Onsdag aften da jeg var ved at gå i seng, opdagede jeg, at der kørte et afsnit af Gordon Ramsay's Kitchen Nigthmares på TV2. Jeg synes, det kan være nogle ganske underholdende udsendelser, derfor gav jeg det lige en chance. Afsnittet handlede om en skrantende indisk restaurant i England, der skulle hjælpes på fode af stjernekokken.
Pludselig gik det op for mig, at restauranten lå i Nottingham. Der havde vi jo været på sommerferie. Som om det ikke var nok, så lå restauranten der hed The Curry Lounge ikke mere end 50 meter fra det hotel, vi boede på.
Det blev især sjovt at se på, da de begyndte at vise optagelser ude fra selve byen. Jeg nåede heldigvis at optage udsendelsen.
Næste dag kunne vi alle således sidde herhjemme og genkende stederne derovre. De viste bl.a. "vores gade" og ikke mindst stedet med de "blå regnslag" - Las Iguanas. Restauranten lå på Upper Parliament Street, som var den første gade, vi tågede rundt på i jagten på vores første hotel i England. Det var også her p-huset lå og længere ned det enorme shopping center, hvor vi købte vores GPS.
Endelig er der den lille krølle, at "mad/restauranter/Ramsay" faktisk var et tema for vores sommerferie i 2008. På den måde bandt tv-udsendelsen temaerne på 2 af vores sommerferier sammen.
Efterfølgende er der kommet det ud af det, at vi i efteråret vil til at sætte os ind i indisk mad og forsøge os med at lave nogle af de eksotiske retter. Men mere om det senere.