Ole stod som vanligt op op tidligere end vi andre. Denne morgen dog særligt tidligt, idet han havde fået den tanke i hovedet, at den bilalarm, vi havde hørt på hele aftenen jo i princippet kunne være vores egen...Det var det dog heldigvis ikke. Men vel oppe benyttede han lejligheden til at tage en del stemningsfyldte morgenbilleder af Blackpool. Der er noget dagen derpå over de billeder. Blackpool har bestemt stemning. Ikke på grund af stor natur eller arkitektur, men mere hen i retning af cirkus eller tivoli, der ser trist og slidt ud i dagslys.
Også jeg stod op forholdsvis tidligt. Ole lavede som vanligt kaffe. Det er en stor luksus at få kaffe på sengen. Det er nu også en fordel for resten af familien at få fyldt noget kaffe i hovedet på mig. Før to kopper er indtaget er jeg stort set ud af stand til at tænke to tanker i rækkefølge og mit humør er hen ad det stærkt labile. Vi vækkede herefter børnene for at få noget ud af dagen. Det kunne lade sig gøre, fordi var også kommet pænt tidligt i seng aftenen før. Vi spiste morgenmad allerede klokken 8.30. Tilbage på værelset igen var Ole så udmattet af sin morgenvandring, at han faldt i søvn igen.
Senere på formiddagen tog vi the Tram til endestationen nordpå. På turen talte vi med et venligt ældre ægtepar. Manden fortalte mig bl.a., at man deroppe nordpå lavede de bedste fish and chips i Blackpool og omegn. Det var nemlig sådan, at de var lavet ud af de havfruer, man fangede på stranden om natten...
Ved endestationen gik Ole ud for at ryge og faldt i snak med togføreren, der også sad udenfor og røg. I følge Ole var denne noget deprimeret. Da Ole spurgte ham om de vendte togene, eller skiftede ende, sagde han lavmælt mens han fortsat kiggede udtryksløst ned i asfalten "No, it just goes round and round". Det sidste "round" gav næsten et ekko...
Efter et kort stop tog vi turen retur til Tower. På vej dertil opsøgte vi op til flere telefonbutikker af hensyn til Karl, der står for et snarligt nyindkøb.
Vi købte indgangbilletter til Tower. Straks derefter blev vi tilbudt, at man tog vores billede. Men belært af erfaringen takkede vi nej-tak - intet i Blackpool er blotte vennetjenester, regningen venter altid lige om hjørnet. Første attraktion var en 4D-film, hvor vi fulgte en lille pige og hendes familie rundt i Blackpool. En del af dette set fra luften. Derefter tog man en elevator op i toppen af tårnet. Her var den yderste del af gulvarealet lavet af gennemsigtigt glas. Her kunne man så træde ud og kigge adskillige meter ned på byen under os. En for mig meget ubehagelig oplevelse: Jeg havde under ingen omstændigheder lyst til at træde ud på det glas. Børnene synes jo, at det var meget sjovt. Men hvordan kunne jeg forsvare ikke selv at turde og så lade dem gøre det? Jeg vaklede mellem at skulle selv eller forbyde børnene at gå der. Vel nede igen landede vi i atter et automatland. Ole og ungerne spillede airhockey og vi prøvede nogle automater.
Kort pause. Så fandt børnene ud af, at de nu omsider var blevet modne nok til en tur i Blackpool Dungeon. Ole og jeg sad på en bæk uden for og frøs. Begge kameraer løb tør for batterier. Det var lige før, man tænkte: Jeg vil hjem! Ungerne kom tilbage efter en times tid. Turen i Blackpool Dungeon sluttede selvfølgelig i en butik med udgang i automatland... Heldigvis havde drengene haft en god tur.
Vi tog nu atter toget. Først til den modsatte endestation og dernæst retur et stop eller to længere end vores hotel. Vi afsøgte området for velegnede restauranter og der var et par udmærkede bud lige bagved hotellet, selvom de dog først åbnede senere.
Så vi måtte tilbage på hotellet. Ole benyttede atter lejligheden til en lur. Drengene fladede ud med TV og mobiler, så der var ro til, at jeg kunne få pakket vores ting til næste dags afrejse.
Ved 18-tiden gik vi over mod restauranten. Vi skulle dog først lige finde et sted at hæve kontanter, da vi var lidt usikre på spisestedet Bombays integritet. Det lykkedes os at finde en hæveautomat i en nærliggende Spar. Restauranten var dog hel fin både interiør-, betjenings- og madmæssigt. Ole og jeg fik begge Vindaloo. Den var meget stærk, og især Ole havde fornøjelse af chilien i flere dage derefter.
I starten var der kun os fire i restauranten. Det blev der dog senere lavet grundigt om på ved ankomsten af et veloverrislet herre-polterabendselskab, der gjorde os opmærksomme på, at det ville blive "a bit noisy". Gommen ankom i sparkedragt.
Efter maden var vi kun egnede til at traske tilbage til hotellet og gå i seng. Ole og jeg ville dog lige sidde og puste ud uden for hotellet efter en overordentlig lang dag og aften. Så vi sendte børnene alene op på værelset forsynet med et nøglekort. Gustav kom dog meget hurtigt tilbage igen. Han var nemlig blevet antastet af et hotelpersonale, der havde spurgt ham om, hvad han foretog sig, om han ledte efter noget eller lignende.