Temarejse.com
7. juli - Ankomstdagen
Vi stod tidlig op. Kørte 7:45 uden morgenmad. Vi skulle tilbagelægge 675 km.
Efter 350 km. spiste vi sandwich på en rasteplads, hvor vi ville have købt en vignet til Østriske motorveje. Det var dog ikke muligt, da de først kunne købes fra næste tankstation! Der var 30 grader, trykkende fugtig varme og høj himmel. Vi kørte derfor ind på den næste tankstation og købte vignetten. Vejene fladede mærkværdigvis lidt ud, da vi kom til Østrig. Til gengæld kom vi gennem imponerende motorvejstunneller og bjergene var jo flotte.
Ca. 20-30 km. før hotellet drejede vi fra på en lille vej for at se landet. Vi kunne dog ikke finde tilbage til motorvejen og GPS-en ledte os i stedet ud på en flot tur gennem bjergene og fantastske tunneller - "nazi-tunler" som Karl kaldte dem. Senere fandt jeg dog ud af, at de var ældre end nazismen, men Karl må beholde fantasien.
Vi ankom til Hotel Pfefferkorn og blev modtaget meget overstrømmende af hele familien og centralt ansatte personer.
Det første der skete var, at vi blev modtaget af en smilende receptionist (Lena), der sagde, at vi blot skulle aflevere nøglerne til bilen, så ville den blive kørt i p-kælder og vores bagage bragt op på værelset. Så var stilen lagt! Vi ville alle blive udstyret med gratis liftkort og vores værelser var desuden blevet "opgraderet". Vi fik i praksis 2 suiter, der udgjorde det ene hjørne af hele hotellets 3. sal! Begge suiter havde soveværelse, opholdsstue, bad og et separat toilet, samt walk-in klædeskab. Der var også en minibar. Indholdet skulle vi ikke engang betale for og vi kunne selv købe ting i supermarkedet og supplere op, hvis vi havde lyst.
Vi var mildt sagt benovede over den vildt høje servicestandard. Ankommet på værelserne, dukkede en ung mand op med kufferter og Harald Nyborg tasker og derefter var vi "hjemme". Jeg gik ind under en kold bruser og de andre ligeså.
Der var stadig ekstremt varmt, så vi opsøgte en ude-restaurant hvor man kunne få en kølig pils. Karl og Gustav stødte til senere og fik en frugt drink.
Vi gik i hotellets SPAR, hvor vi købte vin, chips, sodavand og morgenmad til Gustav. Senere spiste vi aftensmad på det, vi troede, var en italiensk restaurant. Betjeningen virkede lidt vrissen og maden var ikke for god. Min steak var ekstrem fedtet med brasekartofler, Gustavs snitzel var ok, Anne og Karl fik en ravioli - der var flot men smagen var kedelig. Vi sad udenfor. Ved siden af os sad et byggesjak og talte højlydt med tydeligt østrisk dialekt.
Hjemme på vores balkon kunne vi se, at skyer begyndte at trække ind over dalen. Senere endte det hele i et gedigent tordenvej. Vi havde 1. parket. En af bygerne gav også enorme vindstød, der truede med at sende de store parasoller nede på gaden til Schweitz. Ja, en af dem blev faktisk revet lidt i stykker. Til sidst dukkede Hr. Pfefferkorn himself op og begyndte at redde stumperne. Jeg gik ned for at hjælpe, men døren ud fra hotellet var låst. Tordenvejret fortsatte hele natten og den trykkende varme ligeså.
Under det hele dukkede drengene pludselig op iført hvide baderober og slippers, som var en del af hotelservicen. Anne blev straks misundelig og rodede hele vores værelse igennem blot for at konstatere, at vi ikke nød det samme serviceniveau som ungerne. Det skulle der senere blive lavet om på.
Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 19:01)
6. juli - Benzin vs. dieselStod op og alle fire gik til morgenmadsbuffet, som var ganske imponerende. Drengene fortalte, at de sent på aftenen havde udforsket hotellet og fundet en masse faciliteter, spillerum, m.v. Vi pakkede bilen og ventede på, at Gustav gav "grønt lys". Klokken ca. 9 kørte vi videre sydpå.
