Jeg vågnede igen meget tidligt og gik derfor en tur fra morgenstunden. Denne gang i den nordlige del af byen. Vejret var flot med klar blå himmel og en smule dis fra havet. Jeg fik lejlighed til at se nærmere på kystsikringen, der i sandhed var imponerende. Jeg mødte andre morgenduelige især hundeluftere, men også andre mennesker med andre gøremål.
Blackpool var hærget af en sexualforbryder, mens vi var der, så lokale aviser og nyhedshjemmesider var prydet med "Wanted" overskrifter hen over en fantomtegning. Det er en ret hård by - der blev også begået et mord og et røveri alene i de dage, vi var der og der er altså ikke mere end godt 140.000 indbyggere i byen - lidt mere end der er i Aalborg. Dermed ikke sagt, at det ikke er trygt at være i byen. Jeg vil næsten sige tværtimod. Der er masser af security og politi, når man går rundt derovre. Derudover er folk meget venlige. De hårde miljøer, hvor forbrydelserne sker, havde vi jo ingen kontakt til. Men nyhedsmedierne fortæller jo deres historier og vi oplevede noget andet.
Tilbage på hotellet lavede jeg kaffe til Anne, som stod op og gik med mig ned på vores molebænk, hvor vi nød udsigten mod Isle of Man og Irland sammen.
Kl. 09:00 havde vi også fået mobiliseret ungerne, så vi kunne indtage Hiltons berømmede morgenbord. Det levede bestemt op til forventningerne.
En smilende tjener stod klar, da the Mose family kom ned. "Goodmorning Sir, can I have your room number and name please?". Og kort efter "Have You had lunch at The Hilton before?". Da jeg svarede benægtende på det sidste spørgsmål, fik vi den helt store rundvisning mellem de forskellige retter, der blev udpeget og beskrevet efter alle kunstens regler. Der var alt dog undtagen en vigtig ting - skiveost! Hvad tænker de mon på? Man kan få skumfyldte croissanter, røget laks, stegt sild, løgsalat og alle de mere normale ting, men ingen skiveost, kun de små irriterende røde stearinhjul, der indeholder en "legoost". Det her trak ned Hilton - meget endda - bøvs!
Karl var helt væk. Han er i sandhed alle tag-selv-bordes skræk. Intet må stå uprøvet hen. Da han til sidst rundede af med croissanter og 2 slags cupcakes, var jeg gået død for længst. Vi forlod bordet og fik en venlig hilsen fra overtjeneren, da vi gik. Jeg skal love for, vi var kommet på The Hilton.
Vores planer var ændret en smule. Planen var oprindelig, at vi skulle være 5 dage i Blackpool. Anne og jeg var ikke så begejstrede, så vi besluttede, at vi ville koge det ned til 3 dage i stedet for. Men efter forhandling med ungerne, der var vilde med byen, endte vi på et kompromis på 4 dage. Det betød så, at vi skulle finde en overnatning mere i Nottingham. Det hotel vi allerede havde booket, havde ikke et ledigt værelse på det tidspunkt, så vi måtte lidt længere uden for byen på et andet Holliday In. Noget der senere viste sig at være et godt valg. Endelig fik vi også handlet det sidste på plads med Hotels.com og det lille hotel, så der nu var orden i de ting.
Vores første mål på dagen var et besøg hos Madam Tusseaud, der efterhånden findes i alle de store byer i UK og altså også i Blackpool. Med sporvognen fik vi en snak med vores tatoverede konduktør og fik vores dagsration af "Lad".
Jeg værgede mig ved at skulle med ind på voksmuseet, da den slags ikke siger mig så meget. Ungerne, især Gustav, ville partout have mig med? Det viste sig senere, at den primære grund var, at de havde brug for en fotograf.
Jeg gik med og tog et utal af billeder af ungerne sammen med diverse kendte engelsktalende kunstnere og blev også selv foreviget med selveste Kylie Minouge, Lady Gaga og angiveligt Madonna, der vendte på hovedet fra en pole. De var meget sexede, men deres numser var hårde og kolde, kan jeg oplyse. Anne blev også foreviget sammen med Freddy Mercury. En drøm gik således i opfyldelse. Hun blev også udsat for sexchikane af Benny Hill, og jeg forventede sådan set at se ham jagte hende rundt til den kendte musik fra serien. Han blev desværre stående helt stille. Jeg jagter selv på et senere tidspunkt.
Fra vokskabinettet gik turen videre mod Sealife, der er et vandcenter a la Nordsømuseet o.lign. Her fik vi set alskens fisk og et foredrag omhandlende, at vi mennesker er onde, hvorimod hajer er søde. En vindtunnel havde sin "naturlige" placering i samme forlystelse, så ungerne fik også prøvet at blive blæst igennem i den.
Fælles for vokskabinettet, vandlandet og en del andre steder i byen var, at man med jævne mellemrum mødte fotografer, der stod klar med det helt store udstyr. Herunder diverse hatte, kulisser o.m.a. Når man så forlod forlystelsen, kunne man købe de enkelte fotografier for 20£.
Efter Sealife gik vi videre i turisthelvedet, og endte med at efterlade ungerne i en spillehal, mens vi fandt en lille cafe, hvor der stod borde udenfor i skyggen - af hensyn til mig. Stakkels Anne. Et stykke tid senere dukkede ungerne op og fik også en forfriskning. Vi gik derefter videre ned i en Waterstone (boghandel), hvor Gustav fandt en bog til turen - en teenagethriller. Forretningen havde en hel sektion alene til den kategori.
Det er blevet en tradition, at vi skal have Fish & Chips mindst én gang, når vi besøger England. Således også denne gang. Englænderne er mestre i at lave paneret fisk, så kødet er perfekt. Enhver, der kender til tilberedning af fisk, ved, hvor svært det kan være at ramme den præcise tilberedningstid, så kødet hverken er råt eller gummiagtigt. Jeg har endnu ikke oplevet en tør eller rå fisk i England - ej heller hos de mindste Fish & Chips boder.
Hjemme på hotellet skete der ikke så meget. Faldt i snak med en ældre mand, der også var i Blackpool for første gang i sit liv. Han boede i Manchester og nu ville han ud og opleve verden.
Ellers stod en bilalarm i nabolaget for underholdningen - ja, den blev faktisk ved hele natten og den følgende dag. Jeg undrer mig stadig ov
er, hvorfor ingen af de nærmeste naboer fik den stoppet?
Anne og jeg endte i hotellets bar, hvor vi nød et par velskænkede fadbamser. Flere gæster kom til, men især ét ægtepar fangede vores opmærksomhed. Kvinden kom rullende ind på en pink el-scooter, der var forsynet med et matchende båthorn.
Forskellige fantasier fyldte mit hoved. Brugte hun mon båthornet, når hun holdt i kø i supermarkedet, eller var det for at komme igennem på stærkt trafikerede fortove? Jeg ved ikke, hvordan jeg selv vil reagere, hvis jeg pludselig hører et højlydt "BÅT" bag mig, og jeg så vender mig og ser, at lyden kommer fra et pink båthorn.
Vi var tilsyneladende blevet hængende lidt for længe, for da vi kom op til ungerne, var de meget bekymrede over, hvor vi dog havde været i næsten 1 time.
Endnu en dag var gået. Blackpool var ved at være passé. Næste morgen ventede Nottingham.