Et par dage i Nottingham er nok til at se de umiddelbare ting. Man kunne sagtens bruge flere dage i byen, da der er meget mere at se. Men det var ikke en del af vores plan, så nu gik turen videre.
Vi forlod hotellet kl. 10:30 for at køre de godt 125 km., der var til Cambridge. Igen drillede GPSerne lidt, men Anne fandt følgende rute: A52 mod Grantham, A46, problermer med GPS, A06 mod Melton, A607, A606 mod Oakham, Rutland water, A06 mod Stamford, A1 mod London, Frakørsel 14 ad A14 mod London, Cambridge, Newmarked. B1047, A1134
Vi brugte god tid på køreturen og ankom til det nye hotel i Cambridge allerede kl.13:00. Det var noget ganske andet end det, vi kom fra. Bevares, kvaliteten var lige så god, men beliggenheden var ikke så tæt på byen, som vi havde oplevet det i Nottingham. Det lå desuden i tilknytning til en lufthavn. Der var ikke mulighed for at spadsere ind til byen - i hvert fald ikke, når vi også skulle overbevise ungerne om det smarte i det.
Værelset var fint. Ungernes seng var meget bedre end den i Nottingham, så alt var fint på hotellet. En sjov detalje var dog, at der nedenfor var utallige kaniner. Jeg har hørt om det, men aldrig set, at man kan være plaget af kaniner. Her fik jeg syn for sagen. Bortset fra, at kaniner ikke laver "skud" som muldvarpe, så var hotellets græsplæne gennemhullet som en si og utallige "Bugs Bunny'er" i alle størrelser hoppede muntert rundt dernede.
Da vi var på plads, bestilte vi en taxa ind til centrum. Vi fik en god chauffør, der dog havde en lidt desillusioneret tilgang til byen. Vi havde jo glædet os meget til at opleve denne intellektuelle by med alt, hvad den kunne tilbyde. Vores chauffør lagde ud med, "at der ikke rigtigt var noget at se". Inden turen var færdig, havde han dog beskrevet alt lige fra lufthavnens betydning og historie over en lang række klassiske bygninger og pladser i byen, studiemiljøets indflydelse på bylivet til en anbefaling af byens bedste restaurant. Han var naturligvis vant til de ting, hvilket kunne forklare den nedtonede præsentation. For os "newcommers" lød det hele meget eksotisk og spændende.
Lufthavnen, vi passerede først, var en ikke-aktiv lufthavn. Således var der ingen faste ruter dertil. Man var dog ved at forsøge at få etableret nogle og tage konkurrencen op med Stansted, der ligger godt 50 km. væk. Lufthavnen var dog slet ikke lille - tværtimod. Der arbejder mange tusinde mennesker - jeg mener, han sagde 20.000 - derude. De er beskæftiget med flyvedligehold af selv de største flytyper. Så landingsbanerne er store og moderne nok. Der mangler bare ruterne.
Videre fortalte han om Cambridges historie. Jeg har selv interesseret mig for byen, så jeg vidste også en del i forvejen.
Universitetet blev etableret i protest mod en hændelse på Oxford i den sene middelalder. Det var noget med en myrdet pige og 5 unge (uskyldige) mænd, der blev henrettet af de gejstlige.
Det ældste eksisterende college (fakultet) i byen er Peterhouse. Det blev etableret i 1280, hvor man tillod nogle studerende at bo på stedet og modtage undervisning. Man skal huske på, at før den tid var det eneste, man underviste i, religion. Religionen havde patent på al "viden". I den senere middelalder begyndte der at komme nye velhavere til. Det var handlende og forretningsdrivende. Det skabte et behov for lovgivning og jurister. Derfor var de første etablerede, ikke-religiøse studier også centreret omkring jura.
Byen er i dag gennemsyret af stolthed over sin lange intellektuelle historie. Universitetet har en enorm betydning for byen. Vores taxa-chauffør fortalte, at byens klientel skifter med sæsonerne. Lige på det tidspunkt vi ankom, begynder de internationale studerende at dukke op. De fylder byen og fakulteterne i de næste par måneder. I september kommer de "rigtige" studerende og overtager tingene indtil næste sommer. Byen er på størrelse med Aalborg, så de mange studerende kan så absolut mærkes i bylivet.
