Første hele dag i London
Det var den første hele dag i London. Vi skulle ud og danne os et indtryk og det er ikke let at gengive hvor stor en oplevelse, det var. På skrift vil det nemt komme til at virke som en opremsning - i virkeligheden var det en enorm oplevelse for os begge.
Vi ankom i mørke og der er "alle katte grå". Det samme gælder byer. De ligner hinanden, når man ankommer og ser det hele fra vinduerne i tog og taxa.
Vi forlod hotellet søndag morgen efter kl. 9. Det første særkende vi så, var at mange kunstnere var i færd med at hænge deres værker op på muren ind til Hyde Park. Her måtte man kigge og købe, men ikke fotografere.
Vi skulle dog videre og det skulle foregå med bus. En dobbeltdækker virkede som det oplagte valg. Fra den ville vi få mulighed for at få set noget af byen, mens vi kørte mod centrum. Vi fandt et busstoppested ved Lancaster Gate og kiggede linjerne igennem efter noget genkendeligt. Vi havde et lille turistkort, der var vores eneste forbindelse til realiteterne i Londons enorme virvar af veje og lokaliteter. Dette kort ledte os til at tage linje 148, som bl.a. kørte til Victoria Station. Derfra kunne vi nemt gå til House of Parliament, Big Benn og Westminister Abbey, og så var vi da i hvert fald kommet i gang.
Vejret var fint, køligt med spredt skydække. Vi fik et par gode sæder på første sal i dobbeltdækkeren og kom sågar i snak med en hjælpsom gentleman omkring smart indkøb af busbilletter. Vi lyttede, men fulgte ikke hans råd - det kostede os sikkert en del pounds. Fra bussen kunne vi se byen folde sig ud. Vi kørte langs Hyde Park og passerede bl.a. Wellington Arch. På vore venstre side dukkede en anden park op med meget høje mure, som bestemt ikke var ligetil at passere. Det viste sig senere, at det var baghaven til Buckingham Palace. Det forklarede piggene på toppen af murværket.
Vi stod af bussen lige efter Victoria Station. Det virkede oplagt at begynde at gå, fordi vi skulle finde et sted, hvor vi kunne få morgenmad. I stedet for at vælge et af de helt store turiststeder, kunne vi lige så godt finde noget mere originalt. Der gik heller ikke længe, før vi fandt en lille fransk kafferestaurant, hvor man fik en gratis croissant ved køb af kaffe. Vi sad ved et lille bord, og så til mens der konstant kom kunder ind og hentede deres morgenkaffe og udvekslede dagens bemærkninger med værten. Vi var ikke i tvivl om, at der var tale om faste lokale kunder.
Det var et hyggeligt lille sted. Jeg fik også ordnet internetadgang, da vi forinden havde været i en kiosk og indkøbt en såkaldt topup-voucher til vores Vodafone dongle. Jeg fik også udvekslet e-mail/SMS med ungerne, så der var ro på den front.
House of Parliament og Big Ben
Vi forlod restauranten og gik videre ind mod vores første hovedmål. Klokker bimlede fra en lille kirke, vi passerede. Her mødte vi velklædte mennesker på vej til gudstjeneste. Vi havde dog bedre ting at fortage os, så vi gik videre.
Pludselig dukkede House of Parliament op og bagved det Big Ben. Det var mærkeligt, at se det symbol, som jeg kun har set på billeder og film. Bedst kendte jeg det fra TV-selskabet Thames mange tv-serier. Her var det så "i levende live".
Der var en skøn blanding af turister, motionister og arbejdende mennesker ude foran parlamentsbygningen, så det var et meget levende indtryk vi fik af byen på denne kølige dag i februar. Westminster Abbey lå på den anden side af vejen og det var så blot endnu en ting, man kunne føje til listen over "har-set".
Vi fortsatte ned til Themsen, hvor vi skulle træffe det svære valg, om vi ville over Westminster Bridge, eller fortsætte langs floden på vestsiden. Vi kunne se det store pariserhjul (London Eye) på den anden side. Det var et både betagende og ubehageligt syn - ikke mindst fordi der stod en strid blæst ind over byen, der gav indtryk af at kunne blæse den spinkle konstruktion omkuld i næste sekund. Sagt på en anden måde - det var ikke den dag, vi skulle prøve hjulet.
