Home 2019 - Cambridge- 60 års fødselsdag Senior i Cambridge

Senior i Cambridge

<- Forrige - Næste ->

Efter morgenmad gik Anne og jeg til Mathematicians Bridge. Her mødte vi en del japanske/kinesiske turister, der for rundt med mobiltelefoner. Vi undersøgte muligheden for en "Puntingtur", der i sin enkelhed er en kanalrundfart, hvor man sidder i en lille fladbundet pram, hvor en guide stager båden frem, medens han/hun fortæller om de forskellige seværdigheder i byen. Lidt som man kender det fra Venedig.

Det var råkoldt og turen tog næsten 1 time, så vi valgte det fra.Anne med Mathematicians Bridge i baggrunden

Pasquale

Karl meldte sig på Messenger efter sin forelæsning (ja, på en lørdag) og vi aftalte, at han kunne spise morgenmad på Pasquale. Vi løb forbi hinanden på Costa i det store center, men til sidst fandt vi hinanden og satte os på denne fremragende fortovsrestaurant.

Man kunne sidde ude under varmelamper, og følge med i, hvad der skete på markedet. Samtidigt kunne jeg også ryge til min kaffe. Det sætter jeg pris på.

Karl fik en god omgang morgenmad, hvorefter vi bevægede os op til det store center i byen.

Raspberry Pi butikken og min fødselsdagsgave

I centeret ligger den eneste butik i verden, der er tilegnet den lille computer Raspberry Pi. Butikken er lavet som en Apple butik, dog noget mindre, hvilket jo også giver mening.

Selv om dagen ikke var kommet, skulle jeg af praktiske årsager have min gave i dag. Det var en "fyld en indkøbsvogn med alt hvad hjertet begærer"-oplevelse. Dog med den klausul, at jeg skulle kunne have det jeg valgte med på flyet hjem, samt at det også i sidste ende kom til at påvirke min egen økonomi. :)

Jeg fandt et kit med den nye RPI4 med 4 GB Ram, samt en zero, en led-matrix, nogle kabler og et klistermærke. Jeg var lykkelig. Raspberry Pi butikken

Julen var forestående

Vi gik videre rundt i centeret og så på de forskellige forretninger. En speciel julebod fangede vores blikke. Det var en lille blå nisseby, hvor levende nisser underholdt ungerne. Ellers var det også sjovt at opleve en "Tiger of Copenhagen", hvor alle prismærker og beskrivelser var skrevet på dansk.

Roning på Cam

Vi vendte igen tilbage til Pasquale, hvor vi fik en frokostpizza. før Karl skulle afsted til træning. Gustav meldte sig derefter og vi tre gik ned til floden for at se Karl ro. Vejret var megaflot, køligt med blå himmel og"vattotte".

Turen derned gik ud af byen, forbi endnu et enormt college og videre over en stor græsplæne og en bro. Vi havde lovet Karl at være diskrete, men uheldigvis, landede vi lige midt i det hele, hvor de trak bådene ud af bådhusene og satte dem i vandet, så Karl blev spurgt om det var hans forældre.

Fort St George bar

Fort St GeorgeVi sneg os væk til den anden bred, hvor vi fandt Fort Sct. George, et værtshus med borde og bænke langs floden. Vi snuppede 3 pints og hyggeligt samvær, mens vi studerede bådene, der trak forbi. Det var især begynderbåde i starten. En træner cyklede med hver båd på den sti, der løber langs bredden. Det var lidt kaotisk, da bådene kom fra 5-10 forskellige colleges og hver båd fylder meget i den relativt smalle flod. Efter et stykke tid tog det dog fart og når først man får gang i en 8er, så går det altså stærkt. Jeg bemærkede, hvordan de forreste roere ofte sad med flade årer på vandet, mens de andre roede. Karl fortalte senere, at det var for at justere båden, så den lå præcist lige i vandet. Først når den gør det, kan alle trække igennem.

Karls båd baksede også lidt i starten, men til sidst fik de den op at køre. Jeg må bare sige, at jeg blev stolt og betaget af at se ham sidde og trække i åren på en båd i Cambridge. Mine forestillinger gik i retning af det legendariske årlige race mod Oxford. Men det mener Karl nu ikke, der er grund til at sætte næsen op efter. De 8 roere er skrappe - meget endda.

Karl i 8erenVi blev sidende et stykke tid efter Karls båd havde passeret for sidste gang. Der begyndte at dukke mere trænede både op også 4ere og 2ere. Det var imponerende at se, hvordan de kunne lægge kraft i åretagene og trække årene op af vandet næsten uden en dråbe vand. Derefter vendte de bladet så det var vandret og åren blev ført tilbage 1 cm over vandoverfladen, hvor de igen skar knivskarpt ned i vandet og trak igennem.

