Ole stod op kl. 04:00, mens jeg kunne sove længe indtil klokken 4.15. På det tidspunkt var der så også sat alarmer på 4 mobiltelefoner, foruden hotelvækningen - der naturligvis ringede på den telefon, der var på børnenes værelse i stedet for på vores.

Vi/jeg havde denne gang nøje udarbejdet en plan for vores afgang. Jeg husker stadig med gru det år, hvor jeg ikke nåede at få kaffe, førend vi skulle afsted.

Flyet lukkede for boarding allerede kl. 06:15 med afgang 06:45. Det var således tidligere end sidste år, Vi havde aftalt, at børnene skulle op kl. 04.45 og at vi skulle gå fra hotellet kl. 5.15, så vi havde en time i lufthavnen. Det kom til at passe meget godt.

Vi tjekkede vores kufferter ind - det gik uproblematisk. Til gengæld viste det sig ved passager tjek-in, at Gustavs billet var ugyldig, da der manglede en stregkode. Det kunne dog heldigvis ret nemt løse sig ved en henvendelse hos Ryanair lige omkring hjørnet, hvor vi fik lov at springe køen over.

I tolden blev både Ole og jeg kropsvisiteret. Alarmen bippede, fordi Ole havde glemt sin USB-halskæde. En sådan burde i virkeligheden tillades, da den for visse personlighedstyper er lige så uundværlig som tøj på kroppen - ja måske i virkeligheden et spørgsmål om overlevelse? Der burde kunne udfærdiges en lægerklæring til lufthavnspersonalet: "This person is a geek. The USB around his neck is an essential part of his life and removal of it can cause servere anxiety and health hazzards".

Det tog lidt af presset af hele lufthavnssituationen, at vi ikke alene havde priority, men også faste pladser. Hvis noget skulle gå galt, var de nødt til at vente på os. Det blev dog ikke nødvendigt, da vi vanen tro stormede afsted og blev de første.

Flyveturen gik upåklageligt, og vi landede faktisk før det annoncerede tidspunkt kl. 9.25. Den rare tolder i lufthavnen bød os velkommen, og spurgte, om vi havde haft en god ferie. Jeg havde på fornemmelsen, at han morede sig over vores familie. Kunne i hvert fald huske os. Jeg sørgede også lige for at minde ham om os ved at tabe hele indholdet ud af min pengekat lige før jeg skulle vise mit pas. Han tolkede på ingen måde dette som en nervøsitet, der burde give anledning til mistænksomhed. Vi er glade for de danske toldere. Vi fandt bilen på parkeringspladsen og måtte ryste op med kr. 380 for parkering.

Efter lynindkøb i Lime var vi hjemme ved 10-tiden. Dagen gik med udpakning m.v. Til aften fik vi det traditionelle pasta ned hvidløg og tomatsovs.

Vi havde af en eller anden grund taget fejl af, hvornår bilen skulle afleveres. Vi havde tænkt, at det var i dag klokken 11.00, og det gav nogle overvejelser om, hvordan tiden skulle fyldes ud. Det var ikke sikkert, at vores hotel var klart så tidligt på dagen. Desuden ville vi være stavnsbundne til Stansted og nærmeste omegn hele dagen.

Heldigvis opdagede vi inden afrejse ved et kontroltjek på papirerne, at bilen faktisk først skulle afleveres næste dag. Det gav os en del fordele. Først og fremmest kunne vi nu stille og roligt køre mod Stansted uden at være underlagt noget tidspres. Dernæst kunne vi komme væk fra Stansted og se noget andet,

Vi ankom til hotel Raddison allerede kl. 11.30. Turen var forløbet uden de store forsinkelser eller omveje, og værelset var heldigvis allerede klargjort. Vanen tro, lå værelset i den stort set allerfjerneste afkrog af hotellet. En kort elevatortur op, lidt til højre, og derefter hvad der føltes som en halv kilometer gang, førend man nåede det allersidste værelse. Til gengæld var det som sidst en suite - et dobbeltværelse. Det betød, at både vi og børnene kunne få hvert vores værelse. Nok noget, vi alle trængte lidt til. Det føltes lidt som at komme "hjem". Det giver en god og tryg fornemmelse at bo lige op og ned af afgangshallen - så er der mindre, der kan gå galt på afrejsedagen. Ole genså desuden med glæde og forventning den særlige bar, hvor en ung dame udstyret med wire bliver sendt op efter vinflasker. Hun var dog endnu ikke mødt på arbejde.

Vi besluttede, at vi ville gense Bishops Stortford, som er den by, der ligger tættest på Stanford. Børnene og jeg satte dog som betingelse, at vi denne gang skulle parkere på reglementeret vis. Vi havde ingen trang til at gense den kvindelige parkeringsvagt. Lidt googling viste, at der i byen lå en mexicansk restaurant.

