Home

Temarejse.com

7. juli - Ankomstdagen

Vi stod tidlig op. Kørte 7:45 uden morgenmad. Vi skulle tilbagelægge 675 km.

Vores hotel. Vi havde hele den øverste balkon. (den synlige del)Efter 350 km. spiste vi sandwich på en rasteplads, hvor vi ville have købt en vignet til Østriske motorveje. Det var dog ikke muligt, da de først kunne købes fra næste tankstation! Der var 30 grader, trykkende fugtig varme og høj himmel. Vi kørte derfor ind på den næste tankstation og købte vignetten. Vejene fladede mærkværdigvis lidt ud, da vi kom til Østrig. Til gengæld kom vi gennem imponerende motorvejstunneller og bjergene var jo flotte.

Ca. 20-30 km. før hotellet drejede vi fra på en lille vej for at se landet. Vi kunne dog ikke finde tilbage til motorvejen og GPS-en ledte os i stedet ud på en  flot tur gennem bjergene og fantastske tunneller - "nazi-tunler" som Karl kaldte dem. Senere fandt jeg dog ud af, at de var ældre end nazismen, men Karl må beholde fantasien.

Så skulle der slappes afVi ankom til Hotel Pfefferkorn og blev modtaget meget overstrømmende af hele familien og centralt ansatte personer.

Det første der skete var, at vi blev modtaget af en smilende receptionist (Lena), der sagde, at vi blot skulle aflevere nøglerne til bilen, så ville den blive kørt i p-kælder og vores bagage bragt op på værelset. Så var stilen lagt! Vi ville alle blive udstyret med gratis liftkort og vores værelser var desuden blevet "opgraderet". Vi fik i praksis 2 suiter, der udgjorde det ene hjørne af hele hotellets 3. sal! Begge suiter havde soveværelse, opholdsstue, bad og et separat toilet, samt walk-in klædeskab. Der var også en minibar. Indholdet skulle vi ikke engang betale for og vi kunne selv købe ting i supermarkedet og supplere op, hvis vi havde lyst.

Vi var mildt sagt benovede over den vildt høje servicestandard. Ankommet på værelserne, dukkede en ung mand op med kufferter og Harald Nyborg tasker og derefter var vi "hjemme". Jeg gik ind under en kold bruser og de andre ligeså.

Der var stadig ekstremt varmt, så vi opsøgte en ude-restaurant hvor man kunne få en kølig pils. Karl og Gustav stødte til senere og fik en frugt drink.

Vi gik i hotellets SPAR, hvor vi købte vin, chips, sodavand og morgenmad til Gustav. Senere spiste vi aftensmad på det, vi troede, var en italiensk restaurant. Betjeningen virkede lidt vrissen og maden var ikke for god. Min steak var ekstrem fedtet med brasekartofler, Gustavs snitzel var ok, Anne og Karl fik en ravioli - der var flot men smagen var kedelig. Aftenudsigten fra vores balkonVi sad udenfor. Ved siden af os sad et byggesjak og talte højlydt med tydeligt østrisk dialekt.

Hjemme på vores balkon kunne vi se, at skyer begyndte at trække ind over dalen. Senere endte det hele i et gedigent tordenvej. Vi havde 1. parket. En af bygerne gav også enorme vindstød, der truede med at sende de store parasoller nede på gaden til Schweitz. Ja, en af dem blev faktisk revet lidt i stykker. Til sidst dukkede Hr. Pfefferkorn himself op og begyndte at redde stumperne. Jeg gik ned for at hjælpe, men døren ud fra hotellet var låst. Tordenvejret fortsatte hele natten og den trykkende varme ligeså.

Under det hele dukkede drengene pludselig op iført hvide baderober og slippers, som var en del af hotelservicen. Anne blev straks misundelig og rodede hele vores værelse igennem blot for at konstatere, at vi ikke nød det samme serviceniveau som ungerne. Det skulle der senere blive lavet om på.

