Home

Temarejse.com

Frederikshavn - Hou

Mandag d. 23 juli
Dagen forinden ankom vi til Frederikshavn omkring kl. 14. Vi havde efterladt bilen hjemme.  Vi benyttede lejligheden til at indtage aftensmad på Nerd. Igen var det en fornøjelse.

AfgangVinden tiltog
Planen var at stævne ud og sejle sydpå. Vinden måtte så bestemme om det blev Sæby, Lyngså, Voerså, Asaa, Hou, eller evt. Hals, der skulle blive vores destination.


Turen
Vinden var 6-8 ms. da vi sejlede ud og den kom fra øst. Motoren "gik som en klokke", som de siger i Sverige. Udenfor havnen fik vi sat sejlene og så gik det ellers med god hastighed nedefter.

Senere tog vinden til - meget endda og på et tidspunkt måtte vi til at rebe sejlene for ikke at krænge for meget. Det var mere end nogen forudsigelser havde sagt. Senere da vi kom i land, mødte vi andre der fortalte, at vinden havde været 13 ms. 
Så det gik lystigt nedefter, mens Nordjylland passerede forbi og de havne vi havde overvejet ligeså. Efter vel 4-5 timers sejlads besluttede vi at slutte i Hou.


Hou Havn
På nettet beskrives Hou Havn bl.a. som Danmarks måske hyggeligste havn. Der ligger desuden en strandet båd lige nord for havnen, som har været et debatteret emne på egene i de seneste år. Vraget er fra en 30 fods privatejet sejlbåd. På søen er der ikke nogen pligt til at fjerne et vrag, hvis det ikke generer trafikken. Det gør vraget ikke, men kønt er det ikke. Mange i byen ønsker det derfor også fjernet, men kommune/stat og angiveligt ejer vil ikke bruge penge på det.
Imponerende indsejlingSelve havnen ligger med et lavvandet område ud mod Kattegat. Det gør de fleste østvendte havne deroppe. Der er en smal uddybet rende, der leder ind til selve bassinet.

Ankomst
Vi tøffede ind for motor og havde bemærket, at en anden båd kom længere udefra med høj fart. Det tænkte vi ikke så meget over, for der var andre ting der optog os.
Området omkring havnen var fuldstændigt fyldt op med boder, biler, flag og telte. Der var fest og rigtigt mange mennesker!
Alligevel fandt vi hurtigt en plads lige midt i det hele ved den nordlige mole. En kvinde kom hen og hjalp os med fortøjningerne, mens hun sagde: "Jeg havde nu håbet, at det var nogle andre, der havde fået pladsen"!?
Det viste sig ikke at være så personligt, som det lød. Men hun ventede på den båd, der havde fulgt os ind. Det var sikkert venner eller familie? Problemet var dog ikke så stort - der var også plads til dem sammen med os.

En hård tur
Hou HavnTidsmæssigt var der ikke meget i turen. Til gengæld havde den været ganske anstrengende. Båden krængede en del i vinden og vi havde været på dupperne uafbrudt hele vejen.
Anne klarede havnepenge og dannede sig et overblik over havnen, mens jeg fik de sidste ting på plads på båden.
Da hun kom tilbage kunne hun berette om et øltelt med levende musik, mange boder og at der i det hele taget var en rigtig god stemning på havnen med levende musik, udskænkning, kagebord o.s.v.
Mindre end en halv time senere sad vi i teltet med en fadøl hver og lyttede til et stort lokalt harmonikaorkester, der havde taget opstilling på scenen. Stemningen var høj, klientellets alder ligeså. Vi var "de unge på tur" i det telt.
Overgangen fra det dramatiske vejr og de mange anstrengelser til feststemning og koldt fadøl var betagende. Anne og jeg sad bare og grinede sammen - uvist af hvilken grund.

Ham kendte jeg ikkeI øltelt med harmonikamusik
Det er et hjørne af Nordjylland, som jeg ikke kender så meget til. Alligevel fik jeg øje på en mand med et markant ansigt, som jeg stadig er overbevist om, jeg har mødt tidligere.
Han forlod på et tidspunkt bordet og passerede forbi os. Jeg henvendte mig til ham og spurgte, om vi ikke kendte hinanden. 
Han svarede: "Det håber jeg ikke. Jeg er nemlig fængselsbetjent". Det lagde grunden for flere grin og mere verbal ping pong. Alligevel er jeg er nu ret sikker på, at jeg har mødt ham før - men altså helt sikkert ikke i forbindelse med hans arbejde.

