Første dag i Nottingham. Alle havde sovet dårligt. Drengenes seng var for spinkel, så de rullede sammen i løbet af natten og kunne mærke metalstellet. Vi spiste morgenmad kl. 10. Fin morgenbuffet. Ikke så prangende som i Blackpool, men her var der til gengæld skiveost!
Planen for dagen var, at vi først ville besøge PC World for at se på udbuddet af computere - evt. ny bærbar til mig og derefter ville vi et smut i Sainsbury for at købe vand til vores videre tur. Når disse praktiske gøremål var på plads, ville vi gå ned i byen og se Nottingham Castle og hvad vi ellers kunne finde i byen. Kl. 18:00 var der bestilt bord på The Curry Lounge.
I PC World savlede ungerne og jeg over de mange udstillede vidundere og jeg var lige ved at købe en bærbar computer. Frygten for overvægt i flyet afholdt mig dog fra at gennemføre det. Men det var ellers et godt tilbud. En drøm af et grafikkort, en af de store AMD processorer, masser af ram og harddisk. Den var let og kostede under kr. 4.000,-!
Videre til Sainsbury, hvor vi hurtigt fandt vand og kiggede os lidt omkring. Anne kiggede på noget typisk engelsk tøj og jeg købte en T-shirt.
Nottingham er en by, som har været besat af Vikinger. Den er én af 5 store borge, som de/vi baserede magten ud fra. Byens navn kommer fra en Saksisk hersker med navnet Snot! I starten hed byen således Snottinghaim eller noget i den stil. Saksere var oprindeligt nordtyskere og jeg kan ikke lade være med at spekulere i navnet.
Jeg forestiller mig, at den saksiske hersker havde et mere borgerligt navn end Snot, f.eks. Wilhelm Jensøn. Wilhelm var enten ofte forkølet, eller også yndede han at snotte på sine fjender. Derfor fik han efter normal dansk/nordtysk skik øgenavnet Snot. På den måde fik Nottingham (Englænderne glemte s'et på et tidspunkt) sit navn - forestiller jeg mig altså...
Ellers er byen kendt for Robin Hood, Nottingham Forrest og for at være en fremmelig by under den industrielle revolution.
Byen er ikke så stor, men med opland tæller den ca. 600.000 indbyggere. På trods af dette virker den lille - lidt som Århus. Byen er kendt for at rumme en af de største koncentrationer af asiater i England - nok især indere og pakistanere, hvilket også afspejles i udvalget i byens restauranter.
Tilbage på hotellet skiftede jeg til skjorte og slips, da vi jo skulle spise fint om aftenen. Omkring kl. 14 gik vi igen langs kanalen og ind mod byen. I modsætning til dagen før, var der nu højt solskin og luften var varm.
Bådene fra i går lå stadig i kanalen og jeg havde fået ophobet utallige spørgsmål om dem, de der bor i dem og i det hele taget, hvordan systemet fungerer. Derfor forsøgte jeg at komme i snak med en af bådejerne.
Det var en mand på ca. 60 år. Han lignede en tidligere gymnasielærer eller noget i den stil. Han var venlig og fortalte gerne om sin båd. Han fortalte bl.a., at han havde købt sin for 50.000£ for 10 år siden. Prisen varierer en del, afhængigt af udstyr og stand. Han og konen boede i den fuldtids - altså sommer som vinter. I øjeblikket lå de "ufrivilligt" i kanalen. Årsagen var den megen regn, der var kommet den seneste tid. Vandmængderne fik floden Trent til at gå amok. Kanalen ligger som en stille rende i en bue i floden og den er lukket af med sluser i enderne. Bådene kunne ikke sejle ud i den rivende flod, så derfor havde de ligget der - ganske længe endda.
Han fortalte også, at det er muligt at leje både, hvis man skulle få lyst til det. Det har jeg, så det vil jeg kigge på til næste sommer, hvis Anne og ungerne også er interesseret (ellers gør jeg det selv!).
Vi fandt hurtigt slottet vel guidet af diverse skilte og Robin Hood figurer i mange udformninger. Nogle var massive statuer, andre var klippet ud af en hæk. Uden for slottet fandt vi en lille restaurant, hvor vi kunne sidde udenfor og nyde is og en kaffe. Det viste sig dog snart, at det var for varmt, fordi der ikke kunne findes skygge nogetsteds. Vi fortrak derfor op til en isbil, der var opstillet foran indgangen til slottet. Heroppe var der også en mur under et skyggefuldt træ, hvor ungerne og jeg kunne nyde vores is.