 

Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 19:01)

 

6. juli - Benzin vs. diesel

Stod op og alle fire gik til morgenmadsbuffet, som var ganske imponerende. Drengene fortalte, at de sent på aftenen havde udforsket hotellet og fundet en masse faciliteter, spillerum, m.v.

Vi pakkede bilen og ventede på, at Gustav gav "grønt lys". Klokken ca. 9 kørte vi videre sydpå.

Venter efter udsendt SOSVi konstaterede at der var rastepladser meget systematisk ca. hver 10 km. Omkring kl. 12:30 kørte vi ind på en tankstation og tankede benzin. Det viste sig senere at være skidt, da vi kører i en dieselbil. Jeg ved godt bilen kører på diesel, men på magisk vis blev jeg snydt af de mange slanger, som alle var sorte - i modsætning til i DK

Vi kørte intetanende videre og mødte de første bakker før Kassel. Bilen begyndte at hakke i det. Da jeg ikke vidste, hvad der var galt, kørte jeg ind på en "ubemandet" rasteplads for lige at lade motoren køle af. Da jeg forsøgte at starte den igen, var den helt død. Jeg så derfor ikke anden udvej end at kontakte SOS. De ville sende en vogn.

Solen bagte og der var kun et offentligt toilet med permanent besøg på "den lukkede". Heldigvis havde vi vand med. Efter en del samtaler med SOS og til sidst det tyske autohjælpfirma blev vi bugseret til Nordheim på en ladvogn. Vi havde ventet omkring 3-4 timer, fra kl. 13:30.

Vi blev bugseret til et Renault værksted i Nordheim. Værkføreren kom ud og undersøgte bilen. Det første han spurgte til var, om vi lige havde tanket. Jeg var opmærksom på benzin/diesel problemet, men jeg havde kvitteringen i min tegnebog, som (be)viste, at jeg havde tanket diesel. Han insisterede på, at tankdækslet lugtede af benzin. Da jeg ville underbygge min påstand, opdagede jeg endnu en kvittering - og det var den rigtige. 40 ltr. oktan 95 benzin!

Bilen virker død! :(Med himmelvendte øjne ringede han til en lærling, der blev sat til at tømme tanken - vel og mærke med håndkraft og ca. 20 ml. pr. "pump". Således var tankens indhold pumpet over på spande i løbet af et par timer og 5 ltr. diesel var nu i tanken i stedet. Motoren spandt igen og værkstedet dømte bilen OK. Omkring kl. 19:00 kørte vi således med lærlingen til en nærliggende tankstation, hvor vi tankede DIESEL. Vi havde været nødt til at afbestille vores hotel og var også i dialog med Hotels.com om mulighed for refusion.

Til sidst rundende vi en McDonald's før vi kørte videre mod Kassel. Vi fandt et hotel (IBIS) i Melsungen). Hotellet lå på det der mest af alt kan betegnes som en p-plads og klientellet var ikke specielt elegant. Det var dog ganske udmærket og vi havde ikke behov for mere/andet.

Lige ved siden af hotellet lå en autoforhandler med speciale i carstyling, hvor jeg gætter på, at ejeren boede oven på. Jeg bemærkede nemlig, at der kom en del unge forbi og gik ind i lejligheden over den ellers lukkede forretning. Udenfor sad nogle ældre stamkunder og fik et glas øl og en snak.

Vi kunne sidde udenfor og få en fadøl/vand. Vi bestilte alle mad fra et lokalt pizzeria, som hotellet havde samarbejde med. Det fungerede. Efter en lang og dramatisk dag gik vi trætte i seng med udsigt til næste dag med nye 600-700 km. på landevejen.

 

Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 17:21)

 

5 juli - Faster 80 og Schleswig

Efter først at have kørt 150 km. for at deltage i Faster Marne's 80-års fødselsdag på Struer Vandrehjem, fortsatte vi videre mod Schleswig kl. 16:30 bagom Holstebro, Herning og til Vejle. Det småregnede lidt på turen, men ellers gik det glat.

