Home

Temarejse.com

Søndag d. 8. juli - slottet, gadefejeren, sangeren og Kayal

Første dag i Nottingham. Alle havde sovet dårligt. Drengenes seng var for spinkel, så de rullede sammen i løbet af natten og kunne mærke metalstellet. Vi spiste morgenmad kl. 10. Fin morgenbuffet. Ikke så prangende som i Blackpool, men her var der til gengæld skiveost!

Planen for dagen var, at vi først ville besøge PC World for at se på udbuddet af computere - evGustav, Karl og Robint. ny bærbar til mig og derefter ville vi et smut i Sainsbury for at købe vand til vores videre tur. Når disse praktiske gøremål var på plads, ville vi gå ned i byen og se Nottingham Castle og hvad vi ellers kunne finde i byen. Kl. 18:00 var der bestilt bord på The Curry Lounge.

I PC World savlede ungerne og jeg over de mange udstillede vidundere og jeg var lige ved at købe en bærbar computer. Frygten for overvægt i flyet afholdt mig dog fra at gennemføre det. Men det var ellers et godt tilbud. En drøm af et grafikkort, en af de store AMD processorer, masser af ram og harddisk. Den var let og kostede under kr. 4.000,-!

Videre til Sainsbury, hvor vi hurtigt fandt vand og kiggede os lidt omkring. Anne kiggede på noget typisk engelsk tøj og jeg købte en T-shirt.

Nottingham er en by, som har været besat af Vikinger. Den er én af 5 store borge, som de/vi baserede magten ud fra. Byens navn kommer fra en Saksisk hersker med navnet Snot! I starten hed byen således Snottinghaim eller noget i den stil. Saksere var oprindeligt nordtyskere og jeg kan ikke lade være med at spekulere i navnet.

Jeg forestiller mig, at den saksiske hersker havde et mere borgerligt navn end Snot, f.eks. Wilhelm Jensøn. Wilhelm var enten ofte forkølet, eller også yndede han at snotte på sine fjender. Derfor fik han efter normal dansk/nordtysk skik øgenavnet Snot. På den måde fik Nottingham (Englænderne glemte s'et på et tidspunkt) sit navn - forestiller jeg mig altså...
Ellers er byen kendt for Robin Hood, Nottingham Forrest og for at være en fremmelig by under den industrielle revolution.
Byen er ikke så stor, men med opland tæller den ca. 600.000 indbyggere. På trods af dette virker den lille - lidt som Århus. Byen er kendt for at rumme en af de største koncentrationer af asiater i England - nok især indere og pakistanere, hvilket også afspejles i udvalget i byens restauranter.

Husbådene langs kanalenTilbage på hotellet skiftede jeg til skjorte og slips, da vi jo skulle spise fint om aftenen. Omkring kl. 14 gik vi igen langs kanalen og ind mod byen. I modsætning til dagen før, var der nu højt solskin og luften var varm.

Bådene fra i går lå stadig i kanalen og jeg havde fået ophobet utallige spørgsmål om dem, de der bor i dem og i det hele taget, hvordan systemet fungerer. Derfor forsøgte jeg at komme i snak med en af bådejerne.

Det var en mand på ca. 60 år. Han lignede en tidligere gymnasielærer eller noget i den stil. Han var venlig og fortalte gerne om sin båd. Han fortalte bl.a., at han havde købt sin for 50.000£ for 10 år siden. Prisen varierer en del, afhængigt af udstyr og stand. Han og konen boede i den fuldtids - altså sommer som vinter. I øjeblikket lå de "ufrivilligt" i kanalen. Årsagen var den megen regn, der var kommet den seneste tid. Vandmængderne fik floden Trent til at gå amok. Kanalen ligger som en stille rende i en bue i floden og den er lukket af med sluser i enderne. Bådene kunne ikke sejle ud i den rivende flod, så derfor havde de ligget der - ganske længe endda.
Han fortalte også, at det er muligt at leje både, hvis man skulle få lyst til det. Det har jeg, så det vil jeg kigge på til næste sommer, hvis Anne og ungerne også er interesseret (ellers gør jeg det selv!).

Vi fandt hurtigt slottet vel guidet af diverse skilte og Robin Hood figurer i mange udformninger. Nogle var massive statuer, andre var klippet ud af en hæk. Uden for slottet fandt vi en lille restaurant, hvor vi kunne sidde udenfor og nyde is og en kaffe. Det viste sig dog snart, at det var for varmt, fordi der ikke kunne findes skygge nogetsteds. Vi fortrak derfor op til en isbil, der var opstillet foran indgangen til slottet. Heroppe var der også en mur under et skyggefuldt træ, hvor ungerne og jeg kunne nyde vores is.

Blomsterbede skabte byvåben og logoerDet var jo søndag og slottet var ud over at være en turistattraktion også mål for et motions-/orienteringløb. Det var et "rigtigt" motionsløb, for det var meget kraftige mennesker, der kæmpede sig rundt i parken og op og ned ad byens bakker. Vi var der ikke for at motionere, så vi betalte i stedet for at komme ind i slotsparken. Den var så flot, som den slags nu er i England (læs: perfekte). Hække var klippet og planter var plantet, så de skabte figurer, mønstre og sågar byvåben i parken.

Længere oppe ved slottet var det første, der fangede vores opmærksomhed, skilte, der fortalte om huler under slottet. Man kunne få guidede ture i et gang/hulesystem under slottet. Det var interessant, men i første omgang ville vi tage et kig på selve slottet.

Fra fronten udenfor var der en enestående udsigt over hele byen. Der var opstillet skilte, så man kunne orientere sig og spotte de mest fremtrædende steder i og udenfor bygrænsen. Man kunne se meget langt.

Selve borgen var lidt kedelig. Den var ombygget, brændt ned, smadret og genopbygget flere gange. I dag minder den nok mest om et kulturhus med tykke vægge. Der var dog nogle interessante udstillinger. Specielt én fangede os.

