Tirsdag morgen var vi klar meget tidligt. Det overståede tordenvejr havde frisket luften og temperaturen var faldet. Vi havde hverken dyner eller soveposer og var derfor overladt til at varme os med det tøj, vi havde medbragt. Resultatet var en meget kold nat.
Afgang
Da det var første gang i 25 år, hvor vi selv skulle stå ud med en båd igen, brugte vi meget lang tid på at gennemgå alt før start. Det var samtlige fald og hal, olie- og kølevandsstand, sikkerheds- og navigationsudstyr o.m.a. Omkring kl. 7, inddrog vi de sidste fortøjninger og satte ud. Båden stikker kun 1,5 m. men vi var usikre på vanddybder som var angivet til 2 meter og lav-/højvande. Skulle man gå på grund i skærgården er det ikke altid blødt mudder man rammer. Så tanken om at starte med en grundstødning var direkte skræmmende.
Heldigvis stod en anden båd ud lige før os. Det var en lidt større båd, så vi fulgte bare lige efter ham.
Langsomt
Jeg havde forventet, at båden kunne sejle ca. 5 knob for motor og beregnet vores ankomsttid på den baggrund. Men vi sejlede maks. 3 knob, hvilket var lidt af en overraskelse. Årsagen var sikkert, at skruen var begroet med rurer, hvilket er et problem, når både ligger stille i en periode. Rurerne kan fjernes manuelt, men de kan også slides af ved brug. Så vi stillede os tilfredse og fulgte navigationssystemet ud gennem den svenske skærgård.
Færge
Overalt i området er de mange øer forbundet med små færger. Nogle øer er mere befolkede end andre. Trafikken er i sagens natur mere intensiv på de større øer. Da vi nærmede os forbindelsen mellem fastlandet og Björkö, havde jeg spottet flere færger, der lå i havn på begge sider af sundet. Faktisk ½-1 time før vi passerede dem. Netop da vi var ud for dem stod 4 færger ud. Indtil da, havde de slet ikke været at se på vandet. Pludselig var vi midt i det hele. Med begrænset motorkraft forsøgte jeg at forudse og navigere mellem dem og det gik da også meget fint, lige indtil den sidste færge sendte os et langt "Duuut!". Jeg måtte således ændre dramatisk på kurs og fart, før vi slap ordentligt forbi og ud i et mere stille område uden færger.
Skærgården
Det er en fantastisk oplevelse at sejle i den svenske skærgård. Jeg har aldrig prøvet det tidligere, så det var nok en af de største oplevelser på turen.
Det er smukt og betagende at se øer og skær drive forbi mens huse, havne og byer forsvinder og nyt dukker op i det fjerne. Der er også plads til berettiget angst for de skær, der kunne gemme sig under overfladen. Vi måtte dog stole på vores søkort og navigationsudstyr og det viste sig da heldigvis også at være godt nok.
Kattegat
I den sidste del af skærgården bevægede vi os ud i det område, hvor vi dagen før var kommet sejlende ind med færgen. Her ude råder de store skibe.
Vejret var vidunderligt med blå himmel og totalt sigt. Det gav os dog et problem - der var heller ingen vind. Vandoverfladen var spejlblank og vi tøffede afsted med 3 knob. Det ville tage det meste af et døgn at nå til Frederikshavn på den måde. Vi besluttede derfor i stedet at sætte kursen mod Østerby på Læsø. Med lidt held kunne vi nå frem dertil på maks. 10 timer. Vi håbede dog også at strøm og vind ville vise sig lidt mere nådig, som dagen skred frem og at skruen måske ville begynde at arbejde lidt mere effektivt.
Søfartsregler
De søfartsregler regler der gælder på søen, er lavet for at undgå kollisioner. En af de fornemste opgaver for en skipper er at følge reglerne og føre behørigt udkig. I praksis foregår det ved at man pejler (ser hen over et punkt på båden, eller tager en kompasretning) de skibe man kan se. Hvis man over tid får gentagne pejlinger til samme skib/båd i samme retning, er der risiko for kollision og så må man agere derefter. I praksis betyder det, at ændre kurs eller fart.
Vi passerede flere store trafikruter på turen. Her sejler tankskibe, færger, fragtskibe, fiskefartøjer og alt muligt andet. Nogle af disse skibe sejler måske 20 knob eller mere. Selv en lille silhuet i det fjerne, kan en time senere vise sig at være en direkte risiko. Man kan ikke bare zigzagge rundt efter forgodtbefindende. Det skaber usikkerhed hos de andre skibe, som også holder øje og forsøger at forholde sig til, hvad de ser eller oplever i deres mere avancerede hjælpesystemer. Optimalt holder man kurs og fart og ændrer kun på det, når det er absolut nødvendigt.
Vi havde en selvstyrer, som kunne holde kursen for os. Det var en stor hjælp. Til gengæld måtte vi hele tiden være opmærksom på skibe fra tværs og skibe som ville overhale, eller kom imod os. Det skabte masser af underholdning på turen, men der blev da også tid til både kaffe og gode måltider. En skuffelse var det dog, da den indkøbte appesinjuice viste sig at være en abrikosmos.
Fejl og mangler
Vi forsøgte os med sejl et par gange. Jeg havde meget svært ved at få styr på vinden, som næsten ikke var til stede. Vindexen (som viser vindretningen) snød mig også. Det viste sig, at den sad løs i sit fæste og selve pilen, drejede derfor ikke frit. En anden kedelig ting vi også havde opdaget var, at lanternesystemet var i uorden. Af og til kunne vi få tændt en enkelt lanterne, men aldrig dem alle. Således var vi udelukket fra at sejle om natten, endsige ligge for anker.
Læsø
Omkring kl. 20 nåede vi Østeby Havn. Vi havde brugt det meste af vores dieselolie på turen. Således måtte vi tanke på Læsø for at være sikker på at kunne nå Frederikshavn senere, hvis vinden ikke blæste op.
Ved indsejlingen til havnen stod det klart, at den var fuldstændig overfyldt. Normalt vil man lægge sig for anker udenfor, men vores lanterner fungerede som sagt ikke. Vi var derfor pisket til at komme i havn. Ikke nok med det, men lige foran tankanlægget lå et enormt tysk skib, som forhindrede os i at tanke. Det er imod alle regler, men havnefogeden havde angiveligt givet tilladelse til det?
Efter 2-3 rundture i den tætpakkede havn var der endelig 3 seniorer fra Fyn, som råbte til os, at vi kunne ligge os på siden af dem. I øvrigt som 6 båd. De var kommet ind efter os og havde været bedre til at insistere på at lægge sig på siden af en modvillig båd. Så de blev vores redning for den aften. Det var vi glade for, men kunne ikke en gang yde en øl som tak, da vi kun havde 2 tilbage.
Endelig i havn
Anne tog en længere tur til havnekontoret og fik klaret havnepenge og kort til bad. Tankningen måtte vente til næste dag. Et bad friskede tingene lidt op på det hele. En stor svensk lystbåd lå ikke langt fra os og mente at der skulle festes og især drikkes - gentagne højlydte brøl lød ud over hele havnen.
Jeg tænkte bare "Sådan var jeg jo selv en gang". Problemet var så bare, at svenskerne var på min alder.
Men det hele faldt til ro ved midnat og Anne og jeg kunne forberede os på endnu en kold nat.