Det regnede udenfor. Vi havde ikke travlt, så vi brugte et par timer på at sove lidt, læse og for nogles vedkommende bruge mobil og computer. Drengene havde fået installeret computer på deres værelse. Især Gustav skulle lige have tanket op med Facebook-opdateringer for at se, om "det virkelige liv" i Voldum og omegn fortsat var i vanlig gænge.

Vi kørte fra hotellet til Bishops Stortford kl. ca. 14.30. Vi havde den aftale med Hertz, at vi kunne aflevere bilen med (næsten) tom tank. Og så er det klart, at der går sport i at bruge benzinen op til mindste dråbe. Vi havde dog efterhånden ganske lidt benzin på, men dog rigeligt til at køre de 5 kilometer til Bishops Stortford og retur. Det viste sig imidlertid, at afstanden var dobbelt så lang. Vi kom derfor til at tænke på de mulige konsekvenser af vores nærighed: At køre tør i England dagen før vi skulle flyve hjem. Tiden der ville gå, nummeret på vejhjælp? Vi besluttede derfor, at vi skulle finde en tankstation på hjemvejen.

I Bishops Stortford fandt vi en større betalingsparkeringsplads. Men det viste sig, at parkeringsautomaterne kun kunne tage kontanter eller parkeringskort, og vi manglede begge dele. Der lå ganske vist en hæveautomat i nærheden, men de er ganske dyre at bruge for at hæve småbeløb, og vi skulle jo desuden af sted næste dag, så vi var heller ikke interesseret i at lægge inde med overflødige kontanter. Heldigvis lå der et nærliggende supermarked. Der gik vi over og indkøbte nogle sandwich til om aftenen. Jeg brugte mit VISA og bad om at få nogle få pund oven i. Det viste sig ikke at kunne lade sig gøre - man skulle have et debet-card for at kunne hæve penge på den måde. Karl var heldigvis vaks. Han var klar over, at hans mastercard var et debet-card og dermed kunne bruges. Kassedamen var også vældig flink og foreslog os, at vi fandt en ganske lille ting at købe, så ville hun lade os hæve på kortet. Gustav blev sendt retur til Ole, så han kunne have en forklaring og en tidshorisont, hvis den emsige parkeringsvagt skulle dukke op. Karl fandt en ganske lille ting - spiselig selvfølgelig - og vi fik vores penge. Tilbage ved bilen fik vi fordret automaten på behørig vis.

Vi gik derefter rundt og kiggede lidt på byen. Vi så en lan-switch i vinduet i en lille indisk butik, og besluttede at købe den til John, der havde været så venlig at kigge efter vores blomster mens vi var på ferie. Butiksindehaveren var en meget fåmælt mand uden det mindste smil på læben. Sådan en desillusioneret type, der sandsynligvis hader kunder.

Det viste sig, at den mexicanske restaurant var lukket indtil kl. 18. Vi gik lidt videre og fandt i stedet en Chimichanga, hvor vi spiste en solid frokost/middag bestående af  Muchos Nachos med kylling til at dele og enchilads til hovedret (Karl med uautoriserede pommes frites i stedet for ris).

Atter tilbage i bilen slog vi benzintanke op på GPS-en. Der lå angiveligt en ganske tæt på, så den køre vi efter. Da vi nåede frem til adressen, var der imidlertid overhovedet ikke nogen benzinstation! Næste benzinstation, der i følge GPSen lå noget længere væk, viste sig at være meget svær at finde. Vi flakkede rundt på små veje på størrelse med cykelstier, i boligområder o.s.v. Heldigvis dukkede der en op i tide, og vi tankede så tilpas meget benzin, at vi var sikre på at kunne nå til Stansted og lidt længere.

Ole og jeg afleverede bilen hos Hertz, mens børnene gik tilbage til hotellet. Her viste det sig, at baren nu var blevet bemandet med omtalte vinhenter dame. Til Oles fortrydelse denne gang dog en noget afmagret ung dame i et jogginlignende outfit, der helt manglende den yndefulde og balletlignende måde at hente vin på, som den tidligere pige, vi havde set. Denne lod sig simpelthen bare hejse op, greb vinen og ned igen....

Allerede kl. ca. 18:00 lå vi alle udmattede på hotellet og glædede os bare til at komme hjem. Gustav faldt i søvn med tøj på klokken 19, og Karl og undertegnede gik i seng ved 21-tiden. Vi skulle jo også op allerede kl. 4.15.

