Lørdag d. 11 august 2012 - hel dag i Hamburg

Med min midterplads i sengen havde jeg sovet elendigt. Jeg sov kun 4-5 timer, før jeg til sidst stod op og gik ned i receptionen for at ryge. Her var der opstillet kaffe til morgenduelige. Det var en dejlig overraskelse.

Dagen hvor ungerne skulle opleve Hamburger DomNød et par kopper ude foran. Jeg havde ikke lyst til at skulle igennem endnu en nat på den måde, så jeg snakkede med receptionen om, hvilke alternative muligheder der evt var.

Ingen desværre. De undersøgte det ellers ganske grundigt, men alle værelse var bookede den følgende aften. Vi kunne få en ekstra dyne. Det kunne i det mindste sikre, at jeg ikke var nødt til at ligge med dyne på hele tiden.

Omkring kl. 9-10 stykker, var vi alle i restauranten og kunne indtage den store morgenbuffet. Det var godt og lækkert. Gustav eksperimenterede dog en smule for meget og endte med at gå op og lægge sig lidt med kvalme. Det var vist mere en kombination af morgenmadden, stress og forventninger, der gjorde det. Da vi lidt senere forlod hotellet, forsvandt hans kvalme som dug for solen.

På besøg i den enorme Apple forretningDet eneste, vi absolut skulle se her først på dagen, var Saturn. En enorm computerforretning i flere etager, der lå oppe ved hovedbanegården. Alt andet måtte bare dukke op på vores vej. Igen startede vi ved Jungfernstieg, hvor vi vendte tilbage til den store Apple forretning, vi havde set aftenen før. Nu var den åben og jeg overvandt min Apple-racisme og gik med ungerne derind. Jeg måtte også erkende, at det var meget flot lavet og at maskinerne fungerede godt. Men det var også kedeligt. En iPad er jo en iPad og rundt omkring lå de til afprøvning i dusinvis. Sådan var det også med iPhone og iPod. Der var lidt forskellige kombinationer af stationære computere og forskellige skærmstørrelser. Det var maskiner med de samme processorer og samme konfigurationer, som man kender fra alle andre PCer. De her var blot 50% dyrere. Som jeg husker det, kørte Mac computere i gamle dage på en anden processortype end Pcerne. Det var en Motorola, hvor PCerne også den gang brugte Intel. Siden Powerpcens tid, er det hele vist smiPhone5?eltet sammen, så hardwaren bare er den samme på alle platforme.

Anne var først gået på jagt efter en kjole i en forretning et eller andet sted. Pludselig så jeg, at hun var tilbage. Jeg opdagede blikket. Det blik, der afslører begyndende kærlighed. Det var lykkedes for hende at starte hendes favoritspil på en af de flotte Apple computere og nu stod hun der helt opslugt af det perfekte skærmbillede og det velfungerende tastatur. Jeg vidste, at det betød enden. Det ville markere slutningen på en æra, hvor intet Apple udstyr havde plads i vores hjem. Anne havde solgt sin sjæl til design og ladet teknik og visdom glide i baggrunden. En dag kommer jeg til at høre ordene "Den kunne da godt passe ind her".

Drengene og jeg hånede Apple lidt mere og lavede grin med, at en opstillet kortterminal, sikkert var den nye iPhone5. På en eller anden måde føltes det dog tomt...

Vi forlod butikken og endte i et indkøbscenter, hvor der bl.a. lå en butik, der solgte computerspil. Igen gik Anne på selvstændig jagt, mens vi andre 3 granskede spiludbudet. Det endte med et Need4Speed, der kunne spilles med split-screen til vores XBox. Gustav var lige ved at investere i rat og pedaler, men efter lidt overvejelser kom han alligevel til fornuft.

