Home

Temarejse.com

12. juli - Sidste hele dag i Lech

Sidste hele dag i Lech. Vi var alle ved at være indstillet på, at vi skulle hjem. Vi havde set det meste af det, vi ville se. Karl havde dog stadig ambitioner om et par bjerge, en spa og andre ting.

Vi stod alle op kl. 8 og fik morgenmad sammen. Vi begyndte at planlægge og organisere afrejsen. Vi havde ikke noget hotel i Tyskland. Vi besluttede at vi ville køre, indtil vi ikke gad mere, og så tage et hotel, hvor vi end måtte være.

Gustav på vej ned fra bjergetVi startede med at dovne lidt på hotelværelset. Omkring kl. 11:30 gik vi op til en lille frokostrestaurant over for Spar. Her købte og spiste vi sandwich og diverse drikkevarer. Gustav snakkede om, at han ville op og se og fotografere "geden" på bjerget.

Sagen var, at der midt på det bjerg, vi havde udsigt til fra balkonen, var placeret et "dyr". Vi mente, at det nok var en kronhjort, og at den sandsynligvis bare var et papskilt. Et var i hvert fald sikkert - levende var den ikke. Men Gustav ville have vished for, hvad det var for en ting.

Spar var lukket efter kl. 12, så vi gik hjem til hotellet. Ikke så snart havde vi sat os på balkonen, før vi fik øje på Gustav, der møjsommeligt arbejdede sig opefter mod "dyret". Til sidst nåede han frem og vi kunne se, hvordan han kredsede om dyret og tilsyneladende fotograferede det fra forskellige vinkler. Kort efter returnerede han og tog en rute med drabelige genveje. Karl kom i mellemtiden ind og stillede op med zoom-objektiv, så vi kunne få nogle gode langdistance billeder af Gustav.

Kort efter Gustavs hjemkomst smuttede Karl. Han tog en mindre bane op til Hohe Lech, hvor bjergene var mindre vilde, end de bjerge, han ellers havde bevæget sig i de foregående dage.

Flotte blomster i bjergeneAnne og jeg gjorde ingenting. Mentalt set var vi allerede på vej hjem.

Da Karl kom tilbage nogle timer senere, handlede han og Anne tablet. Anne var ved at gå ud af sit gode skind over hendes efterhånden meget gamle tablet og "tilfældigvis" havde Karl en gunstig løsning. Efter intense forhandlinger blev der aftalt pris og support og så gik tiden med at få Anne installeret på den nye tablet.

Vi spiste på det andet pizzeria i byen. Også her var maden god og betjeningen fin. Stedet var ud over bare at være en restaurant også samlingspunkt for mange af byens lokale. Vi kunne genkende flere af dem, vi tidligere havde mødt i embeds medfør. En af vennerne kom også forbi i en Ferrari og tog afsked med hjulspin og brølende motor.

Hjemme på hotellet skulle Anne have cigaretter, men vi kunne ikke få automaten til at fungere. I receptionen blev vi anbefalet at opsøge en bestemt tjener i Pfefferkorns restaurant. Han havde det nødvendige EC kort. Som sagt så gjort. Anne fik sine cigaretter og alle var glade.

Vi valgte også at tjekke ud for at undgå, at skulle stå med det næste morgen. Lena tog sig af det og vi fik en hyggelig snak om mangt og meget.

Anne gik tidligt i seng, da hun ikke fik så meget søvn sidste nat. Ungerne sad og spillede computerspil eller debatterede på Redit? Jeg læste lidt fag (versionsstyring med Git).

Næste morgen skulle vi køre hjem. En tur på ca. 1.260 km. Vi havde planlagt at køre så mange km. vi orkede og derefter at finde et hotel. På den måde skulle vi kunne være hjemme i løbet af 2 dage. Meteorologerne havde lovet bedre/godt vej i Danmark i løbet af 3 dage, så det var godt timet.

Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 18:27)

 

11 juli - hvad sker der mon i dag?

Jeg fik en lang nats søvn - godt nok afbrudt et par gange - men det var noget af det bedste, jeg hidtil havde opnået på turen.

