Home

Temarejse.com

Torsdag d. 5. juli - Tusseaud og Sealife

Jeg vågnede igen meget tidligt og gik derfor en tur fra morgenstunden. Denne gang i den nordlige del af byen. Vejret var flot med klar blå himmel og en smule dis fra havet. Jeg fik lejlighed til at se nærmere på kystsikringen, der i sandhed var imponerende. Jeg mødte andre morgenduelige især hundeluftere, men også andre mennesker med andre gøremål.

Havfruer har speciel betydning i BlackpoolBlackpool var hærget af en sexualforbryder, mens vi var der, så lokale aviser og nyhedshjemmesider var prydet med "Wanted" overskrifter hen over en fantomtegning. Det er en ret hård by - der blev også begået et mord og et røveri alene i de dage, vi var der og der er altså ikke mere end godt 140.000 indbyggere i byen - lidt mere end der er i Aalborg. Dermed ikke sagt, at det ikke er trygt at være i byen. Jeg vil næsten sige tværtimod. Der er masser af security og politi, når man går rundt derovre. Derudover er folk meget venlige. De hårde miljøer, hvor forbrydelserne sker, havde vi jo ingen kontakt til. Men nyhedsmedierne fortæller jo deres historier og vi oplevede noget andet.

Tilbage på hotellet lavede jeg kaffe til Anne, som stod op og gik med mig ned på vores molebænk, hvor vi nød udsigten mod Isle of Man og Irland sammen.

Kl. 09:00 havde vi også fået mobiliseret ungerne, så vi kunne indtage Hiltons berømmede morgenbord. Det levede bestemt op til forventningerne.

Sådan føler man sig efter morgenmaden på The HiltonEn smilende tjener stod klar, da the Mose family kom ned. "Goodmorning Sir, can I have your room number and name please?". Og kort efter "Have You had lunch at The Hilton before?". Da jeg svarede benægtende på det sidste spørgsmål, fik vi den helt store rundvisning mellem de forskellige retter, der blev udpeget og beskrevet efter alle kunstens regler. Der var alt dog undtagen en vigtig ting - skiveost! Hvad tænker de mon på? Man kan få skumfyldte croissanter, røget laks, stegt sild, løgsalat og alle de mere normale ting, men ingen skiveost, kun de små irriterende røde stearinhjul, der indeholder en "legoost". Det her trak ned Hilton - meget endda - bøvs!

Karl var helt væk. Han er i sandhed alle tag-selv-bordes skræk. Intet må stå uprøvet hen. Da han til sidst rundede af med croissanter og 2 slags cupcakes, var jeg gået død for længst. Vi forlod bordet og fik en venlig hilsen fra overtjeneren, da vi gik. Jeg skal love for, vi var kommet på The Hilton.

Vores planer var ændret en smule. Planen var oprindelig, at vi skulle være 5 dage i Blackpool. Anne og jeg var ikke så begejstrede, så vi besluttede, at vi ville koge det ned til 3 dage i stedet for. Men efter forhandling med ungerne, der var vilde med byen, endte vi på et kompromis på 4 dage. Det betød så, at vi skulle finde en overnatning mere i Nottingham. Det hotel vi allerede havde booket, havde ikke et ledigt værelse på det tidspunkt, så vi måtte lidt længere uden for byen på et andet Holliday In. Noget der senere viste sig at være et godt valg. Endelig fik vi også handlet det sidste på plads med Hotels.com og det lille hotel, så der nu var orden i de ting.

Gustav i Little BritainVores første mål på dagen var et besøg hos Madam Tusseaud, der efterhånden findes i alle de store byer i UK og altså også i Blackpool. Med sporvognen fik vi en snak med vores tatoverede konduktør og fik vores dagsration af "Lad".

Jeg værgede mig ved at skulle med ind på voksmuseet, da den slags ikke siger mig så meget. Ungerne, især Gustav, ville partout have mig med? Det viste sig senere, at den primære grund var, at de havde brug for en fotograf.
Jeg gik med og tog et utal af billeder af ungerne sammen med diverse kendte engelsktalende kunstnere og blev også selv foreviget med selveste Kylie Minouge, Lady Gaga og angiveligt Anne og BennyMadonna, der vendte på hovedet fra en pole. De var meget sexede, men deres numser var hårde og kolde, kan jeg oplyse. Anne blev også foreviget sammen med Freddy Mercury. En drøm gik således i opfyldelse. Hun blev også udsat for sexchikane af Benny Hill, og jeg forventede sådan set at se ham jagte hende rundt til den kendte musik fra serien. Han blev desværre stående helt stille. Jeg jagter selv på et senere tidspunkt.

Fra vokskabinettet gik turen videre mod Sealife, der er et vandcenter a la Nordsømuseet o.lign. Her fik vi set alskens fisk og et foredrag omhandlende, at vi mennesker er onde, hvorimod hajer er søde. En vindtunnel havde sin "naturlige" placering i samme forlystelse, så ungerne fik også prøvet at blive blæst igennem i den.