Vi ankom til Schleswig ca. 20:00. Hotellet var lækkert og lå ved skov og sø. Vores værelser lå ved siden af hinanden og med egen udgang til en lille terrasse og en stor park.

Vi spiste inde på restauranten i trykkende hede. Vi måtte helst ikke sidde ude, på grund af truende regnvej. Vi sad meget varmt, men også meget flot ved vinduet med udsigt ud over søen. Karl og Anne fik en ret med aubergine, tomat og ost, Gustav kyllingeret og jeg en steak. Dertil kølige små fadøl og sodavand.

Efter spisningEfter hovedretten satte vi os alligevel ud på terrassen foran. Her fik Karl dessert og vi andre lidt at drikke. Hotellets have var enormt "velpudset". Der groede rottetrapper op langs muren, og stier, trapper og hække gjorde det hele komplet.

Varmen blev mere og mere trykkende og til sidst begyndte der også at falde nogle meget tunge dråber. Humøret var højt og vi gik sammen ned på værelserne. Karl ville tage nogle billeder og ville derfor hente fotostativet i bilen. Anne og jeg gik i seng og kort efter blev den trykkende hede afløst af et gedigent tordenvejr.

 

 

 

Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 19:01)

 

Søndag d. 12 august 2012 - farvel Hamborg

Jeg stod op kl. 06:30. Jeg var træt. Der havde været en del uro om natten, da K og G ikke rigtigt kunne finde ud af at sove sammen i den lille seng. Gustav var vågen, da jeg stod op. Han påstod, han slet ikke havde sovet om natten. Han blev lagt i min seng, mens jeg gik ned i receptionen og drak 2-3 ltr. kaffe. Så var jeg frisk igen.

Efter morgenmad og afregning på hotellet kørte vi mod Flensborg, hvor der lige skulle handles lidt ind, når vi nu alligevel var syd for grænsen. Der er noget grotesk ved, at man kan købe Coca Cola dernede for 2 kroner stykket og man så skal komme hjem og opleve, at Føtex sælger en six-pack med samme til tilbudsprisen kr. 44,95,- nedsat med 22 kroner. Hver dåse koster således  12-13 kroner herhjemme. Det er helt til grin og der er nogen, der burde have et spark i de ædlere dele herhjemme. Det er for sygt. Dels burde Villy, Thorning og Vestager lænkes til et bord ved Otto Duborg, så de kunne se, hvor forskruet, det er. Derudover skulle de nyde selskab af diverse pengegriske danske supermarkedsledere. Intet berettiger, at nogen vare skal være 500-600% dyrere i Danmark end i Tyskland - ej heller afgifter alene.

Vi ankom kl 10:45 til Fleggaard. Der stod en masse mennesker ude foran. Det viste sig, at grænsebutikkerne først åbnede kl. 11 om søndagen. Vejret var flot, så det gjorde nu heller ikke noget, at vi skulle vente de 15 minutter.

Til sidst fik vi lov til at komme ind og gøre vores grænsekøb.

Vi havde 2 stop på vejen hjem samt en tankning.

Da vi var hjemme, blev alt pakket ud og organiseret. Ungerne indstillede sig på, at nu var sommerferien forbi, mens Anne vaskede og jeg organiserede ladere, computere, mobiler, stik o.s.v.

Jeg er glad for, vi tog os sammen og gav ungerne den her oplevelse. Vi får også altid selv en stor oplevelse ud af deres oplevelser.

Last Updated (Friday, 17 August 2012 19:50)

 

Lørdag d. 11 august 2012 - hel dag i Hamburg

Med min midterplads i sengen havde jeg sovet elendigt. Jeg sov kun 4-5 timer, før jeg til sidst stod op og gik ned i receptionen for at ryge. Her var der opstillet kaffe til morgenduelige. Det var en dejlig overraskelse.