Det var jo søndag og slottet var ud over at være en turistattraktion også mål for et motions-/orienteringløb. Det var et "rigtigt" motionsløb, for det var meget kraftige mennesker, der kæmpede sig rundt i parken og op og ned ad byens bakker. Vi var der ikke for at motionere, så vi betalte i stedet for at komme ind i slotsparken. Den var så flot, som den slags nu er i England (læs: perfekte). Hække var klippet og planter var plantet, så de skabte figurer, mønstre og sågar byvåben i parken.
Længere oppe ved slottet var det første, der fangede vores opmærksomhed, skilte, der fortalte om huler under slottet. Man kunne få guidede ture i et gang/hulesystem under slottet. Det var interessant, men i første omgang ville vi tage et kig på selve slottet.
Fra fronten udenfor var der en enestående udsigt over hele byen. Der var opstillet skilte, så man kunne orientere sig og spotte de mest fremtrædende steder i og udenfor bygrænsen. Man kunne se meget langt.
Selve borgen var lidt kedelig. Den var ombygget, brændt ned, smadret og genopbygget flere gange. I dag minder den nok mest om et kulturhus med tykke vægge. Der var dog nogle interessante udstillinger. Specielt én fangede os.
I en sal var der et stort billedgalleri med både gamle og nye malerier. Det var der ikke så meget nyt i. Men lige ved indgangen stod der en speciel reol med 6 tykke plader i forskellige farver. Der var næsten ingen mennesker, så jeg begyndte at rode med pladerne. Ovenover reolen var der et skilt, hvor stod der noget om, at man kunne kombinere dem og skabe musik. Der skete dog ikke noget ved at holde dem sammen. En kustode anbefalede mig at gå en tur med en af pladerne strakt ud fra kroppen. Så opstod magien. Når jeg gik rundt med den gule plade lød der musik fra xylofoner. Ungerne og Anne snuppede også en plade hver, hvorefter flere instrumenter kom til. Et par japanere kom til, så vi til sidst dannede en "komplet" sekstet.
Systemet fungerede på den måde, at der på pladernes overside var der en stor kode, som dem man kender fra diverse tags, der kan læses med mobiltelefoner. I loftet sad der et par kameraer, der aflæste koderne. Det blev så behandlet af en computer, der satte gang i lydanlægget. Sjovt!
Før denne udstilling havde vi set historiske effekter, der stod beskyttede i glasmontre. Der var ophængt små bøger med gættekonkurrencer, for at give det hele mere liv. Det var fint nok.
Ud over dette var der også en udstilling om silke og historien bag. Der kunne vi se gamle kinesiske dragter og vævemetoder - lige noget for 3 drenge! Anne var måske glad nok for det? Det vildeste jeg oplevede under den udstilling, var uenighed om, hvorvidt silken er kommer fra edderkopper, eller en sommerfuglelarver. Ja, selv kvikke børn ved ikke alt her i verden...
Endelig var der også en udstilling af gamle militæruniformer, våben og andet gammelt udstyr til anvendelse i krig. Det fangede til gengæld drengene, der både kendte en del af våbnene fra deres forskellige spil og stillede mig utallige spørgsmål. Lidt af en udfordring, da jeg hverken har deltaget i Boerkrigen, eller ved El-Alamein, hvor udstillingen tidsmæssigt hørte hjemme.
Udenfor igen var det muligt at følge en sti til forskellige hotspots, der sikkert havde sammenhæng til Robin Hood. Det gik aldrig op for os, om det handlede om en "rigtig tur", eller var noget, der var lavet i haven af hensyn til mindre børn.
Vi forlod borgen efter at have undersøgt muligheden for cave-vandring. Det var muligt, men vi skulle vente 1½ time. Det ville vi ikke vente på, så vi forlod stedet.
På vej ned mod byens centrum blev vi antastet af en gadefejer. For dem der tror, en gadefejer er en gammel slidt mand med en kost lavet af strå, var det ikke det, det handlede om. Nej vi blev antastet af en larmende og stærkt irriterende maskine, der naturligvis skulle feje lige der, hvor vi ventede ved et fodgængerfelt. Da der blev grønt, "forfulgte" den os ud til hellen. På mærkværdig vis kom denne maskine til at få en uhørt stor plads i vores erindringer om denne dag. Ved tilfældighedernes spil dukkede den op utallige gange på vores færd og man kunne ikke undgå at føle sig bare en lille smule forfulgt. Til sidst blev det i hvert fald så påfaldende, at vi bare kunne grine, hver gang den pludselig dukkede op bag et hjørne, fra en kælder, eller andre "tilfældige" steder.