I en sal var der et stort billedgalleri med både gamle og nye malerier. Det var der ikke så meget nyt i. Men lige ved indgangen stod der en speciel reol med 6 tykke plader i forskellige farver. Der var næsten ingen mennesker, så jeg begyndte at rode med pladerne. Ovenover reolen var der et skilt, hvor stod der noget om, at man kunne kombinere dem og skabe musik. Der skete dog ikke noget ved at holde dem sammen. En kustode anbefalede mig at gå en tur med en af pladerne strakt ud fra kroppen. Så opstod magien. Når jeg gik rundt med den gule plade lød der musik fra xylofoner.  Ungerne og Anne snuppede også en plade hver, hvorefter flere instrumenter kom til. Et par japanere kom til, så vi til sidst dannede en "komplet"  sekstet.

Flot udsigt over byen fra slottet.Systemet fungerede på den måde, at der på pladernes overside var der en stor kode, som dem man kender fra diverse tags, der kan læses med mobiltelefoner. I loftet sad der et par kameraer, der aflæste koderne. Det blev så behandlet af en computer, der satte gang i lydanlægget. Sjovt!

Før denne udstilling havde vi set historiske effekter, der stod beskyttede i glasmontre. Der var ophængt små bøger med gættekonkurrencer, for at give det hele mere liv. Det var fint nok.

Ud over dette var der også en udstilling om silke og historien bag. Der kunne vi se gamle kinesiske dragter og vævemetoder - lige noget for 3 drenge! Anne var måske glad nok for det? Det vildeste jeg oplevede under den udstilling, var uenighed om, hvorvidt silken er kommer fra edderkopper, eller en sommerfuglelarver. Ja, selv kvikke børn ved ikke alt her i verden...

Endelig var der også en udstilling af gamle militæruniformer, våben og andet gammelt udstyr til anvendelse i krig. Det fangede til gengæld drengene, der både kendte en del af våbnene fra deres forskellige spil og stillede mig utallige spørgsmål. Lidt af en udfordring, da jeg hverken har deltaget i Boerkrigen, eller ved El-Alamein, hvor udstillingen tidsmæssigt hørte hjemme.

Udenfor igen var det muligt at følge en sti til forskellige hotspots, der sikkert havde sammenhæng til Robin Hood. Det gik aldrig op for os, om det handlede om en "rigtig tur", eller var noget, der var lavet i haven af hensyn til mindre børn.

Vi forlod borgen efter at have undersøgt muligheden for cave-vandring. Det var muligt, men vi skulle vente 1½ time. Det ville vi ikke vente på, så vi forlod stedet.

Gadefejeren forsøgte at gemme sig da kameraet kom fremPå vej ned mod byens centrum blev vi antastet af en gadefejer. For dem der tror, en gadefejer er en gammel slidt mand med en kost lavet af strå, var det ikke det, det handlede om. Nej vi blev antastet af en larmende og stærkt irriterende maskine, der naturligvis skulle feje lige der, hvor vi ventede ved et fodgængerfelt. Da der blev grønt, "forfulgte" den os ud til hellen. På mærkværdig vis kom denne maskine til at få en uhørt stor plads i vores erindringer om denne dag. Ved tilfældighedernes spil dukkede den op utallige gange på vores færd og man kunne ikke undgå at føle sig bare en lille smule forfulgt. Til sidst blev det i hvert fald så påfaldende, at vi bare kunne grine, hver gang den pludselig dukkede op bag et hjørne, fra en kælder, eller andre "tilfældige" steder.

Nede på byens torv var der stadig food-festival. Der var således mange mennesker omkring boderne og på pladsen. En ung pige stod i et telt og "forsøgte" at underholde med forstærket guitar og sang. Det gik ikke så godt. Hun virkede nervøs og gjorde flere underforståede udfald mod publikums manglende begejstring mellem sangene. Helt galt gik det, da hun udfordrede både sig selv og publikum ved at synge en Adele sang. Den eller fantastiske sang, blev barberet ned i såvel toneleje, som tonespænd og til sidst fik hun dræbt enhver medlevende følelse for sangen hos publikum.

Stemning og snacks i NottinghamNår det så er sagt, så er det altid en fornøjelse at være på en solbeskinnet plads, hvor der er mennesker og der spilles musik - næsten uanset kvaliteten. Det er en rigtig ferieoplevelse. Således også denne. Ungerne gik igen for sig selv for at finde noget småt og spiseligt og Anne og jeg delte en lille indonesisk ris-ret. I baggrunden lød der en umiskendelig brummen fra fejemaskinen.

I underholdningsteltet stod der i dag en kendt kok Richard Fox, der fortalte om temaet madspild. Vi mennesker smider angiveligt enorme mængder mad ud hvert år. I følge ham kunne det i sig selv brødføde utallige mennesker, spare en masse på CO2 regnskabet, skåne miljøet, bekæmpe den globale opvarmning, mindske risikoen for utallige sygdomme og meget andet. Med den "viden" er det heller ikke mærkeligt, at han havde stærkt fokus på, at vi altså skal undgå madspild. Jeg er slet ikke uenig, men jeg er godt tilfreds med at gøre det af rent privatøkonomiske årsager. Derfor lyttede jeg da også interesseret til, hvad han kunne fortælle. På mindre en 10 minutter gav han ikke mindre tre gode tip/råd, som både Anne og jeg kunne bruge.

Det ene råd omhandlede, hvordan man kunne forlænge livet på grøntsager, der er ved at blive for gamle. Ved lige at dele dem i grove stykker og blanchere dem forlænger man deres liv som fødeemne i yderligere 5-6 dage. Man stopper nedbrydningen. Friske krydderurter, der er er ved at blive dårlige, kan man rulle ind i et stykke fugtigt køkkenrulle og lægge i en plastpose/film i køleskabet. Så holder de også i yderligere 4-5 dage. Endelig, og det var det mest interessante, viste han, hvordan man kan koge ris på 3 minutter. Jeg har endnu ikke prøvet det, men prøves skal det.