Memory Lane
Besøget i Hou blev i øvrigt et besøg, som kom til at vække minder fra fortiden til live - også helt konkret. Mere om det senere.

Mere musik og udebiograf
Under en bestilling af øl opfordrede de gode Houboere os til at komme om aftenen og opleve en skotsk duo. Duoen bestod af en kvinde, der spillede violin og en mand der stod for rytmesektion og baggrund med sit keyboard. Efter koncerten ville der desuden være udebiograf, hvor man kunne se film i det fri.
Jeg havde bemærket en stor oppustelig mur, som var ved at blive etableret udenfor. Den var nok 15 m. høj og 25 m. bred. Foran muren/skærmen var der bare en stor plads og enkelte bænke. Vi havde aldrig set noget lignende, så det var bestemt også en oplevelse værd.

Hou overraskede på flere fronter
Anne gik senere ned til den lokale brugs for at købe nogle småting. Da hun kom hjem kunne hun berette om en brugs med et overraskende stort udvalg. Ud over den fandt vi flere restauranter i byen, hvor vi kunne satse på aftensmad. Hou er et lille centrum for et stort opland, herunder også et stort sommerhusområde. Derfor, er der forholdsmæssigt gode indkøbs og spisemuligheder i byen.
Denne aften skulle vi nu have hjemmelavet mad. Jeg må med skam erkende, at det er Anne, der laver mad om bord. Jeg kan ikke stå oprejst nedenunder og varmen var desuden ulidelig for mig. Varmen er også hård ved Anne, men hun kunne i det mindste stå dernede.
Efter lidt hakkeri, snitteri og kogeri, så en lækker hvidløgsduftende pastaret aftenens lys. Den smagte så fantastisk, som hjemmelavet mad kun kan smage under begrænsede forhold i det fri. 
Mætte af mad glædede vi os nu til at skulle til koncert og i biografen. Det er heller ikke hver dag, det sker for os.
Dagen var i øvrigt gået med at se på markedet, der var på molen. Efter aftensmaden sad vi i cockpittet og nød underholdningen på en lille strand, der kunne ses på den anden side af havnen. Der var kun 20-30 meter derover og her var der en klire/spove, der stod for underholdningen. Når sultne måger bevægede sig ind på dens enemærker. kunne den både true dem, spille syg og lade som om, den løb forskræmt væk.
Den havde sikkert haft nogle æg liggende i nærheden, eller måske endda spæde unger? 

Musikken
Anne røg på dansegulvetAftenen kom og musikken spillede op. En nydelig kvinde stod på scenen og lod violinen spille. Manden passede keyboard og andet i baggrunden og sang med, når det skulle gøres. Lyden var rigtig god, men vi befandt os ikke i musikkernes superliga, bør man også nævne. Herude er Serie 1 meget flot og så absolut tilstrækkeligt også denne aften. Det var en nydelse at høre de to skotter synge med deres specielle accent og musikken passede rigtigt godt til det store telt uden sider, hvor man havde udsigt til oplagte sejlbåde og marehalm i klitterne.
Den energiske violinspillende og syngende kvinde forsøgte mellem hvert nummer, at få folk ud på dansegulvet. Jeg ved for lidt om skotternes lyst/trang til dans, men om 70+-årige nordjyder ved jeg, at det er en kamp man som musiker, er dømt til at tabe.
Det lykkedes dog alligevel til sidst. Hun stillede et ultimatum i forbindelse med publikums obligatoriske ønske om et ekstranummer.
"If you dance, we will play!" - lød det med skotsk accent. Og minsandten om det ikke virkede.
Pludselig dukkede nogle lidt yngre mennesker op og selv Anne røg ud på dansegulvet. Så blev koncerten ellers afsluttet med manér.
Efterfølgende kunne man naturligvis købe DVDer og andet af douen. Jeg bemærkede, at kontakten mellem de to ikke var speciel god. Han gik og ryddede op, mens hun sad på scenekanten og tjekkede de sociale medier. Ikke et ord blev udvekslet. Blot en iagttagelse.

