Home

Temarejse.com

Uggelhuse - Hjemhavn

Lørdag d. 28 juli
Vi var tidligt oppe, men dog ikke så tidligt som vores unge naboer. De tog sikkert afsted ved 5 tiden og vi var først i gang omkring kl. 6.

Motorproblemer
Efter at have spist morgenmad gjorde vi nu klar til at sejle ud. For 2 dage siden lige før ankomst, havde vi fået en sær meddelelse fra vores GPS - lavt batteriniveau. GPSen burde hente strøm fra forbrugsbatteriet, men jeg startede motoren i en kort periode og så var problemet væk igen. Anne havde haft køleskabet stående på maks. køl og det kan nemt tappe et batteri. Køleskabet blev slukket og vi tænkte ikke mere over det.
Da vi var klar til at kaste fortøjningerne, ville jeg starte motoren. Jeg drejede nøglen og inte skete!
Jeg var med det samme klar over, at startbatteriet måtte være fladt. Det undrede mig meget, da vi jo havde haft landstrøm hele tiden mens vi lå i Udbyhøj. Det burde jo have ladet batteriet op, men det havde den tydeligvis ikke? 
Da vi overtog båden, undrede jeg mig over, at der var et ekstra løst startbatteri i et stuverum. Dette batteri blev vores redning. Da jeg byttede batterierne ud, kunne motoren startes igen. Det  siger mig, at det har været et kendt problem for den tidligere ejer - et problem som jeg igen i sagens natur ikke havde fået noget at vide om. Et er dog sikkert: En af de opgaver jeg skal have løst til vindter er at få gennemgået hele elsystemet i båden. Det hænger ikke rigtigt sammen, som det er nu.

Randers Fjord
Det sidste stræk hjemDet var første gang jeg havde sejlet på Randers Fjord. Jeg har stort set kun hørt dårlige ting om den, som f.eks. "Det er bare en rende", "Der er ikke noget at se", "Kedelig" og "lang". Efter nu at have taget turen, må jeg sige, at det har været dybt uretfærdigt. Ganske vist er fjorden Gudenåens forlængelse og der er ikke meget spillerum. Den vil være ret træls at krydse sig frem på, men det er altså en flot tur med masser af helt specielle ting at se på. 
Vi valgte at sejle ind for motor, for at have maksimalt styr på båden, idet vi jo vidste, at fjorden er en lang og meget smal rende. Tanken om at møde et fragtskib i et smalt løb og skulle styre med sejl, var ikke tiltalende.

Turen
Først passerede vi kabelfærgen i Udbyhøj. Den er i sig selv en oplevelse værd. Det næste stræk går mod SW, hvor der er stejle skråninger mod syd. Længere nede kommer kanaløen, der deler løbet i to. En uddybet del til fragtskibe og et vandområde, som kan bruges af fritidssejlere.
Det er lidt af en oplevelse at sejle i den snorlige kanal.
Herefter følger Mellerup/Voer, hvor der begynder at dukke små sommerhuse op langs den nordlige bred. Husene har direkte adgang til fjorden og de er hver især helt specielle.
Endnu længere ned åbner Grund fjord sig. Vinden kom lige derfra, da vi passerede, hvilket gav os overraskende store bølger på den lille fjord.
Dem der skal hele vejen ind til Randers har stadig en pæn sejltur tilbage. For os med plads i Uggelhuse ligger vores havn ved Grund Fjords begyndelse. Så her var det slut for os.

Uggelhuse Marina
Vi havde fået tildelt en midlertidig plads, da den plads vi havde købt, var udlejet. Lejeren ville dog flytte sin båd senere, men indtil da. skulle vi bruge en anden plads.
Vi ankom omkring middagstid fik rigget fortøjningerne til. Vi brugte lidt tid på at pakke sammen og jeg havde en telefonsamtale med Carsten fra MagaCin - Tommys måske bedste ven - om, hvad der nu kom til at ske efter Tommys død.
Det blev således en følelsesladet ankomst, men hvor var det godt at få talt med ham.