Dagen startede med, at jeg sad nede foran hotellet klokken 7 og nød morgensolen. På P-pladsen stod en flok japanere og betragtede en taxa, hvor en mor med 2 store børn var ved at stige ind. Japanerne diskuterede ivrigt et eller andet ved taxaen, eller noget omkring den? Det var meget intenst og jeg besluttede, at jeg ville lære japansk. Det virkede som en meget spændende diskussion på morgenkvisten, man ikke burde være foruden.

Planen for dagen var, at vi skulle til Duxford - et flymuseeum der lå godt 15 km. borte. De udstillede både Concorde, U2 og meget andet interessant dernede, så det måtte vi bare se. Af hensyn til Gustav havde jeg besluttet, at vi lige ville smutte omkring Jagex én gang til. Så kunne vi få et billede af ham foran den pansrede mandskabsvogn.

Som planlagt, så gjort. Ca. kl. 9 stod vi på pladsen foran Jagex. Gustav blev fotograferet og så var det jo egentlig på plads. Men pludselig kastede jeg al skam bort og traf en beslutning, jeg normalt ikke ville træffe. Et firma, der har 200 mio. brugere, må have utallige nysgerrige rendende i tide og utide. Min vurdering var derfor, at de sikkert var dødtrætte af folk, der kommer rendende. På trods af dette valgte jeg at gå ind i receptionen sammen med Anne og ungerne. Målet var uklart, men jeg ville blot spørge, om de havde en brochure, en kuglepen eller noget andet, man ikke bare kan få fat i over nettet og give ungerne en oplevelse.

I receptionen sad der en meget sød ung dame. Til min store overraskelse bad hun os om at tage plads, for der ville komme en mand og tale med os. Jeg var sikker på, at hun havde misforstået vores forehavende. Det havde hun ikke. Mens vi ventede, spurgte vi hende om, hvordan hun var endt hos Jagex. Det at arbejde der, er ret eksotisk for os, som er optaget af den verden. Hun måtte erkende, at hun intet kendte til virksomheden på forhånd. Ved tilfældighedernes spil var hun endt i byen på grund af hendes kommende mand, der var læge på byens sygehus (de skulle giftes 3 dage senere). Hun havde søgt forskellige stillinger og stillingen hos Jagex var blot en ud af mange. I dag havde hun det lidt underligt med, at hun havde været så heldig, når hun nu kunne se, hvor attraktiv virksomheden var for rigtigt mange mennesker. Nogle ville være villige til at give deres højre arm for at få lov til at arbejde der.

En ung mand dukkede op inde fra virksomheden. Han bød os ind i en sofagruppe og han havde favnen fyldt med effekter. Han bød os velkomne og forklarede, at han havde taget lidt sjove ting med. Vi snakkede om spillet og de nyeste tiltag. Jeg havde det lidt skidt med, at jeg ikke vidste mere om spillet, men jeg var også overvældet over den flotte modtagelse, vi fik.Vi frittede ham også lidt om, hvilke muligheder der er for unge spilinteresserede mænd i virksomheden. Hertil kunne han svare, at de havde et egentligt 1-årigt program for studerende. Det var meget eftertragtet, men for de rette, var det absolut en mulighed

Han gav os en bog, der var skrevet med udgangspunkt i spillets univers. Den var oven i købet signeret af forfatteren. Vi fik tilmed også en lille plakat, der var signeret af kunstneren. Derudover fik vi også nogle mindre kort og musemåtter med tegninger fra spil. Inden vi forlod stedet, fik vi også 3 T-shirts, der i sand Jagex ånd med størst mulig selvironi, var påtrykt teksten "Worst Update Ever".

Jeg var målløs. Jeg tror ikke en gang, at ungerne helt forstod, hvor enestående det her var. Men måske forstår de det, når de engang læser det her i fremtiden. Jeg må bare erkende, at det her nok var rejsens største oplevelse for mig, hvor kort den end måtte have været. Tak Jagex!

Vi forlod Jagex og kørte mod Imperial War Museeum i Duxford. Det var meget nemt at finde. Der er tale om en gammel flyveplads. Landingsbanerne er stadig aktive og bliver brugt til rundture og skoleflyvninger. Hele det enorme område er hegnet ind. Indgangen sker gennem en souvenirbutik/kiosk, hvor man kan købe alskens tingeltangel, der vedrører fly og krig. Mit blik faldt hurtigt på originale pilotjakker, som også kunne købes. Desværre var prisen 700£. Så meget ville jeg alligevel ikke ofre på det - det er jo prisen på en highend computer!