Efter seancen forlod vi pladsen og gik op mod et enormt indkøbscenter, vi også besøgte under vores første besøg i byen for 2 år siden. Efter et par møder med den føromtalte fejemaskine nåede vi frem.

Jeg må ærligt erkende, at centeret var skrumpet en del siden sidst. Det, der den gang virkede som det største, jeg havde oplevet, var nu pludselig endt i en størrelsesorden a la Storcenter Nord eller Bruuns Galleri i Århus.

Der var måske også en naturlig forklaring på fænomenet? Centeret er opbygget i 2 etager og da vi var der første gang, var der helt andre butikstyper på overetagen. Den gang var det, som jeg husker det, et stort rum med utallige boder, der kun var adskilt af tynde vægge og tæpper. Her solgte gamle og ikke-etniske englændere alt lige fra badedyr over tæpper og mobiltelefoner til frisktslagtede geder og oste. Den gang var det nærmest en klaustrofobisk fornemmelse at gå rundt i det, der føltes som en "uendelig" labyrint. Nu var det derimod et center som alle andre.

Vi fik besøgt nogle butikker herunder også en musikbutik. Her ville Gustav kigge på trommesæt. Noget han drømte om at anskaffe, når vi var tilbage i Danmark igen.

Karl nåede også at oplevede det restriktive England. I en spilbutik havde han fundet et spil, han gerne ville købe. Han gik selv ind for at klare det praktiske, mens vi andre var i en forretning, der solgte forklædninger, uniformer og spøg- og skæmteffekter. Lidt senere kom Karl slukøret, flov og pinligt berørt tilbage. Spillet, han ville købe, var kun godkendt til børn over 16 år. Derfor var han blevet afkrævet id-kort, hvilket han naturligvis ikke kunne levere. Så han måtte stille spillet tilbage. Det har jeg endnu aldrig oplevet herhjemme. I England kan butikkerne sikkert straffes for at sælge de forkerte spil til mindreårige?

Til sidst endte vi i en butik, der alene solgte Heavy Metal tøj. Der var masser af seje T-shirts, og også interessante kjoler til piger. Anne hoppede dog ikke med på den galej, så det blev ved et par trøjer til Gustav.

Lukket!Butikkerne var ved at lukke. Det var som bekendt søndag og derfor lukker de "allerede" kl. 16:30. Vi havde bestilt bord kl. 18:00, så vi skulle omsætte lidt tid, før vi gik de 2-300 meter op til Raz. Det blev gjort på en Burger King, hvor vi købte en sodavand og jeg oplevede Englands mest ulækre lokum. Dametoilettet var lukket. Sikkert på grund af manglende rengøring. Mændenes var stadig tilgængeligt, men det var bestemt ikke for svage sjæle at benytte det.

Vi forlod Burger King og bevægede os ad en god omvej op mod the Curry Lounge. Bordet var bestilt for 3-4 måneder siden og jeg var meget spændt på at besøge stedet. Da vi ankom, så der meget mørkt ud derinde. Døren var låst og inde bag en af facadevinduerne var der ophængt et lille skilt med teksten, "Sorry, we are closed", Øv. øv og tre gange øv. Det var en skuffelse.

Det kostede moral hos os alle og det fælles stemningsleje dalede en del. Ikke en gang fejemaskinen, der larmende "sneg" sig forbi i baggrunden, kunne ændre på det.

Vi måtte på jagt i ukendt land og vores erfaringer med det og sultne børn, var ikke gode. Når sulten melder sig hos unge, er den umiddelbare og lettilgængelige restaurant også den mest tillokkende. En Burger King er fuldt på højde med en Noma i en ung drengs bevidsthed, når maven først føles tom.

Ikke desto mindre lykkedes det for os at finde turens suverænt bedste restaurant. Vi gik ganske længe og måtte afvise mange forslag fra ungerne, før den helt rigtige dukkede op. Det var det hele værd.

Overvældende for os - ikke noget at snakke om for KarlRestauranten var specialiseret i sydindisk mad. På kortet kunne vi se, at de slet ikke havde de retter, man traditionelt finder på indiske restauranter. Ingen vindaloo, madras, korma eller lignende.

Restauranten hed Kayal (klik på linket for at se mere). Vi blev godt modtaget og igen henvist til et baglokale - sikkert på grund af børnene - for tøjet var ulasteligt den aften. Restauratører reklamerer helst ikke med børn på "de forreste rækker". Baglokalet fejlede nu heller ikke noget. Vi sad ved et vindue med udsigt ned over et hyggeligt hjørne, der forbandt nogle af Nottinghams små gader. Personalet var meget venligt. Overtjeneren der var iklædt en lang kjortel, sikkert en traditionel klædedragt for hans hjemegn, kom flere gange op til os for at sikre sig, at alt var, som det skulle være. Han var hele tiden smilende og svarede beredvilligt på vores nok mange spørgsmål.

Maden var spændende og smagte fantastisk. Enkelte ting gik trods alt igen fra det "normale" indiske køkken. Således også pappodoms, der er meget tynde brød, som serveres med forskelligt tilbehør/dip før forretterne.

Maden kunne der skrives meget mere om, men jeg vil dog begrænse mig til én ret, der imponerede os alle. Det var en såkaldt Dosa. Det er en enorm pandekage, der er ca. ½ meter i diameter. Den er rullet omkring forskellige former for fyld. Det var Karl, der havde bestilt den, og jeg må erkende, at jeg har aldrig set sådan et monster før. Jeg tror, jeg grinede i 5 minutter over den mega-ret, Karl måtte gå i lag med. I følge ham ser den ud af mere, end den er. Pandekagen er ganske vist enorm, men fyldet er begrænset til "normal" portionsstørrelse. 
Senere på turen gik det op for mig, at en Dosa ikke er så ukendt en ret i Indiske/pakistanske kredse.