Hjemme på Højvangen
Vi bestilte en taxa fra Randers, så vi kunne blive kørt hjem til huset. Chaufføren havde trukket en nitte, ved at vælge vores tur. Han var kørt fra Randers Midtby til Uggelhuse, for at køre os de 7 km. Så vi måtte kompensere lidt med drikkepengene.
Da vi ankom der hjemme, var drengene stort set færdige med oprydningen efter aftenen. De havde haft en rigtig god fest og de sidste gæster var først taget af sted om morgenen. Så det var godt at høre.
Hjemmet var ikke "udbombet". Det var drengene til gengæld. Men det var dejligt at være hjemme igen. 

Det blev slutningen på vores sejltur sommeren 2018.


Last Updated (Saturday, 18 August 2018 21:20)

 

Udbyhøj

Fredag d. 27 juli
Vi var i et dilemma. Vi var kommet fra "danmarks måske mest hyggelige havn" til en af de mere kedelige af slagsen.
Vi kunne naturligvis sejle videre ind gennem Randers Fjord, men vi havde en aftale med vores drenge om først at komme hjem om lørdagen.
Sagen var, at Gustav var blevet færdig med sin HF. han ønskede ikke en fest i den forbindelse. I stedet ønskede han at holde en fest for nogle af hans kammerater fra folkeskolen. Denne fest skulle afholdes i dag - fredag (og natten med, vurderede vi)

Anne cykelbud
Udsigten fra Udbyhøj HavnTyskeren var sejlet og nu var pladsen ved siden af os fri. Der gik ikke længe før et ungt par kom ind. De havde som vi havde haft det, store problemer med at lægge til på den brede plads. Til gengæld hjalp vi dem, så de kom på plads og det var de naturligvis glade for. Det var tilmed et par meget søde unge mennesker, som vi kunne tale med. De var nye sejlere - startede sidste sæson - sammen med deres forældre, som heller ikke havde nogen erfaring. Båden var en Granada 31 - et overrigget skib, som kan være ret livligt i hård vind.

Udbringning eller ej?
Vi havde fundet ud af, at man kunne bestille udbringning af varer til havnen fra den lokale brugs. Derfor havde vi udfærdiget en indkøbsliste. Jeg ringede til brugsen og fik en nærmest forfærdet ung pige i røret. 
"Det er kun uddeleren der kan tage imod den slags ordrer?", lød det. Da jeg så spurgte om jeg kunne tale med ham, fik jeg at vide, at han ikke var der i dag?!?!?
Vi måtte bare konkludere, at vi ikke kunne få bragt mad. 
Anne havde imidlertid set, at man kunne låne cykler på havnen. Så hun foreslog, at vi cyklede op til brugsen. Som sagt har jeg det svært i varmen, så jeg afslog. Anne insisterede dog på, at tage turen selv. 
Som sagt så gjort. Anne tog afsted og jeg sad tilbage og snakkede med vores nye naboer. Efter en god time vendte Anne tilbage med øl, vin, rødspættefiletter o.a. Det havde været en lidt omtumlet tur, hvor hun ikke kunne komme i kontakt med mig på  grudn af dårlig dækning, så hun havde faktisk været i brugsen af to omgange. Men nu var hun tilbage - det var friskt.

Om aftenen fik vi således stegte rødspætter med nye kartofler og vin til. Vinden løjede af og det endte med at blive en stille og dejlig dag i Udbyhøj.

Last Updated (Friday, 17 August 2018 08:44)

 

Fra Hou til Udbyhøj

Torsdag d. 26 juli
Vi var blevet mætte på Hou i denne omgang og så vi besluttede at bevæge os yderligere sydpå mod hejemhavnen i Uggelhuse. 
Jeg havde hele tiden været i dialog med en lille marina i Uggelhuse, som ligger ca. 5 km. fra vores hjem ved Randers Fjord. Da vi først havde købt båden, stod det klart, hvilken plads vi havde brug for. Det har noget med bådens bredde og bredden mellem pælene o.s.v.  Alt det vidste vi nu og der var heldigvis en passende plads til salg. Den blev bestilt og købt.