Fælles for vokskabinettet, vandlandet og en del andre steder i byen var, at man med jævne mellemrum mødte fotografer, der stod klar med det helt store udstyr. Herunder diverse hatte, kulisser o.m.a. Når man så forlod forlystelsen, kunne man købe de enkelte fotografier for 20£.

Efter Sealife gik vi videre i turisthelvedet, og endte med at efterlade ungerne i en spillehal, mens vi fandt en lille cafe, hvor der stod borde udenfor i skyggen - af hensyn til mig. Stakkels Anne. Et stykke tid senere dukkede ungerne op og fik også en forfriskning. Vi gik derefter videre ned i en Waterstone (boghandel), hvor Gustav fandt en bog til turen - en teenagethriller. Forretningen havde en hel sektion alene til den kategori.

Det er blevet en tradition, at vi skal have Fish & Chips mindst én gang, når vi besøger England. Således også denne gang. Englænderne er mestre i at lave paneret fisk, så kødet er perfekt. Enhver, der kender til tilberedning af fisk, ved, hvor svært det kan være at ramme den præcise tilberedningstid, så kødet hverken er råt eller gummiagtigt. Jeg har endnu ikke oplevet en tør eller rå fisk i England - ej heller hos de mindste Fish & Chips boder.

Hjemme på hotellet skete der ikke så meget. Faldt i snak med en ældre mand, der også var i Blackpool for første gang i sit liv. Han boede i Manchester og nu ville han ud og opleve verden.
Ellers stod en bilalarm i nabolaget for underholdningen - ja, den blev faktisk ved hele natten og den følgende dag. Jeg undrer mig stadig ovUhm - Fish & Chipser, hvorfor ingen af de nærmeste naboer fik den stoppet?

Anne og jeg endte i hotellets bar, hvor vi nød et par velskænkede fadbamser. Flere gæster kom til, men især ét ægtepar fangede vores opmærksomhed. Kvinden kom rullende ind på en pink el-scooter, der var forsynet med et matchende båthorn.
Forskellige fantasier fyldte mit hoved. Brugte hun mon båthornet, når hun holdt i kø i supermarkedet, eller var det for at komme igennem på stærkt trafikerede fortove? Jeg ved ikke, hvordan jeg selv vil reagere, hvis jeg pludselig hører et højlydt "BÅT" bag mig, og jeg så vender mig og ser, at lyden kommer fra et pink båthorn.

Vi var tilsyneladende blevet hængende lidt for længe, for da vi kom op til ungerne, var de meget bekymrede over, hvor vi dog havde været i næsten 1 time.

Endnu en dag var gået. Blackpool var ved at være passé. Næste morgen ventede Nottingham.

Last Updated (Thursday, 09 August 2012 17:45)

 

Onsdag d. 4. juli - Blackpool

Det var morgen på det lille hotel. Jeg vågnede allerede kl. 7 og morgenmaden blev først serveret kl. 9. Jeg forlod derfor hotellet  og strejfede lidt rundt i den sydlige del af Blackpool. Både for at se på omgivelserne og derudover også bare for at få tiden til at gå. Selv om jeg aldrig nogensinde havde været i byen før, så kendte jeg alligevel nogle af gaderne. Det var Google Maps fortjeneste.
Få hundrede meter fra hotellet lå en megastor forlystelsespark, der får Tivoli, Bakken og diverse sommerlande til at ligne små parklignende legepladser. The Big Dipper (en enorm rutsjebane) rejste sig truende inde bag indhegningen. Omkring hele parken lå der et væld af boder, hvorfra der i dagtimerne sælges is, pølser, burgere, souvenirs og meget andet. Det hele virker lidt slidt. Hvor Las Vegas har et glimmerudseende, har Blackpool, der på mange måder byder på de samme typer forlystelser, et mere oldstyle træ/tjære/maling-look, hvis det giver mening.

Det enorme moleanlæg Byen ligger langs kysten mod Irland. Kystlinien er markeret med en mange kilometer lang betonmur, hvorfra der strækker sig 3 markante piers ud i vandet: The Southern -, the Middle -, and the Northern Pier. De er alle funderet  på enorme og markante trækonstruktioner, der er banket ned i havbunden. På de to første piers er der forlystelser i form af små tivoliparker og på den sidste - Northern Pier - er der musikhus/festivalplads.
Langs kysten løber en stor vej, der danner hovedfærdselsåren i byen og parallelt med den løber byens 1 mia. kroners nyrenoverede sporvognsbane med moderne togsæt fra Bombardiers. Lidt ærgerligt, at de i april udskiftede de gamle dobbeltdækkere med disse nye tog. Jeg vil gerne have prøvet at køre i dobbeltdækkersporvogn.