Karl overraskede os ved morgenmadenMorgenmad, altan og Karl dukkede op, mens oldfruen var i gang med vores suite.

Der skete meget under altanen, herunder også at 8 åbne og knaldrøde Audier passerede. Det var mærkeligt at se så mange af de lækre og dyre biler køre spinnende forbi. Der blev diskuteret murmeldyr og Karl forberedte jagt på dyrene, ved at indkøbe æbler til madding. Han var stadig lidt konfus efter i går, hvor han blev ret udmattet af mange timer i bjergene under bagende sol.

For at svare på overskriften kan jeg nu lave en overskrift, der burde have heddet: "Hornmusik, højdeskræk og murmeldyr".

Både Anne og jeg følte en forpligtigelse til at tage med banen op til det høje bjerg. Ikke fordi vi havde lyst, men fordi begge drengene nu havde været der. Som Anne sagde, "man bør ikke sende sine unger ud i noget, man ikke selv tør". At jeg så forklarede, at det havde vi sådan set allerede gjort, hjalp ikke meget.

Da Karl således kom ind og annoncerede, at han var på vej ud og op, tog det kun sekunder for os at beslutte, at det også var "nu" for os.

Sammen gik vi ned til banen, der lå lige ved siden af hotellet. Kabinerne kørte hver halve time og vi var der præcis kl. 12:30. Ind gennem billetteringen, videre i elevatoren op og så ind i kabinen. Vi var kun 4 mennesker og en vognfører. Dørene blev lukket og så startede turen. Den foregik i 2 etaper. Anne er ikke gladFørst hen over et mastetårn på et klippefremspring. Derefter videre hen over et langt stræk med golde klipper i dybet. Højderne var sindsyge og udsigten fantastisk. Karl var helt rolig. Jeg havde heller ikke de store problemer, men Anne var tydeligt utilpas. Det hele foregik ret uproblematisk, så al frygt viste sig helt ubegrundet.

Oppe på bjerget var udsigten jo ganske ubeskrivelig. Men jeg kan sige, at det var betagende at se de mange tinder og dale, der lå både nær og fjernt, sneen, de rå og stenede skråninger, søer, de lodrette klipper og områderne med vegetation og små fine blomster.

Karl viste os ned til det sted, hvor han havde set et murmeldyr. Han havde medbragt æbler, som lokkemad, da vi har læst, at man kan være heldig at få dem frem på den måde.

Murmeldyr er ganske specielle dyr. De er i familie med egern. De bor under klipper og i huler, de selv har gravet og så kan de kan fløjte. Vi kunne tydelig høre, hvordan de fløjtede under os og endda meget tæt på. Fløjtet er et advarselskald, hvis de ser ørne, ræve eller mennesker. Da der på det tidspunkt var en del mennesker på bjerget, opnåede Anne og jeg aldrig at se et murmeldyr.

Vi efterlod Karl på bjerget og gik op mod restauranten, hvor vi fandt os et bord. Ikke så snart havde vi sat os, før en kabine kom op. Vi besluttede os for at tage den ned og skyndte os ind på stationen.

Murmeldyret!Hvis turen op havde været skræmmende, så var turen ned endnu mere skræmmende. Man kigger ikke frem mod et lavere område, nej man kigger ud over afgrunden. Selvfølgelig kan man vende ryggen til og kigge den anden vej, men det virker unaturligt. Men også denne tur gik fint. Anne fandt en masse "kaperingsteknikker" frem fra hendes hverv som psykolog og testede vel en snes stykker undervejs. Til sidst stod vi dog med fast grund under fødderne igen.

Ved foden af bjergbanen lå et torv. Her var der opstillet en scene, borde/bænke samt små boder. Lidt senere gik en messingblæserfestival i gang. Det stod på hele dagen og der blev umpaumpa'et derudaf, med hyl, fællessang, Sauerkraut og Bier. Vi så dog kun på i kort tid, selvom folk så ud til at have det sjovt. Underholdningen var sikkert i top, hvis man forstod alle hentydningerne og sammenhængene.