Afgang fra Hou.
Startede stillleVi var tidligt ude og forlod havnen ved omkring 7-8 tiden. Vinden var der i begrænset omfang 4-5 ms. og den kom naturligvis fra SØ. Vi måtte sejle et godt stykke fra kysten for ikke at skulle ligge og krydse hele tiden. Vinden blev ikke stærkere det første stykke tid, nærmere tværtimod, så vi bevægede os ikke ret meget. 
Flere både stod ud fra havnen og en af dem kom lige mod os. Det var Ole og Per, som også var på vej hjem. De ville ikke bruge tid på sejl under de forhold, så de kom forbi for "jerngenoa". 
Vi snakkede kort sammen før de begav sig videre. Ole gjorde os opmærksomme på, at vores storsejl ikke var helt i top. Det er et problem, som jeg ikke kender årsagen til, men den mangler lige de sidste 10 cm. Men det var ikke noget, jeg kunne gøre noget ved. så det måtte fungere som det kunne.

Makrel
Jeg satte et makrelforfang ud bag båden. Med lidt held kunne man jo redde frokosten på den måde. Og når farten var så lav som den var, kunne det godt tænkes at give bonus. Lidt senere fik jeg da også en enkelt makrel. Den var nu så klejn, at den skulle ud igen. Heldigvis klarede den selv tingene.

God fart
Vinden tog til og farten blev øget. Vi skød nu omkring 5 knob og det var en fornøjelse. Inde på land kunne vi se en markant røgfane. Det viste sig at være Lille Vildmose, der var sat i brand. Den tørre sommer gav ilden enestående muligheder og nu kæmpede barndfolkene derinde, for at undgå at få en underjordisk brand.
Vinden tog yderligere til og bølgerne ligeså. til sidst viste GPSen af vi skød over 7 knob. I enkelte perioder lå vi over 8. Det er meget hurtigt.

På kollisionskurs
Efter Mariager Fjord kom vi på kollisionskurs med en anden sejlbåd. Vi skulle vige og netop da jeg ville stil at styre ind bag ham, drejede han af. Så jeg fortsatte min kurs i stedet. Kort efter opdagede jeg, at han var gået om bag os og lå nu på bedste kapsejlervis lige i røven af os?
Når jeg tager på tur, er det ikke fordi jeg har lyst til at sidde sammen med andre både og bekymre mig om, hvad de vil. Derfor undrede hans opførsel mig da også meget.
Båden var en Mamba 33, som burde have nemt ved at sejle forbi os. Det havde han nu ikke. Han sejlede langsom op og forsøgte at passere os på læsiden? Det betød, at han hang i en afstand af 20-10 meter ved siden af os i mere end en ½ time? Det var p...irriterende, for nu at sige det lige ud.
Da han endelig var kommet foran os, drejede han pludselig hårdt til bagbord og sejlede lige ind foran os og satte kurs mod Bønnerup. Der var ikke direkte fare for kollision, men det var tæt og hvad skulle det mon til for?

Udbyhøj
Havneguide - UdbyhøjMed den gode fart vi havde skudt, var vi i Udbyhøj ved Randers fjords udmunding ved 3-4 tiden. Havne lå ikke optimalt i forhold til vinden. De pladser vi kunne finde, lå, så vinden pressede vores stævn ind mod broen. Vi besluttede at lægge os ved siden af en tysker på en meget bred plads. Vi fik en agterfortøjning på og konen fra den tyske båd, hjalp med forfortøjningen. Vinden var ganske hård, så jeg baksede længe med at få en line over på den anden pæl. Tyskeren gik rundt på sin båd uden overhovedet at tage anstand til at ville hjælpe. Til sidst lykkedes det dog ved egen kraft at få os fæstet til den anden pæl og vi var i havn.
Udbyhøj er på mange måder alt det Hou ikke er. Der er kun en marina. Til gengæld er der 5-6 km. til nærmeste købmand - en lille brugs. Havnen er i sig selv ganske udmærket, men der er intet i nærheden undtagen en grill, hvor man kan købe pølser, burgere og is.
Men nu var vi her og så skulle vi have det bedste ud af det. Vi lavede aftensmad og nød blodmånen, som var en realitet i de dage.