Vi blev på vestsiden og gik op langs floden, hvor det hele mindede meget om forår. Der var forskellige boder og masser af mennesker, som nød stemningen. I baggrunden kunne vi se Londons nye Skyline inde ved The City Of London i form af kæmpestore glashuse i forskellige former og størrelser. På floden lå der restaurationsskibe og museumsskibe. På selve floden sejled turbåde rundt mellem flodens andre og mange aktører.
Da vi kom til den næste bro, gik vi over på den anden side, hvor Royal Festival Hall og Queen Elisabeth Hall ligger. Den sidstnævnte er nærmest at betragte som Londons svar på kulturhuset i Hadsten (Sløjfen) - ganske vidst lidt større, men lige så glas/gipsagtig. I Hadsten kan man sidde og drikke en kop kaffe med udsigt over Lilleåen. I Queen Elisabeth Hall var udsigten i stedet over Themsen - og det gør bestemt en forskel, må jeg erkende. Kaffen var den samme.
Videre gik det og vi slentrede over Waterloo Bridge tilbage mod nordsiden igen, hvor den "rigtige" by ligger. Vi gik ad The Strand og videre af Fleet Street, hvor vi bl.a. passerede The Royal Court of Justice. Forretningskvarteret, der omgiver den, bærer også præg af af det. Således var der naturligvis boghandlere med speciale i jura, skræddere, der solgte kapper og sågar en parykforretning, hvor man kunne indkøbe en hårpragt, der passer til den status, man nu har i retssystemets hierarki.
Klokken var efterhånden blevet så mange, at vi godt kunne tillade os at spise frokost. En af vores helt store fornøjelser ved ferier er mad. Så selvom det ikke er sult, der driver værket, har vi næsten altid fokus på hvilke restauranter, der ser mest tillokkende ud.
I Fleet Street fandt vi en lille restaurant, der lå oven på en Pub (Tipperary, Fleet Street 66). Det var angiveligt den første Irske restaurant, der blev etableret i London. Det gjorde vores beslutning nem. En ung mand stod for serveringen. Han kunne høre, vi var danskere og derfor fortalte han, at han jævnligt var på besøg i Danmark. Han havde nemlig en dansk kæreste. Han arbejdede med jævne mellemrum på Sherlock Holmes i Århus, hvor jeg da også har haft min gang. Vi sad lige op ad baren, så vi fik snakket en del om stort og småt, mens vi nød vores irsk/engelske mad - Fish & Chips med tilhørende øl.
En af de ting, vores vært kom ind på, var de høje huspriser i Århus. Det overraskede os en del - ikke mindst fordi prisen på en 3 værelses lejlighed i London fint kan snige sig op over 10 mio. kroner.
Mætte af mad, snak og øl, forlod vi den hyggelige restaurant og gik videre ud i den søndagsstille storby. Området, hvor vi befandt os, bestod primært af forretninger og kontorer, så der var ikke så meget at se på. Vi var også trætte efter gårsdagens intense rejseprogram, så vi besluttede os for at tage hjem på hotellet for at hvile lidt.
Tottenham
Vi følte os allerede så fortrolige med Londons infrastruktur, at vi mente, vi bare kunne "plukke" en bus, når vi havde fundet et rigtigt stednavn på dens rute. Så vi søgte lidt rundt efter busstoppesteder og der gik ikke længe, før vi fandt en rute, der havde endestation i nærheden af vores hotel - rute 46.
Det, vi "vante londonturister" ikke havde tænkt på, var, at den rigtige endestation ikke nødvendigvis var ensbetydende med, at bussen kørte den korteste vej fra A til B. I det her tilfælde var mængden af bogstaver i alfabetet slet ikke tilstrækkeligt til at betegne alle de stop, vi kom til at opleve.
Kort efter vi var stået på bussen, drejede den mod nord. Vi skulle mod vest. Men vi fik i hvert fald oplevet en del af London, der slet ikke tog sig ud som den pæne by, vi ellers havde set og hørt om. Tottenham lignede rent ud sagt lort. Meget lå direkte i ruiner. Der var beskidt overalt og det hele gav et meget trist indtryk. I en bygning stod 2-3 nedlagte forretninger hen med delvist væltet murværk og knuste ruder og mellem dem lå der en enkelt fuldt vedligeholdt forretning. På hele ruten så vi utallige levende forretninger, der var omgivet af fattigdom og forfald.