Se i øvrigt Anne live.

Nordmænd fra Kolding
Efter koncerten vendte vi os om og ved det bord vi sad, var der bænket en norsk familie. Manden var lidt ældre end mig og vi faldt i snak De boede i Frederiksstad og havde sejlet turen herned samme dag. Han arbejdede i en bank med finansiering og konen var sygeplejeske. På en eller anden måde kom vi til at tale om en ungdomskæreste, jeg en gang havde mødt i Norge. Hun kom fra Kolding og var på det tidspunkt på ferie - helt som mig.
Manden sagde: "Min kone kommer også fra Kolding" og så stoppede tiden kort, før vi alle begyndte at grine.
Jeg kunne dog huske, at min daværende feriekæreste's far var manufakturhandler i byen. Det aflivede straks alle spekulationer, for det var den dansk/norske kvindes far altså ikke.

Filmen
Midt under denne snak gik filmen i gang. Det var blevet så mørkt, det nu kunne, når de lyse nætter bestemmer. Men konceptet fungerede fremragende og en romantisk film á la Grease blev vist på den store skærm i den stille sommeraften/nat. Alle kvinderne forlod teltet og nordmanden og jeg sad tilbage og snakkede om lidt forskelligt. 
Det er den slags aftenener man ikke finder andre steder i verden end i Norden. Jeg ved godt, at vi ofte har regnfulde og blæsende somre. Jeg ved også, at vi ikke har de mest prangende byer og marinaer, som verdens mest betydningsfulde og kendte mennesker flokkes om. Men de lyse nætter! Dem kan intet sted på jorden hamle op med.
Jeg lærte Anne at kende sådan en aften for 35 år siden og der har været mange af dem siden. Denne aften fik vi lov til at opleve endnu en i Hou. 

Verdens bedste hotdog
På et tidspunkt dukkede mandens datter op med 2 hotdogs - den ene til hende selv og den anden til farmand. Den så interessant ud og selv om jeg kort forinden fik et lægeligt påbud om at holde mig fra den slags, måtte jeg hente en til mig og Anne som nu var kommet tilbage.
Det var helt banalt. Jeg købte pølser, brød og tilbehør og skulle selv sætte det sammen til en hotdog. Pølsen var grillet over kul.
Da jeg kom tilbage til Anne med sættet, kunne vi efter første bid kun være enige om en ting: "Hold kæft den smagte godt!". Vi kommer aldrig til at kunne gengive den, men kombinationen af en i forvejen velsmagende ret, som en hotdog er, og så udskiftning af den normalt pandestegte pølse med en sommergrillet en af slagsen, må siges at være en fantastisk forbedring. Stemningen og omgivelserne har helt sikkert også haft sin indflydelse på smagen - det må ikke undervurderes. 

Tilbage i båden
Anne og jeg vendte tilbage til båden før filmen var slut.
Nede i cockpittet fik vi et glas hvidvin og sad derefter stille og nød sommeraftenen til lyden fra den store biograf. Da fiilmen var slut sænkede stilheden sig over området. Kun lyset fra sommernatten var tilbage.

 

 

Last Updated (Saturday, 18 August 2018 09:46)

 

Savner drengene

Fredag d. 20 juli
Vi talte om det aftenen før. Det er stadig nyt for os at tage på ferie alene. Det er godt nok 2. sæson hvor ungerne ikke længere har lyst til at tage på ferie sammen med os, eller måske rettere på den slags ferie, som vi har valgt.
Det er mærkeligt efter alle de år, hvor normen har været, at vi var 4 mennesker, der skulle afsted. Men sådan er livet jo. 
Det ændrer dog ikke på, at vi ofte savner vores drenge.
Vi var i kontakt med dem dagen før og det viste sig, at de begge var hjemme fredag aften. Fredag er normalt en hjemmeaften, hvor vi hygger os sammen med pizza og snak. Så vi besluttede os for, at vi ville køre hjem, når mekanikeren havde været her.
Vi kunne så også få hentet nogle ting, som vi manglede på båden.