Vi tre gik tilbage til hotellet og hvilede os lidt før vi skulle spise. Jeg havde bestilt bord for 2 måneder siden. Planen var, at det skulle være den store middag til fødselsdagen.

Suveræn oplevelse på The River Bar Steakhouse and Grill

Kl. 18 mødtes vi med Karl foran restauranten. Vi gik ind og blev straks ført op til vores bord. Jeg må bare sige, at efter at have slugt alt hvad kokken Gordon Ramsey har sagt i utallige madprogrammer, oplevede jeg noget af det, han ofte kæmper med, endda på allerbedste vis.

Gordon Ramsey gør ofte restauratørerne opmærksomme på, at de skal få gæsterne ind, bespise dem og så ud igen, så der bliver plads til flere. De driver en forretning og de skal optimere deres arbejde. For gæster lyder det umiddelbart anstrengende. "Hvad nu hvis man har det hyggeligt og ...".

Jeg var blevet lidt fortørnet over, at der i bekræftelsen af reservationen stod, at det var forventet, at vi var færdige 1,5 time efter det bestilte tidspunkt. Men det måtte jeg jo forholde mig til, hvis det blev et problem.

Det blev aldrig et problem, for her på The River Bar klarede de med superopmærksomme tjenere og dygtige kokke. Hver af de tre retter kom hurtigt og tjenerne var opmærksomme på det mindste vink. Der gik ikke mange sekunder, hvis der manglede noget, eller vi ønskede mere vand eller vin. Efter 1,5 time var vi ude af døren. Vi var blevet behandlet som konger og maden var fantastisk tilberedt.

En lille sjov ting var også, at jeg bestilte god flaske Rioja fra 2014 - ikke den billigste. Da tjeneren kom med flasken bemærkede jeg, at det var en 2010. Jeg spurgte hende med et smil, om det ikke var unfair at give mig sådan en gammel en.

Straks tilkaldte hun sommelieren, som forklarede mig, at det her var en meget bedre vin - meget!!! Jeg skal ikke gøre mig klog på det, men vinen vi fik, var vidunderlig. Selv Karl der egentlig var startet med et glas cola, skiftede mening og valgte vin, da han først oplevede al virakken og havde hørt detaljerne om vinen. Vinen var så stor en succes, at vi bare måtte have en flaske mere.

Det blev dyrt - ikke vildt dyrt og slet ikke som dyrt i Danmark. Nu var det jo også min 60 års fødselsdag og vi fire var sammen for første gang i flere måneder, så det var helt, som det skulle være. Det var en oplevelse, som jeg kan forunde alle.

Jeg vil umiddelbart mene, at det her restaurantbesøg er en af de bedste madoplevelser, jeg har haft.

Videre ud i byen

Den store bar med billigt ølDrengene havde aftalt at tage i byen, så vi tog afsked ude foran restauranten og Anne og jeg var igen overladt til os selv. Vi slentrede op gennem byen og kiggede efter spændende barer. Der var mange, men vi besluttede at gå videre til et megastort værtshus, vi havde besøgt dagen forinden.

Det var et sjovt sted med et meget forskelligartet klientel og meget billigt øl - 2 pints 46 kroner - ialt. Dagen før mødte vi bl.a. en fuld "kunstmaler" fra Doncaster på stedet, som først brokkede sig over at vi sad med vores mobiltelefoner, dernæst over at folk fra Cambridge var nogle sure sataner. Senere forsøgte han at sælge os postkort med kunstmalerier, som han angiveligt havde malet. Han blev faktisk lidt anstrengende til sidst og vi fortrak til et bord længere nede. Men det var alt sammen i går.

Da vi ankom, mødte vi først vores ven fra dagen før. Han hilste og vi gik længere ned. Der var mange mennesker - det var jo lørdag aften. Det lykkedes os alligevel at finde et lille rundt bord, hvor vi kunne stå. En udsmidertype kom med 2 højstole til os og jeg gik hen for at købe øl. Da jeg kom tilbage, så Anne helt forpustet ud. Hun havde måttet kæmpe for at få lov til at beholde min stol. Udsmiderne gik rundt og samlede ubrugte stole ind og det var i sidste øjeblik, jeg nåede tilbage og fik sikret min stol.

Det viste sig senere, at værtshuset var ved at skifte fra rent værtshus til diskotek i stedet. Vi sad lige på kanten til det der snart skulle blive et dansegulv. Karl havde iøvrigt fortalt os, at stedet var et af de mest hotte steder at komme for de unge, når der var musik.

