Første punkt på programmet onsdag morgen var at sørge for det efterhånden anseelige antal ampler og altankasser, vi har bygget op i de seneste par år. De får Enghuset til at ligne en noget afdanket udgave af en østrisk alpehytte. Det kræver en del daglig opmærksomhed, pleje og omtanke. [Klar til afrejse] Muligvis anskaffet med årsag i tilsvarende forhold, der får andre forældre til at anskaffe sig hund, når børnene er ved at være store. Amplerne blev hængt op i den sprit-nye tagrende i håb om, at der så ville komme væde ned fra oven. Vi kørte til Tirstrup kl. 8.30, hvilket var i udmærket tid.
Der opstod et problem under boarding, hvor jeg blev opholdt på grund af rod i papirerne: På mit boardingkort står Anne Hvarregaard Mose, men i mit pas hedder jeg Anne Mose. På mit sygesikring er Hvarregaard med - men ikke på mit kørekort... Jeg slap dog igennem. Men akut identitetskrise: Hvad hedder jeg egentlig?
Gustav fik vinduesplads i flyet sammen med os, mens Karl sad alene. Gustav tog en del billeder ud af flyvinduet. Fotografering har ellers primært været Karls interesse, men på denne tur blev også Gustav bidt af det. Han har også super god ny mobil (efter at hans forrige var blevet tabt i en bus efter turen til Bornholm - derefter genfundet af busselskabet og atter igen bortkommet samme sted), der tager fine fotos og videoer.
Samme Gustav MÅTTE bare prøve serveringen hos Ryanair. Der blev indkøbt 2 sodavand, der var betydeligt mindre end det, man fik indtryk af i menukortet.
Landede med et ordentligt bump i London - men med fanfare som vanligt. Efter tjek-ind gik vi til det forudbestilte tog til Liverpool St.
Her blev vi mødt af en af mange Londonbyger. Som det første forsøgte Ole at hæve 200 pund - fik en grim forskrækkelse, da han fik en kvittering på beløbet - men ingen penge! Det viste sig dog, at der på kvitteringen stod, at der ikke kunne hæves 200 pund...? Ungerne handlede frokost ind hos McDonald, og Ole skaffede 4 telekort fra T-mobile. Herefter tog vi en taxa til vores hotel. Der var massiv trafik - og chaufføren syntes nærmest at køre i ring. Det tog meget lang tid og turen kostede ikke mindre end 25 pund. Ved hotellet forklarede chaufføren os, at der havde været en større brand på vores rute, hvilket havde flere omveje til følge.
Hotellet - et behageligt common Novotel - var fint. Det lå placeret i det område, hvor det kommende OL skal afholdes (London Excel). Tilstedeværelsen af et badekar er et yderst væsentligt kvalitetsmærke for Karl. Da han efter at have overstået en efter hans opfattelse noget hård og stressende tur opdagede, at værelset var udstyret med netop badekar, udbrød han: Så er der alligevel en Gud! (ikke fordi man skal lægge for meget i det - han har netop fravalgt at skulle konfirmeres næste år).
Ole og jeg nød en øl på hotellets udendørs terrasse. Der var dog temmelig koldt, blæsende og dertil regnede det.
Selvom vejret var ringe og børnene var trætte, valgte vi dog alligevel at få en dag ud af det ved at tage tilbage til London. Vi tog undergrundsbanen med kurs mod Westminister. Også dette forberedt hjemmefra, hvor vi havde anskaffet os 4 Oystercards med 10 pund på hvert. Hver tur med toget koster 2,5 pund pr. person. Kursen på pund var gået støt nedad de seneste uger - og stod i ca. kr. 8,50. Vi tog 2 stationer - Custom House for Excel og Canningtown - hvorefter vi skiftede til Jubilee Line.
Med udsigt til Big Ben, House of Parliament og Sct. Pauls Cathedral kom vi i den rette feriestemning. Vi gik ad Whitehal mod Trafalgar Square. Gustav var ikke helt tilfreds - vi havde ikke en bestemt plan, og dermed heller ikke nogen umiddelbar afslutning af gåturen i udsigt. Han klarede dog straks op, da vi passerede Downing Street, hvor vagter med (ægte) maskinpistoler pyntede på den gode stemning! Også her kom mobilen frem. Tilsvarende ved House Garde Parade.
Vi gik herefter gennem Sct. James Park for at finde henholdsvis egern og toiletter! Parken var bekendt af børnene fra Oles og min beretning fra vores egen tur til London. En af vores fortællinger, som ofte var gentaget, handlede om det underlige i, at der var et skilt med påskriften "Pelikanerne må ikke fodres" - når der nu ingen pelikaner var på stedet! Denne historie blev dog hurtigt punkteret af Karl, der fandt op til flere pelikaner (foruden utallige andre dyre- og plantearter) - og naturligvis gik hans forældres fejltrin på ingen måde upåtalt hen. Karl rendte rundt for at forsøge at få et egern til at komme helt hen til ham, samtidig med at han fotograferede dem. Begge dele lykkedes heldigvis. Gustav brændte igen utallige fotos af.
Vi kom herefter til Buckingham Palace - imponerende. Vi gik rundt om slottet. Børnene var efterhånden trætte og "ved at dø af tørst". Der måtte indkøbes to vand - ungerne slukkede deres tørst - og de tomme flasker endte på vanlig magisk vis - hos forældrene!
Vi gik op mod Soho ad Piccadilly for at finde en god restaurant. Vi passerede bl.a. Ripleys Believe it or Not, som naturligvis tiltalte ikke mindst Gustav. Det forhindrede ham dog ikke i at blive tiltagende pirrelig, da hans forældre ikke kunne beslutte sig for det rigtige spisested. Omsider endte vi traditionen tro på en indisk restaurant på Bedford Street - Strand Tandoori Restaurant - der kunne servere Lams Vindaloo samt det løse til et beløb af 104,80 pund.
Vi tog en taxa tilbage til hotellet - 30 pund. Men det var så også sidste taxatur - herefter blev det undergrundsbanen..