Nede på byens torv var der stadig food-festival. Der var således mange mennesker omkring boderne og på pladsen. En ung pige stod i et telt og "forsøgte" at underholde med forstærket guitar og sang. Det gik ikke så godt. Hun virkede nervøs og gjorde flere underforståede udfald mod publikums manglende begejstring mellem sangene. Helt galt gik det, da hun udfordrede både sig selv og publikum ved at synge en Adele sang. Den eller fantastiske sang, blev barberet ned i såvel toneleje, som tonespænd og til sidst fik hun dræbt enhver medlevende følelse for sangen hos publikum.
Når det så er sagt, så er det altid en fornøjelse at være på en solbeskinnet plads, hvor der er mennesker og der spilles musik - næsten uanset kvaliteten. Det er en rigtig ferieoplevelse. Således også denne. Ungerne gik igen for sig selv for at finde noget småt og spiseligt og Anne og jeg delte en lille indonesisk ris-ret. I baggrunden lød der en umiskendelig brummen fra fejemaskinen.
I underholdningsteltet stod der i dag en kendt kok Richard Fox, der fortalte om temaet madspild. Vi mennesker smider angiveligt enorme mængder mad ud hvert år. I følge ham kunne det i sig selv brødføde utallige mennesker, spare en masse på CO2 regnskabet, skåne miljøet, bekæmpe den globale opvarmning, mindske risikoen for utallige sygdomme og meget andet. Med den "viden" er det heller ikke mærkeligt, at han havde stærkt fokus på, at vi altså skal undgå madspild. Jeg er slet ikke uenig, men jeg er godt tilfreds med at gøre det af rent privatøkonomiske årsager. Derfor lyttede jeg da også interesseret til, hvad han kunne fortælle. På mindre en 10 minutter gav han ikke mindre tre gode tip/råd, som både Anne og jeg kunne bruge.
Det ene råd omhandlede, hvordan man kunne forlænge livet på grøntsager, der er ved at blive for gamle. Ved lige at dele dem i grove stykker og blanchere dem forlænger man deres liv som fødeemne i yderligere 5-6 dage. Man stopper nedbrydningen. Friske krydderurter, der er er ved at blive dårlige, kan man rulle ind i et stykke fugtigt køkkenrulle og lægge i en plastpose/film i køleskabet. Så holder de også i yderligere 4-5 dage. Endelig, og det var det mest interessante, viste han, hvordan man kan koge ris på 3 minutter. Jeg har endnu ikke prøvet det, men prøves skal det.
Efter seancen forlod vi pladsen og gik op mod et enormt indkøbscenter, vi også besøgte under vores første besøg i byen for 2 år siden. Efter et par møder med den føromtalte fejemaskine nåede vi frem.
Jeg må ærligt erkende, at centeret var skrumpet en del siden sidst. Det, der den gang virkede som det største, jeg havde oplevet, var nu pludselig endt i en størrelsesorden a la Storcenter Nord eller Bruuns Galleri i Århus.
Der var måske også en naturlig forklaring på fænomenet? Centeret er opbygget i 2 etager og da vi var der første gang, var der helt andre butikstyper på overetagen. Den gang var det, som jeg husker det, et stort rum med utallige boder, der kun var adskilt af tynde vægge og tæpper. Her solgte gamle og ikke-etniske englændere alt lige fra badedyr over tæpper og mobiltelefoner til frisktslagtede geder og oste. Den gang var det nærmest en klaustrofobisk fornemmelse at gå rundt i det, der føltes som en "uendelig" labyrint. Nu var det derimod et center som alle andre.
Vi fik besøgt nogle butikker herunder også en musikbutik. Her ville Gustav kigge på trommesæt. Noget han drømte om at anskaffe, når vi var tilbage i Danmark igen.
Karl nåede også at oplevede det restriktive England. I en spilbutik havde han fundet et spil, han gerne ville købe. Han gik selv ind for at klare det praktiske, mens vi andre var i en forretning, der solgte forklædninger, uniformer og spøg- og skæmteffekter. Lidt senere kom Karl slukøret, flov og pinligt berørt tilbage. Spillet, han ville købe, var kun godkendt til børn over 16 år. Derfor var han blevet afkrævet id-kort, hvilket han naturligvis ikke kunne levere. Så han måtte stille spillet tilbage. Det har jeg endnu aldrig oplevet herhjemme. I England kan butikkerne sikkert straffes for at sælge de forkerte spil til mindreårige?
Til sidst endte vi i en butik, der alene solgte Heavy Metal tøj. Der var masser af seje T-shirts, og også interessante kjoler til piger. Anne hoppede dog ikke med på den galej, så det blev ved et par trøjer til Gustav.