Selfie på River barPå et bord overfor sad der 4 yngre mennesker omkring de 40. En mand der var massivt tatoveret sad med ryggen til og overfor ham sad en "naturlig" blond skønhed. Hun var perfekt! Håret, øjnene, makeuppen og tøjet - smuk. Til gengæld var hun også ret fyldig. Kombinationen af det perfekte og det frodig gjorde hende til en meget erotisk figur, som man nærmest var bange for at kigge på, når man nu også kendte hendes venner.

Der strømmede flere mennesker til og da det blev for intenst, gik vi tilbage til hotellet for at få hjælp til at finde et værtshus for seniorer.

The Eagle Again

Conciergen tænkte sig lidt om om og forklarede vejen vi skulle følge for til sidst at afsløre navne "The Eagle". Vi gætter på, at hotellet har en aftale med stedet, for det var præcis det samme sted vi blev guidet hen til dagen før, da vi bare skulle have noget at spise.Men det var også et godt sted, så selvfølgelig kunne det bruges igen.

På the Eagle har de også en rygergård og vi fandt hurtigt en plads ved et bord, hvor der i forvejen sad (den ene stod dog op) 2 mænd først i 50-erne. De var meget venlige og vi kom i snak med dem om alt muligt. De fortalte historien om Watson Criek og DNA modellen, der var blevet udtænkt på netop dette værtshus. Bag os stod en anden senior - en meget mærkelig type. Han mindede mig lidt om figuren fra filmen "Tilbage til fremtiden", som bygger LMC bilen til en tidsmaskine. Han havde store høretelefoner på og en masse elektronisk tingeltangel i hænderne. Samtidigt stod han og dansede og der var slet ingen musik. Men fint nok, han generede ikke os, måske lige med undtagelse af Anne, som med mellemrum sagde til mig "Han er altså uhyggelig, ham der!".

Hyggelige og specielle samtaler

Vi talte videre med de to ved bordet og det viste sig at de begge arbejdede med IT. Den ene havde en master i Matematik, den anden i IT. Så vi kunne tale om gamle teknologier som Cobol, Pascal o.s.v. Den ene, Jonathan, var ham der stod op, blev ved med at gøre det på grund af rygsmerter. De fortalte om en svær jobsituation inden for IT, når man har passeret de 50. Det er ganske paradoksalt, når man samtidigt ser, hvor meget virksomhederne gør for at rekruttere de unge it-folk. Og det er altså firmaer som Google, Microsoft, Amazon, Apple, Goldmann Sachs o.s.v. Men sådan er det jo også i Danmark, men sikkert sværere at klare det i England.

De boede et stykke uden for Cambridge og skulle desværre nå en bus. Så vi tog afsked med dem og Anne forlod mig for at gå på toilet.

Danseren

Således sad jeg alene tilbage. Hurtigt opdagede jeg dog, at "danseren", havde sat sig ved siden af mig og nu sad og dansede ved bordet. På bordet lå de ting han før havde i hånden, bortset fra en ting, som han konstant pillede ved og drejede rundt i gentagne bevægelser.

Jeg måtte spørge: "What are you doing?". Han tog hovedtelefonerne af og jeg gentog mit spørgsmål.

"Scrum", lød det. der fik jeg alligevel et chok. Jeg sidder i øjeblikket og arbejder intenst med at skrive en bog om netop Scrum (Det er en arbejdsform, som bruges til produktudvikling). Jeg kunne ikke lade være med at grine og så måtte jeg jo snakke med ham om, hvordan Scrum gjorde det for ham, som det nu gjorde. Det blev starten på en meget interessant snak, som afdækkede en igen kvik person, med en lang uddannelse, der havde svært ved at få tingene til at hænge sammen. En mor med Polio i Brighton, som betød meget for ham. Han boede udenfor Cambridge men arbejdede "på gulvet" i et supermarked. På mange måder en trist historie, og meget af det han fortalte var usammenhængende.

Pludselig skiftede han også fokus. Min vægt blev interessant for ham. Han fortalte, hvordan han på ½ år havde tabt 20 kg, på en meget simpel måde. Oversat til dansk sagde han"Jeg har nogle fine japanske porcelænsknive, som jeg skærer mine grøntsager ultrafint med", ellers spiser jeg som jeg altid har gjort". "Du burde gøre det samme", fortsatte han og kiggede ned på min mave. :D

Som sagt var han ret usammenhængende at tale med, men flere gange, kiggede han alligevel på min mave med en alvorlig mine, mens vi talte om helt andre ting. Da vi tog afsked ønskede han os alt det bedste, men pegede igen på min mave og sagde med en meget bekymret mine. "Do something about that".

Vi gik tilbage til hotellet og sov godt, efter en lang dag med masser af oplevelser.

 

<- Forrige Næste ->


Last Updated (Sunday, 24 November 2019 22:03)

 
Nyt fra nær og fjern