Saturn - en computerforretning med et utroligt stort udvalgVidere op gennem Mönckenbergstrasse - en stor gågade. Til sidst endte vi ved Saturn. Her aftalte vi at mødes ved et bestemt skilt 1 lille time senere. Igen var det Anne, der ikke var holdspiller. Drengene og jeg kiggede på alt muligt og Gustav fandt et nyt kabinet, han absolut måtte eje. Det var også sejt Et "Thermaltake level 10 Battle edition"! Hvad mere kan en spillegal teenager ønske sig? Igen fik jeg bragt lidt ro på og fik Gustav til at vente med at købe, til vi kom hjem. En senere prissammenligning viste, at kabinettet kunne købes lidt billigere i Danmark - mærkeligt?

Vi mødtes med Anne ved det aftalte skilt. Hun havde bl.a. fundet et rigtigt tyrolerdress. Det kostede desværre i omegnen af kr. 2.000, så det var nok lige i overkanten for lidt sjov. Både Gustav og Karl ville gerne se mere i Saturn, så de fik yderligere en halv times tid, mens Anne og jeg ventede udenfor i solen/skyggen.

Senere kom drengene tilbage. Gustav havde købt en pen, så han kunne tegne på sin mobiltelefon - smart. Så var Saturn også et afsluttet kapitel for denne gang.

Vi gik tilbage og kort efter fik vi et par curry-pølser med brød og sodavand, som blev delt mellem os.

En butik, de udelukkende sælger Magnum is!Lidt længere nede dukkede en Magnumbutik op. Ja, hvad handler de mon med i sådan en? Magnum is naturligvis! Jeg troede, det var løgn, men den var god nok, Her i et af Hamborgs dyreste handelsstrøg kunne det betale sig at have 3-400 kvadratmeter butik, hvorfra man solgte håndlavede Magnum is til en pris, der er lavere, end hvad standardproduktet koster i Danmark. Fantastisk! Og selvfølgelig skulle ungerne da have hver deres håndlavede og selvdesignede Magnum. Det er ikke hver dag, man ser den slags butikker.

og hvilke Magnun is ...Udenfor var der masser af mennesker, der nød det gode vej. Der var folk, der spillede musik mange steder - ikke alene unge og  børn fra x-faktor generationen, men også mere klassiske gademusikanter.

Hjemme ved hotellet lå der en stor boghandel, som vi også besøgte på hjemvejen. Vi kiggede på forskellige bøger. Dette lidt i håb om, at vi kunne overtale ungerne til at kaste sig over læsning på tysk. Om det foregår i en bog eller et hæfte, er ligegyldigt. Kan man tænde lysten og skabe motivationen, er det ligegyldigt, om teksterne står i talebobler eller i afsnit. Vores strategi røg i vasken og vi endte med at købe et par samlemapper i stedet.

Da vi kom hjem på hotellet, havde vi som aftalt med hotellet om morgenen, fået endnu en dyne. Til gengæld havde de fjernet en seng! Der var naturligvis en fejl, der hurtigt blev rettet.

En mere positiv overraskelse var, at Annes telefon var begyndt at fungere. Det betød, at det også kunne lade sig gøre at få drengenes på telenettet. Ved at tilføje et par services på M1's hjemmeside og genstarte telefoner kunne vi nu alle komme i kontakt med hinanden via samtaler eller sms. Vi havde alle slået "roaming" fra. Det koster stadig alt for meget, og det er komplet umuligt, at forudse hvor meget data, der vil blive brugt. Så hellere være sikker, hvilket betyder ingen roaming.

Stor tilfredshedCa. kl. 17:30 forlod vi hotellet igen og gik mod det store tivoli. Ved blot at følge Kaiser-Wilhelm-Strasse nåede vi frem på under 15 minutter. Indgangen i det nordøstlige hjørne er af en eller anden grund meget diskret. Bortset fra skiltet ude foran lignede det mest en bagindgang på grund af meget snævre passager forbi toiletterne og ind på selve pladsen.

Godfather med La Familia på besøg i Dom?Men vi klemte os igennem uden problemer og snart stod vi foran et passende øltelt/bod, hvor Anne og jeg kunne oprette kommandostation. Ungerne fik en større mængde Euro. Udstyret med fungerende telefoner og kontanter gik de så på jagt efter de ultimative forlystelser, mens Anne og jeg nød kolde øl på den overdækkede veranda sammen med en hel masse FC St. Pauli tilhængere. Der måtte næsten have været kampdag, for der var rigtigt mange af dem blandt tivoliets gæster.