Butikkerne var ved at lukke. Det var som bekendt søndag og derfor lukker de "allerede" kl. 16:30. Vi havde bestilt bord kl. 18:00, så vi skulle omsætte lidt tid, før vi gik de 2-300 meter op til Raz. Det blev gjort på en Burger King, hvor vi købte en sodavand og jeg oplevede Englands mest ulækre lokum. Dametoilettet var lukket. Sikkert på grund af manglende rengøring. Mændenes var stadig tilgængeligt, men det var bestemt ikke for svage sjæle at benytte det.
Vi forlod Burger King og bevægede os ad en god omvej op mod the Curry Lounge. Bordet var bestilt for 3-4 måneder siden og jeg var meget spændt på at besøge stedet. Da vi ankom, så der meget mørkt ud derinde. Døren var låst og inde bag en af facadevinduerne var der ophængt et lille skilt med teksten, "Sorry, we are closed", Øv. øv og tre gange øv. Det var en skuffelse.
Det kostede moral hos os alle og det fælles stemningsleje dalede en del. Ikke en gang fejemaskinen, der larmende "sneg" sig forbi i baggrunden, kunne ændre på det.
Vi måtte på jagt i ukendt land og vores erfaringer med det og sultne børn, var ikke gode. Når sulten melder sig hos unge, er den umiddelbare og lettilgængelige restaurant også den mest tillokkende. En Burger King er fuldt på højde med en Noma i en ung drengs bevidsthed, når maven først føles tom.
Ikke desto mindre lykkedes det for os at finde turens suverænt bedste restaurant. Vi gik ganske længe og måtte afvise mange forslag fra ungerne, før den helt rigtige dukkede op. Det var det hele værd.
Restauranten var specialiseret i sydindisk mad. På kortet kunne vi se, at de slet ikke havde de retter, man traditionelt finder på indiske restauranter. Ingen vindaloo, madras, korma eller lignende.
Restauranten hed Kayal (klik på linket for at se mere). Vi blev godt modtaget og igen henvist til et baglokale - sikkert på grund af børnene - for tøjet var ulasteligt den aften. Restauratører reklamerer helst ikke med børn på "de forreste rækker". Baglokalet fejlede nu heller ikke noget. Vi sad ved et vindue med udsigt ned over et hyggeligt hjørne, der forbandt nogle af Nottinghams små gader. Personalet var meget venligt. Overtjeneren der var iklædt en lang kjortel, sikkert en traditionel klædedragt for hans hjemegn, kom flere gange op til os for at sikre sig, at alt var, som det skulle være. Han var hele tiden smilende og svarede beredvilligt på vores nok mange spørgsmål.
Maden var spændende og smagte fantastisk. Enkelte ting gik trods alt igen fra det "normale" indiske køkken. Således også pappodoms, der er meget tynde brød, som serveres med forskelligt tilbehør/dip før forretterne.
Maden kunne der skrives meget mere om, men jeg vil dog begrænse mig til én ret, der imponerede os alle. Det var en såkaldt Dosa. Det er en enorm pandekage, der er ca. ½ meter i diameter. Den er rullet omkring forskellige former for fyld. Det var Karl, der havde bestilt den, og jeg må erkende, at jeg har aldrig set sådan et monster før. Jeg tror, jeg grinede i 5 minutter over den mega-ret, Karl måtte gå i lag med. I følge ham ser den ud af mere, end den er. Pandekagen er ganske vist enorm, men fyldet er begrænset til "normal" portionsstørrelse.
Senere på turen gik det op for mig, at en Dosa ikke er så ukendt en ret i Indiske/pakistanske kredse.
Hvor spiste vi godt på Kayal. Ungerne kunne oven i købet runde af med is-dessert, noget der også er en sjældenhed på indiske restauranter. Restauranten skal have 6 ud af 6 mulige traktordæk fra familien Mose.
Efter det besøg gik vi lidt planløst rundt i Nottinghams gader og kiggede på, hvad der nu var at se. Vi ville have en taxa, men vi kunne lige så godt få set os lidt omkring. Vi endte på et lille torv, hvor der tydeligvis var øvelokaler for 2 heavyrock-grupper. Lokalerne lå i 2 bygninger på hver sin side af en gade. Og det tordnede ud med tunge toner og rytmer, som om det var en duel mellem to kampvognshære. Nedenfor stod der en mand udenfor et værtshus og røg en cigaret. Han var helt upåvirket. Han oplever det sikkert hver aften.
Vi prajede en taxa og landede på hotellet. Kort tid efter lå vi på værelset og snakkede, da vi pludselig hørte larm fra en maskine nedenfor. Det gav også et stort dunk i murværket.
Ingen gad rejse sig, for at se hvad det var. Vi vidste det jo alle sammen.