Dagen hvor ungerne skulle opleve Hamburger DomNød et par kopper ude foran. Jeg havde ikke lyst til at skulle igennem endnu en nat på den måde, så jeg snakkede med receptionen om, hvilke alternative muligheder der evt var.

Ingen desværre. De undersøgte det ellers ganske grundigt, men alle værelse var bookede den følgende aften. Vi kunne få en ekstra dyne. Det kunne i det mindste sikre, at jeg ikke var nødt til at ligge med dyne på hele tiden.

Omkring kl. 9-10 stykker, var vi alle i restauranten og kunne indtage den store morgenbuffet. Det var godt og lækkert. Gustav eksperimenterede dog en smule for meget og endte med at gå op og lægge sig lidt med kvalme. Det var vist mere en kombination af morgenmadden, stress og forventninger, der gjorde det. Da vi lidt senere forlod hotellet, forsvandt hans kvalme som dug for solen.

På besøg i den enorme Apple forretningDet eneste, vi absolut skulle se her først på dagen, var Saturn. En enorm computerforretning i flere etager, der lå oppe ved hovedbanegården. Alt andet måtte bare dukke op på vores vej. Igen startede vi ved Jungfernstieg, hvor vi vendte tilbage til den store Apple forretning, vi havde set aftenen før. Nu var den åben og jeg overvandt min Apple-racisme og gik med ungerne derind. Jeg måtte også erkende, at det var meget flot lavet og at maskinerne fungerede godt. Men det var også kedeligt. En iPad er jo en iPad og rundt omkring lå de til afprøvning i dusinvis. Sådan var det også med iPhone og iPod. Der var lidt forskellige kombinationer af stationære computere og forskellige skærmstørrelser. Det var maskiner med de samme processorer og samme konfigurationer, som man kender fra alle andre PCer. De her var blot 50% dyrere. Som jeg husker det, kørte Mac computere i gamle dage på en anden processortype end Pcerne. Det var en Motorola, hvor PCerne også den gang brugte Intel. Siden Powerpcens tid, er det hele vist smiPhone5?eltet sammen, så hardwaren bare er den samme på alle platforme.

Anne var først gået på jagt efter en kjole i en forretning et eller andet sted. Pludselig så jeg, at hun var tilbage. Jeg opdagede blikket. Det blik, der afslører begyndende kærlighed. Det var lykkedes for hende at starte hendes favoritspil på en af de flotte Apple computere og nu stod hun der helt opslugt af det perfekte skærmbillede og det velfungerende tastatur. Jeg vidste, at det betød enden. Det ville markere slutningen på en æra, hvor intet Apple udstyr havde plads i vores hjem. Anne havde solgt sin sjæl til design og ladet teknik og visdom glide i baggrunden. En dag kommer jeg til at høre ordene "Den kunne da godt passe ind her".

Drengene og jeg hånede Apple lidt mere og lavede grin med, at en opstillet kortterminal, sikkert var den nye iPhone5. På en eller anden måde føltes det dog tomt...

Vi forlod butikken og endte i et indkøbscenter, hvor der bl.a. lå en butik, der solgte computerspil. Igen gik Anne på selvstændig jagt, mens vi andre 3 granskede spiludbudet. Det endte med et Need4Speed, der kunne spilles med split-screen til vores XBox. Gustav var lige ved at investere i rat og pedaler, men efter lidt overvejelser kom han alligevel til fornuft.

Saturn - en computerforretning med et utroligt stort udvalgVidere op gennem Mönckenbergstrasse - en stor gågade. Til sidst endte vi ved Saturn. Her aftalte vi at mødes ved et bestemt skilt 1 lille time senere. Igen var det Anne, der ikke var holdspiller. Drengene og jeg kiggede på alt muligt og Gustav fandt et nyt kabinet, han absolut måtte eje. Det var også sejt Et "Thermaltake level 10 Battle edition"! Hvad mere kan en spillegal teenager ønske sig? Igen fik jeg bragt lidt ro på og fik Gustav til at vente med at købe, til vi kom hjem. En senere prissammenligning viste, at kabinettet kunne købes lidt billigere i Danmark - mærkeligt?