Brian kom endelig
Lidt over middag dukkede Brian - mekanikeren - op. Vi nåede forinden at få et stjerneskud og Anne en rødspættefillet på Nerd. Igen retter fra den kant, der tog os med storm. Fantastisk restaurant.
Brian viste sig hurtigt at vide alt om Volvo Penta motorer. Han er uddannet maskinmester på flådestationen i Frederikshavn og arbejder i dag med alt inden for Volvo i skibe. Han tog lidt tid alene med motoren og kunne ikke konstatere nogen fejl på den. 
Ferskvandskølingen var en anden sag. Det er en uoriginal køling, som er efterinstalleret 4 år efter bådens "fødsel". Han kiggede på brugsanvisningen og kunne hurtigt fortælle at påfyldningstanken sad for lavt. Det var årsagen til hele miseren!
Jeg havde kontrolleret  at vandstanden var mellem min. og max. mærket. Problemet var at tanken skulle fyldes over max. mærket, for at vandet kunne cirkulere. Det har de tidligere ejere sikkert været klar over, men jeg fik det i sagens natur aldrig at vide.
Tanken blev hævet og brian fandt også årsagen til, at jeg aldrig fik en alarm, da motoren blev varm. Føleren sad løs.

Problemet løst
Problemet blev løst. Det kostede kr. 500,- og jeg fik desuden fornøjelsen af at se, hvordan en meget kompetent mekaniker/maskinmester arbejdet. Det var en fornøjelse.

Sammen med drengene igen
Derefter gik turen hjem mod Højvangen. I sagens natur havde vi ikke mulighed for at forberede pizzaer, så vi endte med at hente færdige pizzaer i Randers, som vi efterfølgende nød sammen derhjemme. 

Lørdag
Vi besluttede os for at restituere derhjemme og vende tilbage til Frederikshavn om søndagen. Vi havde betalt plads allerede fredag i overbevisning om, at vi ikke ville sejle videre før tidligst søndag. Der var simpelthen for meget vind.


 

Last Updated (Wednesday, 15 August 2018 07:43)

 

Brian dukkede ikke op

Torsdag d. 19 juli
Rigelig pladsVi havde endelig haft en god nat. Vi havde endelig tæpper og kunne således holde varmen. Vi havde provianteret, så vi nu både havde masser af mad og drikke. Nu ventede vi bare på mekanikeren Brian, som kunne give os en dom om motorens tilstand.
Da han ikke var kommet som aftalt, måtte jeg ringe tilbage til ham.
Et "Hej Ole", afvæbnede mig med det samme og viste mig, at han ikke havde glemt os. Han forklarede at han var i gang med et erhvervsskib og det havde taget længere tid end forventet. Når man sejler ved man, at fritid viger for erhverv, så vi aftalte i stedet samme tidspunkt bare den næste dag. Jeg vidste jo også at vi havde planlagt at blive alligevel. Så det var ikke det store problem. Vi havde jo ferie.
Vi lå i nødhavn, så det var i det mindste ikke en udgift.

En stille dag
Vi brugte i stedet dagen på at slappe af og få lidt mere overblik over, alle de ting ved båden vi ikke havde nået tidligere.
Om aftenen endte vi på restaurant Nerd og nød deres skaldyrskasse. Det var en fornøjelse af de helt store.
Prisen pr. kasse var kun kr. 199,- og der er lang tids fornøjelse med at sidde og knække krabbeklør med nøddeknækker, pille kødet ud, og en gang imellem gøre det lidt lettere og pille en reje eller en jomfruhummer. I skrivende stund sidder jeg og ønsker, at jeg kunne tage Anne og drengene med til Frederikshavn i aften og nyde retten endnu en gang. Det var så godt.