Gustav sad inde hos os, da Karl kom hjem. Karl havde da opholdt sig 4-5 timer på bjerget. Det var lykkedes ham at få et foto af et murmeldyr - dog et "yetti-agtigt" et af slagsen. Det var ikke lykkedes for ham at komme helt tæt på dyret denne gang.

Da vi fortalte ham, hvor svært Anne havde haft det under nedturen, udbrød han: "Så er det godt, du ikke var med på den tur, jeg tog på vej ned", med et stort smil. Han beskrev derefter, hvordan kabinen var begyndt at svinge kraftigt fra side til side og svingningsalarmen ringede konstant. Kabineføreren stressede op og gennede pasagerene ud til siderne, så han kunne se frem, mens han var i telefonkontakt med personale andet steds. Det tog dog kun et par minutter, men vinden drillede også under resten af turen.

Gang i messingblæserne, øllet og sauerkrautenVi aftalte, at vi ville gå ned og spise, når vi havde gjort klar - Karl i bad, o.s.v. Jeg gik ned for at se, om jeg kunne finde noget i receptionen om hotellets historie. Jeg blev klar over, at der er 5 store familier, der "regerer" heroppe. Pfefferkorn er den ene, Stroltz en anden og derudover ydeligere 3, jeg ikke kan huske navnene på. Jeg kan ikke undgå at blive nysgerrig, når den slags åbenbares. Hr. Pfefferkorn dukkede selv op og fortalte mig om, hvordan hans bedstefar havde ejet Hotel Krone, der har historie tilbage til 1800 tallet. Det bestyres i dag af hans bror. Han havde selv startet det hotel, vi boede på. Først som en lille forretning i 1972. Den blev senere udvidet med et supermarked og senere 12-14 lejligheder til ferierende gæster. i 1986 blev hotellet bygget i sin nuværende udformning. Flot var det.

Han fortalte også om ulykken med den Hollandske konge, der blev dræbt i 2013 ved et lavineskred. Kongen boede altid på nabohotellet. Fra vores altan kunne vi se, løjperne hvor ulykken skete. Kongen havde bevæget sig ud af det sikre område og ind på et lukket. Her kom der en lavine og tog hele selskabet. Kongen var dog den eneste, der døde.

Anne, drengene og jeg gik derefter ned for at spise. Vi måtte tilbage på "gårdagens italiener". Maden var så god dernede, at vi bare måtte have noget mere fra det køkken.

Det levede igen fuldt op til alle forventninger. Denne gang fik vi både forretter, hovedretter og et par desserter.

Det går stort set lodret op ved det forreste bjerg!På vej hjem var der kommet endnu mere gang i festen på torvet. Der blev spillet "messingmusik" for fulde gardiner. Vi satte os alle ved et bord og Anne og jeg fik en fadøl hver. Drengene ville ikke have noget, men de synes alligevel, det var lidt sjovt at se hele sceneriet. Lidt senere gik de hjem og derefter var Anne og jeg alene til tyrolerfest.

Der kan fortælles meget om aftenen, men den helt store oplevelse kom til sidst. Der var vel en 200-400 festglade mennesker, hvoraf mange var rigtigt fulde. Vi havde placeret os ved et centralt beliggende bord, hvor vi havde god udsigt til musikken.

Da orkesteret på ca. 10-15 musikkere som noget af det sidste spillede et melankolsk nummer, bevægede de sig ned blandt publikum, Ikke nok med det. De stillede sig også op på borde og bænke, mens de fortsatte med at spille. Til sidst dannede de en ring. Gæt, hvem der sad inde i midten? Jo, der sad to benovede danskere for sig selv, mens alle andre tilskuere stod og klappede omkring os og orkestret. :) Det var noget af en oplevelse.

Last Updated (Sunday, 19 July 2015 14:36)

 

10 juli - Forlængelsen

Havde igen en forfærdelig nat. Mine ben var ømme og hævede og jeg sov kun få timer. Jeg besluttede at opsøge et apotek, hvor jeg kunne få medicin mod hævelserne.