Man forlader kiosken og går ned i den første hangar. Den var opdelt i 2 etager og man blev anbefalet at gå ovenpå først og se de forskellige udstillinger. Her var der en masse interaktive ting, man kunne prøve. Desværre var der gået en hel børnehave ind lige før os. Det var udelukkende små piger, som drønede rundt og hev og trak i alt, der blot lignede noget, der var beregnet til det. Det gjorde det lidt svært at komme til for drengene, der var høfligt tilbageholdende over for de små. Efter lidt tid fortrak flokken og vi fik lejlighed til at lande helikoptere, prøve flysimulatorer, tale gennem slanger, afprøve vingeprofiler, morse o.m.a.

Til sidst kunne man kigge ned over alle de fly, der var opstillet i den enorme hangar. Der var alt lige fra gamle dobbeltdækkere, over Spitfire, Lancaster til en komplet Concorde. Amazing! Vi gik nedenunder, hvor vi kunne få lejlighed til at se og røre mange af flyene. Concorden kunne man ligefrem gå ind i. Jeg mindedes, hvordan jeg for mange år siden havde et lille legosæt, der var en model af netop dette fly, der var det ypperste inden for teknologi den gang i 60erne. Nu skulle jeg 45 år senere ind og se den ægte vare. Selv om den nu var en museumsgenstand, var jeg faktisk spændt som et lille barn. Man gik op af en trappe for at gå ind i forenden. Det første, jeg bemærkede, var, at flyet var meget mindre, end jeg havde forventet. Jeg måtte gå krumbøjet ind. Cockpittet var der ikke adgang til, men man kunne se derind og også der, var der meget trangt. Interiøret var grimt og gulligt. Ikke som man i sin tid så det på flotte reklamer. Det må næsten skyldes, at flyet var fra den tid, hvor ingen brokkede sig over lidt cigarrøg i kabinen? Længere tilbage i flyet stod en kustode parat, hvis man havde spørgsmål og sikkert også for at holde øje med, at ingen blev fristet til at snuppe en souvenir med hjem fra flyet.

Jeg fik til sidst nærmest klaustrofobi af de snævre forhold, så jeg forlod flyet en kende skuffet. På den anden side: Nu havde jeg set "drømmeflyet".

Jeg mødtes med Anne og ungerne nede i hangaren og vi gik rundt og kiggede på de mange og flotte fly. Nede i et hjørne stod der en "kapsel". Der var tale om en lukket ballonkurv, som Richard Branson i sin tid havde fløjet i. Sammen med 2 andre astronauter forsøgte de at flyve jorden rundt i ekstrem højde båret af balloner. Forsøget mislykkedes tæt på målet, ikke langt fra Irlands kyst, som jeg husker det.

Richard Branson er en meget driftig mand, der ikke kun bruger sin tid på at sidde i balloner. Jeg hørte første gang om ham i forbindelse med pladeselskabet Virgin. Han var indehaver og gjorde selskabet så stort på grund af pladekontrakten med Mike Oldfield. I dag har Virgin også et flyselskab, et teleselskab og meget andet og er en af de private spillere på rumflyvninger. Det var sjovt at se kapslen fra 1998.

Vi forlod den engelske hangar og gik videre op langs landingsbanen. Derude stod der også enkelte historiske fly, herunder en Lancaster og et "Flying Fortres", den amerikanske bombemaskine fra 2. verdenskrig. De er sikkert i drift den dag i dag - dog kun som museumsfly.

Halvvejs oppe ad landingsbanen var der en plads. Her holdt der en lastbil med et mærkeligt monstrum på ladet, der var ophængt i hydrauliske rør. Det viste sig at være en simulator, hvor man kunne opleve, hvordan det var at sidde i luftkamp i et tysk kampfly (en Messerschmidt) under 2. verdenskrig. Hele familien tog turen og oplevede den intense kamp "over The White Cliffs of Dover". Det var ganske sjovt.

Lidt længere oppe var der et skur, hvor man kunne købe billetter til rundflyvninger med et moderne fly, eller en tur med en gammel dobbeltdækker, hvor man oven i købet kunne få lov til selv holde styrepinden! Karl overvejede, at investere de godt 900 kroner af sine konfirmationspenge. Det rådede vi ham nu fra på det kraftigste.

Vi gik videre og passerede et par mindre bygninger, hvor der sikkert også var noget at se. Vi var dog på vej mod den amerikanske hangar, hvor deres historiske fly var udstillet. Jeg skal love for, at der er forskel på folk/lande. Hvor den engelske hangar var præget af et lærred, læder, brunt look, var den amerikanske holdt i glas, stål og beton. Udenfor blev man mødt af store og tykke glasruder, der stod direkte op fra jorden. På hver rude var der indgraveret billeder af utallige små fly. Det viste sig, at der var et fly for hver amerikansk soldat, der var dræbt i flyene under 2. verdenskrig.