4 franskmænd
Vous Parlez Mauvais Francais :) På vej fra restauranten skulle vi forbi havnekontoret for at betale for varmt vand til bruser o.s.v. Her stod der 3 udlændinge, der havde meget svært ved at finde ud af, hvordan automaten med betalinger fungerede. Vi hjalp dem lidt og fandt hurtigt ud af, at de var franskmænd. De var ikke kommet med båd, men lå i stedet i 2 autocampere på pladsen lige ved lystbådehavnen.
Det endte med, at vi blev inviteret til at besøge dem og det blev en meget hyggelig aften.
De var alle med en enkelt undtagelse passeret de 70 år. Det ene par havde ledet en papirfabrik ved La Rochelle og det andet par havde drevet landbrug. Vi blev beværtet med cognac og brød med paté og hyggelig snak om deres og vores tur. De havde været afsted i næsten 2 måneder på en tur til Nordkap og retur.
Vi kommunikerede på en blanding af engelsk, tysk og fransk. Jeg endte med at få følgende ros for mit franske: "Vous parlez trez mauvais francais!", hvilket især udløste stor jubel hos Anne. 

Smerter
Vi kom også til at opleve noget, som kom til at være et gennemgående tema på turen: Smerter. 
Når man sejler, kompenserer man konstant for bådens bevægelser. Det forplanter sig i alle muskler i kroppen og lemmerne også i muskler, som man normalt ikke bruger på land. Enhver ved, hvordan det er at begynde på en ny fysisk aktivitet. Det afstedkommer altid smerter i begyndelsen. Når man sejler, er det ikke kun i eks. benmusklerne, det sker. Nej, det sker i hele kroppen. Små muskelgrupper i ribben, skuldre, knæ, hofte, ryg, ja alle mulige steder belastes og skal trænes. Det gør ondt.
Alligevel opvejer oplevelserne det mange gange. det er det hele værd. Men alderen gjorde det nok heller ikke nemmere for især mig.

Last Updated (Friday, 17 August 2018 06:46)

 

Fra Læsø til Frederikshavn

Onsdag d. 18 juli
Onsdag morgen stod vi op ved 5-tiden. Det første vi kunne konstatere var, at den tysker der dagen før lå ved tankanlægget var sejlet afsted. Således kunne vi nu få tanket og tage den sidste tørn mod fastlandet.
Efter morgenkaffe og morgenmad sejlede vi over til tankanlægget og påbegyndte tankningen.
Havnefogeden stod på kajen og med det samme jeg trykkede på "dieselpistolen", stod der diesel ud i havnen. Lidt sulfo klarede umiddelbart problemet i vandet, men vi havde jo et større problem - vi kunne ikke få tanket!

Mekaniker 1
Jeg gennemgik hele brændstofsystemet for at se, om jeg kunne finde en årsag til overløbet. Det kunne jeg ikke. Alt var som det skulle være og det burde bare fungere?
Jeg turde dog ikke gentage øvelsen og tilkaldte derfor i stedet en mekaniker, som måske havde mere viden om tingene.
Heldigvis dukkede han op ½ time senere. Til gengæld var han efter en gennemgang lige så uforstående som mig. Hans eneste bud var, at en overløbsventil var blevet aktiveret af trykket fra dieselanlægget. Vi gjorde derfor et nyt forsøg, hvor jeg tankede meget forsigtigt. Det lykkedes og endelig kunne vi komme videre.

Vind!
En god ting denne dag var, at der var kommet vind. Vinden kom fra nordvest og med vel 6-8 m/sek. Det var ikke helt optimalt, da vi den således kom imod os. Med et enkelt kryds, kunne vi trods alt nå forbi Læsø og derefter var vinden gunstig.
Det var vidunderligt at få sejlene op. Vi fik både god fart og kunne endelig nyde den stilhed der er, når man kan lukke af for motoren. Nu var vi rigtigt i gang.

Motorproblemer
Havneguide - Frederikshavn MarinaEt par sømil før Frederikshavn Marina strøg vi sejlene og startede motoren. Det gik allerede bedre end dagen før - nogle rurer måtte være faldet af? Naturligvis kom vi til at opleve flere af Stenas færger på vej ind og ud, samt en Læsøfærge, så jeg måtte presse motoren lidt for ikke at skabe problemer for dem.
På et tidspunkt gik Anne under læ. Hun kaldte dernedefra at hun "fornemmede noget der røg"! Vi åbnede til motoren og ganske rigtigt, der stod en stor sky af hvid røg op fra motorrummet!
Nu var gode råd dyre!. Motoren blev slukket og forsejlet sat. På den måde kunne vi komme i havn. Jeg var dog slet ikke rolig ved tanken om at skulle gå i havn for sejl - det manglede jeg erfaring med båden til. Ved indsejlingen til havnen, strøg vi igen sejlet og tændte for motoren og lod den gå i næsten tomgang. Jeg håbede, at den kunne bringe os ind på den måde.
Heldigvis varder masser af pladser. Yderst var der en såkaldt "færgeplads" ledig. Fish & Chips i Frederikshavn De betegner, de pladser der er beregnet til de største lystbåde på den måde. Pladserne er således ikke tilegne Maxi 84ere. Vi måtte bare ind, så vi kunne få slukket motoren, så "færgeplads" eller ej - pladsen blev vores redning.