Hjemme på hotellet var Anne vågnet - efter jeg havde brygget kaffe og serveret den på morgenkvisten. Vi snakkede om, hvorvidt vi kunne klare yderligere 4 overnatninger på det lille værelse. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke kunne lade sig gøre. Samtidig stod vi så også med det problem, at værterne jo lever af deres gæster. Havde det været en stor kæde, eller blot et hotel med mange værelser, havde vi ikke spekuleret så meget i det.  Men her var der jo tale om et lille hotel med få værelser og et hårdtarbejdende par, der sikkert kæmper en daglig kamp for at få tingene til at hænge sammen. Vi havde booket 5 overnatninger og havde nu besluttet at finde et alternativ. På den måde ville vores værtspar miste penge på vores ubeslutsomhed.
Med hotels.com fandt vi hurtigt et værelse i byen, hvor der var mere plads. Det var på Hilton, der lå lidt nordligere end the Northern Pier.

Kl. 09 blev der serveret traditionel engelsk morgenmad bestående af kaffe/te, toast, spejlæg/scrambled eggs, skinke, pølser, baked beans, juice o.s.v. Det var vores vært, der stod for tilberedningen, som absolut var i orden. Der var kun én gæst på hotellet foruden os, så meget skulle sættes i sving bare af hensyn til os.

Små forhold til 4Da vi havde spist, snakkede jeg med Shirleys mand om vores problem. Han blev rigtig ked af det - nok især det, at vi havde valgt et andet hotel. Snakken faldt hurtigt på pengesiden, som er ret svær at overskue, fordi hotels.com også er en del af menageriet. Vi blev enige om at pakke tingene ud i bilen og vente på, at Shirley dukkede op - det var trods alt hende, der stod for det administrative. Det viste sig, at hun var gået i banken, så vi måtte vente lidt tid. Senere gik det op for os, at hun var nede for at hente kontanter, så hun kunne tilbagebetale os penge. Vi havde forudbetalt hotellet gennem hotels.com, men hotellerne får først deres del af betalingen næsten 1 måned efter opholdet.
Da vi kort efter stod inde i baren og snakkede med Shirley, ville hun således til at betale os 4 overnatninger tilbage, hvilket vi dog afviste. Det var lidt den omvendte verden, men vi pressede på, for at vi delte de sidste dage, så vi blot aflyste 2 overnatninger. Derudover ville vi klare det gennem hotels.com, så der ikke skulle "flyde" kontanter mellem Shirley og os.

Værtsparret var lettede over den udgang, selv om de også var kede af, at vi forlod stedet på den måde. Ungerne var kede af at skuffe værterne - det snakkede de en del om på turen. Men vi kom ud af det på en ordentlig måde, som alle kunne være tilfredse med.

Skal jeg til Blackpool igen, vil jeg meget gerne bo hos Shirley og hendes mand, der var nogle meget søde mennesker. Jeg vil helt sikkert leje 2 værelser næste gang, hvis Anne og ungerne er med.

Vi måtte videre og det tog os ikke lang tid at finde det langt mere "forkromede" Hilton Hotel i den nordlige del af byen. Der var en helt anden anden kommerciel stemning over det sted. Første møde var parkeringspladsen, som vi skulle betale ekstra for. Dernæst fik vi et værelse på 7. etage, hvor en af ekstrasengene var alt for lille. Fik et nyt værelse på 3. etage uden ekstrasenge, men til gengæld en baby/kravlegårdsseng. Drengene var ikke helt tilfredse med udsigten til at dele sådan en, så igen måtte vi have fat i receptionen. Problemet blev hurtigt løst og så var vi til gengæld installeret på et godt hotel med plads nok til os 4.

Jeg gik i gang med at fikse de 2 udløbne, men dog nyindkøbte telekort. Det ene kom til at virke efter telefonisk support fra T-Mobile, hvorimod det andet var så gammelt, at det ikke kunne reddes, så det kunne bare skrottes. Vi måtte købe et nyt til Anne eller Gustav i Blackpool.

Enormt tivoliKl. 13:30 tog vi med sporvognen til Pleasure Beach. Den forlystelsespark, jeg havde kigget på om morgenen. Sporvognen fungerede helt efter det gamle princip. Der var en vognfører (konduktør) og en vognstyrer - hvis jeg husker ret om titlerne og ansvar? Man kunne købe et dagkort til 2 voksne og 2 børn for 9 pund, så det blev vores standardbillet i Blackpool. Vi fik også kørt en del ture og kom i bekendtskabs modus med især én konduktør - en overtatoveret ung mand, der konsekvent afsluttede alle sætninger med "Lad" (dreng/ven) - noget der viste, at vi var tæt på Irland -  "Lad". Han var venlig og hade en sjov humor og en af grundene til at han blev opmærksom på os var, at drengene på et tidspunkt, da der kom et ældre gangbesværet par ind i den fyldte vogn, straks rejste sig og overlod deres pladser til dem. Pludselig var vi i samtale med alle vores medpassagerer og vi blev altså ikke glemt af vores konduktør - "Lad". Godt gået drenge - "Lad".