Inden for kom man ind i et futuristisk miljø, hvor de mest eksotisk fly gennem tiderne var udstillet. Nogle opstillet på hangarens gulv, mens andre hang fra det massive betonloft. Hangaren var cirkelformet og på hver side af indgangen strakte der sig to brede gange ned mod gulvet. Nedenfor stod selveste spionflyet SR71 Blackbird. Det var et fly, der under den kolde krig og senere overfløj fjendeland med mere end 3 gange lydens hastighed. Den høje hastighed opvarmede skroget i forenden til mere end 400 grader. En af piloterne fra flyet havde skrevet et notat, hvor han fortalte, at flyet var ekstremt  stille at flyve i - et fænomen, der må skyldes, at lyden fra motorerne aldrig indhentede piloterne?

Oppe under loftet hang U2. Et andet spionfly, der kunne flyve ekstremt hurtigt. Et Flying Fortress stod på gulvet, så nu kunne man komme helt tæt på. De små glastårne, man som dreng havde limet møjsommeligt på de Airfix-modeller, man samlede på den gang, var overraskende små i virkeligheden. Jeg undrer mig stadig over, hvordan en skytte kunne finde plads i dem. Et af dem var pillet ud og stod nu som en glaskugle på gulvet.

Det var næsten en drømmeverden at bevæge sig rundt i.

Vi forlod stedet. Vi skulle videre mod Landkrigsmuseet, der var en af de sidste bygninger på området.

Her havde man samlet krigsudstyr, der havde været en del af krigmaskinerne, øst som vest, fra 1. verdenskrig og frem til og med den kolde krig. Man gik gennem skyttegrave, hvor alle mulige og umulige våben var opstillet. Der var alt lige fra kogekar til kanoner og haubitser. Et sted kunne Anne og ungerne prøve, hvordan det var at bære det udstyr, soldaterne bar på D-Day. Således kunne de prøve stålhjelme, basis, geværer m.m. De var overraskede over, hvor meget det vejede. Jeg vidste jo bedre, da jeg har slæbt rundt på noget lignende i flere år. Jeg ærgrede mig lidt over, at man ikke også havde ladet et 12,7 mm. maskingevær med luftværnsaffutage indgå som en del af effekterne. Sådan kan man jo gå hen og blive så bitter på sine gamle dage. Vi oplevede også at stå i et vaskeægte landgangsfartøj fra den gang. Sikke noget blik! Det må have været utroligt skræmmende at sejle ind mod den franske kyst i sådan en dåse.

Der var også et væld af udrangerede kampvogne, hvor især Centurion vakte genkendelsens glæde hos mig. Det var en enormt stærk kampvogn, der vejede over 50 tons, som jeg husker det. Den var benzindrevet og brændstofforbruget blev ikke opgjort i km. pr liter. Nej, det kunne bedre måles i liter pr. km.

Det var på sin vis dejligt at se, at disse ting var endt på museum. Meget af det vidnede om en tid, da krig var noget altomfattende, som kostede liv i hundredetusindevis. I dag er krig stadig et beskidt håndværk, men det er trods alt kun noget småtteri, når man ser det i forhold til de store landkrige.

Vi gik tilbage til indgangen, hvor vi nød en kop kaffe udenfor i solskinnet før vi igen kørte hjem til hotellet i Cambridge.

Hjemme på hotellet blev aftenen lagt i faste rammer. Målet var Browns, der var blevet os anbefalet af vores første taxachauffør. Vi kiggede på menuen via internettet og Gustav fik øje på ordet "lobster". Pludselig blev han som besat ved tanken om at skulle spise hummer. Det var et problem, da de kun serverede hummer om torsdagen - der var det til gengæld en fast ingrediens på menukortet. Ved lidt søgning fandt vi en anden restaurant ikke langt fra Browns, hvor man skulle kunne få hummer. Vi måtte kigge på det, når vi var derinde og træffe beslutningen på det tidspunkt.

Med taxa til fiskerestauranten. Den virkede ikke helt så dragende som Browns, så vi valgte den fra og endte der, hvor vi oprindeligt havde planagt det. Her spiste vi en fyrstelig middag - den sidste store på turen. Maden var perfekt, omgivelserne rigtig hyggelige og vi kunne tage hjem med en rigtig god oplevelse i rygsækken.

Taxaturen hjem var dog ved at blive lidt for spændende. Vi havde prajet en vogn, der allerede havde en kunde i vognen. Det afholdt ikke den arabisk udseende chaufføren fra at rulle vinduet ned og råbe til os, at vi blot skulle vente 2 minutter, så ville han være der. Det var fint nok. Da han så dukkede op lidt senere viste det sig, at han ikke kunne tage kortbetaling. Ved at skillinge sammen fandt vi det, vi mente, måtte række til turen. Det viste sig også at holde stik, men det var en lidt sur chauffør, der fik overrakt sine 12 pund - i både mønt- og vægtenhed.