Problemet
Da vi var lagt til, efterforskede jeg problemet. Det tog ikke lang tid at konstatere at det var ferskvandssystemet, som var tømt? Det var vandet det der havde skabt røgen. Så det var damp og ikke røg der kom fra motoren. Det var et relativt godt tegn.Det var stadigvæk underligt, at jeg ikke var blevet advaret af en alarm og lige så underligt var det, at jeg faktisk havde kontrolleret vandstanden to dage tidligere? Alt tydede derfor på en lækage og en defekt alarm.

Mekaniker 2
Vi måtte på den igen. Vi fandt med lidt besvær en mekaniker i byen, som havde specialiseret sig i Volvo Penta motorer - Brian. Desværre havde han meget travlt og kunne først komme næste formiddag. På den anden side set, havde vi heller ingen planer om at skulle videre samme dag. Så det blev aftalt.

Bil og spisning i Frederikshavn
Anne og jeg besluttede at vi nu havde lejlighed til at få købt de ting, vi havde manglet. Ikke langt fra, hvor vi havde parkeret bilen om søndagen, lå der en stor Føtex. Den havde åben til kl. 21.
Så turen gik nu ind til byen, hvor vi først ville have noget at spise og derefter ville vi handle.

Autisme
Restaurant Firenze var ikke en del af vores overvejelser denne gang. I stedet landede vi på Restaurant Valentino, som bla. tilbød Fish & Chips og udmærkede sig ved, at man kunne sidde ude under skyggefulde parasoller. 
Betjeningen var søde og effektive. Men vi ventede blev vi underholdt af en lille svensk familie, hvor moderen havde en nærmest autistisk tilgang til gebyrer. De var i færd med at betale, men moderen protesterede over et gebyr på betaling med deres kort. Den diskussion kom til at tage meget lang tid og der kom efterhånden nyt personale med højere og højere anciennitet til. Til sidst stod indehaveren der og tilbød, at han ville trække gebyret fra regningen. Det var dog ikke en løsning, som moderen var tilfreds med og tingene blev tiltagende højlydte.
Til sidst rejste faderen sig og forlod restauranten med ungerne.
Det fik endelig moderen til at besinde sig og betale. Om hun så fik sine 3 kroner retur eller ej, vides ikke?
Vi fik et dejligt måltid og forlod restauranten mætte, glade og tilfredse.

Tæpper og
Vi fik provianteret og desuden købt bl.a. tæpper, så vi endelig kunne sove varmt igen.
Vi tog Annes bil tilbage til marinaen og følte for første gang, at vi var ved at have greb om tingene. Det også på trods af en defekt motor. Hvad var det værste der kunne ske? En større reparation måske?  Købsprisen havde været så lav, at der var masser af råderum til den slags, selvom vi da helst ville undgå ekstraordinære udgifter.

SeafoodSeafood
Jeg må erkende, at jeg på baggrund af mange erfaringer, har stor skepsis i forhold til en del ting her i livet. Min erfaring siger mig bl.a. at restauranter der er anlagt i forbindelse med hoteller og marinaer ofte lever mere af at de ligger tilgængeligt, end af deres færdigheder med maden. Således lå restaurant Nerd  i Frederikshavn Marina. Min forudindtagethed, havde tidligere fået mig til at afvise den som et potentielt spisested. 
Ved 9-tiden gik Anne og jeg i bad. Jeg var hurtigt færdig og besluttede mig for at tage en øl i restauranten, som lå lige ved siden af havnens bade. mens jeg ventede på Anne.
Mens jeg sad der, så jeg maden blive båret ud til de spisende gæster. Vi havde jo lige spist aftensmad, men alligevel løb mine tænder i vand, da jeg så retterne. Specielt en ret gjorde sig rent visuelt. Det var en lille trækasse, som var inddelt i tre lige store dele dele. En del fyldt med krabbeklør, en anden med jomfruhummer og så til sidst en del med pillerejer. Dertil hørte brød og "dyppelse". Det så bare så godt ud og hele kassen var beregnet til en person!