Vi mødtes med Anne ved det aftalte skilt. Hun havde bl.a. fundet et rigtigt tyrolerdress. Det kostede desværre i omegnen af kr. 2.000, så det var nok lige i overkanten for lidt sjov. Både Gustav og Karl ville gerne se mere i Saturn, så de fik yderligere en halv times tid, mens Anne og jeg ventede udenfor i solen/skyggen.

Senere kom drengene tilbage. Gustav havde købt en pen, så han kunne tegne på sin mobiltelefon - smart. Så var Saturn også et afsluttet kapitel for denne gang.

Vi gik tilbage og kort efter fik vi et par curry-pølser med brød og sodavand, som blev delt mellem os.

En butik, de udelukkende sælger Magnum is!Lidt længere nede dukkede en Magnumbutik op. Ja, hvad handler de mon med i sådan en? Magnum is naturligvis! Jeg troede, det var løgn, men den var god nok, Her i et af Hamborgs dyreste handelsstrøg kunne det betale sig at have 3-400 kvadratmeter butik, hvorfra man solgte håndlavede Magnum is til en pris, der er lavere, end hvad standardproduktet koster i Danmark. Fantastisk! Og selvfølgelig skulle ungerne da have hver deres håndlavede og selvdesignede Magnum. Det er ikke hver dag, man ser den slags butikker.

og hvilke Magnun is ...Udenfor var der masser af mennesker, der nød det gode vej. Der var folk, der spillede musik mange steder - ikke alene unge og  børn fra x-faktor generationen, men også mere klassiske gademusikanter.

Hjemme ved hotellet lå der en stor boghandel, som vi også besøgte på hjemvejen. Vi kiggede på forskellige bøger. Dette lidt i håb om, at vi kunne overtale ungerne til at kaste sig over læsning på tysk. Om det foregår i en bog eller et hæfte, er ligegyldigt. Kan man tænde lysten og skabe motivationen, er det ligegyldigt, om teksterne står i talebobler eller i afsnit. Vores strategi røg i vasken og vi endte med at købe et par samlemapper i stedet.

Da vi kom hjem på hotellet, havde vi som aftalt med hotellet om morgenen, fået endnu en dyne. Til gengæld havde de fjernet en seng! Der var naturligvis en fejl, der hurtigt blev rettet.

En mere positiv overraskelse var, at Annes telefon var begyndt at fungere. Det betød, at det også kunne lade sig gøre at få drengenes på telenettet. Ved at tilføje et par services på M1's hjemmeside og genstarte telefoner kunne vi nu alle komme i kontakt med hinanden via samtaler eller sms. Vi havde alle slået "roaming" fra. Det koster stadig alt for meget, og det er komplet umuligt, at forudse hvor meget data, der vil blive brugt. Så hellere være sikker, hvilket betyder ingen roaming.

Stor tilfredshedCa. kl. 17:30 forlod vi hotellet igen og gik mod det store tivoli. Ved blot at følge Kaiser-Wilhelm-Strasse nåede vi frem på under 15 minutter. Indgangen i det nordøstlige hjørne er af en eller anden grund meget diskret. Bortset fra skiltet ude foran lignede det mest en bagindgang på grund af meget snævre passager forbi toiletterne og ind på selve pladsen.

Godfather med La Familia på besøg i Dom?Men vi klemte os igennem uden problemer og snart stod vi foran et passende øltelt/bod, hvor Anne og jeg kunne oprette kommandostation. Ungerne fik en større mængde Euro. Udstyret med fungerende telefoner og kontanter gik de så på jagt efter de ultimative forlystelser, mens Anne og jeg nød kolde øl på den overdækkede veranda sammen med en hel masse FC St. Pauli tilhængere. Der måtte næsten have været kampdag, for der var rigtigt mange af dem blandt tivoliets gæster.

