For første gang i næsten 14 år skulle vi to gamle alene af sted på ferie - uden børn. Så måtte det briste eller bære. Man kunne håbe på at få et foreløbigt svar på spørgsmålet: Gives der mon et liv efter, at børnene er flyttet hjemmefra?
Karl og Gustav havde fået valget mellem at besøge Mormor og Bedstefar i Nordjylland, eller at tage med os til London. De var ikke i tvivl: De ville helst til Saltum. For første gang havde de mod på selv at tage toget. De havde selv foreslået det, så de skulle blot køres til Randers, og ville blive afhentet i Brønderslev. Toget gik først om eftermiddagen, så der var god tid til at pakke o.s.v. Af en eller anden grund blev det alligevel lidt forhastet, så vi nåede først banegården kort tid før afgang. Men det gik. Vi kørte herefter tilbage til Enghuset og fik lukket ned, og så gik turen mod Billund. Som vanligt en lang og ret kedelig tur. Til gengæld kunne vi glæde os over, at vejene var fine, da der havde været tøvejr igennem længere tid. Men koldt og blæsende var det. Vi fandt en plads på langtidsparkeringspladsen - hvilket i vores tilfælde også synes at indebære længst-muligt-væk fra terminalen.
Indtjekning m.v. gik uden problemer. Flyveturen denne gang foregik i mørke. Der var en del turbulens, men det var virkelig flot at flyve ind over London by night. Uafhængige af børn og bil bestilte vi en drink i flyet - en gin og tonic. Sodavandsdåsen var på størrelse med en gammeldags filmkassette! Vi landede med et ordentligt bump på landingsbanen!
Vi havde ikke hjemmefra forberedt, hvordan vi skulle komme fra Stansted til vores hotel i Notting Hill. Vi spurgte om prisen på en taxa og fik oplyst, at turen ville koste ca. 90£ - altså godt kr. 800 - lige i overkanten. Det viste sig, at der gik et hurtig-tog direkte til London. Det kostede 36£ og ville være fremme efter 45 minutter. Togturen føltes noget lang, og vi var ved at være trætte. Vi stod af ved Liverpool Station, som var togets endestation. Vi hoppede derefter ind i en taxa. Vi fandt hurtigt ud af, at London er en meget stor by - og ikke just præget af en effektiv ringvej. Taxaen krydsede sig frem og tilbage, og først efter næsten en halv time var vi fremme ved Lancaster Gate Hotel i Notting Hill. En tur til 22£.
Hotellet så ikke udmiddelbart indbydende ud ude fra. Det var under renovering, og var pakket ind i stilladser og plastic. Værelset var dog helt OK - og der var karbad. En facilitet, man som barn opvokset under oliekrisen, har lært at sætte pris på. Klokken var ved at være mange - næsten 22 - og vi var sultne. Kort efter at Ole (igen) havde forlagt sit værelseskort og havde måttet gennemrode sine ca. 40 forskellige lommer (en måske lille ting, som dog har en umiskendelig negativ effekt på hans ligevægt og puls) gik vi ud i byen.
Vi stødte hurtigt på en indisk restaurant. Der var ikke mange borde, men vi fik heldigvis et. Kort efter kom et større selskab af danskere, som blev afvist, da der ikke var plads nok i restauranten. Dette problem kunne vi dog hjælpe med at løse ved at foreslå, at vi selv flyttede os til et andet bord, og overlod det nye selskab vores gamle bord, der kunne rykkes sammen med et andet. Stor tak fik vi for vores "lidt-mere-overskud-i-hverdagen" attitude - men ikke så meget som en gratis kop kaffe.
Ole bestilte en Vindaloo, der desværre ikke var helt så stærk, som han havde ønsket sig. Jeg fik en vegetar-ret med bl.a. champignon. Den var til gengæld rigeligt stærk efter min smag. Kolde øl hjalp på både tørst og humør.
På vej hjem til hotellet stødte vi på en bar, hvor vi sad uden for og fik endnu en øl. Og nu hvor vi således var i gang med festen - to unge mennesker på ferie uden børn - opsøgte vi til slut hotelrestauranten, hvor Ole eksperimenterede med at prøve en øl, men jeg fik en drink med mynte (Mojito).