Last Updated (Saturday, 18 August 2018 10:02)

 

Hou dag 2 - sorg og glæde

Onsdag d. 25 juli
Denne dag blev dagen, hvor jeg fik både turens værste oplevelse og turens måske største oplevelse.

Tommy
TommyOm morgenen stod jeg først op. Jeg havde sat kaffe over og lidt efter stødte Anne til. Jeg tog min computer med op. Jeg ville lige se, hvad der skete i verden.
Da jeg gik ind på MagaCin.dk's hjemmeside, fik jeg chokket.
Sagen er, at jeg har skrevet for MagaCin.dk i snart 3 år. Tommyer der ejer MagaCin sammen med Jes, er en enstående person, som også er blevet min ven. Han er et sprudlende festfyrværkeri af galskab, energi, sjov og ballade. Tommy har desværre også været plaget af alvorlig sygdom. Kræft har forsøgt at gøre det af med ham, men han har snydt den  hver gang. 

Chokket
På MagaCin.dk's forside stod der nu, "MagaCin er i sorg". Ovenover var der et billede af den dejlige, tåbelige, voksne dreng som Tommy var. Jeg behøvede ikke at læse artiklen. Jeg vidste, hvad det handlede om og jeg brød rent ud sagt sammen. 
Anne kunne slet ikke forstå, hvad der skete og troede i første omgang det handlede om familien. Det gjorde det ikke, men det her chok kom alligevel til at fylde på turen. Heldigvis formåede jeg også at lægge det bag mig og holde fokus på vores fælles ferie, så vi kunne fortsætte med vores dejlige tur. Jeg kunne dog ikke forhindre, at det dukkede op igen og igen, når der var lejlighed til at sidde og fundere over tingene.
Dagen gik og jeg må erkende, at der var ikke meget energi tilbage. Jeg tænkte på Pia og døtrene. Jeg tænkte på drengene på MagaCin. Jeg vidste, at de havde rigeligt at se til, så jeg ville heller ikke begynde at ringe rundt og gøre tingene værre for dem. 

Ole og Per
Om aftenen besluttede vi, at vi igen ville besøge Skovgaard Raaling. Stedet så for godt ud til, at vi bare ville opgive vores forehavende. Denne aften var der jo heller ikke levende musik, så vi vurderede, at det ville være lidt nemmere at få et bord.
Ankommet til stedet mødte vi dog den nedslående besked, at alt igen var optaget. En meget sød servitrice beklagede, men de var underbemandede og der måtte ikke komme flere gæster ind.
"En øl kan vi vel få?" spurgte jeg.
Det kunne vi bestemt og vi bænkede os ved et bord i et hyggeligt hjørne udenfor. Her sad der foruden os et par herrer i seniorklassen.
Anne og jeg diskuterede lidt frem og tilbage, hvad vi så skulle gøre. Rottehullets restaurant var lukket for gæster, da de fejrede værtindens 60 års fødselsdag. Så der var kun det samme pizzeria tilbage, som vi allerede havde spist på aftenen før. Vi blev derfor enige om, at vi ville forsøge at købe fisk i brugsen og så selv lave mad.
Pludselig henvendte en af de to herrer sig. "Vi sad i den samme situation, men der er nogen ved et bord, som er ved at være færdige og de har tilbudt os deres bord". Det gav jo fornyet håb.
Vi faldt i snak med de to. De var kommet sejlende fra Hobro. Jeg havde en kammerat, der lærte mig at sejle fra samme havn, så det var helt oplagt at spørge: "Kender i Jesper XXX?".
"Ja", lød det. "Han er faktisk en af vores meget gode venner". "Men sig mig, er du ikke Ole Mose".
Et splitsekund derefter udbrød jeg, så alle gæster på restauranten vendte sig om: "Hold da kæft! Ole og Per!!!!". Jeg fornemmede det skabte latter i hele restaurnaten, men jeg ænsede det ikke helt. 
De to brødre var en del af min omgangskreds for 35-40 år siden. Vi har drukket sammen, hygget sammen, været på ture sammen, ja alt muligt.  Pludselig sad vi her. Årene er gået og så falder man i hak sammen. Meget måtte fortælles og berettes efter alle de år. Det blev det og vi havde en rigtig hyggelig aften, som endte med en øl i deres nye båd. Det var fantastisk og uforglemmeligt.