Ankommet til Pleasure Beach skulle vi nu vælge mellem utallige kombinationer af billetter og turbånd. Vi endte med at købe adgang til parken uden at betale for forlystelser. Billetter kunne vi senere købe i parken.

Da vi skulle ind i parken, blev vi kontrolleret, som skulle vi om bord på et fly. Vi måtte åbne tasker og tømme lommer, gå gennem metaldetektorer o.s.v. Der er meget terrorsikring i UK, og det her var et eksempel på, hvor påpasselige man er.

Springvandet i Pleasure BeachDa vi slap gennem kontrollen gik vi lidt rundt og Gustav var ved at gå til over de utallige tilbud om rutscheture, gys, spil o.s.v. Nede foran spøgelsestoget gjorde vi holdt og lagde en strategi for besøget. Drengene kunne gå frit rundt og bruge de penge, de havde til rådighed. Anne og jeg gik ned og fandt et bord på et torv, hvor vi kunne få en cola. Vejret var pænt, men med enkelte byger. Ude på den centrale del af pladsen var der et springvand, hvor man kunne gå mellem vandstrålerne. Der var ikke noget bassin. Vandet "forsvandt" gennem fliserne, der var fyldt med huller, så børn og andre vandglade kunne løbe rundt mellem de mange stråler. Ca. hver time begyndte en egentlig vandpantomime, hvor springvandet akkompagneret af musik og lyseffekter begyndte at variere strålernes højde. Da de begyndte med et Michael Jackson nummer, forlod vi stedet og gik videre ind i den enorme park.

Der var ikke så forfærdelig mange mennesker i parken. Skolernes sommerferie begynder først 2 uger senere i England, men skotter og andre folk holder ferie tidligere, og det var nok dem, der gjorde, at vi ikke var de eneste i parken. Vi mødtes sporadisk med ungerne de følgende 3-4 timer. Gustav var begejstret for forlystelserne. Turene var længere, end dem vi oplever i Danmark, simpelthen fordi forlystelserne bare er større. Spøgelsestoget som eksempel tog 5-10 minutter, hvor noget lignende i et dansk tivoli måske kun tager 1-2 minutter - i følge Gustav.Fornemme sko

Ungerne havde det herligt, hvorimod Anne og jeg mest sad foran et toilet og betragtede de andre besøgende. Klientellet i Blackpool er helt afgjort "working class". Man skal huske på, at de store traditionelle arbejderbyer Manchester, Liverpool og Birmingham ligger lige syd for byen. Blackpool er en magnet for mennesker herfra, der vil have et afbræk fra en hård dagligdag.
Byen rummer også mange paradokser. Et eksempel på dette var en deprimeret udseende ballonsælger i Pleasure Beach. Han vandrede rundt i timevis og jeg så ham ikke sælge så meget som bare én ballon. På et tidspunkt fangede mit blik hans sko og det var tydeligvis et par Prada sko. Sådan noget sætter fantasien i gang. Sælger han balloner for at købe sine drømmesko, tjener han penge på anden vis, siden han har råd til den slags,  er skoene overhovedet ægte...?

That boy did it!Fra Pleasure Beach gik det med sporvognen mod Center Pier. Vi gik lidt planløst op mod byen og ramte endnu et  spillested. Ungerne ville lige prøve en automat, hvor de kunne skubbe bægre med forskellige pundsedler ned i en grav, som man derefter kunne samle op. Karl havde øje på et bæger med en 20£ seddel og bingo - snuppede han den. Det begejstrede ikke kun os, men også en ældre mand, der jublede "Look - that boy did it - he took the  20 pound!", eller noget i den stil - han var helt oppe i skyerne.

Efter lidt snak og begejstring gik vi videre og handlede livsnødvendigheder i en Poundworld - herunder barbergrej, vand og en havelampe. Videre til et shoppingcenter, hvor vi købte et telekort til Anne eller Gustav. Da centeret lukkede, kiggede vi ind hos en second hand computer/gadgetshop - et eldorado for tech-gale.

Sulten begyndte at trænge sig på, så vi gik videre i håb om at finde godt spisested. Blackpool har mange forlystelser og man kan få masser af mad. Burgere, Fish and Chips og andet fastfood kan købes overalt i byen. Reelle restauranter er der til gengæld ikke mange af. Derfor tog det også lidt tid før vi endelig fandt Toast, et rigtigt spisested, der dog også - som alle andre steder i byen - tilbød Fish and Chips.

