7. juli - Ankomstdagen

Vi stod tidlig op. Kørte 7:45 uden morgenmad. Vi skulle tilbagelægge 675 km.

Vores hotel. Vi havde hele den øverste balkon. (den synlige del)Efter 350 km. spiste vi sandwich på en rasteplads, hvor vi ville have købt en vignet til Østriske motorveje. Det var dog ikke muligt, da de først kunne købes fra næste tankstation! Der var 30 grader, trykkende fugtig varme og høj himmel. Vi kørte derfor ind på den næste tankstation og købte vignetten. Vejene fladede mærkværdigvis lidt ud, da vi kom til Østrig. Til gengæld kom vi gennem imponerende motorvejstunneller og bjergene var jo flotte.

Ca. 20-30 km. før hotellet drejede vi fra på en lille vej for at se landet. Vi kunne dog ikke finde tilbage til motorvejen og GPS-en ledte os i stedet ud på en  flot tur gennem bjergene og fantastske tunneller - "nazi-tunler" som Karl kaldte dem. Senere fandt jeg dog ud af, at de var ældre end nazismen, men Karl må beholde fantasien.

Så skulle der slappes afVi ankom til Hotel Pfefferkorn og blev modtaget meget overstrømmende af hele familien og centralt ansatte personer.

Det første der skete var, at vi blev modtaget af en smilende receptionist (Lena), der sagde, at vi blot skulle aflevere nøglerne til bilen, så ville den blive kørt i p-kælder og vores bagage bragt op på værelset. Så var stilen lagt! Vi ville alle blive udstyret med gratis liftkort og vores værelser var desuden blevet "opgraderet". Vi fik i praksis 2 suiter, der udgjorde det ene hjørne af hele hotellets 3. sal! Begge suiter havde soveværelse, opholdsstue, bad og et separat toilet, samt walk-in klædeskab. Der var også en minibar. Indholdet skulle vi ikke engang betale for og vi kunne selv købe ting i supermarkedet og supplere op, hvis vi havde lyst.

Vi var mildt sagt benovede over den vildt høje servicestandard. Ankommet på værelserne, dukkede en ung mand op med kufferter og Harald Nyborg tasker og derefter var vi "hjemme". Jeg gik ind under en kold bruser og de andre ligeså.

Der var stadig ekstremt varmt, så vi opsøgte en ude-restaurant hvor man kunne få en kølig pils. Karl og Gustav stødte til senere og fik en frugt drink.

Vi gik i hotellets SPAR, hvor vi købte vin, chips, sodavand og morgenmad til Gustav. Senere spiste vi aftensmad på det, vi troede, var en italiensk restaurant. Betjeningen virkede lidt vrissen og maden var ikke for god. Min steak var ekstrem fedtet med brasekartofler, Gustavs snitzel var ok, Anne og Karl fik en ravioli - der var flot men smagen var kedelig. Aftenudsigten fra vores balkonVi sad udenfor. Ved siden af os sad et byggesjak og talte højlydt med tydeligt østrisk dialekt.

Hjemme på vores balkon kunne vi se, at skyer begyndte at trække ind over dalen. Senere endte det hele i et gedigent tordenvej. Vi havde 1. parket. En af bygerne gav også enorme vindstød, der truede med at sende de store parasoller nede på gaden til Schweitz. Ja, en af dem blev faktisk revet lidt i stykker. Til sidst dukkede Hr. Pfefferkorn himself op og begyndte at redde stumperne. Jeg gik ned for at hjælpe, men døren ud fra hotellet var låst. Tordenvejret fortsatte hele natten og den trykkende varme ligeså.

Under det hele dukkede drengene pludselig op iført hvide baderober og slippers, som var en del af hotelservicen. Anne blev straks misundelig og rodede hele vores værelse igennem blot for at konstatere, at vi ikke nød det samme serviceniveau som ungerne. Det skulle der senere blive lavet om på.

 

Last Updated (Wednesday, 15 July 2015 19:01)