Ungerne vendte, som aftalt, tilbage en time senere  og havde stadig kun nået at se en lille del af parken. Vi gik sammen videre ned mod det store pariserhjul. På vejen købte vi lidt forskelligt spiseligt Fish-bread, Nachos (Gustav) en Wrap i ørkenlandet (Karl) og Ribb's (Gustav). Derudover havde drengene allerede investeret i et kandiseret æble og et chokoladiseret ditto, der begge røg i "skralderen".

Der er andet end øl til de voksneJeg slog hammerslag for at imponere ungerne. Jeg fik dog kun 1 ring ud af 3 mulige (2 gange endda)! 3 ltr. øl og en fishroll er ikke godt lige før den slags kraftanstrengelser. Det må jeg huske næste gang, for det var pinligt.

Længere nede på pladsen fandt Anne og jeg endnu et bord i et andet øl-hus med udsigt til den store rutchebane og ungerne fik 1½ time til igen at gå på opdagelse. Anne fik en drink, som hun gerne ville have og jeg fik øl, øl og atter øl.

Efter en times tid vendte ungerne tilbage. Derefter gik alle videre og kiggedTraditionerne er i hævd hos nogle af gæsternee på den sidste halvdel af Hamburger Dom sammen. Gustav fiskede et dyr op med kran - en plettet udgave af Angry Birds? Vi brugte en formue på lotteri, hvorefter Karl talte sammen og afhentede en valgfri præmie fra de nederste kasser.

Anne og ungerne kørte radiobil. Der var naturligvis kaos i den forbindelse. Da det hele skulle til at gå i gang, hoppede Karl pludselig ud af bilen og drønede op til huset, hvor "banekommandøren" sad. Det så ud til, at han ville aflevere sin tegnebog. Da han var tilbage i sin bil igen, sprang Anne og Gustav pludselig ud af deres bil! De vidste ikke, hvad de skulle gøre med den indkøbte plastikmønt! Til sidst kom der dog gang i det hele, og der blev "kørt råddent" til den store guldmedalje. Bagefter viste det sig, at det ikke var Karls egen tegnebog, han havde afleveret. Det var en glemt tegnebog, som Karl havde fundet. Der var forhåbentlig en, der var blevet glad senere hen.

Lidt senere passerede vi et spøgelseshus, som Anne og jeg havde moret os over, da vi var her sidst. Vognene kørte ud på forsiden på 1. sal, så alle på pladsen foran kunne se de skræmte gæster. Ude foran stod der en levende skuespiller klar. Han var klædt ud som "Freddy" i Nightmare on Elm Street. Han jagtede hver vogn et stykke af vejen og truede samtidigt med en stor kniv, mens han råbte ind i hovedet på staklerne, der sad og trykkede sig.

Mys mys...Det endte så med, at vi alle 4 endte i den forlystelse. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg skraldgrinede hele vejen og man burde vel være skræmt? Det er sikkert helt normalt og der findes nok en god forklaring på, hvordan det hænger sammen? Men sjovt var det.

En af de uundværlige præmier, der blev vundetVi gik videre og kiggede på alle de mange forlystelser, vi passerede. Én var specielt skræmmende: Nemlig "Transformer".

Det er næsten umuligt at beskrive den, men kan man forstille sig en karrusel, som kan vendes på hovedet i uforudsigelige intervaller, så har man en ide om, hvordan det foregik. Derudover tog turen 6 minutter - altså 6 minutter i ren rædsel. Det var rigtigt sjovt at se på.

Sent på aftenen, vel omkring midnat, var vi tilbage på hotellet. Ungerne blev lagt i seng og Anne og jeg gik i baren, hvor vi nød en Mojito og en øl ude foran.

Næste dag skulle vi køre hjem, så jeg levnede det meste.

Last Updated (Friday, 17 August 2012 20:15)