Hvor spiste vi godt på Kayal. Ungerne kunne oven i købet runde af med is-dessert, noget der også er en sjældenhed på indiske restauranter. Restauranten skal have 6 ud af 6 mulige traktordæk fra familien Mose.

Efter det besøg gik vi lidt planløst rundt i Nottinghams gader og kiggede på, hvad der nu var at se. Vi ville have en taxa, men vi kunne lige så godt få set os lidt omkring. Vi endte på et lille torv, hvor der tydeligvis var øvelokaler for 2 heavyrock-grupper. Lokalerne lå i 2 bygninger på hver sin side af en gade. Og det tordnede ud med tunge toner og rytmer, som om det var en duel mellem to kampvognshære. Nedenfor stod der en mand udenfor et værtshus og røg en cigaret. Han var helt upåvirket. Han oplever det sikkert hver aften.

Vi prajede en taxa og landede på hotellet. Kort tid efter lå vi på værelset og snakkede, da vi pludselig hørte larm fra en maskine nedenfor. Det gav også et stort dunk i murværket.

Ingen gad rejse sig, for at se hvad det var. Vi vidste det jo alle sammen.

Last Updated (Sunday, 22 July 2012 15:33)

 

Lørdag d. 7. Juli 2012 - catfight

Sædvanen tro stod jeg tidligt op og gik mig en tur. Jeg tjekkede os ud af hotellet, så vi bare kunne køre, når det passede os. I dag skulle vi endelig forlade Blackpool. Ikke sådan at forstå, at det havde været en skidt oplevelse. Snarere tværtimod var det en stor oplevelse, men også meget intensiv og udmattende. Hvis man ikke vil sidde ved spillemaskiner, eller rotere rundt i diverse forlystelser, eller er man den, der gerne vil finde en stille plet i ro og fred, så er Blackpool IKKE stedet. Nu har vi set byen. Ungerne var begejstrede, de ville blive her alle 9 feriedage, hvis det var muligt. Anne og jeg har oplevet det og har ingen planer om at vende tilbage, men sjovt var det alligevel at se det.

Oppe på værelset lavede Anne kaffe og vi gik begge ned i kælderen for at sidde i ro og fred. Her mødte vi en walisisk dame på 35-40 år, som vi faldt i snak med. Vores plan var oprindeligt at besøge Wales, så det var en god lejlighed til at få et par tips til en anden god gang. Hun mente nok, at Wales var et besøg værd, men at det især var kystbyerne, man skulle gå efter. Vi havde forsøgt at finde noget i det indre Wales, blot for at komme væk fra kysten. I følge hende var det ikke der, man bedst kunne opleve regionen. Det ved vi så til næste gang.

Vi hentede ungerne ned til morgenmadseldoradoet. Igen var Karl sidst færdig ved buffeten

Vi pakkede de sidste kufferter ned i bilen og lige da vi rullede ud fra hotellet, mærkede jeg, at jeg måske også burde have taget afsked med et toilet. Jeg valgte dog at ignorere det, hvilket fik dramatiske følger.

Allerede før vi var kommet ud af Blackpool begyndte jeg at få stærke smerter i maveregionen. Naturligvis ligger der ikke P-pladser med toiletter, når man har brug for det. Tværtimod var vi kommet ud på en motorvejsstrækning, hvor de reklamerede for den næste rasteplads om tidligst 30 miles og det afhang endda af, om vi skulle den vej. På daværende tidspunkt vidste vi det ikke.

Der var kun én ting at gøre. Jeg drejede fra ved den først kommende frakørsel, mens koldsveden stod fra panden. Jeg drejede ind i det, der viste sig at være en pæn lille by. Her fandt jeg et å-løb, der var dækket godt med træer. Parkede bilen med lynets hast på en cykelsti og spænede ned mellem træerne med åbenstående bukser og en pakke servietter i hånden.

Derefter faldt der ro over tingene.

Jeg beklager dybt og inderligt og undskylder meget til en lille ukendt engelsk by i det nordvestlige England. Men der findes situationer, hvor vi mennesker ikke har kontrol over os selv. Det må i meget undskylde.

Maveproblemer blev afløst af GPS problemer. Uvidende om, at vi havde lejet en bil med indbygget GPS, havde vi selv medbragt en. Blot for sjov havde vi således gang i 2 GPSer på turen. Det var ganske underholdende. Vi havde en kølig kvinde, der guidede os på vort modersmål og en mere formel, kontant og varmblodet engelsk kvinde.

Efter Blackpool opdagede vi, at begge GPSer slet ikke var opdateret med de veje, vi kørte på. Meldingerne fra de to GPS-kvinder var således meget forskellige. Hvor den ene sagde; "drej til venstre", kommanderede den anden; "turn right". Af og til gik de begge i koma og viste os kørende på ren hvid baggrund mellem de veje. de kendte uden at retlede os.

Det endte i en ren catfight, indtil den engelske dame blev så fornærmet, at hun lukkede i for resten af turen.

DerbyshireJeg har så ikke omtalt den 3. GPS, som sad ved siden af mig iført et gammeldags vejkort og lidt logisk sans Takket være hende fandt vi ret nemt vej ud på den helt rigtige rute. Sidstnævnte vil elske, at jeg nu angiver følgende: Rute: M55, M6, M61, M60, A57, M67, A57 mod Sheffield, A628, A616 over Peak District, M1, frak. 26 ad A610, A6130 og Hotellet. Det var den vej, hun systematisk fandt frem til med vores gammeldags kort og lidt kendskab til solens stilling og tidevandets højde.