Således endte det med at være blevet en dag med fuldt gear på hele følelsesregisteret. En både meget trist dag og en helt fantastisk dag. Hou kan noget helt specielt må jeg erkende, selv om jeg gerne ville have nøjedes med at møde Ole og Per og i stedet at blive ringet op af Tommy, der ville sige "Skal du ikke snart til at skrive!?!?".

Last Updated (Friday, 17 August 2018 09:18)

 

Hou

Tirsdag d. 24 juli
Efter en meget begivenhedsrig dag, i en dejlig havn, havde vi ikke lyst til andet end at blive et døgn mere. Jeg var også forhindret i at gøre det helt store, da mit knæ gjorde kludder. Det sker af og til og så kan jeg kun vente på, at det forsvinder. 

Rottehullet
Hou Havn med den lille strandOmkring ved middagstid gik jeg i brugsen. Der var frygteligt varmt og jeg kunne ikke gå ret hurtigt på grund af knæet. Lidt før brugsen lå der et lille værtshus - Rottehullet. Jeg følte mig dehydreret og slog derfor et slag om det lille sted. 
Indenfor i et mørkt rum med små borde og en markant bar, sad der 4 gæster. To kvinder sad ved et bord, en mand ved et andet bord og ved baren stod en mand. Bagved baren stod servitricen, som jeg umiddelbart vurderede til at være stedets indehaver. 
Da jeg bestilte min øl, svarede hun på en blanding af nordjysk og svensk/norsk?
Det måtte jeg spørge ind til og det viste sig så også, at hun var nordmand og det "kun" var 30 år siden hun kom til Hou. Manden ved baren blev sendt ind for lave noget bagved. Det viste sig senere, at det var husbonden. Lidt senere kom han tilbage med sveden springene fra kroppen. "Det er fandme hårdt!", grinede han til mig.
"Ja, den er hed i dag", svarede jeg. 
"Det er nu ikke det. Det er mere dampene fra syren", lød det.
Han var i færd med at lave nyt køkken og i den forbindelse skulle væggene syres af. 
En af de to kvinder der sad ved et bord kom op og bestilte en øl. "Jeg er også Nordmand", henvendte hun sig. Hun fortsatte og sagde en hel masse mere, som jeg ikke forstod - hun var simpelthen plørefuld. Fuldskab og blanding af norsk og nordjysk gør det ikke nemt for folk der som jeg, kommer "udefra".
Pludselig kom en lille hund løbende ind på værtshuset udefra. Alle kendte den og havde en kommentar til den. Derefter fulgte 2 yngre kvinder i en pæn stor størrelse. Begge havde kulsort hår, halstatoveringer og masser af piercinger. Det var datteren i huset sammen med en veninde/kæreste? Talen faldt på heden og alt synes at stå stille i varmen det lille mørke værtshus
Jeg havde drukket min øl og besluttede mig for at gå videre til brugsen. Det var jo den oprindelige plan. Værten kunne se, at jeg døjede med mit knæ, så han sagde, at jeg bare kunne gå ud af bagindgangen - det var lettere. 

