Jeg fik en lang nats søvn - godt nok afbrudt et par gange - men det var noget af det bedste, jeg hidtil havde opnået på turen.
Morgenmad, altan og Karl dukkede op, mens oldfruen var i gang med vores suite.
Der skete meget under altanen, herunder også at 8 åbne og knaldrøde Audier passerede. Det var mærkeligt at se så mange af de lækre og dyre biler køre spinnende forbi. Der blev diskuteret murmeldyr og Karl forberedte jagt på dyrene, ved at indkøbe æbler til madding. Han var stadig lidt konfus efter i går, hvor han blev ret udmattet af mange timer i bjergene under bagende sol.
For at svare på overskriften kan jeg nu lave en overskrift, der burde have heddet: "Hornmusik, højdeskræk og murmeldyr".
Både Anne og jeg følte en forpligtigelse til at tage med banen op til det høje bjerg. Ikke fordi vi havde lyst, men fordi begge drengene nu havde været der. Som Anne sagde, "man bør ikke sende sine unger ud i noget, man ikke selv tør". At jeg så forklarede, at det havde vi sådan set allerede gjort, hjalp ikke meget.
Da Karl således kom ind og annoncerede, at han var på vej ud og op, tog det kun sekunder for os at beslutte, at det også var "nu" for os.
Sammen gik vi ned til banen, der lå lige ved siden af hotellet. Kabinerne kørte hver halve time og vi var der præcis kl. 12:30. Ind gennem billetteringen, videre i elevatoren op og så ind i kabinen. Vi var kun 4 mennesker og en vognfører. Dørene blev lukket og så startede turen. Den foregik i 2 etaper. Først hen over et mastetårn på et klippefremspring. Derefter videre hen over et langt stræk med golde klipper i dybet. Højderne var sindsyge og udsigten fantastisk. Karl var helt rolig. Jeg havde heller ikke de store problemer, men Anne var tydeligt utilpas. Det hele foregik ret uproblematisk, så al frygt viste sig helt ubegrundet.
Oppe på bjerget var udsigten jo ganske ubeskrivelig. Men jeg kan sige, at det var betagende at se de mange tinder og dale, der lå både nær og fjernt, sneen, de rå og stenede skråninger, søer, de lodrette klipper og områderne med vegetation og små fine blomster.
Karl viste os ned til det sted, hvor han havde set et murmeldyr. Han havde medbragt æbler, som lokkemad, da vi har læst, at man kan være heldig at få dem frem på den måde.
Murmeldyr er ganske specielle dyr. De er i familie med egern. De bor under klipper og i huler, de selv har gravet og så kan de kan fløjte. Vi kunne tydelig høre, hvordan de fløjtede under os og endda meget tæt på. Fløjtet er et advarselskald, hvis de ser ørne, ræve eller mennesker. Da der på det tidspunkt var en del mennesker på bjerget, opnåede Anne og jeg aldrig at se et murmeldyr.
Vi efterlod Karl på bjerget og gik op mod restauranten, hvor vi fandt os et bord. Ikke så snart havde vi sat os, før en kabine kom op. Vi besluttede os for at tage den ned og skyndte os ind på stationen.
Hvis turen op havde været skræmmende, så var turen ned endnu mere skræmmende. Man kigger ikke frem mod et lavere område, nej man kigger ud over afgrunden. Selvfølgelig kan man vende ryggen til og kigge den anden vej, men det virker unaturligt. Men også denne tur gik fint. Anne fandt en masse "kaperingsteknikker" frem fra hendes hverv som psykolog og testede vel en snes stykker undervejs. Til sidst stod vi dog med fast grund under fødderne igen.
Ved foden af bjergbanen lå et torv. Her var der opstillet en scene, borde/bænke samt små boder. Lidt senere gik en messingblæserfestival i gang. Det stod på hele dagen og der blev umpaumpa'et derudaf, med hyl, fællessang, Sauerkraut og Bier. Vi så dog kun på i kort tid, selvom folk så ud til at have det sjovt. Underholdningen var sikkert i top, hvis man forstod alle hentydningerne og sammenhængene.
Gustav sad inde hos os, da Karl kom hjem. Karl havde da opholdt sig 4-5 timer på bjerget. Det var lykkedes ham at få et foto af et murmeldyr - dog et "yetti-agtigt" et af slagsen. Det var ikke lykkedes for ham at komme helt tæt på dyret denne gang.
Da vi fortalte ham, hvor svært Anne havde haft det under nedturen, udbrød han: "Så er det godt, du ikke var med på den tur, jeg tog på vej ned", med et stort smil. Han beskrev derefter, hvordan kabinen var begyndt at svinge kraftigt fra side til side og svingningsalarmen ringede konstant. Kabineføreren stressede op og gennede pasagerene ud til siderne, så han kunne se frem, mens han var i telefonkontakt med personale andet steds. Det tog dog kun et par minutter, men vinden drillede også under resten af turen.
Vi aftalte, at vi ville gå ned og spise, når vi havde gjort klar - Karl i bad, o.s.v. Jeg gik ned for at se, om jeg kunne finde noget i receptionen om hotellets historie. Jeg blev klar over, at der er 5 store familier, der "regerer" heroppe. Pfefferkorn er den ene, Stroltz en anden og derudover ydeligere 3, jeg ikke kan huske navnene på. Jeg kan ikke undgå at blive nysgerrig, når den slags åbenbares. Hr. Pfefferkorn dukkede selv op og fortalte mig om, hvordan hans bedstefar havde ejet Hotel Krone, der har historie tilbage til 1800 tallet. Det bestyres i dag af hans bror. Han havde selv startet det hotel, vi boede på. Først som en lille forretning i 1972. Den blev senere udvidet med et supermarked og senere 12-14 lejligheder til ferierende gæster. i 1986 blev hotellet bygget i sin nuværende udformning. Flot var det.
Han fortalte også om ulykken med den Hollandske konge, der blev dræbt i 2013 ved et lavineskred. Kongen boede altid på nabohotellet. Fra vores altan kunne vi se, løjperne hvor ulykken skete. Kongen havde bevæget sig ud af det sikre område og ind på et lukket. Her kom der en lavine og tog hele selskabet. Kongen var dog den eneste, der døde.
Anne, drengene og jeg gik derefter ned for at spise. Vi måtte tilbage på "gårdagens italiener". Maden var så god dernede, at vi bare måtte have noget mere fra det køkken.
Det levede igen fuldt op til alle forventninger. Denne gang fik vi både forretter, hovedretter og et par desserter.
På vej hjem var der kommet endnu mere gang i festen på torvet. Der blev spillet "messingmusik" for fulde gardiner. Vi satte os alle ved et bord og Anne og jeg fik en fadøl hver. Drengene ville ikke have noget, men de synes alligevel, det var lidt sjovt at se hele sceneriet. Lidt senere gik de hjem og derefter var Anne og jeg alene til tyrolerfest.
Der kan fortælles meget om aftenen, men den helt store oplevelse kom til sidst. Der var vel en 200-400 festglade mennesker, hvoraf mange var rigtigt fulde. Vi havde placeret os ved et centralt beliggende bord, hvor vi havde god udsigt til musikken.
Da orkesteret på ca. 10-15 musikkere som noget af det sidste spillede et melankolsk nummer, bevægede de sig ned blandt publikum, Ikke nok med det. De stillede sig også op på borde og bænke, mens de fortsatte med at spille. Til sidst dannede de en ring. Gæt, hvem der sad inde i midten? Jo, der sad to benovede danskere for sig selv, mens alle andre tilskuere stod og klappede omkring os og orkestret. :) Det var noget af en oplevelse.