Mætte og glade væltede vi op på værelset. Her opdagede vi, at vi havde planlagt forkert i forhold til afleveringen af bilen til Hertz. Heldigvis på en gunstig måde.

Et par dage i Nottingham er nok til at se de umiddelbare ting. Man kunne sagtens bruge flere dage i byen, da der er meget mere at se. Men det var ikke en del af vores plan, så nu gik turen videre.

Vi forlod hotellet kl. 10:30 for at køre de godt 125 km., der var til Cambridge. Igen drillede GPSerne lidt, men Anne fandt følgende rute: A52 mod Grantham, A46, problermer med GPS, A06 mod Melton, A607, A606 mod Oakham, Rutland water, A06 mod Stamford, A1 mod London, Frakørsel 14 ad A14 mod London, Cambridge, Newmarked. B1047, A1134

Vi brugte god tid på køreturen og ankom til det nye hotel i Cambridge allerede kl.13:00. Det var noget ganske andet end det, vi kom fra. Bevares, kvaliteten var lige så god, men beliggenheden var ikke så tæt på byen, som vi havde oplevet det i Nottingham. Det lå desuden i tilknytning til en lufthavn. Der var ikke mulighed for at spadsere ind til byen - i hvert fald ikke, når vi også skulle overbevise ungerne om det smarte i det.

Værelset var fint. Ungernes seng var meget bedre end den i Nottingham, så alt var fint på hotellet. En sjov detalje var dog, at der nedenfor var utallige kaniner. Jeg har hørt om det, men aldrig set, at man kan være plaget af kaniner. Her fik jeg syn for sagen. Bortset fra, at kaniner ikke laver "skud" som muldvarpe, så var hotellets græsplæne gennemhullet som en si og utallige "Bugs Bunny'er" i alle størrelser hoppede muntert rundt dernede.

Da vi var på plads, bestilte vi en taxa ind til centrum. Vi fik en god chauffør, der dog havde en lidt desillusioneret tilgang til byen. Vi havde jo glædet os meget til at opleve denne intellektuelle by med alt, hvad den kunne tilbyde. Vores chauffør lagde ud med, "at der ikke rigtigt var noget at se". Inden turen var færdig, havde han dog beskrevet alt lige fra lufthavnens betydning og historie over en lang række klassiske bygninger og pladser i byen, studiemiljøets indflydelse på bylivet til en anbefaling af byens bedste restaurant. Han var naturligvis vant til de ting, hvilket kunne forklare den nedtonede præsentation. For os "newcommers" lød det hele meget eksotisk og spændende.

Lufthavnen, vi passerede først, var en ikke-aktiv lufthavn. Således var der ingen faste ruter dertil. Man var dog ved at forsøge at få etableret nogle og tage konkurrencen op med Stansted, der ligger godt 50 km. væk. Lufthavnen var dog slet ikke lille - tværtimod. Der arbejder mange tusinde mennesker - jeg mener, han sagde 20.000 - derude. De er beskæftiget med flyvedligehold af selv de største flytyper. Så landingsbanerne er store og moderne nok. Der mangler bare ruterne.

Videre fortalte han om Cambridges historie. Jeg har selv interesseret mig for byen, så jeg vidste også en del i forvejen.

Universitetet blev etableret i protest mod en hændelse på Oxford i den sene middelalder. Det var noget med en myrdet pige og 5 unge (uskyldige) mænd, der blev henrettet af de gejstlige.

Det ældste eksisterende college (fakultet) i byen er Peterhouse. Det blev etableret i 1280, hvor man tillod nogle studerende at bo på stedet og modtage undervisning. Man skal huske på, at før den tid var det eneste, man underviste i, religion. Religionen havde patent på al "viden". I den senere middelalder begyndte der at komme nye velhavere til. Det var handlende og forretningsdrivende. Det skabte et behov for lovgivning og jurister. Derfor var de første etablerede, ikke-religiøse studier også centreret omkring jura.

Byen er i dag gennemsyret af stolthed over sin lange intellektuelle historie. Universitetet har en enorm betydning for byen. Vores taxa-chauffør fortalte, at byens klientel skifter med sæsonerne. Lige på det tidspunkt vi ankom, begynder de internationale studerende at dukke op. De fylder byen og fakulteterne i de næste par måneder. I september kommer de "rigtige" studerende og overtager tingene indtil næste sommer. Byen er på størrelse med Aalborg, så de mange studerende kan så absolut mærkes i bylivet.