Maden bestemmer
Da Anne kom fra badet, bænkede hun sig også med en øl og det tog os ikke lang tid at blive enige om, at vi ville blive i Frederikshavn et døgn mere uanset, hvad løsningen på motorproblemerne endte med at være. Den her ret måtte vi bare smage.

Last Updated (Saturday, 18 August 2018 16:00)

 

Den svenske skærgård og Læsø

Tirsdag morgen var vi klar meget tidligt. Det overståede tordenvejr havde frisket luften og temperaturen var faldet. Vi havde hverken dyner eller soveposer og var derfor overladt til at varme os med det tøj, vi havde medbragt. Resultatet var en meget kold nat.

Afgang
Björnlanda KileDa det var første gang i 25 år, hvor vi selv skulle stå ud med en båd igen, brugte vi meget lang tid på at gennemgå alt før start. Det var samtlige fald og hal, olie- og kølevandsstand, sikkerheds- og navigationsudstyr o.m.a. Omkring kl. 7, inddrog vi de sidste fortøjninger og satte ud. Båden stikker kun 1,5 m. men vi var usikre på vanddybder som var angivet til 2 meter og lav-/højvande. Skulle man gå på grund i skærgården er det ikke altid blødt mudder man rammer. Så tanken om at starte med en grundstødning var direkte skræmmende.
Heldigvis stod en anden båd ud lige før os. Det var en lidt større båd, så vi fulgte bare lige efter ham.

Langsomt
Jeg havde forventet, at båden kunne sejle ca. 5 knob for motor og beregnet vores ankomsttid på den baggrund. Men vi sejlede maks. 3 knob, hvilket var lidt af en overraskelse. Årsagen var sikkert, at skruen var begroet med rurer, hvilket er et problem, når både ligger stille i en periode. Rurerne kan fjernes manuelt, men de kan også slides af ved brug. Så vi stillede os tilfredse og fulgte navigationssystemet ud gennem den svenske skærgård.

Færge
Overalt i området er de mange øer forbundet med små færger. Nogle øer er mere befolkede end andre. Trafikken er i sagens natur mere intensiv på de større øer. Da vi nærmede os forbindelsen mellem fastlandet og Björkö, havde jeg spottet flere færger, der lå i havn på begge sider af sundet. Faktisk ½-1 time før vi passerede dem. Netop da vi var ud for dem stod 4 færger ud. Indtil da, havde de slet ikke været at se på vandet. Pludselig var vi midt i det hele. Med begrænset motorkraft forsøgte jeg at forudse og navigere mellem dem og det gik da også meget fint, lige indtil den sidste færge sendte os et langt "Duuut!". Jeg måtte således ændre dramatisk på kurs og fart, før vi slap ordentligt forbi og ud i et mere stille område uden færger.

Skærgården
Det er en fantastisk oplevelse at sejle i den svenske skærgård. Jeg har aldrig prøvet det tidligere, så det var nok en af de største oplevelser på turen.
Det er smukt og betagende at se øer og skær drive forbi mens huse, havne og byer forsvinder og nyt dukker op i det fjerne. Der er også plads til berettiget angst for de skær, der kunne gemme sig under overfladen. Vi måtte dog stole på vores søkort og navigationsudstyr og det viste sig da heldigvis også at være godt nok.

Kattegat
I den sidste del af skærgården bevægede vi os ud i det område, hvor vi dagen før var kommet sejlende ind med færgen. Her ude råder de store skibe. 
Vejret var vidunderligt med blå himmel og totalt sigt. Det gav os dog et problem - der var heller ingen vind. Vandoverfladen var spejlblank og vi tøffede afsted med 3 knob. Det ville tage det meste af et døgn at nå til Frederikshavn på den måde. Vi besluttede derfor i stedet at sætte kursen mod Østerby på Læsø. Med lidt held kunne vi nå frem dertil på maks. 10 timer. Vi håbede dog også at strøm og vind ville vise sig lidt mere nådig, som dagen skred frem og at skruen måske ville begynde at arbejde lidt mere effektivt.