Da Anne stod op gik vi ned og spiste morgenmad. Karl stødte til lidt senere og vi fik lagt planer for dagen. Oppe på værelset kunne jeg se, at det havde været et møgvejr i DK og det så ud til at fortsætte. Hernede var vejret derimod perfekt med højt solskin og rimelige temperaturer. Det virkede fjollet at tage hjem, når tingene var på den måde. Jeg luftede tanken for Anne, om at vi kunne blive hernede et par dage mere. På den måde skulle vi ikke køre hjem i morgen, men først den følgende mandag.

Vandet var krystalklartAnne og Karl syntes godt om ideen og jeg snakkede med vores vanlige receptionist, som sagde at vi godt kunne forlænge. Hun benyttede også lejligheden til at få sagt, at vi skulle være opmærksomme på, at der var tale om en upgrade.

Vi fik også en snak om lavinefarer i området og om en ulykke for 2 år siden.

Karl tog med bjergbanen til 2530 meters højde på jagt efter nye motiver.

Vi vækkede igen Gustav og forelagde ham muligheden for at blive et par dage mere. Han var ikke specielt begejstret for ideen.

Vi tre gik derefter op i Spar og købte en sandwich og lidt drikkevarer. Ekspeditricen hjalp os med at forklare vejen til byens apotek. Derefter gik vi ned til floden og satte vi os ned på en bænk, hvor vi spiste frokost.

Efter vi havde spist, gik vi mod apoteket, der lå bag byens kirke. Gustav ville ikke med hele vejen, så han gik hjem. Ad omveje fandt vi stedet og fik at vide, at medicinen var receptpligtig, så jeg måtte opsøge læge for at få det udleveret. Lægen havde klinik i samme bygning, men ville først være der 2 timer senere. Vi gik derfor hjem igen langs floden på byens bagside.

Hjemme nød vi en flaske hvidvin på altanen.

Pizza - et tiltrængt afbrækKl. 15 stod jeg hos lægen blot for at få at vide, at han først var der 16:30 i feriesæsonen. Jeg måtte derfor gå hjem igen med uforrettet sag og i bagende solskin. På vejen bemærkede jeg to pizzeriaer, som senere kunne danne rammen om en kommende omgang aftensmad. Et af dem serverede oven i købet min favorit "spaghetti vongole", så det var bestemt en værdig kandidat til aftenens spisning.

Efter et par timer gik jeg atter op til lægen. Her kom jeg meget hurtigt til - få minutters ventetid  og lægen kunne skrive min recept og udlevere min medicin. Samlet pris ca. 75 eur. som jeg håber at få dækket en del af, når jeg kommer hjem.

Hjemme fik jeg en lille en på øjet før aftensmaden.

Vi gik ned til føromtalte restaurant, hvor vi blev bænket i skyggen (delvist). Det var et rigtigt pizzeria med en tjener, der talte delvist italiensk og duftene var helt, som de skulle være. Meget godt kan man sige om den mad, vi har fået på turen, men det her var enkelt og godt - det var bare toppen. 3 pizzaer og en spaghetti + 1 Tiramisu til Karl, kaffe til Anne og en "dansker-is" til mig.

På vej hjem var der en del surhed mellem ungerne. Karl var blevet lidt solskoldet og var uoplagt. Gustav var lidt skuffet over, at vi havde valgt at blive. Anne og jeg isolerede os derfor på en fortovsrestaurant, hvor vi fik en fadøl. Ungerne gik hjem.

Til sidst endte Anne og jeg på altanen med udsigt, smøger, hvidvin og minder fra gamle dage.

Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 22:08)

 

9. Juli - Bjergbanen

Jeg vågnede igen alt for tidligt. Jeg sad og betragtede bjergene i 1½ time, indtil Anne stod op. Kl. 8 forsøgte vi at få kontakt med drengene, men ingen af dem ville med ned og spise morgenmad. Således gik vi to ned og indtog vores pladser. Der var flere mennesker end dagen før, herunder også et sæt japanere.