England er Europas mest "ulige" samfund. Skellet mellem velhavere og fattige er enormt. Tottenham er en bydel med en meget høj koncentration af mennesker af afrikansk og caribisk oprindelse. Arbejdsløsheden hører til blandt de absolut højeste i landet.
Selvom vi uventet kom på en meget lang tur (1 time og 30 minutter), endte det med at give os et indtryk af Londons mindre pæne sider.
Da vi langt om længe nåede til endestationen, var det begyndt at regne. Anne havde dog vores sammenklaplige "umbrellas" med, så det var ikke det store problem. Det var rart at komme tilbage til hotellet og få hvilet ben og hjerne oven på de mange indtryk, vi var blevet bombarderet med.
Valentines Day
Valentines dag er normalt ikke noget, vi dyrker som sådan. I England er det angiveligt en af de 3 største aftener om året på landets restauranter. Rigtigt mange mennesker går ud og spiser på denne dag og generelt set, bliver den også fejret i bylivet. Rigtigt mange steder hænger der hjerteformede balloner, skilte og postkort med kærlighedssymboler, så man er ikke i tvivl om, hvad der er på færde. Vi hoppede med på bølgen og valgte at fejre vores forsinkede bryllupsrejse netop denne aften.
Fra bussens ruder havde vi spottet en restaurant, der lige faldt i vores smag. Det var en "italiener", der lå i gå-afstand fra hotellet.
I vores stiveste puds begav vi os mod Restaurant Bizzaro, hvor vi blev mødt af meget venlige tjenere. De stod næsten i lag og var parate til at tage frakke, paraply og jeg skal give dig. Der var et tydeligt hierarki. Den gamle overtjener stod lidt tilbage og overvågede tingene. En anden moden tjener stod parat til at trække folk ind fra gaden, når de stoppede op for at kigge på menukortet udenfor.
Helt amok gik det, da vi bestilte vores mad. Det skyldtes, at vi valgte en vin fra kortet, som vi kendte fra vores unge dage. Det er en meget speciel Barolo og forsynet havde gjort, at netop denne vin kunne vi opleve her. At den så kostede en mindre formue, skulle ikke ødelægge oplevelsen.
Til gengæld dukkede overtjeneren op og foreslog os, at vi fik et mere passende bord - til vores standard. Andre tjenere fjernede straks de tarvelige "standard vinglas", som allerede stod på bordet, og erstattede dem med et par enorme bowler af det fineste krystal. Der blev et leben omkring vores bord. Stole blev trukket ud, når Anne blot rettede sig lidt, servietter blev rettet, lys tændt, udskiftet o.s.v. Det var så påfaldende, at de andre gæster kiggede undrende over på os gennem øjenkrogene for at få en ide om, hvad der dog skete. Det var lidt ubehageligt - men bestemt også sjovt. Men en lille stille middag for to - det blev det i hvert fald ikke.
Det var en helt rigtig Italiensk restaurant. De havde styr på det italienske køkken og de ting, der hører det til. Inde i midten af restauranten stod et stort gammelt skab med glaslåger. I skabet var der et utal af kager, hvorfra man frit kunne vælge sin dessert. Da vi bad om dessertkortet, nævnte tjeneren, at de naturligvis også havde oste. Og de havde netop den gorgonzola, som vi begge holder så meget af. Det er første gang i mange år, jeg har oplevet, at en italiensk restaurant uden for hjemlandet, tilbyder denne dessert. Det var fantastisk.
Vi var heldige, at vi valgte netop dette sted. Personalet var fantastiske og maden absolut i top.
Jeg kan kun anbefale stedet, hvis andre skulle have fået lyst til at give sig selv en oplevelse i London. Selv om vi ikke sparede på noget, kostede det kun en brøkdel af en middag for en mus på f.eks. Restaurant Noma i København. Når vi spiser ude med børn, lander vi også i samme prisleje - så det var ikke specielt dyrt.
Mætte, glade og fattigere forlod vi Bizzaro og gik hjemefter. Vi trængte også til lidt anonymitet efter den megen opmærksomhed. På vej hjem nåede vi lige omkring en lille pub, der i øvrigt var fyldt med danskere - angiveligt en gymnasieklasse, eller noget sådant. Videre hjem i seng via hotellets bar.
Sikke en dag.