Vi oplevede det hele på nærmeste hold, da vi blev sat af i byens centrum. Det vrimlede med unge mennesker og tutorer, der guidede dem rundt i flokke. Der var unge italienere, kinesere, japanere, russere, spaniere o.s.v.. Alle mikset sammen i ét stort kaos. Det var ret vildt og intenst. I byen centrum lå veletablerede forretninger, der solgte merchandise med udgangspunkt i universitetet. Der var alt fra slips og lommetørklæder, til skoleuniformer og det rigtige graduation-set. Ville man have sig den velkendte hat med firkantet plade, kunne man købe det. Ikke noget med look- alike. Nej, det var den ægte vare.

Der gik heller ikke længe, før vi oplevede et andet af byens særkender - Punting. Punting er i sin enkelhed, at man staver rundt i en båd i byens kanaler. Altså lidt som man kender det fra Venedig. I Cambridge er det også en turistting, men det har også det formål at give de unge studerende en indtægt. I ferien staver de således rundt med turister og studerer resten af året. Overalt i byen bliver man passet op af andre unge, der vil sælge turene. Et af argumenterne er, at der er en bestemt gammel bro, som ikke kan opleves på anden vis. Man kan ikke gå over den, eller se den fra andre veje - kun fra båd.

Vi gik videre og endte på et marked, hvor der blev solgt alskens tingeltangel. Anne købte en kjole og Gustav 3 jongler-bolde. Videre til en Waterstone, hvor vi kunne se på bøger. Gustav fandt hurtigt et par "Diary of a Wimpy Kid" på stueetagen, som han investerede i. Vi andre måtte op på 2. sal for at finde faglitteratur. Karl fandt en bog om trigonometri, som han fordybede sig i og jeg fandt en om HTML5. Anne gik lidt rundt.

Pludselig var Gustav væk. Ingen af os havde set ham i et stykke tid. Vi forsøgte at ringe til ham uden succes. Til sidst måtte vi i gang med en egentlig eftersøgning, indtil vi fandt han i stueetagen. Han forklarede, at hans telefon var løbet ud for strøm og da han ikke kunne finde os, valgte han at blive ved udgangen. Herved var han sikker på, at vi ville dukke op på et tidspunkt. Havde han taget trappen op, kunne vi jo være kørt ned med elevatoren. Godt tænkt unge mand.

Vi forlod Waterstone og gik lidt planløst rundt og kiggede på andre forretninger, der også var ved at lukke. Da der ikke var mere at se, gik vi på jagt efter et spisested. Vores taxa-chauffør havde henvist os til det, han betegnede som byens bedste spisested - Browns. Vores madbudget var dog overskredet med flere hundrede procent, så det skulle først blive næste dag. I stedet fandt vi en lille fransk café, hvor man kunne købe dagens retter billigt. Det var en skuffelse: Bøfferne kunne man skære sig på og de lave priser dækkede bare over, at man i stedet skulle betale ekstra for, at der var brugt fedtstof på panden under stegningen, og at bestikket var vasket med sæbe - sådan sat lidt på spidsen. Maden var ikke specielt god og prisen var såmænd ikke speciel lav. Dog vil jeg sige, at vi fik nogle friterede sardiner (bait), som smagte fortrinligt. Så lidt godt fik vi også med derfra.

Derefter gik vi videre ned i byen. Der var lidt surhed hos ungerne over det manglende mål. Det her med bare at gå planløst rundt, passer ikke rigtigt (især en af) drengene. Vi måtte derfor igennem et mindre intermezzo, før vi endte nede i det, vi må betegne som "puntinghavnen". Her lå alle bådene, som kunne lejes med eller uden "punter". Man kunne stå på en bro og betragte tingene. Vejret var dejligt, så det brugte vi lidt tid på. Derefter gik vi på jagt efter en taxa, så vi kunne komme hjem. Under denne "jagt" passerede vi også Museeum of Arts og den føromtalte Browns. Det så ganske tillokkende ud.

Vores taxachauffør for hjemadgående havde en sjælden evne til at tankelæse. Jeg sad ved siden af ham. På et tidspunkt passerede vi en park, hvor man var ved at rydde op efter et større arrangement. Jeg sagde til Anne, at man måtte gætte sig til, hvad der havde været gang i der. Til min overraskelse svarede chaufføren: "It is about the Olympic Torch. It came by this weekend". Jeg var ganske overrasket og spurgte ham, om han talte dansk. Det benægtede han. Til gengæld forklarede han, at hans erfaring sagde, at når kunder kigger ud af venstre siderude og taler, så stiller de spørgsmål. Det kunne udelukkende handle om arrangementet i det her tilfælde. Derfor svarede han, som han gjorde. Sjovt! Han bedyrede derudover, at han kun talte engelsk og russisk. Hans eks-kone var russer og datteren var to-sproget. Det gav ham nogle sjove ture, når kunderne var russere. De forventer ikke, at "pæreengelske" chauffører forstår russisk.