Heldigvis kom vi også væk fra motorvejssystemet og fik lejlighed til at køre ind i de små byer ved Derby og nyde naturen i området. Der er et mindre massiv centralt i England, som vi passerede. Vi benyttede også lejligheden til at holde pause på et par smukke lokaliteter. Vi havde ikke så travlt. Der var kun godt 200 km. fra Blackpool til Nottingham, så tiden var ingenlunde vores fjende.

Vi ankom til Nottingham helt uden problemer og vores danske GPS-dame, var ikke stået af. Godt hjulpet af hende gled vi direkte ind på hotellet i Nottingham allerede ca. kl. 12. Der var aflukket P-plads og rigtige dejlige omgivelser med hække og beplantning, ja der stod sågar et par palmer ved indgangen til receptionen.

Normalt kan man først overtage værelser fra. kl. 14, men det skader aldrig at spørge, når man nu er for tidligt på den. 
Det her hotel kommer altid til at stå i min erindring alene af den årsag, at personalet her var så behagelige, som jeg aldrig har oplevet det tidligere på et hotel. Normalt er betjeningen altid ulastelig på hotellerne, men også reserveret, kedelig og overdrevet korrekt. Dog ikke på Holliday In i Nottingham. Selv om det er et pænt stort hotel, var betjeningen meget venlig, smilende og sød.

Da vi kom op på værelset, var drengenes seng endnu ikke lavet, men der var en mand på vej for at rette op på det. Og snart dukkede en kraftig mand på ca. 60 år op. Han var rigtig hyggelig og han snakkede og fortalte og skældte ud på EU, mens fjedre og jernstivere i sengen gav lyde fra sig under hans hårdhændede behandling. En stuepige dukkede op med sengetøjet. Da hun så, at han endnu ikke var færdig, kastede hun sengetøjet på vores seng og gik. "That's not my job!", lød det fra den gamle, men væk var pigen. Således blev vi vidne til, hvordan han baksede med at redde sengene op. Tydeligvis noget han ikke havde gjort længe. Dette alt imens han snakkede om ture til Grækenland og om at EU vil gøre os alle ens. Ungerne var også vilde med ham. Midt i det hele dukkede også en elektriker op, idet vores vandkedel ikke fungerede. Det begyndte at ligne noget fra en gammel Marx-brothers film, men pludselig var vi alene og der opstod en dejlig ro. Der gik dog ikke længe, før ungerne opdagede, at vores nabo var en McDonald's restaurant. Jeg kunne endvidere se, at vi også var genboer til PC World - Englands svar på El Giganten. Ude foran hotellet lå et stort Sainsburys supermarked, så vi var godt dækket ind. Jeg elskede det hotel.

FlodbådeneEn anden fordel ved stedet var, at der kun var15 minutters (smuk) gåtur langs en kanal ind til Nottingham Centrum. Man bor relativt fredeligt, men alligevel meget tæt på, hvor tingene sker.

Det var jo lørdag og derfor måtte vi ind til byen i god tid, da de fleste forretninger lukker allerede kl. 16:30. En hotelportier beskrev vejen ind til byen og kort efter befandt vi os på en dejlig sti langs en kanal, der omkranser byen. I kanalen lå der mange kanalbåde - altså egentlige husbåde, som folk bor i på deltid eller året rundt. De er alle opbygget efter samme princip: Lange og slanke med et aflangt aflukke midtskibs. Hver især er de udstyret og malet, så de har deres eget individuelle udtryk. Det viste sig senere, at ejerne ikke lå her med deres gode vilje - men mere om det "in another afsnit".

Vi slentrede videre og fik også lov til at opleve to af bådene blive sluset ud af kanalen. Det scenarie var i sig selv lidt af en oplevelse. "Slusemesteren" var tilsyneladende indehaver af et værtshus, der lå i tilknytning til kanalen. Så der stod et par øldrikkende gæster og kommenterede tingene, mens han arbejdede med sluseportene. En lille dreng på 5-6 år deltog også i løjerne og halede i rebene. Det passede ikke helt til vores mentalitet, men det så ikke ud til at være første gang, han var med til det. Værtshuset var desuden udstyret med en meget stor og velindrettet rygerpavillion - så meget, at de reklamerede stort med det. Der har de nok fundet en god niche.

Et for os historisk stedVidere op i byen, forbi en buscentral, gennem et indkøbscenter og videre ud på en gågade, der førte op til byens hovedtorv. Her viste det sig, at der var "food-festival", så der var opstillet masser af boder og telte, hvorfra man kunne prøve forskellige retter og specialiteter. Der var også et stort telt, hvor en kvindelig asiatisk kok demonstrerede, hvordan hun tilbereder sine retter. Tilskuerne sad bænket og fulgte opmærksomme med. Den kvindelige kok lavede reklame for en restaurant i byen og uddelte til sidst smagsprøver til de hurtigste gæster.

Drengene købte en "wrap" og Anne og jeg delte en ris-ret. Vi gik videre op i byen for at se et hotel, hvor vi tidligere havde boet. Vi skulle egentlig have boet der igen, men på grund af de Burgersmuglingændrede planer, var vi i stedet blevet henvist til vores nuværende hotel - heldigvis. Da vi nærmede os stedet dukkede minderne frem. Herunder også en historie om blå regnslag, som handler om en tidligere tur i regnvejr i Nottingham. Også i dag kom der nogle hektiske byger en gang imellem og vi måtte søge ly under det gamle hotels udhæng.

Da bygerne var forbi, fortsatte vi ned af Upper Parliament Street, hvor the Curry Lounge ligger. Stedet er en indisk restaurant, som jeg havde glædet mig meget til at besøge. Vi havde for flere måneder siden reserveret bord til den følgende dag. Nu ville vi lige tage et smugkig. Der så lidt lukket ud, men de åbnede så også først et par timer senere.

