Det er midnat i Fort William - i Danmark er klokken 1. Anne og ungerne ligger og sover efter en lang dag på tur. Vi er på vores hotel ved foden af Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis. Byen hedder Fort William og den ligger i det vestlige Skotland ved en fjord, der er forbundet med Atlanterhavet. De kalder fjorden (Loch Linnhe) for en loch - hvilket egentlig betyder sø, men det er altså en fjord!
Vi kørte hjemmefra kl. 11:00 i morges mod Billund, hvorfra vi fløj kl. 15:00 mod Skotland. Flyet var lidt forsinket, men turen gik ellers planmæssigt.
Det var specielt at flyve ind mod Edinburgh, hvor man ud af vinduet, fik et godt indtryk af de specielle skotske landskaber. Ud mod Nordsøen ligger mange små klippeøer med små slotte og andre stenbygninger. Det er helt som man forventer det, men alligevel er det betagende, når man ser det ved selvsyn første gang. Gustav havde scoret vinduespladsen og sad således på 1. parket, da det hele åbenbarede sig langt nede under flyet.
Vejret var rigtigt godt, selv om det naturligvis er sent på året. Vejrudsigten for i hvert fald den vestlige del af landet, havde ellers lovet massiv regn og totalt overskyet vejr, men sådan var det slet ikke i Edinburgh da vi landede.
Vi hentede vores udlejningsbil hos AVIS i lufthavnen. - En Vauxhall Corsa - det kalder de nok en Opel Corsa derovre? Der var det sædvalige hyr med papirer og ekstraforsikringer, men ellers gik det også, som det skulle omend lidt langsommeligt.
Først da vi havde kørt et stykke vej, begyndte den regn, "vejrprofeterne" havde talt om, at komme. Sammen med mørket gjorde det den lange køretur ret anstrengende. Selvom køreturen ikke var mere end godt 200 kilometer lang, var vejene snørklede og smalle. Det sammenholdt med at man kører i "den forkerte side" gjorde, at blev det en meget lang tur derop.
Vi kørte ganske sikkert i nogle meget smukke omgivelser, men vi kunne ikke opleve dem til fulde på grund af mørket. Et sted var vi ude og strække ben. Her kunne vi høre hvordan bjergenes bække og floder rislede og bruste overalt - vi kunne bare ikke se dem.
Vi nåede vores hotel ca. kl. 8 om aftenen. Det var et lidt specielt sted - bygningen var helt klassisk skotsk og opbygget af granit. Indehaveren var dog inder og gæsterne var primært fulde japanere og derudover enkelte potentielle "Barnabystatister".
Anne havde ikke bemærket noget, men både Karl, Gustav og jeg opfattede en lettere lummer-asiatisk stemning i hotellets lounge, akkompagneret af en kraftig dunst af fisk fra restauranten. Værelset var dog tiptop. Fine senge til os alle fire, god plads, karbad og meget andet. Værterne var søde, og så kunne fulde japanere altså være lige meget.
Vi var meget sultne, så vi begav os hurtigt ud i byen for at finde et godt spisested. Byen er ikke så stor, men den er til gengæld fyldt godt op med hoteller, der skal huse de mange turister, som kommer for at se Ben Nevis. Dermed er der også potentiale for et relativt stort udvalg af restauranter. Under vejs mod centrum passerede vi en lille butik, der selv om den var lukket, alligevel trak Gustav til sig. Det var en lille souvenir/gadget butik, med masser af uhyggelige ting - lige noget for Gustav. Den blev derfor straks integreret i morgendagens planer.
Det tog os da heller ikke ret lang tid at finde såvel "en kineser", som en indisk restaurant. Det blev den sidstnævnte, der kom til at få glæde af vores store appetit. Det viste sig også hurtigt at være et godt valg.
Ungerne var endnu ikke gearet til de store eksperimenter, så de fik kylling og "fritter". Anne og jeg bestilte derimod en romantisk 3-retters menu. Menukortet rummede 2 af disse, hvor man bestilte et helt måltid til 2 personer. Rundt omkring os sad der flere unge par med det arrangement og kiggede hinanden dybt i øjnene, mens de nød de forskellige stykker kylling, svampe og lam i de forskellige sovse.
Ved vores bord var det dog kampen mod sulten, der drev instinkterne. Vi havde stort set ikke fået andet end morgenmad (og en pølse i Billund), og turen havde været ganske anstrengende. Den store appetit drev således Anne til at droppe brug af kniv og gaffel, for i stedet at proppe de indbagte kødstykker i munden med fingrene direkte fra fadet. Det indbagte har vel fået hende til at tro, at de skulle spises som rundstykker?
Vores værter var dog søde og sørgede for, at vores glas aldrig var tomme. Til sidst fik ungerne fornøjelsen af at vælge en dessert, mens Anne og jeg sneg os ud og røg turens første feriesmøg - noget vi havde set frem til siden vores sommerferie.
Noget af det mest markante ved maden var to ingredienser, der fulgte med nanbrødet. Den ene var en glat gul dip, som mest af alt lignede sød sennep. Den anden var noget, der ved første øjekast lignede fintsnittede røde peber. Det første var dog en dressing der var baseret på youghurt og mango og citron og sikkert gurkemeje eller safran. Det andet var rå løg, der var indfarvede med en kraftig rød farve - sikkert fra rødbeder? - og derudover tilsat sukker.
Da vi kom tilbage på hotellet, gik vi op på værelset, hvor ungerne ved hjælp af Skype, straks fik kontakt med kammeraterne derhjemme. Anne og jeg forlod dem og gik i stedet ned i hotellets bar, i håb om at kunne smage en lokal whisky. Vi blev dog skuffede, da bartenderen fortalte, at den lokale whisky var så populær, at det hele blev solgt til anden side. Vi fik derfor en anden, som for mig smagte som al anden whisky - ad h..... til. Efterfølgende måtte vi ud på hotellets terrasse for at nyde en cigaret. Her var vi i selskab med en fuld, rygende japaner, hvis konstante og meget markante hoste, fik os til at glædes over, at vi var holdt op med at ryge i sin tid og stadig er det.
Jeg glæder mig meget til at se omgivelserne herude ved fuldt dagslys. Indtil nu har jeg kun set silhuetter af bjergene. Men man fornemmer bjergluften og lydene lyder som i en dal.
Vi har endnu ikke fået valgt et tema. Det bliver jo nok noget med højland, Harry Potter, Nessie o.lign. Men at finde en anden fællesbetegnelse for det ud over "Skotland", forekommer mig lige nu vanskeligt.