Hjemme på hotellet hvilede vi lidt ud. Vi var tidligt hjemme og alle var trætte efter en varm og intens dag.

To år tidligere havde vi også besøgt Cambridge for en kort bemærkning. Dengang kørte vi blot forbi for at købe telekort. En af de ting, vi havde snakket om at se på den tur, var det firma, som producerer spillet Runescape. Spillet er fremragende. Det bliver spillet af næsten 200 mio. spillere, så det er ganske imponerende. Det minder om World of Warcraft - bare meget bedre. Runescape har ikke nær så flot en grafik, men til gengæld rummer det rigtigt gode historier, som af og til kan få tårerne til at trille af rent grin. Der er en helt anden konsistens i universet og man kan ikke undgå at komme til at holde af det. Jeg spiller det ikke selv længere - det stjæler for meget tid. Til gengæld betaler jeg alligevel mit månedlige gebyr på 30-40 kroner alene for at støtte udviklingen.

Sidste gang nåede vi aldrig forbi. Bl.a. fordi vi ikke havde en GPS i bilen og fordi vi skulle videre til Nottingham. Da aftenen stadig var ung og vi havde bilen til at holde klar, spurgte jeg om nogen af de andre havde lyst til at køre ud og se stedet. Anne og Gustav var for trætte, eller optagede af at læse, så det endte med, at Karl og jeg tog afsted alene.

Firmaet hedder Jagex og det var nemt at finde adressen på Google. Det lå ca. 5-10 km. fra hotellet, så det burde kun være en smuttur. Da vi ankom til adressen, var der ikke meget at se ud over kontorbygninger og parkeringspladser. Jeg gik hen og spurgte en mand, der holdt og ventede i sin bil, om han kendte til firmaet. Det gjorde han, men han mente, de var flyttet til et andet område i nærheden for et par år siden. Han beskrev vejen, hvorefter vi kørte derover i stedet. Der var der nu heller ikke noget Jagex! Jeg standsede en vagtmand, som henviste mig til det område, vi netop var kommet fra. Således sendt i ring, kørte vi tilbage til det første sted igen. Jeg ville lige give det en sidste chance. Jeg gik ud af bilen for at se mig lidt omkring. På et tidspunkt kom en lidt sjusket fyr gående forbi. Jeg vurderede ham til at være psykisk syg på en eller anden måde. Han gik og snakkede med sig selv. Da han passerede mig, sagde han noget, jeg ikke forstod. Jeg henvendte mig til ham og spurgte, om han var godt kendt i området. Det var han. Han var heller ikke i tvivl om, hvor Jagex lå. Vi skulle over i Science Park, der lå på den anden side af en stor vej. Jeg takkede og kort efter holdt vi foran Jagex hovedbygning. Karl og jeg var jublende glade, ikke mindst fordi, det faktisk havde været lidt af et detektivarbejde at finde frem til firmaet. På grund af vækst er de flyttet ikke mindre end 4 gange inden for få år.

Der var ikke så meget og se. Karl og jeg gik rundt i et relativt tomt kontorhuskvarter. Enkelte ansatte var på arbejde, kunne vi se. Ude foran indgangen stod en sortmalet, panseret mandskabsvogn - sikkert en, der bliver brugt som model i et af deres spil?

Udefra kunne vi spotte små ting som billeder og tegninger af forskellige figurer og emner, der indgår i spil. Der kørte også reklamespots på storskærme derinde og vi kunne se et musikrum, hvor der sikkert blev komponeret musik til spillene. Endelig var der en skærm med en elektronisk tæller, der viste et tal, der lå meget tæt på 200.000.000, som blev større og større næsten hvert sekund. Det var tydeligvis antallet af oprettede spilkonti, der langsomt, men sikkert voksede.

Vi tog hjem, før vi blev antastet for industrispionage. Nu havde vi set det - jeg var tilfreds.

Vel hjemme ca. kl. 19:30. Her var Anne og Gustav noget overraskede over, hvor længe vi havde været borte. Da vi fortalte dem om vores ekspedition og det vi havde set, blev Gustav lidt ærgerlig over, at han ikke var taget med.

Vi lagde derefter planer for den følgende dag. Jeg havde fundet ud af, at der ca. 15 km. fra Cambridge, ligger en stor luftbase - eller rettere, et museeum, der engang var en luftbase - Duxford. Det skulle være hovedmålet for næste dags tur.