Fort Augustus i håb om at finde et sted, hvor vi kunne få en omgang Fish and Chips. Der var ikke meget, der var åbent, men vi fandt - rettere Gustav fandt gennem "japanerpejling" - en lille restaurant med en meget koncentreret og stilfærdigt arbejdende servitrice og fransk fjernsyn. Her fik vi alle chips og 3 omgange fisk, med et righoldigt udvalg af "brev-saucer".
Senere gik vi op og kiggede nærmere på sluseanlægget. Der var en del både der skulle igennem. De store porte med elektriske lukkemekanismer og vandet der lukkes fra det ene kammer til det andet, samt bådene der hele tiden skal holdes i ave, for ikke at bumpe ind i hinanden, fanger bare folks opmærksomhed. 
Der er så meget der kan gå galt, så det må man bare se, hvis man er et nysgerrigt menneske og dem var vi mange af den eftermiddag. Ud over dette, var der en "sprællemand" på en af bådene. Han slog saltomortaler og lavede anden akrobatik, mens bådene hævede sig mod det næste kammer.
Det var jo søndag, så selv om der var små forretninger i byen var de fleste dog lukkede.
Hjemturen var mest præget af en sol, der stod meget uheldigt. Den lå næsten på vejen foran, så det var nødvendigt at køre langsomt og med konstant sammenknebne øjne hele vejen hjem.