Efter en god og dyr middag på Toast gik vi ned og tog sporvognen hjem til The Hilton. Ved stoppestedet var en ældre og fuld dame ved at falde ned på sporet. Hun blev dog reddet af sine 2 kavalerer, der var næsten lige så beduggede. I glasskuret sad en dreng på vel 8 år med sin lillesøster på vel 1 år i armene. Endnu en søster på 3-4 år græd, mens de talte med en kvinde. Det viste sig, at børnenes mor var forsvundet. Kvinden havde alarmeret politiet og kort efter kom flere politibiler og ambulancer kørende med fuld udrykning. De kørte forbi skuret og ned til en plads ved pieren. Jeg gik over og fik fat i en kvindelig betjent, der kom op og tog sig af børnene og fik dem gelejdet ned til en politibil/ambulance. Men der var mere dramatik. En del politibiler var nede ved stranden, hvor der var ebbe. Kort efter kom de op med en kvinde i håndjern, som senere blev låst inde i bølleburet bag i en politibil. Vi gættede på, at det var moderen. Faderen var blevet tilkaldt  og han fik ansvaret for ungerne. Da sporvognen kom, steg han på sammen med os og kørte nordpå med børnene. Det var meget mærkeligt og bekymrende, men vi anede ikke, hvad det handlede om og vi kunne alligevel ikke gøre hverken fra eller til.

Tilbage på hotellet fiksede jeg Gustavs telefon og derefter gik vi alle trætte i seng

Last Updated (Sunday, 15 July 2012 09:55)

 

Tirsdag d. 3. juli - afrejse og ankomst

Så oprandt dagen. Ungernes og vores ferie begyndte i fredags, så vi havde kun en kort forberedelsesperiode i år. Sidste år havde ungerne ferie en uge tidligere - så det var lidt af et eksperiment.

Vi kørte hjemmefra kl. 08:30 og ankom til Tirstrup ca. kl. 9. Vejret var flot med blå himKlar til afgang - også i årmel. Afleverede de nøje afvejede kufferter og passerede check-in og told uden problemer. Anne, som den sidste i rækken, fik en hilsen fra tolderen: "Det var så den sidste Mose".

Lidt overraskende blev vi kaldt ud til flyet meget tidligere i år. Anne og ungerne var på toilet og i kiosk for at købe blade. Kioskbesøget måtte afbrydes. Jeg stod alene med 4 styk håndbagage, men heldigvis dukkede Gustav op og vi kom på plads i køen.
Der var dog reelt set ingen grund til stress. Vi havde faste sæder - men man bliver alligevel ramt af "stressen", når først udkaldet kommer og alle begynder at finde deres pladser.

På plads i flyet, sad jeg alene på 1. række og de 3 andre på 2. Min sidemand var også en stor mand, som det snart viste sig, at jeg havde mere til fælles med. Vi snakkede godt sammen om London, England og gamle dage. Inden længe fandt vi ud af, at vi begge var årgang 1959 - den bedste årgang af dem alle. Han kom også fra en lille by på landet - godt nok på Lolland -  men vi havde meget at snakke om. Hans medrejsende havde også "flashet" en mulepose, jeg ikke har set i årevis. Det var et råhvidt eksemplar påtrykt teksten "Atomkraft Nej Tak!" under en tegning af en smilende sol. Så jeg havde på forhånd en mistanke om, at vi nok levede i nogenlunde samme tidsboble.

Snakken gik om Puch Maxi, Velo Solex, islændere (trøjerne), lanciers o.m.a. Under det hele kom det så også frem, at han/de var på en "kort inspirationsrejse" til London. Han var billedkunstner og rektor for kunstakademiet i Århus. Det var ganske hyggeligt og turen gik for en gang skyld meget hurtig.

På grund af vores reserverede pladser på de første rækker var vi også de første, der forlod flyet. Det betød også, at turen gennem det engelske toldsystem gik uhyre let. Ingen kø - ingen venten.

Anne fik igen opmærksomhed - nu også fra fra den engelske tolder. Han kiggede i hendes pas og derefter på hende og sagde; "Your hair is different... It's better now". Hun er jo også en fryd for øjet, hvilket vi også blev bekræftet i senere på turen.

Hos Hetz afhentede vi den lejede bil. Vi forlængede perioden, så vi havde bil under hele turen. Planen havde egentligt været at aflevere den et par dage før for at spare penge. Når man lejer via nettet, får man indtryk af, at man kun kan forsikre for hele uger - og det koster altså kassen. Når man derimod først står ved skranken, kan alt pludselig lade sig gøre.

Bilen var en lækker, ny Nissan Juke diesel med alle mulige faciliteter, jeg aldrig har oplevet tidligere. Eneste ulempDet lille værelsee var et ret begrænset bagagerum til vores to kufferter og 4 håndbagagekufferter. Personalet havde, sikkert med håb om udlejning af en større bil, forsikret os om, at det ville være en umulighed. Med lidt snilde og en del kræfter fandt vi dog alligevel den nødvendige plads i køretøjet.

Noget af det smarteste ved bilen var et LCD-display, der blev brugt til 3 forskellige funktioner. Dels blev det brugt til at vise oplysninger om radiofrekvenser, lydstyrke o.s.v. Dels blev det brugt til den integrerede GPS og endelig, når bilen blev sat i bakgear, var det et bakkekamera. Det var bare genialt udnyttet. Jeg vil have en Nissan Juke! Endelig var den nemlig også fantastisk at køre i og den ser så godt ud, at selv den racerbilsfascinerede Gustav var vild med udseendet.

