Home Billeje Leje af bil i udlandet

Leje af bil i udlandet

Vi har efterhånden lejet bil en del gange i forbindelse med vores udlandsrejser. Prisen for at leje bil i udlandet virker meget lav set med danske øjne og derudover betaler man som regel ikke mere for ekstra kilometer. Derfor er en lejet bil et oplagt valg, når rejsen går til udlandet.

Senest har vi f.eks. lejet en 5 dørs Opel Astra i en uge for mindre end 1.700 kroner hos Hertz i England. Det er meget billigt, men det er heller ikke hele sandheden - det er den pris, man oplever, når man bestiller bilen.

Indeholdt i prisen er der en forsikring - det er angiveligt noget lovmæssigt, at det skal der være. Men - man har som udgangspunkt en meget høj selvrisiko på typisk kr. 6.000-10.000, afhængigt af bilmærke og model.

Det betyder, at såfremt man laver en selvforskyldt skade på bilen, får et stenslag, eller hvis andre vandaliserer den, så står man med en meget stor regning. At skulle tænke på det under sin ferie, kan give de fleste ubehag.

Derfor tilbyder de fleste selskaber da også en tillægsforsikring for et "mindre tillæg". Tillæget ligger typisk på 100-150 kroner om dagen i den billige ende af bilspektret. Dyrere er det, for de store bilmodeller.

Nogle selskaber tilbyder desuden kun forsikringen i hele uger - altså 7 gange prisen, uanset om man har bilen i 1 dag, eller 7. I vores tilfælde betød det, at vi fordi vi havde planlagt 9 dage på hjul, skulle købe 2 gange forsikring, svarende til ca. kr. 2.000,- Vores bil kom således til at koste kr. 4.200 i stedet for de oprindelige kr. 2.200.

Ved at tilrettelægge ferien, så bilen kunne afleveres inden for den første uge sparede vi med det samme kr. 1000,- på ekstraforsikringen. Derudover sparede vi også kr. 500 på at aflevere bilen 2 dage tidligere. Så det ligner næsten en halvering af prisen, blot ved at spare 2 dage ud af de 9 dage ialt.

Selskaberne skilter ikke tydeligt med priserne på deres ekstraforsikringer. Tværtimod, kan det være meget svært at få oplyst, hvad den dækker og hvad prisen er på forhånd. De fleste bliver først gjort opmærksom på forsikringsproblemet, når de står rejseklar og vil afhente bilen. Man bliver så at sige "taget med bukserne nede".

Det er lidt som med flyselskabernes rejseforsikringer - de dækker meget kort tid og de er ekstremt dyre. Her er det en kæmpe fordel at lave forsikringen hos eget selskab, og droppe flyselskabernes "tilbud". Mig bekendt er det desværre ikke muligt at lave en tilsvarende forsikring hos eget selskab, som dækker den store selvrisiko ved lejet bil.

Når det så er sagt, så kan jeg kun anbefale at man lejer bil i udlandet. Det giver rigtigt mange muligheder og frihedsgrader. Selv om det her "forsikringshalløj" er noget rod, så er det stadig ganske billigt at leje bil til rejsen. Men det er altså ikke helt så billigt, som det lige giver indtryk af ved første øjekast.

 

 

Last Updated (Saturday, 26 May 2012 09:11)

 
Nyt fra nær og fjern