Lørdag d. 7. Juli 2012 - catfight

Sædvanen tro stod jeg tidligt op og gik mig en tur. Jeg tjekkede os ud af hotellet, så vi bare kunne køre, når det passede os. I dag skulle vi endelig forlade Blackpool. Ikke sådan at forstå, at det havde været en skidt oplevelse. Snarere tværtimod var det en stor oplevelse, men også meget intensiv og udmattende. Hvis man ikke vil sidde ved spillemaskiner, eller rotere rundt i diverse forlystelser, eller er man den, der gerne vil finde en stille plet i ro og fred, så er Blackpool IKKE stedet. Nu har vi set byen. Ungerne var begejstrede, de ville blive her alle 9 feriedage, hvis det var muligt. Anne og jeg har oplevet det og har ingen planer om at vende tilbage, men sjovt var det alligevel at se det.

Oppe på værelset lavede Anne kaffe og vi gik begge ned i kælderen for at sidde i ro og fred. Her mødte vi en walisisk dame på 35-40 år, som vi faldt i snak med. Vores plan var oprindeligt at besøge Wales, så det var en god lejlighed til at få et par tips til en anden god gang. Hun mente nok, at Wales var et besøg værd, men at det især var kystbyerne, man skulle gå efter. Vi havde forsøgt at finde noget i det indre Wales, blot for at komme væk fra kysten. I følge hende var det ikke der, man bedst kunne opleve regionen. Det ved vi så til næste gang.

Vi hentede ungerne ned til morgenmadseldoradoet. Igen var Karl sidst færdig ved buffeten

Vi pakkede de sidste kufferter ned i bilen og lige da vi rullede ud fra hotellet, mærkede jeg, at jeg måske også burde have taget afsked med et toilet. Jeg valgte dog at ignorere det, hvilket fik dramatiske følger.

Allerede før vi var kommet ud af Blackpool begyndte jeg at få stærke smerter i maveregionen. Naturligvis ligger der ikke P-pladser med toiletter, når man har brug for det. Tværtimod var vi kommet ud på en motorvejsstrækning, hvor de reklamerede for den næste rasteplads om tidligst 30 miles og det afhang endda af, om vi skulle den vej. På daværende tidspunkt vidste vi det ikke.

Der var kun én ting at gøre. Jeg drejede fra ved den først kommende frakørsel, mens koldsveden stod fra panden. Jeg drejede ind i det, der viste sig at være en pæn lille by. Her fandt jeg et å-løb, der var dækket godt med træer. Parkede bilen med lynets hast på en cykelsti og spænede ned mellem træerne med åbenstående bukser og en pakke servietter i hånden.

Derefter faldt der ro over tingene.

Jeg beklager dybt og inderligt og undskylder meget til en lille ukendt engelsk by i det nordvestlige England. Men der findes situationer, hvor vi mennesker ikke har kontrol over os selv. Det må i meget undskylde.

Maveproblemer blev afløst af GPS problemer. Uvidende om, at vi havde lejet en bil med indbygget GPS, havde vi selv medbragt en. Blot for sjov havde vi således gang i 2 GPSer på turen. Det var ganske underholdende. Vi havde en kølig kvinde, der guidede os på vort modersmål og en mere formel, kontant og varmblodet engelsk kvinde.

Efter Blackpool opdagede vi, at begge GPSer slet ikke var opdateret med de veje, vi kørte på. Meldingerne fra de to GPS-kvinder var således meget forskellige. Hvor den ene sagde; "drej til venstre", kommanderede den anden; "turn right". Af og til gik de begge i koma og viste os kørende på ren hvid baggrund mellem de veje. de kendte uden at retlede os.

Det endte i en ren catfight, indtil den engelske dame blev så fornærmet, at hun lukkede i for resten af turen.

DerbyshireJeg har så ikke omtalt den 3. GPS, som sad ved siden af mig iført et gammeldags vejkort og lidt logisk sans Takket være hende fandt vi ret nemt vej ud på den helt rigtige rute. Sidstnævnte vil elske, at jeg nu angiver følgende: Rute: M55, M6, M61, M60, A57, M67, A57 mod Sheffield, A628, A616 over Peak District, M1, frak. 26 ad A610, A6130 og Hotellet. Det var den vej, hun systematisk fandt frem til med vores gammeldags kort og lidt kendskab til solens stilling og tidevandets højde.

Heldigvis kom vi også væk fra motorvejssystemet og fik lejlighed til at køre ind i de små byer ved Derby og nyde naturen i området. Der er et mindre massiv centralt i England, som vi passerede. Vi benyttede også lejligheden til at holde pause på et par smukke lokaliteter. Vi havde ikke så travlt. Der var kun godt 200 km. fra Blackpool til Nottingham, så tiden var ingenlunde vores fjende.

Vi ankom til Nottingham helt uden problemer og vores danske GPS-dame, var ikke stået af. Godt hjulpet af hende gled vi direkte ind på hotellet i Nottingham allerede ca. kl. 12. Der var aflukket P-plads og rigtige dejlige omgivelser med hække og beplantning, ja der stod sågar et par palmer ved indgangen til receptionen.

Normalt kan man først overtage værelser fra. kl. 14, men det skader aldrig at spørge, når man nu er for tidligt på den. 
Det her hotel kommer altid til at stå i min erindring alene af den årsag, at personalet her var så behagelige, som jeg aldrig har oplevet det tidligere på et hotel. Normalt er betjeningen altid ulastelig på hotellerne, men også reserveret, kedelig og overdrevet korrekt. Dog ikke på Holliday In i Nottingham. Selv om det er et pænt stort hotel, var betjeningen meget venlig, smilende og sød.