Tilbage i rottehullet
Da jeg havde købt, hvad jeg skulle, begav jeg mig tilbage til båden. Jeg kunne dog ikke dy mig for at tage bagindgangen på Rottehullet igen for lige at snuppe en øl mere, før jeg tog det sidste lange, seje træk mod havnen.
Da jeg kom tilbage, sad den norske kvinde ved bordet sammen med værtinden. De 2 sorthårede kvinder sad og talte meget højt. Værten skænkede en øl op og gik derefter ud bagved. Et øjeblik senere forsvandt al strømmen på værtshuset. Alle ænsede det, men jeg gætter på, at ingen tænkte over, at værten lige var gået om bagved for at "fikse" noget.
Værtshuset lå stille hen. Den allerede sparsomme belysning forsvandt, spilleautomaterne stod mørke som på et lager, køleskabe og diske var tavse og hvad værre var - loftsventilatoren var gået i stå.
Efter et par minutter kom værten tilbage. Jeg vil sværge på, at den sparsomme hårpragt sad på en anden måde og han så underlig forvirret ud. Han satte sig på stolen ved siden af mig. "Hvad f.... var det nu, jeg var i gang med?", lød det.
Konen råbte til ham, at strømmen var gået. Han rejste sig uden at sige yderligere og gik om bagved igen. Stamgæsterne grinede lidt sammen og rystede på hovedet.
Kort efter kom der igen lys. Spilleautomaterne "blippede", køleanlæggene summede, det gulnede lys kom igen og vigtigst af alt -  loftventilatoren gik i gang.
Jeg forlod det ellers hyggelige sted og gik tilbage til båden. Her fortalte jeg Anne, hvad jeg havde oplevet. Hun blev lidt fornærmet over, at hun ikke havde været med.

Første minde fra fortiden

Den båd der fulgte os ind aftenen før, lå lige bag os. Manden gik rundt på dækket og ordnede nogle småting. Vi faldt i snak og det viste sig, at han var fra Grenå. Om sommeren boede han og konen dog i sommerhus ved Frederikshavn og derfor lå deres båd også der - i den nordlige marina.
Jeg kom til at tænke på, da vi sidst havde båd, mødte vi to ægtepar fra Grenå på Samsø/Tunø. Vi havde det så hyggeligt sammen, at vi efterfølgende blev inviteret på besøg en aften i deres bådhus på havnen i Grenå. Det var trods alt 25-30 år siden, så jeg måtte grave dybt i hukommelsen.
Jeg snakkede med manden i nabobåden om det og da konen kom til, fortalte hun, at deres naboer den gang hed John og Mona. John arbejdede på BASF og Mona lavede noget andet. Det der slog hovedet på sømmet var, at Mona altid gik rundt med pinde i håret. Da var hverken Anne eller jeg i tvivl længere. Det var dem.
I mellemtiden er parret dog blevet skilt, men vores naboer kunne tage en hilsen med til Mona fra fortiden.

Skovgaard Raaling
Om aftenen ville Anne og jeg spise ude. Vi havde fundet restauranten Skovgaard Raaling på nettet og den har fået nogle fornemme bedømmelser af de besøgende. Således satte vi kurs mod stedet, der lå gemt bag et villakvarter i byen. Stedet er et smukt stråtækt sted, med hyggelig gårdhavemiljø, krostue og festlokale.
Da vi ankom var der sågar levende musik, så vi så glædeligt frem til at indtage et bord. Jeg spurgte frejdigt den unge tjener, hvad dagens fisk stod på. Han blev lidt forvirret og måtte spørge en kollega, før jeg fik at vide, at det altså var en kulmule. 
"Fint" udbrød jeg, "kan vi få et bord til to?", og så blev det pludselig mig, der var en kulmule.
Der var ikke ledige borde hele aftenen. "Vi har jo levende musik", beklagede han.
Således måtte vi forlade stedet og lede efter andre muligheder i byen.

Det lokale pizzeria
Vi endte i stedet på et basalt pizzeria med en lille terrasse med borde og stole. Her var der udsigt til byens hovedfærdselsåre. Det var OK, men når man nu havde sat næsen op efter noget bedre, var det et antiklimaks. Det blev ikke bedre af, at en sur familiefar holdt parkeret lige nedenfor, hvor vi sad. Oven i købet med bilens motor/køler i gang i 15-20 min., mens kone og børn bestilte, ventede og hentede pizzaer.



Last Updated (Saturday, 18 August 2018 09:44)

 
Nyt fra nær og fjern