Kun 4-5 km. fra lufthavnen ligger den lille by Bishop's Stortfort. Her kørte vi ind for at købe de telekort, vi fik brug for på turen. Takket være 2 GPSer fandt vi frem uden problemer. Det eneste problem var at finde en P-plads i nærheden af den lokale T-Mobile shop. Jeg parkerede "smart" og forlod bilen for at købe kortene hos det, der snart viste sig at være en meget ineffektiv sælger. Anne kom kort efter løbende og fortalte, at hun og ungerne blev truet af en kvindelig parkeringsvagt. Jeg løb med tilbage og flyttede bilen til en ny "smart" plads. Derefter vendte jeg tilbage til den sløve sælger, hvorefter vagten dukkede op igen ude hos Anne. Jeg nåede heldigvis tilbage, før hun påførte os en velkomstsalut i form af bøder, dæklås og transportgebyrer. Hvilken start på turen. Senere skulle det også vise sig, at 2 af de 5 indkøbte telekort slet ikke duede.

BlackpoolVæk fra trusler og stærke, uniformerede kvinder i stramtsiddende nederdele, der ville riste min røv - en anden gang måske. Vi kørte ad A14 med retning mod Birmingham, Manchester og Liverpool. Gustav fiksede mobilkortene på bagsædet, så vi nu kunne komme i kontakt med hinanden og ungerne dermed kunne vandre frit, hvor vi gjorde ophold.

Efter ca. 100 km. kørte vi ind på en rasteplads, hvor vi handlede sandwich og sodavand. Der var omkring 300 km. til destinationen, så det blev også til yderligere et par stop på turen, hvor vi bl.a. hævede kontanter (Stafford). På M6 var der et vejarbejde i gang ved Birmingham, dog ikke noget, der forsinkede os væsentligt.
Et par timer før ankomst sendte jeg en email til Shirley - vores værtinde på Holmeleigh Hotel i Blackpool - for at advisere hende om vores ankomst.

Vi ankom til hotellet uden problemer. Shirley tog imod og ledte os ind på husets parkeringsplads gennem en meget smal port. Vi blev vist op på et meget lille værelse på 1. sal. Der var 4 senge, hvoraf 2 var køjesenge. Der var stort set ingen gulvplads, så det var meget klaustrofobiske forhold. Vi var bare for trætte til at forsøge at forandre tingene, så vi flyttede kufferterne ind.

Ned i baren hvor ungerne fik Irn Bru og Anne og jeg fik en øl. Her hilste vi også på Shirleys mand, der orienterede os om tidspunktet for morgenmad mellem kl. 09:00 og 09:30. Både Shirley og hendes mand var meget søde og venlige og de fortalte os lidt om byen og de muligheder, der var. Deres lille hotel var et af mange små hoteller, der var indrettet til den massive strøm af turister, der kommer til byen hvert år i sæsonen. Sæsonen tager sin begyndelse midt i juli måned, når de engelske skoler begynder ferien.

Vi tog ned til byen med byens sporvognslinje, der følger kysten helt op nordpå til et færgeleje, hvor man kan sejle til legendariske Isle of Man. Der skulle vi ikke ud, så vi stod af i byen og fandt en Bella Italia.
Pirate BayTjeneren var en sød ældre dame, der reddede mig fra at bestille en "low fat" pizza. I UK har man angiveligt markeret retterne på menukortene med forskellige symboler af hensyn til folk med diverse allergier, sygdomme og altså også fedmeproblemer. Jeg havde uvidende om dette, valgt en pizza, der skulle kunne redde tykke mennesker fra døden. Vores kære tjener gjorde uden omsvøb opmærksom på, at den altså også smagte elendigt og at jeg bestemt ikke havde behov for den slags. I stedet fik jeg så en anden med rigelig ost, pepperoni og andet godt. Senere jokkede hun mig over foden og gjorde os opmærksom på, at det udelukkende var for at lægge an på mig. Så var tonen lagt.

Blackpool er fyldt med forlystelser og ungerne blev fanget med det samme. Udskårne skeletter med pirathatte og blinkende lys i kraniehuler trak dem ind på "The Pirate Bay" - et enormt sted med spillemaskiner for enhver ludoman og andet godtfolk. De skød, myrdede, ræsede, fløj, kranede efter dyr o.m.a.  En lille togbane i hallens loft blev også prøvet. Man fik sit eget lille piratskib, der kørte på skinner, hvorfra man havde udsigt over alle hallens blinkende forlystelser. Herfra kunne man så skyde bestemte mål og opnå point, hvis ikke synsoplevelsen var nok. Jeg fik også lokket Anne med, der dog brugte det meste af tiden på at lufte sin skepsis over konstruktionen af de angiveligt alt for spinkle skinner.