Vi kørte intetanende videre og mødte de første bakker før Kassel. Bilen begyndte at hakke i det. Da jeg ikke vidste, hvad der var galt, kørte jeg ind på en "ubemandet" rasteplads for lige at lade motoren køle af. Da jeg forsøgte at starte den igen, var den helt død. Jeg så derfor ikke anden udvej end at kontakte SOS. De ville sende en vogn. Solen bagte og der var kun et offentligt toilet med permanent besøg på "den lukkede". Heldigvis havde vi vand med. Efter en del samtaler med SOS og til sidst det tyske autohjælpfirma blev vi bugseret til Nordheim på en ladvogn. Vi havde ventet omkring 3-4 timer, fra kl. 13:30. Vi blev bugseret til et Renault værksted i Nordheim. Værkføreren kom ud og undersøgte bilen. Det første han spurgte til var, om vi lige havde tanket. Jeg var opmærksom på benzin/diesel problemet, men jeg havde kvitteringen i min tegnebog, som (be)viste, at jeg havde tanket diesel. Han insisterede på, at tankdækslet lugtede af benzin. Da jeg ville underbygge min påstand, opdagede jeg endnu en kvittering - og det var den rigtige. 40 ltr. oktan 95 benzin!
Til sidst rundende vi en McDonald's før vi kørte videre mod Kassel. Vi fandt et hotel (IBIS) i Melsungen). Hotellet lå på det der mest af alt kan betegnes som en p-plads og klientellet var ikke specielt elegant. Det var dog ganske udmærket og vi havde ikke behov for mere/andet. Lige ved siden af hotellet lå en autoforhandler med speciale i carstyling, hvor jeg gætter på, at ejeren boede oven på. Jeg bemærkede nemlig, at der kom en del unge forbi og gik ind i lejligheden over den ellers lukkede forretning. Udenfor sad nogle ældre stamkunder og fik et glas øl og en snak. Vi kunne sidde udenfor og få en fadøl/vand. Vi bestilte alle mad fra et lokalt pizzeria, som hotellet havde samarbejde med. Det fungerede. Efter en lang og dramatisk dag gik vi trætte i seng med udsigt til næste dag med nye 600-700 km. på landevejen.
Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 17:21) 5 juli - Faster 80 og SchleswigEfter først at have kørt 150 km. for at deltage i Faster Marne's 80-års fødselsdag på Struer Vandrehjem, fortsatte vi videre mod Schleswig kl. 16:30 bagom Holstebro, Herning og til Vejle. Det småregnede lidt på turen, men ellers gik det glat.
Vi spiste inde på restauranten i trykkende hede. Vi måtte helst ikke sidde ude, på grund af truende regnvej. Vi sad meget varmt, men også meget flot ved vinduet med udsigt ud over søen. Karl og Anne fik en ret med aubergine, tomat og ost, Gustav kyllingeret og jeg en steak. Dertil kølige små fadøl og sodavand.
Varmen blev mere og mere trykkende og til sidst begyndte der også at falde nogle meget tunge dråber. Humøret var højt og vi gik sammen ned på værelserne. Karl ville tage nogle billeder og ville derfor hente fotostativet i bilen. Anne og jeg gik i seng og kort efter blev den trykkende hede afløst af et gedigent tordenvejr.
Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 19:01) Søndag d. 12 august 2012 - farvel HamborgJeg stod op kl. 06:30. Jeg var træt. Der havde været en del uro om natten, da K og G ikke rigtigt kunne finde ud af at sove sammen i den lille seng. Gustav var vågen, da jeg stod op. Han påstod, han slet ikke havde sovet om natten. Han blev lagt i min seng, mens jeg gik ned i receptionen og drak 2-3 ltr. kaffe. Så var jeg frisk igen. Efter morgenmad og afregning på hotellet kørte vi mod Flensborg, hvor der lige skulle handles lidt ind, når vi nu alligevel var syd for grænsen. Der er noget grotesk ved, at man kan købe Coca Cola dernede for 2 kroner stykket og man så skal komme hjem og opleve, at Føtex sælger en six-pack med samme til tilbudsprisen kr. 44,95,- nedsat med 22 kroner. Hver dåse koster således 12-13 kroner herhjemme. Det er helt til grin og der er nogen, der burde have et spark i de ædlere dele herhjemme. Det er for sygt. Dels burde Villy, Thorning og Vestager lænkes til et bord ved Otto Duborg, så de kunne se, hvor forskruet, det er. Derudover skulle de nyde selskab af diverse pengegriske danske supermarkedsledere. Intet berettiger, at nogen vare skal være 500-600% dyrere i Danmark end i Tyskland - ej heller afgifter alene. Vi ankom kl 10:45 til Fleggaard. Der stod en masse mennesker ude foran. Det viste sig, at grænsebutikkerne først åbnede kl. 11 om søndagen. Vejret var flot, så det gjorde nu heller ikke noget, at vi skulle vente de 15 minutter. Til sidst fik vi lov til at komme ind og gøre vores grænsekøb. Vi havde 2 stop på vejen hjem samt en tankning. Da vi var hjemme, blev alt pakket ud og organiseret. Ungerne indstillede sig på, at nu var sommerferien forbi, mens Anne vaskede og jeg organiserede ladere, computere, mobiler, stik o.s.v. Jeg er glad for, vi tog os sammen og gav ungerne den her oplevelse. Vi får også altid selv en stor oplevelse ud af deres oplevelser. Last Updated (Friday, 17 August 2012 19:50) Lørdag d. 11 august 2012 - hel dag i HamburgMed min midterplads i sengen havde jeg sovet elendigt. Jeg sov kun 4-5 timer, før jeg til sidst stod op og gik ned i receptionen for at ryge. Her var der opstillet kaffe til morgenduelige. Det var en dejlig overraskelse.
Ingen desværre. De undersøgte det ellers ganske grundigt, men alle værelse var bookede den følgende aften. Vi kunne få en ekstra dyne. Det kunne i det mindste sikre, at jeg ikke var nødt til at ligge med dyne på hele tiden. Omkring kl. 9-10 stykker, var vi alle i restauranten og kunne indtage den store morgenbuffet. Det var godt og lækkert. Gustav eksperimenterede dog en smule for meget og endte med at gå op og lægge sig lidt med kvalme. Det var vist mere en kombination af morgenmadden, stress og forventninger, der gjorde det. Da vi lidt senere forlod hotellet, forsvandt hans kvalme som dug for solen.
Anne var først gået på jagt efter en kjole i en forretning et eller andet sted. Pludselig så jeg, at hun var tilbage. Jeg opdagede blikket. Det blik, der afslører begyndende kærlighed. Det var lykkedes for hende at starte hendes favoritspil på en af de flotte Apple computere og nu stod hun der helt opslugt af det perfekte skærmbillede og det velfungerende tastatur. Jeg vidste, at det betød enden. Det ville markere slutningen på en æra, hvor intet Apple udstyr havde plads i vores hjem. Anne havde solgt sin sjæl til design og ladet teknik og visdom glide i baggrunden. En dag kommer jeg til at høre ordene "Den kunne da godt passe ind her". Drengene og jeg hånede Apple lidt mere og lavede grin med, at en opstillet kortterminal, sikkert var den nye iPhone5. På en eller anden måde føltes det dog tomt... Vi forlod butikken og endte i et indkøbscenter, hvor der bl.a. lå en butik, der solgte computerspil. Igen gik Anne på selvstændig jagt, mens vi andre 3 granskede spiludbudet. Det endte med et Need4Speed, der kunne spilles med split-screen til vores XBox. Gustav var lige ved at investere i rat og pedaler, men efter lidt overvejelser kom han alligevel til fornuft.
Vi mødtes med Anne ved det aftalte skilt. Hun havde bl.a. fundet et rigtigt tyrolerdress. Det kostede desværre i omegnen af kr. 2.000, så det var nok lige i overkanten for lidt sjov. Både Gustav og Karl ville gerne se mere i Saturn, så de fik yderligere en halv times tid, mens Anne og jeg ventede udenfor i solen/skyggen. Senere kom drengene tilbage. Gustav havde købt en pen, så han kunne tegne på sin mobiltelefon - smart. Så var Saturn også et afsluttet kapitel for denne gang. Vi gik tilbage og kort efter fik vi et par curry-pølser med brød og sodavand, som blev delt mellem os.
