Hotellet - Days Hotel - befandt sig på en rasteplads. Vi havde nogen vanskelighed med at finde ud af parkeringssystemet, men det lykkedes dog til sidst. Herefter gik vi ind i hotellets forhal. Vi blev mødt af en yngre kvindelig receptionist. En person med en aura, der var en mellemting mellem Countess Dracuella og Snedronningen. Yderst korrekt, men ikke blot antydningen af smil nåede frem til trods for Oles vanlige forsøg på at charmere og være morsom. Vi blev udstyret med en parkeringsbillet, som skulle monteres i bilens forrude.
Vel fremme på værelset besluttede vi, at vi ville køre til lufthavnen og aflevere bilen til AVIS. På den måde ville det være enklere at beregne tidsforbruget i forbindelse med næste dags afrejse. Vi kørte til lufthavnen. De to aldeles nydelige unge AVIS-folk modtog venligt bilen. Den var OK (og de rigelige mågeklatter fra Scarborugh blev end ikke kommenteret). Muligvis manglede der lidt diesel. Vi gik herefter ind i lufthavnsbygningen for om muligt at orientere os på forhånd. Vi ville også gerne have spist, men madudvalget var aldeles uinspirerende. Vi gik derefter ud for at finde en taxa tilbage til hotellet. Taxaer var der såmænd nok af - de ville blot ikke køre med os, førend vi som kunder var blevet behørigt annonceret.
Vi gik tilbage til lufthavnsbygningen, hvor vi bestilte en taxa. Nu udstyret med navn, nummer og grad returnerede vi til taxaen og fik lov at stige om bord. Taxachaufføren forklarede os, at det besværlige system var opfundet af hensyn til kunderne. Idet bestemmelsessted og pris var givet på forhånd, var chaufføren forhindret i at køre naive og blåøjede turister en unødig omvej.
Vel tilbage på rastepladsen gik vi ind i det tilhørende butiksområde for at finde noget mad. Gustav havde længe ønsket sig at spise på KFC (Kentucky Fried Chicken). Det var ikke nogen rar oplevelse. Vi fik en enorm beholder med panerede og fedtede kyllingestykker samt pommesfrites. Det eneste, der ikke var rigeligt af, var servietter. Ole forsøgte forgæves at skaffe mere papir og til sidst blev fedtet, larmen og madsvineriet os for meget. Vi gik - medbringende en lidt uforklarlig ekstra pose med 6 isbægre, som børnene spiste lidt af på hotellet. Alle var ved at være trætte og stressede. Ingen var desuden blevet rigtig mætte. Anne gik derfor ned og købte lidt mere menneskelig mad i form af brød. En beroligende øl var derimod ikke til at opdrive. Snedronningen oplyste, at alle alkoholiske drikke var bandlyst på engelske rastepladser.
Anne pakkede og trætte gik vi i seng. Dette noget fortyrret af en larmende aircondition og et betragteligt antal fly over hotellet. Adskillige mobiltelefoners og ures alarmer blev sat til kl. 05.00 næste morgen.
Vi brugte kun kort tid på at komme afsted næste morgen. Vi bestilte en taxa og allerede kl. ca. 5.40 var vi i lufthavnen. I god tid skulle man mene, når gaten først lukkede kl. 6.55. Men der var kø overalt, så det endte med at passe meget godt. Med militærisk præcision og taktisk snilde lykkedes det endnu en gang Ole at få os placeret ved nødudgangene. Angiveligt på grund af benpladsen - men man ved jo heller aldrig, hvad der kan ske, og så er det jo bedst at have sin familie i forreste række, "hvis ballonen skulle gå op".
Ryan Airs entertainment gentog sig. En 10-årig dreng, der var den heldige ejer af en Nintendo DS, placerede sig ved siden af Karl og Gustav. Derved fik de omsider lejlighed til at øve deres engelskkundkskaber. Drengens mor sad i modsatte række og hun var efter Karls mening noget striks overfor sine børn, hvilket afstedkom nogen bekymring for drengens ve og vel ("men han så sådan set glad nok ud og havde desuden en Nintendo DS - så helt galt, kunne det nok ikke være"). Vi forklarede lidt om forskellige kulturers opdragelsesmetoder.
Vel hjemme i Tirstrup blev vi mødte af de sædvanlige to ældre, smilende, vennesæle og joviale toldbetjente, som har stået der, så længe jeg har fløjet. Som taget ud af en Olsen Bande film. Man kan ikke lade være med at sammenligne med de maskingevær udstyrede ditto i England. Er vores mon tilstrækkeligt mistænksomme?
Vi hentede den trofaste Suzuki på langtidsparkering og kørte hjem ad. Spændte på, hvordan status var.