9. Juli - Bjergbanen

Jeg vågnede igen alt for tidligt. Jeg sad og betragtede bjergene i 1½ time, indtil Anne stod op. Kl. 8 forsøgte vi at få kontakt med drengene, men ingen af dem ville med ned og spise morgenmad. Således gik vi to ned og indtog vores pladser. Der var flere mennesker end dagen før, herunder også et sæt japanere.

Bjergbanen set fra løjperne på den modsatte side af dalen.Tilbage på værelset kom Karl ind til os og senere gik han også ned for at spise morgenmad. Tilbage var han lidt utålmodig for at få en plan for, hvad der skulle ske i dag. Vi fortalte ham, at der slet ikke var nogle planer, så det endte med, at han besluttede sig for at tage Voralberg bjergbanen - en skræmmende stejl bane op til de højeste bjerge omkring dalen! Vi gik sammen ned til banen/stationen, hvor der blev afholdt et "sundhedsmarked" i dagens anledning. Efter vi havde kigget lidt på boderne, gik vi ind og forsøgte at få Karl med banen. Sagen var at han havde haft problemer med iftkortet dagen før og det bevirkede, at det fejlagtigt var blevet annulleret. Endelig fik vi ham sendt op med banen med mit kort. En mand, der passede banen, fortalte os efterfølgende, at det var imod reglerne, så vi skulle få Karls kort ordnet.

Gustav ville sove længe, men lidt komplikationer i forhold til oldfruen tvang ham dog ud af fjerene og ind på vores værelse. Oldfruen var en lille dame, med en grundighed i forhold til at få rummene gjort helt i stand. Det tangerede det perfekte. Dagen før havde hun eksempelvis erstattet en fint indbundet velkomstbog, som jeg havde brugt som musemåtte med et ugeblad, der bedre kunne tåle sliddet. I dag havde hun pakket min barbermaskine ned i det læderetui, der lå i min toilettaske! Den skulle åbenbart ikke ligge på hylden. Annes jogginsæt var sirligt lagt sammen på den nyredte seng.

Vilde bjergeAnne handlede "misforståelsen" med morgenkåberne af med hende. Dels af simpel misundelse, men også fordi vi ikke ville stå til regnskab for 2 manglende morgenkåber, når vi rejste.

Da hun var færdig i drengenes suite, gik Gustav ind til sig selv igen. Anne og jeg gik ned i byen for at finde en skjorte til mig. Vi endte først i Stroltz butik, hvor jakker, bukser o.a. nemt kunne koste op mod kr. 10.000. Heldigvis havde de også et "Sale" og oven i købet en sektion med XXXXXXXL tøj. Her fandt jeg ikke mindre end 2 par ekstremt lækre bukser, en t-shirt og en polo-shirt til alt i alt ca. kr. 800,-

Vi gik videre til Pfefferkorns butik, hvor tøjpriserne også var i den høje ende. Jeg fandt nogle klassiske østriske jakker, som var ekstremt lækre. Selv om de også var meget dyre (fra kr. 4.000 og opefter), prøvede jeg en af dem. En dame hjalp os, men hun kunne ikke finde noget i min størrelse. Derfor gik hun ovenpå for at lede lidt mere. I mellemtiden stod jeg og overvejede, hvordan jeg bedst kunne komme ud af butikken uden en jakke til mange tusinde kroner.

Damen kom ned med en afsindig lækker jakke. Jeg prøvede den og den sad perfekt! Det var en jakke der var syet af "SchneiderS", et af Østrigs ældste og fineste tøjmærker. Foret var ren silke. Det bedste af det hele var, at jakken skulle på udsalg den kommende mandag, så hun ville allerede nu sælge den til mig for en meget lav pris. Det kunne jeg ikke sige nej til, så min garderobe blev således kraftigt udvidet og oven i købet med nogle meget fine ting.

Karl var stadig på bjerget, så vi gik hjem igen, hvor jeg skiftede til mit nye "look". Gustav blev hentet ind for at give den endelige dom. Tøjet blev godkendt, dog med forslag til, hvordan jeg kunne komme videre derfra.