Hjemme ved hotellet lå der en stor boghandel, som vi også besøgte på hjemvejen. Vi kiggede på forskellige bøger. Dette lidt i håb om, at vi kunne overtale ungerne til at kaste sig over læsning på tysk. Om det foregår i en bog eller et hæfte, er ligegyldigt. Kan man tænde lysten og skabe motivationen, er det ligegyldigt, om teksterne står i talebobler eller i afsnit. Vores strategi røg i vasken og vi endte med at købe et par samlemapper i stedet. Da vi kom hjem på hotellet, havde vi som aftalt med hotellet om morgenen, fået endnu en dyne. Til gengæld havde de fjernet en seng! Der var naturligvis en fejl, der hurtigt blev rettet. En mere positiv overraskelse var, at Annes telefon var begyndt at fungere. Det betød, at det også kunne lade sig gøre at få drengenes på telenettet. Ved at tilføje et par services på M1's hjemmeside og genstarte telefoner kunne vi nu alle komme i kontakt med hinanden via samtaler eller sms. Vi havde alle slået "roaming" fra. Det koster stadig alt for meget, og det er komplet umuligt, at forudse hvor meget data, der vil blive brugt. Så hellere være sikker, hvilket betyder ingen roaming.
Ungerne vendte, som aftalt, tilbage en time senere og havde stadig kun nået at se en lille del af parken. Vi gik sammen videre ned mod det store pariserhjul. På vejen købte vi lidt forskelligt spiseligt Fish-bread, Nachos (Gustav) en Wrap i ørkenlandet (Karl) og Ribb's (Gustav). Derudover havde drengene allerede investeret i et kandiseret æble og et chokoladiseret ditto, der begge røg i "skralderen".
Længere nede på pladsen fandt Anne og jeg endnu et bord i et andet øl-hus med udsigt til den store rutchebane og ungerne fik 1½ time til igen at gå på opdagelse. Anne fik en drink, som hun gerne ville have og jeg fik øl, øl og atter øl. Efter en times tid vendte ungerne tilbage. Derefter gik alle videre og kigged Anne og ungerne kørte radiobil. Der var naturligvis kaos i den forbindelse. Da det hele skulle til at gå i gang, hoppede Karl pludselig ud af bilen og drønede op til huset, hvor "banekommandøren" sad. Det så ud til, at han ville aflevere sin tegnebog. Da han var tilbage i sin bil igen, sprang Anne og Gustav pludselig ud af deres bil! De vidste ikke, hvad de skulle gøre med den indkøbte plastikmønt! Til sidst kom der dog gang i det hele, og der blev "kørt råddent" til den store guldmedalje. Bagefter viste det sig, at det ikke var Karls egen tegnebog, han havde afleveret. Det var en glemt tegnebog, som Karl havde fundet. Der var forhåbentlig en, der var blevet glad senere hen. Lidt senere passerede vi et spøgelseshus, som Anne og jeg havde moret os over, da vi var her sidst. Vognene kørte ud på forsiden på 1. sal, så alle på pladsen foran kunne se de skræmte gæster. Ude foran stod der en levende skuespiller klar. Han var klædt ud som "Freddy" i Nightmare on Elm Street. Han jagtede hver vogn et stykke af vejen og truede samtidigt med en stor kniv, mens han råbte ind i hovedet på staklerne, der sad og trykkede sig.
Det er næsten umuligt at beskrive den, men kan man forstille sig en karrusel, som kan vendes på hovedet i uforudsigelige intervaller, så har man en ide om, hvordan det foregik. Derudover tog turen 6 minutter - altså 6 minutter i ren rædsel. Det var rigtigt sjovt at se på. Sent på aftenen, vel omkring midnat, var vi tilbage på hotellet. Ungerne blev lagt i seng og Anne og jeg gik i baren, hvor vi nød en Mojito og en øl ude foran. Næste dag skulle vi køre hjem, så jeg levnede det meste. Last Updated (Friday, 17 August 2012 20:15) |