Træt efter en lang dagVi gik lidt videre og fandt en mere traditionel engelsk restaurant nemlig The Stage, der  samtidig også var et værtshus. Da vi havde ungerne med, blev vi henvist til et baglokale. Det var nu ikke så slemt, da det havde egen udgang og udsigt til en gade bagved.

Vi spiste traditionel engelsk mad. Det var jævnt og godt og servitricen var sød. Da vi var færdige, tog vi en taxa hjem. Ungerne var for trætte til at kunne overskue gåturen hjem.

Vel hjemme slappede vi af på værelset. Anne og jeg gik over til PC World for at tjekke åbningstider med henblik på et besøg den følgende dag. På vej derfra smuttede vi omkring McDonald's og indkøbte burgere og en Spicy Roll for at overraske ungerne, der var ganske tilfredse med det initiativ.

Anne og jeg gik til sidst ned i baren og nød en "pint" i udebaren. Så var det også slut med kræfterne for den dag.

Last Updated (Sunday, 22 July 2012 12:17)

 

Fredag d. 6. juli 2012 - sidste dag i Blackpool

Ole stod som vanligt op op tidligere end vi andre. Denne morgen dog særligt tidligt, idet han havde fået den tanke i hovedet, at den bilalarm, vi havde hørt på hele aftenen jo i princippet Northern Pierkunne være vores egen...Det var det dog heldigvis ikke. Men vel oppe benyttede han lejligheden til at tage en del stemningsfyldte morgenbilleder af Blackpool. Der er noget dagen derpå over de billeder. Blackpool har bestemt stemning. Ikke på grund af stor natur eller arkitektur, men mere hen i retning af cirkus eller tivoli, der ser trist og slidt ud i dagslys.

Også jeg stod op forholdsvis tidligt. Ole lavede som vanligt kaffe. Det er en stor luksus at få kaffe på sengen. Det er nu også en fordel for resten af familien at få fyldt noget kaffe i hovedet på mig. Før to kopper er indtaget er jeg stort set ud af stand til at Den deprimmerede togfører sidder bagest på bænkentænke to tanker i rækkefølge og mit humør er hen ad det stærkt labile. Vi vækkede herefter børnene for at få noget ud af dagen. Det kunne lade sig gøre, fordi  var også kommet pænt tidligt i seng aftenen før. Vi spiste morgenmad allerede klokken 8.30. Tilbage på værelset igen var Ole så udmattet af sin morgenvandring, at han faldt i søvn igen.

Senere på formiddagen tog vi the Tram til endestationen nordpå. På turen talte vi med et venligt ældre ægtepar. Manden fortalte mig bl.a., at man deroppe nordpå lavede de bedste fish and chips i Blackpool og omegn. Det var nemlig sådan, at de var lavet ud af de havfruer, man fangede på stranden om natten...

Ved endestationen gik Ole ud for at ryge og faldt i snak med togføreren, der også sad udenfor og røg. I følge Ole var denne noget deprimeret. Da Ole spurgte ham om de vendte togene, eller skiftede ende, sagde han lavmælt mens han fortsat kiggede udtryksløst ned i asfalten "No, it just goes round and round". Det sidste "round" gav næsten et ekko...

Efter et kort stop tog vi turen retur til Tower. På vej dertil opsøgte vi op til flere telefonbutikker af hensyn til Karl, der står for et snarligt nyindkøb.

Det gyser i en, selv om glasset er tyktVi købte indgangbilletter til Tower. Straks derefter blev vi tilbudt, at man tog vores billede. Men belært af erfaringen takkede vi nej-tak - intet i Blackpool er blotte vennetjenester, regningen venter altid lige om hjørnet. Første attraktion var en 4D-film, hvor vi fulgte en lille pige og hendes familie rundt i Blackpool. En del af dette set fra luften. Derefter tog man en elevator op i toppen af tårnet. Her var den yderste del af gulvarealet lavet af  gennemsigtigt glas. Her kunne man så træde ud og kigge adskillige meter ned på byen under os. En for mig meget ubehagelig oplevelse: Jeg havde under ingen omstændigheder lyst til at træde ud på det glas. Børnene synes jo, at det var meget sjovt. Men hvordan kunne jeg forsvare ikke selv at turde og så lade dem gøre det? Jeg vaklede mellem at skulle selv eller forbyde børnene at gå der. Vel nede igen landede vi i atter et automatland. Ole og ungerne spillede airhockey og vi prøvede nogle automater.

Blackpool DungeonKort pause. Så fandt børnene ud af, at de nu omsider var blevet modne nok til en tur i Blackpool Dungeon. Ole og jeg sad på en bæk uden for og frøs. Begge kameraer løb tør for batterier. Det var lige før, man tænkte: Jeg vil hjem! Ungerne kom tilbage efter en times tid. Turen i Blackpool Dungeon sluttede selvfølgelig i en butik med udgang i automatland... Heldigvis havde drengene haft en god tur.

Vi tog nu atter toget. Først til den modsatte endestation og dernæst retur et stop eller to længere end vores hotel. Vi afsøgte området for velegnede restauranter og der var et par udmærkede bud lige bagved hotellet, selvom de dog først åbnede senere.

Så vi måtte tilbage på hotellet. Ole benyttede atter lejligheden til en lur. Drengene fladede ud med TV og mobiler, så der var ro til, at jeg kunne få pakket vores ting til næste dags afrejse.

Den ser ikke ud af meget, men maden var godVed 18-tiden gik vi over mod restauranten. Vi skulle dog først lige finde et sted at hæve kontanter, da vi var lidt usikre på spisestedet Bombays integritet. Det lykkedes os at finde en hæveautomat i en nærliggende Spar. Restauranten var dog hel fin både interiør-, betjenings-  og madmæssigt. Ole og jeg fik begge Vindaloo. Den var meget stærk, og især Ole havde fornøjelse af chilien i flere dage derefter.