Vi tre besluttede os for at gå en tur for at se lidt mere af byen. Vi gik først op til "træsnitteren", så Gustav også kunne se det store udvalg af træfigurer. Derefter gik vi videre ud af byen og langs floden. Vi endte (næsten) ude i den frie natur.

Gustav Derude i "det frie" kom der pludselig en underlig, officielt udseende mand kørende ud fra en gård på en Segway. Han drejede ned af en markvej og videre ud over markerne og ind mod byen. Det så ganske specielt ud.

Vi vendte om og gik tilbage forbi byggepladsen, hvor vi snakkede lidt om de imponerende kraner.

På et tidspunkt så vi en helikopter der fløj ned fra bjerget, hvor bjergbanen kører. Gustav fik Anne til at krakelere med sætningen: "Det er nok Karl, der er kommet til skade".

Lidt senere begyndte Gustav også at snakke om at tage turen op på bjerget. Han gik tilbage til hotellet, mens Anne og jeg fik en kop kaffe udenfor på et meget flot hotel med swimmingpool, tennisbane, vindmølle, og japansk have. Efter en del SMS-er endte det med, at Gustav også tog banen op. Så var "alle" vores børn på bjerget. Dog ikke længe for Karl kørte ned, mens Gustav kørte op.

Da Karl var nede, gik vi tre sammen op i SPAR for at købe sandwich og noget at drikke. Karl fortalte om sine oplevelser på bjerget og det inkluderede alt fra et mystisk dyr, der senere viste sig at være et murmeldyr, til en helikopter (førnævnte) og skræmmende historier om mulige styrt o.a. Han havde også fået taget en masse billeder.

Hjemme på hotellet blev Karls liftkort ordnet uden yderligere kommentarer. Gustav havde taget nøglen til deres suite med op på bjerget, så Karl spiste inde hos os i vores lille spisekrog, hvor der var udsigt til alperne.

Hvilken jakke!Lidt senere kom Gustav tilbage og fik også en sandwich. Han havde kun været på bjerget en ½ times tid, men nu havde han også prøvet banen.

Den manglende søvn om natten hævnede sig, så jeg blev nødt til at tage en middagslur omkring kl. 15:30. De tre andre gik ned for at kigge på forretninger.

Jeg vågnede først kl. 18, hvor de var tilbage. Gustav havde ikke fundet noget, han ville købe. Karl havde derimod købt sig endnu en Schweitzerkniv til samlingen. Den havde et motiv med hjorte, som omhandlede noget med at gå fra at være barn til at være voksen.

Sammen gik vi derefter ned på Hotel Krones uderestaurant, der viste sig at være ejet af endnu en "Pfefferkorn". Det var dog en helt anden familie, sagde tjeneren. Senere fandt jeg dog ud af, at det var en bror til "vores" Hr. Pfefferkorn.

Vi spiste noget meget lækkert mad. Anne og jeg fik lam, Gustav en kylling og Karl en vegetarret. Servicen var i top. Vi fik flere små ekstraretter ud over det bestilte og betjeningen var i top. Karl og Anne fik desuden en dessert hver. Gustav fik te og jeg en kaffe. Annes ret var et ostebord, hvor tjeneren gik med hende ind og fortalte om alle ostene i en stor buffet og arrangerede en tallerken til hende med de oste, hun valgte.

Gustavs te kom lidt sent, da den simpelthen var blevet glemt. Men alt andet var så overstrømmende positivt, at det ikke kunne ødelægge glæden over et perfekt måltid. Gustav havde stor fornøjelse af sin te. Han fik et indblik i, hvor stort et område tedrikkeri er - noget man næsten kan gøre til en videnskab.

Karl fortalte om en sær matematisk sammenhæng, han havde udtænkt - noget med at addere de ulige tal og så kommer der nogle uventede resultater ud af det.

Bagefter gik vi hjem på vores værelser og slappede af hver for sig. Anne gik tidligt i seng og jeg satte mig ind for at skrive denne blogtekst og få tilføjet nogle glemte ting fra de forrige dage.

I morgen er det sidste hele dag. Jeg tror, vi bliver nødt til at tage bjergbanen. Noget siger mig, at det ville være forkert ikke at prøve den, når man nu er her og har muligheden. Men det ved jeg mere om i morgen.

 

Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 19:30)