Bjergbanen set fra løjperne på den modsatte side af dalen.Tilbage på værelset kom Karl ind til os og senere gik han også ned for at spise morgenmad. Tilbage var han lidt utålmodig for at få en plan for, hvad der skulle ske i dag. Vi fortalte ham, at der slet ikke var nogle planer, så det endte med, at han besluttede sig for at tage Voralberg bjergbanen - en skræmmende stejl bane op til de højeste bjerge omkring dalen! Vi gik sammen ned til banen/stationen, hvor der blev afholdt et "sundhedsmarked" i dagens anledning. Efter vi havde kigget lidt på boderne, gik vi ind og forsøgte at få Karl med banen. Sagen var at han havde haft problemer med iftkortet dagen før og det bevirkede, at det fejlagtigt var blevet annulleret. Endelig fik vi ham sendt op med banen med mit kort. En mand, der passede banen, fortalte os efterfølgende, at det var imod reglerne, så vi skulle få Karls kort ordnet.

Gustav ville sove længe, men lidt komplikationer i forhold til oldfruen tvang ham dog ud af fjerene og ind på vores værelse. Oldfruen var en lille dame, med en grundighed i forhold til at få rummene gjort helt i stand. Det tangerede det perfekte. Dagen før havde hun eksempelvis erstattet en fint indbundet velkomstbog, som jeg havde brugt som musemåtte med et ugeblad, der bedre kunne tåle sliddet. I dag havde hun pakket min barbermaskine ned i det læderetui, der lå i min toilettaske! Den skulle åbenbart ikke ligge på hylden. Annes jogginsæt var sirligt lagt sammen på den nyredte seng.

Vilde bjergeAnne handlede "misforståelsen" med morgenkåberne af med hende. Dels af simpel misundelse, men også fordi vi ikke ville stå til regnskab for 2 manglende morgenkåber, når vi rejste.

Da hun var færdig i drengenes suite, gik Gustav ind til sig selv igen. Anne og jeg gik ned i byen for at finde en skjorte til mig. Vi endte først i Stroltz butik, hvor jakker, bukser o.a. nemt kunne koste op mod kr. 10.000. Heldigvis havde de også et "Sale" og oven i købet en sektion med XXXXXXXL tøj. Her fandt jeg ikke mindre end 2 par ekstremt lækre bukser, en t-shirt og en polo-shirt til alt i alt ca. kr. 800,-

Vi gik videre til Pfefferkorns butik, hvor tøjpriserne også var i den høje ende. Jeg fandt nogle klassiske østriske jakker, som var ekstremt lækre. Selv om de også var meget dyre (fra kr. 4.000 og opefter), prøvede jeg en af dem. En dame hjalp os, men hun kunne ikke finde noget i min størrelse. Derfor gik hun ovenpå for at lede lidt mere. I mellemtiden stod jeg og overvejede, hvordan jeg bedst kunne komme ud af butikken uden en jakke til mange tusinde kroner.

Damen kom ned med en afsindig lækker jakke. Jeg prøvede den og den sad perfekt! Det var en jakke der var syet af "SchneiderS", et af Østrigs ældste og fineste tøjmærker. Foret var ren silke. Det bedste af det hele var, at jakken skulle på udsalg den kommende mandag, så hun ville allerede nu sælge den til mig for en meget lav pris. Det kunne jeg ikke sige nej til, så min garderobe blev således kraftigt udvidet og oven i købet med nogle meget fine ting.

Karl var stadig på bjerget, så vi gik hjem igen, hvor jeg skiftede til mit nye "look". Gustav blev hentet ind for at give den endelige dom. Tøjet blev godkendt, dog med forslag til, hvordan jeg kunne komme videre derfra.

Vi tre besluttede os for at gå en tur for at se lidt mere af byen. Vi gik først op til "træsnitteren", så Gustav også kunne se det store udvalg af træfigurer. Derefter gik vi videre ud af byen og langs floden. Vi endte (næsten) ude i den frie natur.

Gustav Derude i "det frie" kom der pludselig en underlig, officielt udseende mand kørende ud fra en gård på en Segway. Han drejede ned af en markvej og videre ud over markerne og ind mod byen. Det så ganske specielt ud.

Vi vendte om og gik tilbage forbi byggepladsen, hvor vi snakkede lidt om de imponerende kraner.

På et tidspunkt så vi en helikopter der fløj ned fra bjerget, hvor bjergbanen kører. Gustav fik Anne til at krakelere med sætningen: "Det er nok Karl, der er kommet til skade".