Ungerne vendte, som aftalt, tilbage en time senere  og havde stadig kun nået at se en lille del af parken. Vi gik sammen videre ned mod det store pariserhjul. På vejen købte vi lidt forskelligt spiseligt Fish-bread, Nachos (Gustav) en Wrap i ørkenlandet (Karl) og Ribb's (Gustav). Derudover havde drengene allerede investeret i et kandiseret æble og et chokoladiseret ditto, der begge røg i "skralderen".

Der er andet end øl til de voksneJeg slog hammerslag for at imponere ungerne. Jeg fik dog kun 1 ring ud af 3 mulige (2 gange endda)! 3 ltr. øl og en fishroll er ikke godt lige før den slags kraftanstrengelser. Det må jeg huske næste gang, for det var pinligt.

Længere nede på pladsen fandt Anne og jeg endnu et bord i et andet øl-hus med udsigt til den store rutchebane og ungerne fik 1½ time til igen at gå på opdagelse. Anne fik en drink, som hun gerne ville have og jeg fik øl, øl og atter øl.

Efter en times tid vendte ungerne tilbage. Derefter gik alle videre og kiggedTraditionerne er i hævd hos nogle af gæsternee på den sidste halvdel af Hamburger Dom sammen. Gustav fiskede et dyr op med kran - en plettet udgave af Angry Birds? Vi brugte en formue på lotteri, hvorefter Karl talte sammen og afhentede en valgfri præmie fra de nederste kasser.

Anne og ungerne kørte radiobil. Der var naturligvis kaos i den forbindelse. Da det hele skulle til at gå i gang, hoppede Karl pludselig ud af bilen og drønede op til huset, hvor "banekommandøren" sad. Det så ud til, at han ville aflevere sin tegnebog. Da han var tilbage i sin bil igen, sprang Anne og Gustav pludselig ud af deres bil! De vidste ikke, hvad de skulle gøre med den indkøbte plastikmønt! Til sidst kom der dog gang i det hele, og der blev "kørt råddent" til den store guldmedalje. Bagefter viste det sig, at det ikke var Karls egen tegnebog, han havde afleveret. Det var en glemt tegnebog, som Karl havde fundet. Der var forhåbentlig en, der var blevet glad senere hen.

Lidt senere passerede vi et spøgelseshus, som Anne og jeg havde moret os over, da vi var her sidst. Vognene kørte ud på forsiden på 1. sal, så alle på pladsen foran kunne se de skræmte gæster. Ude foran stod der en levende skuespiller klar. Han var klædt ud som "Freddy" i Nightmare on Elm Street. Han jagtede hver vogn et stykke af vejen og truede samtidigt med en stor kniv, mens han råbte ind i hovedet på staklerne, der sad og trykkede sig.

Mys mys...Det endte så med, at vi alle 4 endte i den forlystelse. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg skraldgrinede hele vejen og man burde vel være skræmt? Det er sikkert helt normalt og der findes nok en god forklaring på, hvordan det hænger sammen? Men sjovt var det.

En af de uundværlige præmier, der blev vundetVi gik videre og kiggede på alle de mange forlystelser, vi passerede. Én var specielt skræmmende: Nemlig "Transformer".

Det er næsten umuligt at beskrive den, men kan man forstille sig en karrusel, som kan vendes på hovedet i uforudsigelige intervaller, så har man en ide om, hvordan det foregik. Derudover tog turen 6 minutter - altså 6 minutter i ren rædsel. Det var rigtigt sjovt at se på.

Sent på aftenen, vel omkring midnat, var vi tilbage på hotellet. Ungerne blev lagt i seng og Anne og jeg gik i baren, hvor vi nød en Mojito og en øl ude foran.

Næste dag skulle vi køre hjem, så jeg levnede det meste.

Last Updated (Friday, 17 August 2012 20:15)

 
Nyt fra nær og fjern