Vi oplevede det hele på nærmeste hold, da vi blev sat af i byens centrum. Det vrimlede med unge mennesker og tutorer, der guidede dem rundt i flokke. Der var unge italienere, kinesere, japanere, russere, spaniere o.s.v.. Alle mikset sammen i ét stort kaos. Det var ret vildt og intenst. I byen centrum lå veletablerede forretninger, der solgte merchandise med udgangspunkt i universitetet. Der var alt fra slips og lommetørklæder, til skoleuniformer og det rigtige graduation-set. Ville man have sig den velkendte hat med firkantet plade, kunne man købe det. Ikke noget med look- alike. Nej, det var den ægte vare.
Der gik heller ikke længe, før vi oplevede et andet af byens særkender - Punting. Punting er i sin enkelhed, at man staver rundt i en båd i byens kanaler. Altså lidt som man kender det fra Venedig. I Cambridge er det også en turistting, men det har også det formål at give de unge studerende en indtægt. I ferien staver de således rundt med turister og studerer resten af året. Overalt i byen bliver man passet op af andre unge, der vil sælge turene. Et af argumenterne er, at der er en bestemt gammel bro, som ikke kan opleves på anden vis. Man kan ikke gå over den, eller se den fra andre veje - kun fra båd.
Vi gik videre og endte på et marked, hvor der blev solgt alskens tingeltangel. Anne købte en kjole og Gustav 3 jongler-bolde. Videre til en Waterstone, hvor vi kunne se på bøger. Gustav fandt hurtigt et par "Diary of a Wimpy Kid" på stueetagen, som han investerede i. Vi andre måtte op på 2. sal for at finde faglitteratur. Karl fandt en bog om trigonometri, som han fordybede sig i og jeg fandt en om HTML5. Anne gik lidt rundt.
Pludselig var Gustav væk. Ingen af os havde set ham i et stykke tid. Vi forsøgte at ringe til ham uden succes. Til sidst måtte vi i gang med en egentlig eftersøgning, indtil vi fandt han i stueetagen. Han forklarede, at hans telefon var løbet ud for strøm og da han ikke kunne finde os, valgte han at blive ved udgangen. Herved var han sikker på, at vi ville dukke op på et tidspunkt. Havde han taget trappen op, kunne vi jo være kørt ned med elevatoren. Godt tænkt unge mand.
Vi forlod Waterstone og gik lidt planløst rundt og kiggede på andre forretninger, der også var ved at lukke. Da der ikke var mere at se, gik vi på jagt efter et spisested. Vores taxa-chauffør havde henvist os til det, han betegnede som byens bedste spisested - Browns. Vores madbudget var dog overskredet med flere hundrede procent, så det skulle først blive næste dag. I stedet fandt vi en lille fransk café, hvor man kunne købe dagens retter billigt. Det var en skuffelse: Bøfferne kunne man skære sig på og de lave priser dækkede bare over, at man i stedet skulle betale ekstra for, at der var brugt fedtstof på panden under stegningen, og at bestikket var vasket med sæbe - sådan sat lidt på spidsen. Maden var ikke specielt god og prisen var såmænd ikke speciel lav. Dog vil jeg sige, at vi fik nogle friterede sardiner (bait), som smagte fortrinligt. Så lidt godt fik vi også med derfra.
Derefter gik vi videre ned i byen. Der var lidt surhed hos ungerne over det manglende mål. Det her med bare at gå planløst rundt, passer ikke rigtigt (især en af) drengene. Vi måtte derfor igennem et mindre intermezzo, før vi endte nede i det, vi må betegne som "puntinghavnen". Her lå alle bådene, som kunne lejes med eller uden "punter". Man kunne stå på en bro og betragte tingene. Vejret var dejligt, så det brugte vi lidt tid på. Derefter gik vi på jagt efter en taxa, så vi kunne komme hjem. Under denne "jagt" passerede vi også Museeum of Arts og den føromtalte Browns. Det så ganske tillokkende ud.
Vores taxachauffør for hjemadgående havde en sjælden evne til at tankelæse. Jeg sad ved siden af ham. På et tidspunkt passerede vi en park, hvor man var ved at rydde op efter et større arrangement. Jeg sagde til Anne, at man måtte gætte sig til, hvad der havde været gang i der. Til min overraskelse svarede chaufføren: "It is about the Olympic Torch. It came by this weekend". Jeg var ganske overrasket og spurgte ham, om han talte dansk. Det benægtede han. Til gengæld forklarede han, at hans erfaring sagde, at når kunder kigger ud af venstre siderude og taler, så stiller de spørgsmål. Det kunne udelukkende handle om arrangementet i det her tilfælde. Derfor svarede han, som han gjorde. Sjovt! Han bedyrede derudover, at han kun talte engelsk og russisk. Hans eks-kone var russer og datteren var to-sproget. Det gav ham nogle sjove ture, når kunderne var russere. De forventer ikke, at "pæreengelske" chauffører forstår russisk.