Lidt senere begyndte Gustav også at snakke om at tage turen op på bjerget. Han gik tilbage til hotellet, mens Anne og jeg fik en kop kaffe udenfor på et meget flot hotel med swimmingpool, tennisbane, vindmølle, og japansk have. Efter en del SMS-er endte det med, at Gustav også tog banen op. Så var "alle" vores børn på bjerget. Dog ikke længe for Karl kørte ned, mens Gustav kørte op.

Da Karl var nede, gik vi tre sammen op i SPAR for at købe sandwich og noget at drikke. Karl fortalte om sine oplevelser på bjerget og det inkluderede alt fra et mystisk dyr, der senere viste sig at være et murmeldyr, til en helikopter (førnævnte) og skræmmende historier om mulige styrt o.a. Han havde også fået taget en masse billeder.

Hjemme på hotellet blev Karls liftkort ordnet uden yderligere kommentarer. Gustav havde taget nøglen til deres suite med op på bjerget, så Karl spiste inde hos os i vores lille spisekrog, hvor der var udsigt til alperne.

Hvilken jakke!Lidt senere kom Gustav tilbage og fik også en sandwich. Han havde kun været på bjerget en ½ times tid, men nu havde han også prøvet banen.

Den manglende søvn om natten hævnede sig, så jeg blev nødt til at tage en middagslur omkring kl. 15:30. De tre andre gik ned for at kigge på forretninger.

Jeg vågnede først kl. 18, hvor de var tilbage. Gustav havde ikke fundet noget, han ville købe. Karl havde derimod købt sig endnu en Schweitzerkniv til samlingen. Den havde et motiv med hjorte, som omhandlede noget med at gå fra at være barn til at være voksen.

Sammen gik vi derefter ned på Hotel Krones uderestaurant, der viste sig at være ejet af endnu en "Pfefferkorn". Det var dog en helt anden familie, sagde tjeneren. Senere fandt jeg dog ud af, at det var en bror til "vores" Hr. Pfefferkorn.

Vi spiste noget meget lækkert mad. Anne og jeg fik lam, Gustav en kylling og Karl en vegetarret. Servicen var i top. Vi fik flere små ekstraretter ud over det bestilte og betjeningen var i top. Karl og Anne fik desuden en dessert hver. Gustav fik te og jeg en kaffe. Annes ret var et ostebord, hvor tjeneren gik med hende ind og fortalte om alle ostene i en stor buffet og arrangerede en tallerken til hende med de oste, hun valgte.

Gustavs te kom lidt sent, da den simpelthen var blevet glemt. Men alt andet var så overstrømmende positivt, at det ikke kunne ødelægge glæden over et perfekt måltid. Gustav havde stor fornøjelse af sin te. Han fik et indblik i, hvor stort et område tedrikkeri er - noget man næsten kan gøre til en videnskab.

Karl fortalte om en sær matematisk sammenhæng, han havde udtænkt - noget med at addere de ulige tal og så kommer der nogle uventede resultater ud af det.

Bagefter gik vi hjem på vores værelser og slappede af hver for sig. Anne gik tidligt i seng og jeg satte mig ind for at skrive denne blogtekst og få tilføjet nogle glemte ting fra de forrige dage.

I morgen er det sidste hele dag. Jeg tror, vi bliver nødt til at tage bjergbanen. Noget siger mig, at det ville være forkert ikke at prøve den, når man nu er her og har muligheden. Men det ved jeg mere om i morgen.

 

Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 19:30)

 

8. Juli - Første hele dag i Lech am Arlberg

Jeg vågnede kl. 5. Det tordnede stadig, men det var blevet lyst. Jeg satte mig derfor ud på balkonen for at se byen vågne.

Første morgenmåltid i ØstrigDa Anne vågnede et par timer senere var temperaturen faldet til 14 grader mod de trykkende 33 grader dagen før - dejligt.