Vi trak meget utilfredse børn ud af hallen, hvorefter turen gik hjemad med sporvognen mod The Holmeleigh Hotels små ramme, hvor vi blev flettet i seng.

Sikke en dag

Last Updated (Sunday, 15 July 2012 09:58)

 

Sommer 2012 - Det vestlige England

Så blev årets sommerferie lagt i faste rammer.

Årets Tema er spas og pjat, med et strejf af nysgerrighed og nostalgi

Vi flyver fra Århus til Stansted, hvor vi lejer en bil og kører til Blackpool i det vestlige England. Blackpool er kendt som et bingo/banko sted, med masser af forlystelser og sjove ting. Her overnatter vi i 5 dage på et lille hotel, der ligger oven på en restaurant i den centrale del af byen - tæt på stranden.

Jeg håber, vi får tid til at tage en tur til The Lake District - Englands største naturpark. Det ligger ca. 1 times kørsel fra Blackpool og skulle være et besøg værd. Måske bliver der også tid til at besøge Manchester eller Liverpool.

Efter 5 dage kører vi til en u-udtalelig by i Wales - alene fordi vi gerne vil se, hvad Wales er. Det er et selvstændigt land, der bl.a. udemærker sig ved at have verdensrekorden i det længste butiksnavn og Europas længste bynavn (Llanfair­pwllgwyn­gyllgo­gerychwyrn­drobwll­llanty­silio­gogogoch). Duffy, Tom Jones og Anthony Hopkins kommer alle fra Wales.

Efter Wales kører vi til Nottingham, hvor vi bl.a. skal besøge The Curry Lounge - en i familien legendarisk restaurant. Bordet er booket til kl. 18:00. :)

Vi overnatter på samme hotel, vi boede på for 2 år siden.

Dagen efter forlader vi Nottingham og kører tilbage til Stansted, hvor vi afleverer bilen og overnatter på Radisson, før vi tager morgenflyet tilbage til Danmark 10 dage efter ankomst.

Hold k..., hvor jeg allerede glæder "os".


Opdateret lørdag d. 26. maj 2012.

Vi fik lidt problemer med at finde et godt bud på et hotel i Wales. Der er ikke så mange hoteller at vælge imellem på Hotels.com i det område, vi gerne ville besøge. Derudover får man indtryk af, at det kan være svært at få forbindelse til Internettet, når man læser anmeldelserne. Det går bare ikke. :)

I stedet valgte vi at satse på Cambridge. Så ved at omrokere lidt på de forskellige reservationer af hoteller, bil, og bordbestilling, endte turen med følgende rammer.

Dag 1-5. Blackpool.

Dag 6: Nottingham:

Dag 7-8: Cambridge

Dag 9: Stansted

Ferien er allerede begyndt på en måde. Torsdag aften dukkede der en email op fra det hotel vi har booket i Blackpool. Det var indehaveren, der spurgte, om vi ville få brug for en parkeringsplads og derudover ønskede at hilse på. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi har valgt hotellet, fordi vi alle synes om det ved første øjekast og derudover fordi, det har nogle rigtigt flotte anmeldelser. Jeg synes allerede det virker lovende. Det var rent ud sagt pænt gjort af dem, at tænke på det, for jeg havde ingen forventning om andet, end at vi måtte lede efter tilfældige parkeringspladser til bilen i Blackpool,

Jeg har også være i kontakt med Raz på The Curry Lounge i Nottingham. Vi har bestilt bord kl 6pm. - en bestilling vi måtte ændre til en anden dag, da vores rejseplaner blev ændret. (Jeg har også udskrevet menukortet fra deres hjemmeside - Uhm. :)

Ændringen af planerne har også fået betydning for vores økonomi i en positiv retning. Vi har nemlig valgt at være "bilfrie", efter Nottingham. I stedet for at have bilen i Cambridge, kører vi til Stansted og afleverer den efter dag 6. Det betyder, at vi holder os inden for en uges leje og det har stor betydning for lejeprisen - eller rettere forsikringen. Jeg skriver senere et lille rejsetip, der beskriver hvordan. På den måde får vi også en bonus ved, at køre med tog til og fra Cambridge. Det er en kort tur, men det er altid spændende og afslappende at opleve omgivelserne fra et togvindue.

Jeg må erkende, at en vigtig del for mig på ferien, er, at besøge indiske restauranter. Jeg er vild med det indiske køkken. Blandingen af hvidløg, ingefær og koriander går næsten altid igen. Derudover er der utallige variationer af krydderier, afhængigt af den enkelte ret. Desværre deler drengene ikke helt den begejstring. Derfor har jeg da også måttet bedyre, at vi også skal besøge spisesteder der serverer Fish&Chips, Burgers, pizza, barbercue o.a. Det er heller ikke noget problem, da jeg også holder af de ting. Maden er også ofte kun en del af oplevelsen, selve spisestedet er lige så vigtigt. Jeg ved, at Anne stadig søger efter en tilsvarende oplevelse, som hun fik for to år siden, med en langtidsstegt lammekølle/skank på the George and Dragon. Mon ikke vi kan finde noget lignende til hende igen.