Hjemme på hotellet hvilede vi lidt ud. Vi var tidligt hjemme og alle var trætte efter en varm og intens dag.
To år tidligere havde vi også besøgt Cambridge for en kort bemærkning. Dengang kørte vi blot forbi for at købe telekort. En af de ting, vi havde snakket om at se på den tur, var det firma, som producerer spillet Runescape. Spillet er fremragende. Det bliver spillet af næsten 200 mio. spillere, så det er ganske imponerende. Det minder om World of Warcraft - bare meget bedre. Runescape har ikke nær så flot en grafik, men til gengæld rummer det rigtigt gode historier, som af og til kan få tårerne til at trille af rent grin. Der er en helt anden konsistens i universet og man kan ikke undgå at komme til at holde af det. Jeg spiller det ikke selv længere - det stjæler for meget tid. Til gengæld betaler jeg alligevel mit månedlige gebyr på 30-40 kroner alene for at støtte udviklingen.
Sidste gang nåede vi aldrig forbi. Bl.a. fordi vi ikke havde en GPS i bilen og fordi vi skulle videre til Nottingham. Da aftenen stadig var ung og vi havde bilen til at holde klar, spurgte jeg om nogen af de andre havde lyst til at køre ud og se stedet. Anne og Gustav var for trætte, eller optagede af at læse, så det endte med, at Karl og jeg tog afsted alene.
Firmaet hedder Jagex og det var nemt at finde adressen på Google. Det lå ca. 5-10 km. fra hotellet, så det burde kun være en smuttur. Da vi ankom til adressen, var der ikke meget at se ud over kontorbygninger og parkeringspladser. Jeg gik hen og spurgte en mand, der holdt og ventede i sin bil, om han kendte til firmaet. Det gjorde han, men han mente, de var flyttet til et andet område i nærheden for et par år siden. Han beskrev vejen, hvorefter vi kørte derover i stedet. Der var der nu heller ikke noget Jagex! Jeg standsede en vagtmand, som henviste mig til det område, vi netop var kommet fra. Således sendt i ring, kørte vi tilbage til det første sted igen. Jeg ville lige give det en sidste chance. Jeg gik ud af bilen for at se mig lidt omkring. På et tidspunkt kom en lidt sjusket fyr gående forbi. Jeg vurderede ham til at være psykisk syg på en eller anden måde. Han gik og snakkede med sig selv. Da han passerede mig, sagde han noget, jeg ikke forstod. Jeg henvendte mig til ham og spurgte, om han var godt kendt i området. Det var han. Han var heller ikke i tvivl om, hvor Jagex lå. Vi skulle over i Science Park, der lå på den anden side af en stor vej. Jeg takkede og kort efter holdt vi foran Jagex hovedbygning. Karl og jeg var jublende glade, ikke mindst fordi, det faktisk havde været lidt af et detektivarbejde at finde frem til firmaet. På grund af vækst er de flyttet ikke mindre end 4 gange inden for få år.
Der var ikke så meget og se. Karl og jeg gik rundt i et relativt tomt kontorhuskvarter. Enkelte ansatte var på arbejde, kunne vi se. Ude foran indgangen stod en sortmalet, panseret mandskabsvogn - sikkert en, der bliver brugt som model i et af deres spil?
Udefra kunne vi spotte små ting som billeder og tegninger af forskellige figurer og emner, der indgår i spil. Der kørte også reklamespots på storskærme derinde og vi kunne se et musikrum, hvor der sikkert blev komponeret musik til spillene. Endelig var der en skærm med en elektronisk tæller, der viste et tal, der lå meget tæt på 200.000.000, som blev større og større næsten hvert sekund. Det var tydeligvis antallet af oprettede spilkonti, der langsomt, men sikkert voksede.
Vi tog hjem, før vi blev antastet for industrispionage. Nu havde vi set det - jeg var tilfreds.
Vel hjemme ca. kl. 19:30. Her var Anne og Gustav noget overraskede over, hvor længe vi havde været borte. Da vi fortalte dem om vores ekspedition og det vi havde set, blev Gustav lidt ærgerlig over, at han ikke var taget med.
Vi lagde derefter planer for den følgende dag. Jeg havde fundet ud af, at der ca. 15 km. fra Cambridge, ligger en stor luftbase - eller rettere, et museeum, der engang var en luftbase - Duxford. Det skulle være hovedmålet for næste dags tur.