Der var ikke nogen el-kedel og jeg gik derfor ned for at se om jeg kunne score ét par kopper kaffe med op. Jeg mødte en ung ukrainsk køkkenpige, der virkede ret usikker på det hele. Så hun endte med at arrangere en bakke med muselmalede kopper og tilhørende kaffekande på min forespørgsel om et par kopper kaffe. Hun bad om vores værelsesnummer. Det havde jeg ikke regnet med, så jeg gav hende det nummer, jeg kunne huske og det var forkert.

Senere måtte jeg derfor ringe til receptionen og få nummeret rettet. Det er kompliceret at få morgenkaffe i Østrig, det må jeg sige.

Vi nød kaffen på altanen med udsigt til bjergtoppe i tåge/skyer, 5 store kraner, et krondyr af pap og så naturligvis floden og hele byen.

Kl 08:00 gik Anne og jeg ned og spiste morgenmad. Karl var for træt og Gustav var bevidstløs. Karl stødte dog til senere. Det var kun godt, for vi var tilsyneladende de eneste gæster på hele hotellet. Senere dukkede dog yderligere et par gæster op til den omfattende morgenkomplet.

Restauranten var klassisk østrisk med massivt træ og utallige figurer og symboler - meget påvirket af religion. Anne bemærkede især en basunengel der var svejset på den store pejs.

Karl gik til frisør kl. 10:30 og kom hjem igen lidt senere med en ny fisure og mindre hår. Han, Anne og jeg gik ned i en Spar forretning der lå lidt højere oppe i byen for at købe vand og vin. Karl blev træt af at vente på os, og gik sine egne veje. Da vi var færdige med vores indkøb, trak Karl os med nedenunder, hvor han viste os en forretning med træskærekunst. Inde bag en rude sad en Gepetto-lignende mand og skar i et stort stykke træ. Omkring ham var der hundredevis af figurer i alle størrelser, som kunne købes. Vi gik ind og efter at have kigget os grundigt omkring, valgte Karl at købe en flot lille ørn. Den blev pakket ind, så den kunne komme sikkert til DK med alle lemmer intakte.

Kl. 13:30 gik Karl, Anne og jeg ned og spiste frokost på hotellets egen restaurant. Vi fik pasta og Karl gazpacho. Vi havde vækket Gustav kl. 12, men han ville bare ikke med.

Startede på "bogstavslandeleg". Efter 2-3 bogstaver gik vi op til Gustav og fortsatte her.  Gustav tog sig derefter en løbetur. Karl gik ud for at undersøge hvordan man anvender liftkortet. Det endte i sin egen historie. Udkommet var dog, at han på egen hånd gik en lang tur i bjergene for at fotografere de omgivelser, som imponerede ham meget.

Hos Vi to gamle sove en middagsøvn.

Omkring kl 19:00 gik vi alle fire ned for at spise aftensmad på hotellets restaurant. Igen kunne vi sidde ude. Der var dog så køligt, at tjeneren tændte en gasvarmer.

Anne fik en fisk, jeg fik en wienerschnitzel, Karl en "vælg selv pizza" og Gustav en burger med rigeligt med karryketchup.

Maden var fin, men tjenerne var mere optagede af at tale med venner og bekendte. Vi sad derfor med tomme glas o.a. Vi valgte derfor ikke at spise dessert på stedet, men gik i stedet ned på restauranten med de runde ruder ved Hotel Krone.

Efter en velkomst af en gøende hund blev vi bænket. En tjener, der mindede meget om en steward fra serien "Heathrow", sørgede for, at Anne fik et tæppe. Vi bestilte 2 irish coffee, en gratineret dessert til Karl og en Jägertee til Gustav. Gustav havde ikke bedt om den, men tjeneren kunne ikke helt forstå, at han slet ikke ville have noget, så han vendte tilbage og spurgte, om han da ikke ville have en Jägertee. Så kunne Gustav ikke få sig til at sige nej. Tjeneren sagde diskret til mig, at han ville begrænse mængden af rom. Vi hyggede, talte om dagen hændelser o.m.a.

Til sidst gik vi hjem. Gustav ville se nærmere på ure og Karl gik med. Vi to gik op på balkonen, hvor vi drak et par flasker vin og snakkede om året, der var gået og så meget andet.

Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 17:52)

 
Nyt fra nær og fjern