I starten var der kun os fire i restauranten. Det blev der dog senere lavet grundigt om på ved ankomsten af et veloverrislet herre-polterabendselskab, der gjorde os opmærksomme på, at det ville blive "a bit noisy". Gommen ankom i sparkedragt.

Efter maden var vi kun egnede til at traske tilbage til hotellet og gå i seng. Ole og jeg ville dog lige sidde og puste ud uden for hotellet efter en overordentlig lang dag og aften. Så vi sendte børnene alene op på værelset forsynet med et nøglekort.  Gustav kom dog meget hurtigt tilbage igen. Han var nemlig blevet antastet af et hotelpersonale, der havde spurgt ham om, hvad han foretog sig, om han ledte efter noget eller lignende.

 

 

Last Updated (Sunday, 15 July 2012 23:07)

 

Blackpool Dungeon

Efter at have brugt et stykke tid i Blackpool var det blevet tydeligt, at attraktionen Blackpool Tower Dungeon var et 'must', som englænderne siger. Blackpool Tower Dungeon er et slags skuespillerdrevet show, hvor man får at se, hvordan det var at være bonde i England under pesten. I starten havde Gustav og jeg ikke rigtig taget nok mod til os til at prøve turen, men efter at vi forlod Blackpool Tower og så over mod indgangen til Blackpool Dungeon, kunne vi ikke lade være med at spørge, om vi ikke kunne få lov at gå derind.

Indgangen til Blackpool Tower DungeonI køen ind til Blackpool Dungeon blev der afspillet et munkekor, der blev brugt en røgmaskine og en voksdukke stod og brækkede sig ned i en tønde. Et ret skræmmende syn. Da Gustav og jeg havde fået vores billet, skulle vi gå ind i et venterum, hvor en kvindelig nar gik rundt og hilste på folk på en lidt bizar måde. Da jeg vendte ryggen til, sneg hun sig op til mig og sagde med det, der lød som verdens mest skingre stemme: ”Hellllllloooooooo!”, hvilket gav mig noget af et chok. Efter et stykke tid åbnede to døre, som lignede indgangen til en gammeldags elevator. Narren fortalte, at kvinder og børn skulle gå til højre, mens mænd skulle gå til venstre. Gustav og jeg havde fået en voksenbillet, så vi gik til venstre. Narren brugte hele turen i elevatoren på et nedstirre en af mændene. Da turen i elevatoren var færdig, skyndte narren sig til den anden elevator og gav kvinderne og børnene et ordentligt chok ved at råbe.

Efter det blev vi alle ført ind i det, der lignede en undergrundskirke. Der var to mørke vinduer i væggen og i midten stod en munkestatue med et mørklagt ansigt. Men pludselig lyste hans ansigt op. Han begyndte at fortælle om, hvordan pesten var guds straf. Mens han talte blev de to vinduer lyst op af ild. Det var et ret skræmmende syn og når jeg så på de andre deltagere, var jeg tilsyneladende ikke den eneste, der havde det sådan. Da han var færdig, blev vi sendt videre.

Uden for The DungeonVi gik i et kort stykke tid i en undergrundsby, hvorefter vi blev ført ind til en kvindelig kirurg med blod ud over det hele. Vi fik at vide, at vi skulle sidde ned. I midten af rummet lå et lig. Kvinden begyndte at fortælle om pestens symptomer med en lettere sindssyg måde at tale på. Hun fortalte også om måder at kurere sig på. Hun ville vise os et glas med igler, men de var blevet væk. Kort efter, at hun sagde det, kunne vi føle noget kravle rundt neden under os, hvilket fik langt de fleste personer til at rejse sig op med et skrig. Efter at hun var færdig med at tale, begyndte hun at fjerne organerne fra liget. Da hun fjernede hjertet, bankede det stadigvæk.

Lidt efter blev vi bedt om at gå videre og vi blev ført ind i et torturkammer. En kvinde i kostume begyndte at fortælle om de forskellige torturinstrumenter og nogle af deltagerne blev sat i et bur. Vi bevægede os videre ind i en retsal, hvor nogle deltagere blev anklaget for forbrydelser, der var typiske i middelalderen. Bagefter blev vi fortalt om vikingeangrebene på England. Efter det kom vi ind i et rum, hvor vi fik lov at opleve, hvordan det var i middelalderen, hvis man ville være smugler eller tyv. Vi fik at vide, at vi skulle inspiceres af ”Captain John”, hvorefter lyset blev slukket og lyden af fodtrin kunne høres. Efter det skulle vi gennem en slags skov, hvorefter vi mødte en heks, der var blevet hængt. Hun var dog i live og begyndte at fortælle om, at hun var en af de mange hekse, der var blevet hængt i middelalderen. Efter det var der mulighed for at prøve en forlystelse, men da jeg og Gustav var under femten, kunne vi ikke prøve den.

Blackpool Tower Dungeon var klart en af de sjoveste forlystelser i Englands turen 2012. Jeg kan klart forstå, at vi blev foreslået at prøve den.

Last Updated (Sunday, 22 July 2012 09:34)

 

Blackpool - Gustavs oplevelser

Personligt syntes jeg, at Blackpool var de sjoveste fire dage af vores ferie. Der var langt at køre, men når man først var der, var der rigtigt meget at lave. Det var efter min mening også der, vi nåede allermest.

En iøjnefaldende byDet hele startede med, at vi fik hentet vores bil, (en rød Nissan Juke) og kørte mod Blackpool. Vi kørte fra Stansted, så der var cirka 300 – 400 kilometer. Lang biltur. Jeg faldt næsten i søvn, men det var tidligt om morgenen, så der var stadig meget vi skulle nå. Da vi kom ind i Blackpool kørte man på en vej, der var omringet af hække og en helt masse skilte med reklamer for cirkusser, osv. Man kunne dog se nogen af de større huse bag hækkene. Blandt andet Blackpool Tower.