Da vi kom op på værelset, var drengenes seng endnu ikke lavet, men der var en mand på vej for at rette op på det. Og snart dukkede en kraftig mand på ca. 60 år op. Han var rigtig hyggelig og han snakkede og fortalte og skældte ud på EU, mens fjedre og jernstivere i sengen gav lyde fra sig under hans hårdhændede behandling. En stuepige dukkede op med sengetøjet. Da hun så, at han endnu ikke var færdig, kastede hun sengetøjet på vores seng og gik. "That's not my job!", lød det fra den gamle, men væk var pigen. Således blev vi vidne til, hvordan han baksede med at redde sengene op. Tydeligvis noget han ikke havde gjort længe. Dette alt imens han snakkede om ture til Grækenland og om at EU vil gøre os alle ens. Ungerne var også vilde med ham. Midt i det hele dukkede også en elektriker op, idet vores vandkedel ikke fungerede. Det begyndte at ligne noget fra en gammel Marx-brothers film, men pludselig var vi alene og der opstod en dejlig ro. Der gik dog ikke længe, før ungerne opdagede, at vores nabo var en McDonald's restaurant. Jeg kunne endvidere se, at vi også var genboer til PC World - Englands svar på El Giganten. Ude foran hotellet lå et stort Sainsburys supermarked, så vi var godt dækket ind. Jeg elskede det hotel.

FlodbådeneEn anden fordel ved stedet var, at der kun var15 minutters (smuk) gåtur langs en kanal ind til Nottingham Centrum. Man bor relativt fredeligt, men alligevel meget tæt på, hvor tingene sker.

Det var jo lørdag og derfor måtte vi ind til byen i god tid, da de fleste forretninger lukker allerede kl. 16:30. En hotelportier beskrev vejen ind til byen og kort efter befandt vi os på en dejlig sti langs en kanal, der omkranser byen. I kanalen lå der mange kanalbåde - altså egentlige husbåde, som folk bor i på deltid eller året rundt. De er alle opbygget efter samme princip: Lange og slanke med et aflangt aflukke midtskibs. Hver især er de udstyret og malet, så de har deres eget individuelle udtryk. Det viste sig senere, at ejerne ikke lå her med deres gode vilje - men mere om det "in another afsnit".

Vi slentrede videre og fik også lov til at opleve to af bådene blive sluset ud af kanalen. Det scenarie var i sig selv lidt af en oplevelse. "Slusemesteren" var tilsyneladende indehaver af et værtshus, der lå i tilknytning til kanalen. Så der stod et par øldrikkende gæster og kommenterede tingene, mens han arbejdede med sluseportene. En lille dreng på 5-6 år deltog også i løjerne og halede i rebene. Det passede ikke helt til vores mentalitet, men det så ikke ud til at være første gang, han var med til det. Værtshuset var desuden udstyret med en meget stor og velindrettet rygerpavillion - så meget, at de reklamerede stort med det. Der har de nok fundet en god niche.

Et for os historisk stedVidere op i byen, forbi en buscentral, gennem et indkøbscenter og videre ud på en gågade, der førte op til byens hovedtorv. Her viste det sig, at der var "food-festival", så der var opstillet masser af boder og telte, hvorfra man kunne prøve forskellige retter og specialiteter. Der var også et stort telt, hvor en kvindelig asiatisk kok demonstrerede, hvordan hun tilbereder sine retter. Tilskuerne sad bænket og fulgte opmærksomme med. Den kvindelige kok lavede reklame for en restaurant i byen og uddelte til sidst smagsprøver til de hurtigste gæster.

Drengene købte en "wrap" og Anne og jeg delte en ris-ret. Vi gik videre op i byen for at se et hotel, hvor vi tidligere havde boet. Vi skulle egentlig have boet der igen, men på grund af de Burgersmuglingændrede planer, var vi i stedet blevet henvist til vores nuværende hotel - heldigvis. Da vi nærmede os stedet dukkede minderne frem. Herunder også en historie om blå regnslag, som handler om en tidligere tur i regnvejr i Nottingham. Også i dag kom der nogle hektiske byger en gang imellem og vi måtte søge ly under det gamle hotels udhæng.

Da bygerne var forbi, fortsatte vi ned af Upper Parliament Street, hvor the Curry Lounge ligger. Stedet er en indisk restaurant, som jeg havde glædet mig meget til at besøge. Vi havde for flere måneder siden reserveret bord til den følgende dag. Nu ville vi lige tage et smugkig. Der så lidt lukket ud, men de åbnede så også først et par timer senere.

Træt efter en lang dagVi gik lidt videre og fandt en mere traditionel engelsk restaurant nemlig The Stage, der  samtidig også var et værtshus. Da vi havde ungerne med, blev vi henvist til et baglokale. Det var nu ikke så slemt, da det havde egen udgang og udsigt til en gade bagved.

Vi spiste traditionel engelsk mad. Det var jævnt og godt og servitricen var sød. Da vi var færdige, tog vi en taxa hjem. Ungerne var for trætte til at kunne overskue gåturen hjem.

Vel hjemme slappede vi af på værelset. Anne og jeg gik over til PC World for at tjekke åbningstider med henblik på et besøg den følgende dag. På vej derfra smuttede vi omkring McDonald's og indkøbte burgere og en Spicy Roll for at overraske ungerne, der var ganske tilfredse med det initiativ.

Anne og jeg gik til sidst ned i baren og nød en "pint" i udebaren. Så var det også slut med kræfterne for den dag.

Last Updated (Sunday, 22 July 2012 12:17)