Søfartsregler
De søfartsregler regler der gælder på søen, er lavet for at undgå kollisioner. En af de fornemste opgaver for en skipper er at følge reglerne og føre behørigt udkig. I praksis foregår det ved at man pejler (ser hen over et punkt på båden, eller tager en kompasretning) de skibe man kan se. Hvis man over tid får gentagne pejlinger til samme skib/båd i samme retning, er der risiko for kollision og så må man agere derefter. I praksis betyder det, at ændre kurs eller fart.
Vi passerede flere store trafikruter på turen. Her sejler tankskibe, færger, fragtskibe, fiskefartøjer og alt muligt andet. Nogle af disse skibe sejler måske 20 knob eller mere. Selv en lille silhuet i det fjerne, kan en time senere vise sig at være en direkte risiko. Man kan ikke bare zigzagge rundt efter forgodtbefindende. Det skaber usikkerhed hos de andre skibe, som også holder øje og forsøger at forholde sig til, hvad de ser eller oplever i deres mere avancerede hjælpesystemer. Optimalt holder man kurs og fart og ændrer kun på det, når det er absolut nødvendigt.
Vi havde en selvstyrer, som kunne holde kursen for os. Det var en stor hjælp. Til gengæld måtte vi hele tiden være opmærksom på skibe fra tværs og skibe som ville overhale, eller kom imod os. Det skabte masser af underholdning på turen, men der blev da også tid til både kaffe og gode måltider. En skuffelse var det dog, da den indkøbte appesinjuice viste sig at være en abrikosmos.

Fejl og mangler
Vi forsøgte os med sejl et par gange. Jeg havde meget svært ved at få styr på vinden, som næsten ikke var til stede. Vindexen (som viser vindretningen) snød mig også. Det viste sig, at den sad løs i sit fæste og selve pilen, drejede derfor ikke frit. En anden kedelig ting vi også havde opdaget var, at lanternesystemet var i uorden. Af og til kunne vi få tændt en enkelt lanterne, men aldrig dem alle. Således var vi udelukket fra at sejle om natten, endsige ligge for anker.

Læsø
Havneguide Østerby HavnOmkring kl. 20 nåede vi Østeby Havn. Vi havde brugt det meste af vores dieselolie på turen. Således måtte vi tanke på Læsø for at være sikker på at kunne nå Frederikshavn senere, hvis vinden ikke blæste op.
Ved indsejlingen til havnen stod det klart, at den var fuldstændig overfyldt. Normalt vil man lægge sig for anker udenfor, men vores lanterner fungerede som sagt ikke. Vi var derfor pisket til at komme i havn. Ikke nok med det, men lige foran tankanlægget lå et enormt tysk skib, som forhindrede os i at tanke. Det er imod alle regler, men havnefogeden havde angiveligt givet tilladelse til det?
Efter 2-3 rundture i den tætpakkede havn var der endelig 3 seniorer fra Fyn, som råbte til os, at vi kunne ligge os på siden af dem. I øvrigt som 6 båd. De var kommet ind efter os og havde været bedre til at insistere på at lægge sig på siden af en modvillig båd. Så de blev vores redning for den aften. Det var vi glade for, men kunne ikke en gang yde en øl som tak, da vi kun havde 2 tilbage.

Endelig i havn
Anne tog en længere tur til havnekontoret og fik klaret havnepenge og kort til bad. Tankningen måtte vente til næste dag. Et bad friskede tingene lidt op på det hele. En stor svensk lystbåd lå ikke langt fra os og mente at der skulle festes og især drikkes - gentagne højlydte brøl lød ud over hele havnen.
Jeg tænkte bare "Sådan var jeg jo selv en gang".  Problemet var så bare, at svenskerne var på min alder.
Men det hele faldt til ro ved midnat og Anne og jeg kunne forberede os på endnu en kold nat.

Last Updated (Saturday, 18 August 2018 09:53)

 
Nyt fra nær og fjern