Vi startede med at køre gennem nogen små-skumle gader. Det så ud til, at der slet ikke var huse, kun hoteller. Men ikke normale hoteller. De var ligesom normale huse, men de var dekoreret med farver og lys for at sørge for, at du ville vælge det hotel, der var mest iøjnefaldende.

Der gik lidt tid, men vi fandt dog vores hotel. Bilen passede (heldigvis) lige netop til parkeringspladsen bag ved hotellet, men vi gøs ved tanken om hvis bilen bare havde været en cm bredere, skulle vi til at finde et helt andet hotel. Selve hotellet var meget lille, og der var fyldt op med røde møbler, og tæpper, osv. Ærlig talt brød jeg mig ikke om hotellet. Jeg syntes, der var for småt og kedeligt. Det gik dog først op for mine forældre senere.

Lige ved siden af hotellet lå der en stor forlystelsespark ved navn ”Pleasure Beach” og et spøgelsestog. Ved siden af lå sporvognsbanen, soMaden er en del af fornøjelsenm kørte ind til midtbyen.

Jeg mener, at vi gik ud og så på byen for at se, hvad vi kunne lave. Vi havde fået nogen brochurer af damen, der ejede hotellet. Det endte med, at vi blev enige om i løbet af de næste dage at prøve Madam Tussauds, Sealife, Blackpool Tower, - Dungeon og - Eye, samt Pleasure Beach. Derefter tog vi hjem igen, og forsøgte at sove. Jeg brød mig ikke om hotellet, men jeg fik at vide, at hotellet var perfekt, og der skulle vi blive.

Næste dag flyttede vi hotel. Vi tog til et sted som hed Hilton Hotel. Det lå ved et sted, der hed North Pier, hvor det andet hotel lå ved South Pier. Selvom hotellet ikke lå så godt i forhold til attraktionerne, var det klart mere komfortabelt. Det havde også morgenmad, som jeg i forhold til det første, ikke stadig kan smage den dag i dag. Vi kiggede på brochurerne og tog til Pleasure Beach. Det var rimeligt dyrt, så vi aftalte at i stedet for at købe turbånd, måtte vi bare købe billetter.

Pleasure Beach var en stor forlystelsespark, men det så ud til, at de meget godt kunne lide at reklamere for noget, der hedder ”Nickelodeon Land”. Men vi havde ikke tænkt os at betale for at komme ind og se et par svedige mænd klædt ud som Svampe Bob, og Dora the Explorer. Hver billet kostede 10 kr, og hver forlystelse kostede tre billetter, så det var måske ikke det bedste valg. Men vi turde ikke de fleste forlystelser, så det var nu fint nok.

Højdepunktet var at prøve en forlystelse, der hed ”River Caves”, eller noget i den stil, hvor maWayne Rooney og mig - bedste vennern blev lovet at blive kørt under vandet, og se diverse andre vidunderlige ting. Da mig og Karl endelig fandt derhen, skulle vi først stå i kø, mens vi blev bombarderet af en historie, fortalt af en gammel mands stemme, blandet op men en høj ringetone, og dårlig lydkvalitet. Alt imens man blev nedstirret af buttede piger, og skubbet til af små børn. Da vi endelig kom derind, så vi, at forlystelsens navn på magisk vis var blevet ændret til ”Tunnel of Love”, og at vi skulle sidde i en kano. Vi skulle endda sidde ved siden af hinanden, gentog den gamle bådmand, med hævet stemme, ti gange. Da vi endelig kom derind var det en masse mærkelige figurer, der bevægede sig i takt til den samme gamle mands stemme, der fortalte noget udtydeligt om gamle dage. Men det var nu en sjov nok tidsfordriver.

Næste dag tog vi til Sealife, og Madam Tussauds. Vi startede med Madam Tussauds. Vi overtalte far til at komme med derind ved at fortælle ham, hvor sjovt og spændende det var. Han viste dog ikke, at vi bare manglede en til at tage billeder. Der var ikke så mange voksfigurer vi kendte, men nogen af dem var dog mere eller mindre kendte. Der var utroligt varmt derinde, men utroligt nok smeltede vi mere end voksfigurerne.

Bagefter tog vi hen til Sealife. Vi overtalte igen far til at tage med derind ved at belære ham om, hvordan vand kølede det hele ned. Men lad mig fortælle dig en hemmelighed... vi løj. Der var varmt, og der var fisk bag glas. Men der var flere skilte, der Gaga og mig i Tuseaudfortalte os, at vi ikke måtte bruge blitz, end der var fisk. Der var desværre ingen blåhvaler, men der var til gengæld en mand, der fortalte, hvorfor der ikke var hvaler eller større fisk end hajer, og om hvordan at hajer er ligesom hunde. Også det rum var fyldt op med ”No flash” skilte. Da det var færdigt havde far lige tænkt sig at tage et billede af manden. Med blitz selvfølgelig. Da den buttede mand så det, lagde jeg mærke til, hvordan han sneg sig hen mod os, sikkert for at belære os om ikke at bruge kamera, men heldigvis kom der nogle turister til undsætning, og distraherede ham med spørgsmål. Det forhindrer mig dog ikke i stadig at kigge under min seng hver nat for at se, om han er der. Bagefter tog vi hen og spiste, og så hjem igen.

Den sidste dag skulle vi til Blackpool Tower. Vi tog først til en 4D biograf, der viste Blackpool, derefter med en elevator, hvor man kunne se ud på konstruktionsværket, og så op i toppen af tårnet, hvor man kunne se ud over hele Blackpool. Bagefter vovede mig og Karl os ind i Blackpool Dungeon, men det har Karl vist taget sig af at forklare.

Last Updated (Sunday, 22 July 2012 13:35)

 
Nyt fra nær og fjern