Last Updated (Saturday, 26 May 2012 09:18)

 

Sommerferie planlægning

Den 25/3 2012 besluttede Anne og jeg at få begyndt planlægningen af årets sommerferie. Vi er alle 4 glade for England og London var et oplagt valg. Dog vil vi ikke lægge os helt fast på noget, før vi har undersøgt mulighederne til bunds.

Tidspunkter og afrejsested var derfor det eneste, vi i første omgang lagde os fast på. Afgang fra Tirstrup og hjemkomst samme sted, samt booking af hotellet i Stansted dage før afrejsen. Flyet fra Stansted flyver allerede mod Tirstrup kl. 06:30 - eller noget i den stil - derfor SKAL vi bare overnatte på et af lufthavnens hoteller.

Vi har kigget på hotellerne i London og vi vil gerne tættere på centrum i år. Men priserne stiger eksponentiel med den omvendte afstand - altså jo nærmere centrum, jo højere pris.

Et af stederne The Savoy hotel, der bl.a. rummer en Gordon Ramsay restaurant, fik vi tilbudt følgende pris for os fire:

I alt for 8 nætter: DKK 71.807,67

Det var jo gribende og jeg kan da også se, at der er suiter på hotellet, der koster mere end dobbelt så meget - men efter at have læst de (få) negative anmeldelser igennem på Booking.com og konstateret at hotellet ikke lå specielt tæt på centrum, ingen kaffebrygger på værelset og derudover skulle der betales ekstra for wifi, besluttede vi at gå videre i vores søgning.

Jeg kan iøvrigt varmt anbefale at læse anmeldelserne på booking.com - det er god underholdning. De viser for det første, at de fleste der kommenterer, er "fattigrøve" som os, der bare har trang til at "snobbe" i en periode. Det er jo helt ok - hvem har ikke lyst til det i ny og næ - lidt kongelig har man jo ret til at være. Men jeg forestiller mig, hvilket antiklimaks det må være at ankomme på dette opreklamerede hotel og opdage, at stort set alle de andre besøgende også bare er gæster, der virkelig har "vredet læderet" for at få en oplevelse i glamourens verden. De få kendisser der evt. måtte bo der, hænger nok ikke ud i baren, parate til at føre lange samtaler med beundrende mennesker fra alverdens udkanter. :) Nå men læs selv anmeldelserne - det er ret sjovt.

Her følger lige et par eksempler:

---

Et modent par fra Halifax

Savoy breakfast was way, way, way overpriced - £35.00 ............ Service was, of course, excellent but the food was very standard, could have been a 'fry-up' anywhere in the country........... Only it was 10 times more expensive !!!!! Quite a disappointment, unfortunately.
---

Ja,- 350 kroner, for 2 X juice og spejlæg - jeg vil godt lave det for det halve.

---

Familie med små børn fra Surrey

You have to pay for wi-fi which seems ridiculous given how much the room costs! No mobile phone signal at all in our room for either Of our networks. Room very small. Sometimes the doormen/porters didn't get the door for us coming in or going out which was a bit annoying with the pram.
---

Den familie har sikkert betalt 10.000 kroner for værelset for en nat og så  får de en ekstraregning på kr. 100 for internetadgang.  Så kunne de sgu godt åbne døren for dem. :)

---

Modent par fra Wakefield

But the pool was not available because they did not get the chlorine concentration right!

---

Prisen for værelset kunne betale en fultidsansat klor-mand i en uge - så jeg finder kritikken absolut rimelig. :)

---

Og så til sidst - min favorit, der får mig til at overveje, om jeg alligevel har boet på hotellet på et tidspunkt?:

---

It was a bit disappointing to see several groups of scruffily dressed people being admitted to the Savoy Grill when the dress code states "smart casual". I didn't think this would include faded blue-jeans, tired wooly sweaters and t shirts - even if some of those t shirts were covered by old waistcoats. There were also some male guests whose shirt tails were hanging out. Whilst the "homeless" look might currently be a legitimate fashion statement, it detracted significantly from the otherwise upscale ambiance of a very beautiful dining room. Fortunately nobody was shirtless or barefooted. The River Restaurant seemed to run a tighter ship in this regard.

---

Ja, hvad man ikke bliver udsat for - findes der slet ikke fristeder mere, der er forbeholdt, dem der føler sig bedre end alle andre? :)

Nå - Som sagt var intet besluttet og til sammenligning kan man i den samme periode bo i centrum af Manchester, eller Liverpool på et 4-stjernet hotel for en pris på under kr. 7.000,- - altså en 10endedel af prisen på The Savoy - London. :)

Last Updated (Saturday, 28 April 2012 05:44)

 
Nyt fra nær og fjern